Sthen, Hans Christensen Den CIII. Psalme, Benedic anima mea Domino

DenCIII. Psalme, Benedic anima
mea Domino.

MIn Siel nu loffue HErren,
Huad i mig er, hans hellige Naffn,
Sin Godhed rundelig giffuer,
Thi skalt du altid tacke ham,
Din Synd haffuer hand vdslættet,
Oc lægt dine store Saar:
Dit arme Legom hußualet,
Tager dig saa vdi Forsuar,
Met veldig Trøst beskærmer,
Som en Ørn sine Vnger giør:
HErren alle Christne vel trøster,
Som trængis i Verden her.
Sin Low haffuer hand oss giffuet,
Sit hellige Ord oc sammelund,
Sin Godhed de Christne indliffuet,
Hans Barmhiertighed see wi alle stund,
Sin Vrede lader hand vel fare,
Løner icke som wi haffue tient,
Sin Miskund hoss ingen vil spare,
Til de Ydmyge haffuer hand sig vend,
Hans Godhed er offuer dem alle,
Som gierne frycte hannem,
Vor Synd lader hand bortfalde,
Oc aldrig vil tæncke dem.
Som sig en Fader forbarmer,
Offuer sine vnge Børn oc smaa,
Saa giør oc HErren oss Arme,
Naar wi hannem frycte saa.
Hand veed vor skabning er ringe,
Slet Støff oc Muld foruist,
Ræt som noget Græß vdi Enge,
123 Oc en Vrt som Blomsteret haffuer mist,
Naar Vejret der hart paafalder,
Da findis det icke meer:
Saa gaar det met vor Alder,
Vort Endeligt er oss nær.
HErrens Miskundhed alleene,
Bliffuer nu ocsaa euindelig,
Alt hoss sin Brud den reene,
Som hannem frycter hiertelig,
Oc holder hans Bud oc Villie,
Hand boer i Himmelen vist,
Hans Engle hannem der tiene,
Oc prjse met høyer Røst,
Den store HERRE til ære,
Oc siunge hans hellige Ord,
Min Siel hans Loff skal lære,
Nu offuer den gantske Iord, AMEN.