↩

1.
En almindelig Bøn, som kand brugis
baade Morgen oc Afften.

✂ O Allmæctige, vijse oc gode Gud,
Som lærer oss i dine Ord oc Bud,
At wi dig skulle dyrcke oc tiene,
Dig paakalde, ære oc tacke alleene,
Du haffuer oss loffuet, du vilt oss høre,
Oc huad wi bede, vilt du fuldgiøre,
Ieg arme Synder bekiender mig,
Icke værdig at være at bede dig,
Thi ieg haffuer offte ilde giort,
Som mig er vitterligt baade lidet oc stort,
Ieg er fordærffuet aff min Natur,
Ieg arme syndige Creatur,
Met Tancker, Ord oc Gierninger slemme,
O huor tijt monne ieg dine Ord forglemme,
Huor mangen vild Stj haffuer ieg løbet,
Oc meget ont i Verden bedreffuet.
Ieg kiendis mig skyldig for Øyne dine,
Til euig Straff oc Helffuedis Pijne,
Om Rætten skulde haffue sin gang,
Da maatte ieg quæde en sørgelig sang.
Men effterdi HErre du est saa god,
Miskundelig oc Naadig aff Hierte Rod,
En Synderes Død begærer du ey.
Men at omvendis til den rætte Vey,
Du haffuer oss sendt din elskelige Søn,
For hues skyld du altid vilt høre vor Bøn,
21 Du siger: At huo paa hannem vil tro,
Skal ey fortabis, men hoss dig bo:
Der met, O HErre, da trøster ieg mig,
Oc gaar diß dristigere frem til dig,
Ieg vdøser for dig mit Hierte oc Mod,
Fordi ieg veed du est dannis oc god,
For IEsu Christi skyld beder ieg dig,
At du vilt høre mig naadelig,
Dit naadige Ansict til mig vend,
Din værdig Hellig Aand til mig send,
Opliuß mit mørcke Hierte oc Sind,
Lad mig ey bliffue i Synden blind,
Du haffuer mig til dit Billede skabt,
O HErre lad mig ey bliffue fortabt,
Ieg tacker dig for alle Velgierninger dine,
Besynderlige for din Søns Død oc Pijne,
Met huilcken wi ere forløste, oc frj
Fra Dieffuelens Snare, wi vaare vdi,
Fra Synden, Død oc Helffuedis Glød,
Haffuer du oss frelst O IEsu sød,
Thi bør dig euig Prjß oc Ære,
Aff alle som monne dine Tienere være:
Ieg tacker dig O Fader blid,
Dit Naffn være benedidet til euig tid,
Du haffuer mig her til naadelig sparet,
Oc mig fra megen Wlycke beuaret,
Der ieg met rætte vel haffde fortient,
Om mig skulde effter mine Gierninger hent:
O Gud huad din Barmhiertighed er stor,
Dig bør at prijse baade Himmel oc Iord.
Ieg tacker dig aff Hiertens Grund,
For denne fremgangne { Nat / Dag } oc Stund
At du haffuer mig beuaret saa vel,
Met alt det ieg haffuer, til Liff oc Siel,
At ieg endnu er karsk oc sund,
22 Kand rætte mine Lemmer, min Aand oc Mund,
Det er din Gierning veed ieg vist,
Thi tacker ieg dig HErre IEsu Christ,
Oc beder dig fremdelis O veldige Gud,
Vndt mig at leffue effter dine Bud,
At skicke mit Leffnit i Ære oc dyd,
Saa ieg min Stat der met kand pryde,
Oc dig for alting tro, tiene oc dyrcke,
O HErre du mig hielpe oc styrcke,
Ellers er det met mig intet værdt,
Vndt mig at giøre det dig er kiert,
Din Naadis Redskaff lad mig være,
Saa længe ieg er i Verden here,
Vdbred offuer mig din Naaderig Haand,
Driff fra mig Satan, den skadelig Aand,
Lad hannem icke faa mact offuer mig,
Beuar mig fra hans Vold oc Suig,
Fra Last oc Skam, fra Fare oc Vaade,
Fra alle onde Menniske der mig hade,
Fra farlig Kranckhed, fra en hastig død,
Fra Hiertesorrig, oc all anden Nød,
Beuar mig du hellige Trefoldighed,
For din Guddommelig wskyldighed,
Huad heller ieg er til Land eller Vand,
Beskærme mig met din veldige Haand:
Min Siel oc Liff, min Velfærdt oc Ære,
Oc huad mig aff dig forlænt monne være,
Befal ieg gantske vdi din Vold.
O HErre mig i din gunst behold,
Lad mig denne Dag lycksalig bliffue,
Slet vnder din Mact vil ieg mig giffue,
En salig stund vnd mig at faa,
Naar ieg all Verdens gang skal gaa,
De Himmelske Væctere dine Engle fromme,
Lad hoss mig bliffue, oc til mig komme,
23 Deres stercke Leyer omkring mig at sla,
Huad heller ieg monne ligge eller gaa,
Min Sel paa det sidste at føre til dig,
Saa hun kand glædis Euindelig.

✂

Fader vor, etc.

O Naadige Gud oc Fader kier,
Hues Bolig vdi Himmelen er,
Helligt vorde dit benedide Naffn,
Dit Rige tilkomme oss til Gaffn,
Din Vilie skee her i Iorderig,
Lige som hand skeer i Himmerig:
Giff oss i dag vort daglige Brød,
At wi kunde smage huor du est sød.
Forlad oss vor skyld, vær mild oc god,
Som wi giøre dem oss bryde imod.
Lad oss icke falde vdi Fristelse oc Snare,
Men frelß oss fra ont, oc altid beuare,
Thi dit er Riget, Ære oc Mact,
Amen, dette haffuer du oss selff tilsagt,
Dit Ord er fast, der lide wi paa,
Vnd oss det euige Liff at faa, Amen.

AMEN.