En Bøn til Christum, om en salig
Affgang oc Endeligt.
D. Paulus Eberus filiolis faciebat, Anno
M. D. LVII.

✂ HERRE IEsu Christ sand Menniske oc GUD,
Som banghed pijne oc sorrigfuld Mod,
For mig leed indtil Kaarssens død,
149 Oc frelste mig fra den euige Nød.
Ieg beder dig for din Pjne skyld,
Vær mig arme Synder naadig oc huld,
Naar ieg er sted i dødsens Nød,
Oc strider met den bittre død.
Naar Øyen bryste oc Siunen forgaar,
Naar Øren ey længer at høre formaar,
Naar Tungen kand icke tale meer,
Oc Hiertet aff Angist forknuset er.
Naar mig forgaar all min Forstand,
Oc intet Menniske mig hielpe kand:
Din Hielp O IEsu Christ mig send,
Stat mig bj i min sidste End.
Oc før mig aff denne Iammerdal,
Forstecke mig ocsaa dødsens qual:
De onde Aander fra mig driff,
Oc met din Aand stedse hoss mig bliff.
Indtil aff Legomet gaar min Aand,
HErre anamme hende da i din Haand,
Lad Legomet soffue vden all plag,
I Iorden til den yderste dag.
En glædelig Opstandelse mig giff,
Min Talßmand du paa Dommedag bliff,
Oc paa min synd icke mere tænck,
Det euige Liff mig naadelig skenck.
Som du oc haffuer tilsagt mig,
I dit Ord der til troer ieg dig,
Sandelig sandelig eder siger ieg,

Joh. 5,8.

✂ Huo mit Ord holder oc troer paa mig.
Til Dommen ey komme sig til Nød,
Oc skal ey smage den euige død,
Om hand end skønt døer timelig,
Dog er det hannem ey skadeligt.
Men ieg vil selff met stercker Haand,
Vdføre hannem aff dødsens Baand,
150 Oc til mig indtage i mit Rige,
Der skal hand da met mig tillige.
I Glæde oc Fryd leffue euindelig,
Der til hielp oss HErre Naadelig,
O HErre forlad oss all vor Brøst,
Oc styrcke oss vel met Scrifftens Trøst.
At wi met god Taalmodighed,
Met Tro oc Haab met flittighed,
Dit Ord beholde stadelig,
Indtil wi bortsoffue saliglig.