Sthen, Hans Christensen En Tacksigelse til den hellige Trefoldighed, for Guds Høymæctige Velgierninger...

En Tacksigelse til den hellige Trefoldighed, for Guds Høymæctige Velgierninger, som hand oss beujst haffuer i sin Søn IEsu Christo.

GVd Fader oc Søn oc hellig Aand,
Hannem bør oss prjse oc ære,
146 Hand giør Miskund i alle Land,
Som wi maa daglige lære,
Hand haffuer beujst stor Kierlighed,
Mod Menniskens Kiøn saa mangeled,
Som wi ville faa at høre.
I Dieffuelens vold ieg fangen laa,
Ieg vaar fordømt til døde,
Min synd mig qualde baade Nat oc dag,
Ieg haffde stor Angest oc Møde,
Oc altid sanck ieg dybere ned,
Der vaar ey Raad til Salighed,
Ieg vaar i Synden vndfangen.
Mine gode Giernmger de hiulpe mig ey,
De kunde ey døden offueruinde,
Den stercke Dieffuel hand sagde Ney,
Hand vilde ey lade sig binde,
Aff mig eller noget Creatur,
Ieg vaar i hans vold aff min Natur,
Fordømt til euig Pijne.
Der vaar oc ingen i Verden til,
Der mig forløse kunde,
Ieg veed ræt aldrig huort ieg vil,
Ieg maa til Helffuedis grunde,
For Guds Vrede der offuer mig er,
Oc Syndsens byrde der ieg nu bær,
Fortabet maa ieg bliffue.
Da ynckedis Gud i Euighed,
Min Elende offuer maade,
Hand tænckte paa sin Barmhiertighed,
Hand vilde mig hielpe lade,
Sit Faderlige Hierte vende hand til mig,
Hand koste der paa foruden Suig,
Det Kieriste det hand haffde.
Hand talede til sin kiere Søn,
Det er nu tid at forbarme,
147 Du skalt det giøre for min Bøn,
Far heden oc frelß de Arme,
Oc løß dem vdaff syndsens Nød,
Oc sla ihiel den haarde død,
Oc lad dem met dig leffue.
Guds Søn sin Fader lydactig vaar,
Hand kom til mig paa Iorden,
Aff en Iomfru reen oc klar,
Hand vilde min Broder vorde,
Saa lønlige førde hand sin Stat,
Leed alskens Nød oc megen Platz,
For hand vilde Dieffuelen fange.
Guds Søn hand sagde: Kom hid til mig,
Ieg vil mig offuer dig forbarme,
Ieg taalde den bittre død for dig,
Der met du Himmerige skalt arffue,
Nu er ieg din oc du est min,
Oc huor ieg er der skalt du være,
Den Fiende skal oss ey atskillie.
Huem haffuer hørt større Kierlighed,
End døden for wuenner at lide?
Det haffuer ieg ene giort for dig,
At du skulde met mig bliffue,
Ieg er den ene der hielpe kand,
Thi kommer til mig baade Quinde oc Mand,
Oss skal ræt ingen atskillie.
Mit Blod det flyder paa Iorden vd,
Ieg bær det Kaarß met møde,
Ieg lider for dig den haarde død,
Tag Tro oc lad dig døbe,
Mit Liff offueruinder den død met mact,
All Verdsens synd er paa mig lagt,
Thi est du salig vorden.
Til Himmels igien til Fader min,
Far ieg fra dette Elende,
148 Der vil ieg være Mester din,
Den hellig Aand dig at sende,
Som dig i Angeste trøste skal,
Oc dig vnderujse oc lære vel,
I Sandheds Vey at vandre.
Huad ieg haffuer giort, vnderujst oc lært,
Det skalt du giøre oc lære,
Der met mit Rige opfylt bliffuer,
Mig selff til Loff oc Ære,
Foruare dig vel for Menniskens sæt,
Som oss foruender den Christelige Ræt,
Det giffuer ieg dig tilkiende.
Du skalt prædicke den Christelige Tro,
Som ieg befaler at lære,
Elsker huer andre baade silde oc fro,
Det skal min Budord være,
Fra Dieffuelens Lærdom vocte dig,
Thi hand er falsk oc skadelig,
Guds Ord det bliffuer Euindelig.
Thi ville wi prjse i Euighed,
Oc loffue foruden all ende,
Gud Faders store Barmhjertighed,
Som oss den Naade sende,
Oc nederslog i Christi død,
Helffuede, Synd oc dødsens Nød,
Huo kand oss nu fordærffue.