Sthen, Hans Christensen En Christelig Vise oc Dict, om Adams oc Eves syndige Afffald fra Gud ...

En Christelig Vise oc Dict, om Adams oc Eves syndige Afffald fra Gud, Oc deres annammelse igien til Naade, formedelst Christi Foorbøn oc Lydighed. Oc siungis met den Tone, som: Naar Tegn er skeet i Maane oc Soel.

TIl trøst den gantske Christenhed,
Denne Vise aff Scrifften er bered,
Huor Adam oc Eva tillige:
Aff Dieffuelen ere fristede hart,
Oc fra Gud faldne met en fart,
Monne saa fra hans Budord vige.

2.

Det euige Liff oc salighed,
Haffue de forlaaret oc sat der ved,
De arme Syndere baade:
De ere faldne vdi stor Nød,
Oc haffue fortient den euige død,
Oc ført oss alle i saadan vaade.

3.

Haffde Gud icke, som er mæctig oc vijß
Sig selff til euig Ære oc Prjß
Vdaff sin milde Naade:
Forløst det arme Menniskens Kiøn,
Ved IEsum Christ sin eeniste Søn,
Oc frelst dem saa aff den vaade.

4.

Da haffde wi alle været forkast,
Til den euig Død for Synd oc Last,
Gode Raad vaar dyre at finde:
De haffde mist deris Ære oc Prjß
Oc bleffue vddreffne aff Paradjß,
De maatte der ey bliffue inde.

55

5.

Det ynckede Gud Fader som oss haffde skabt,
At Menniskens Kiøn skulde bliffue fortabt,
Det gick hannem saare til Hierte:
Hand tenckte paa sin Barmhiertighed,
Huor hand kunde styre den Bitterhed,
Oc vende deris vee oc Smerte.

6.

Derfore den hellig Trefoldighed,
Gaff sig i Raad i Hemmelighed,
De vilde hielpe oss aff nøde:
Haffde der icke kommet saadan Raad,
Da haffde wi alle vden all Naad,
Bleffuen hen fordømt til Døde.

7.

Guds Engle maatte ocsaa gaa i Raad,
Om de kunde hielpe den sag til Naad,
De maatte deris Dom fremføre:
Huad dennem tycktis om den Sag,
De maatte oc giffue paa Mennisken klag,
Enddog de vilde det nødigt giøre.

8.

Da traadde her frem fire Iomfruer skøne,
Som altid besidde Guds Rige oc Throne,
Deris Naffn vil ieg opregne:
Det vaar Rætferdighed oc Sandhed,
Barmhiertighed oc Fredsomhed,
Deris Dom gaffue de tilkiende.

9.

Justitia, Retfærdighed.
REtfærdighed begynte sin Klage saa,
O strenge Dommere tenck der paa,
Huad Mennisken mod dig monne bryde:
Skulde det gaa saa wstraffet hen,
56 Huor bleff da din Rætujßhed igien?
Det maatte dig jo saare fortryde.

10.

See til derfore du rætuise Gud,
Huor Mennisken haffuer foract dine Bud,
Skulde de det icke vndgielde:
Derfor kand det ey anderledis skee,
De maa lide straff oc euig vee,
Din Rætferdighed det saa formelder.

11.

Veritas, Sandhed.
SAndhed kommer siden met Dommen sin,
Hør strenge Dommere paa talen min,
Du sandru Gud at raade:
Paa det dine Ord kunde sande bliffue,
Lad aldrig Mennisken være i Liffue,
Straff dennem vden gunst oc naade.

12.

Det vaar jo HErre dit Bud saa smuct,
Huilcken Dag i æder aff denne Fruct,
Da skal eder Døden gieste:
Dit Bud er brut, det veedst du vel,
Derfore straff dennem paa Liff oc siel,
Saa kand du sandhed befeste.

13.

Der disse tuende haffde talet det,
At Himmel oc Iord maatte skielffue der ved,
Denne Dom saa haard monne være:
De arme Menniske fryctede sig tet,
For saadan streng Dom oc saadan Ræt,
Stor Hiertesorg monne de bære.

14.

Saa komme de andre lomfruer to,
Som haffde hørt til, oc vaare oss tro,
57 De ynckede vor store Elende:
De fulde paa Knæ oc venede sig,
De bade til Gud saa inderlig,
Hand vilde vor store Sorg vende.

15.

Misericordia, Barmhiertighed.
BArmhiertige Gud oc HERRE min,
Lad op nu Naadsens Ørne din,
Oc hør min Hiertens begiere:
Tenck paa din store Barmhiertighed,
Saa vel som paa din Rætujßhed,
Lad Naade hoss dig regiere.

16.

Naade er bedre end strenge Ræt,
O fromme HErre det ey forgiet,
Stor Ære det dig skal bliffue:
At du icke straffer, som du haffuer mact,
Men Rætten formilder aff Guddoms act,
Lad Mennisken bliffue i Liffue.

17.

Pax, Fred.
DErnæst da kommer Fredsomhed,
Til hendis Syster Barmhiertighed,
De suckede oc græde saa saare:
Til Gud Fader talede de der om,
De hylede oc gaff sig for saadan en Dom,
Aff deris Øyen gick der Taare.

18.

O Gud, som Fred oc Eenighed haffuer kier,
Huorlunde kommer denne strjd da her,
Vor Dom ey offuereens monne gange:
O HErre tenck paa din Fredsomhed,
Oc paa din store Barmhiertighed,
At de arme Syndere maatte Naaden fange.

58

19.

Der effter taler hun til Syster sin,
Følge du mig effter kiere Syster mm,
Du skalt met mig hengange:
Ieg vil dig vise den rette Mand,
Som denne sag forlige kand,
De arme Syndere maatte Naade fange.

20.

Da komme de baade for Guds Søn,
Begærede Hielp, met grædendis Bøn,
Saa sorgfuld vaar deris Hierte:
Saa snart at de monne Naade begære,
Guds Søns Hierte strax obet mon være,
At ledske Menniskens vee oc smerte.

21.

Guds Søn stod op i samme stund,
Aff Miskundhed lod hand op sin Mund,
Ieg kand nu ey lenger bide:
Aff Kierlighed mod Mennisker alle,
Lod hand saadan en mild Dom falde,
Den wskyldige skal for de skyldige lide.

22.

Ieg vil selff være en Meglere skiøn,
Mellem min Fader oc Menniskens kiøn,
Min Faders hastige Vrede:
Som hand monne i sit Hierte drage,
Vil ieg alleene paa mig tage,
Oc met min Lydighed affbede.

23.

Guds Søn, som alle gode Raad kand,
Falt strax i Knæ for sin Fader paa stand,
Hierte kiere Fader dem benaade:
Ieg vil selff bliffue et Menniske vist,
Oc frelse dem vdaff Dieffuelsens list,
Aff all deris Synd, all sorg oc vaade.

59

24.

Den Tale Gud Fader til Hiertet gick,
Saa mild et Sind hand til oss fick,
Sin Søn til Verden vdsende:
Hand haffuer nu met sin Pjne oc Død,
Oss løst fra Synd fra Helffuedis Nød,
Fra all vør Iammer oc Elende

25.

Her glæder sig ved alle Engle Choer,
Oc alle de som paa Iorden boer,
De siunge Gud Loff oc ære:
At Dieffuelen hand er nederlagt,
Oc Himmerige er oss alle tilsagt,
Ved Iesum Christ vor Broder kiere.

26.

Loff, Prijß, skee dig HErre Iesu Christ,
At du vor Talßmand vorden est,
Vor straff haffuer du paa dig taget:
Du haffuer vor Sag bestyret saa,
At oss Guds strenghed ey dømme maa,
Saa haffuer det din Godhed behaget

27.

Du haffuer oss alle bereed den sted,
I Himmerigis Glæde oc Salighed,
Det maa wi ey forgiette:
Der fra vaare wi vdstøtte før,
Nu haffuer du igien opiat den Dør,
For alle som Troen til dig sætte.

28.

Ieg beder dig HErre for Pjnen din,
At du vilt være Talßmand min,
Naar du skicker oss allesammen:
For din Rætferdige strenge Dom,
At ieg maa Naade oc Salighed bekomme,
Dig siden prjse euindelig, Amen.