↩

En Vise om Verdens Suig,
oc falske Venner.
Siungis met den Tone, som den Psalme:
Vaag op, vaag op i Guds Naffn, etc.

✂ IEg gick mig vdi Rosens Lund,
Ieg actet der Diur at bede,
Men der møtte mig i samme stund
Den ieg ey effter monne leede:
Saa kand der meget hende,
Fra Morgen inden Afften monne komme,
Thi er det bedre at vende,
End føre den Gierning til ende,
Der meere kand skade end fromme.

70

✂

2.

Om nogen sig kunde skicke saa,
At hand huer mand kunde tiene,
Dog huer mands gunst skal hand ey faa,
Det taar hand aldrig meene:
Thi den som du giør best imod,
Hand skal dig snarest skende,
Thi huo er nu hin anden god,
Den eene den anden træder vnder Fod,
Være sig enten Frynt eller Frende.

✂

3.

Huo Ræff met Ræffue skal fange,
Hand skal sig vel omsee,
Thi Klaffer i Verden ere mange,
Tro ey huer at dig monne lee:
De ere icke end alle de beste,
Der recker dig høyren Haand,
Var dig for onde Gieste,
Forrædere ere nu de meste,
Alt baade hoss Quinde oc Mand.

✂

4.

Ackeley er vel en smucker Vrt,
Hun haffuer dog ingen luct,
Saa er der mangen der ved vel purt,
Sine Ord at farffue smuct:
Oc loffuer dig got met Tungen,
Oc meener der intet aff,
Det er altsammen aff Lungen,
Hand sætter dig paa en gunge,
Saadan er all Verdens Venskaff.

✂

5.

Nu vil ieg tage mig faare,
Oc fatte et andet Sind,
For ingen mig obenbare,
Paa Guds Fryct legge vind:
71 Naar Venner de oss vndfalde,
Saa staar Gud altid bj,
Om wi hannem trolige paakalde,
Hans Naffn være æret for alle,
Hand er vor Skytzherre frj.

✂

6.

CHRIST Himmel oc Iordens HErre,
Vnde mig din Naade der til,
Met din Aand mig regiere,
Der om ieg dig bede vil:
Ieg maatte min Tid saa slide,
I denne Verden hen,
Ieg siden hoss dig monne bide,
I Himmerig til euig tide,
Gud vnde mig det, AMEN.