Sthen, Hans Christensen Regulæ vitæ. Det er: Nogle sønderlige Liffs Regle, giort vdi Rjm...

Regulæ vitæ.
Det er: Nogle sønderlige Liffs Regle,
giort vdi Rjm, effter huilcke huert fromt
Menniske kand rette sit Liff, Leffnet
oc Omgengelse.

95

HOlt Gud for Øyen, hannem elske oc frycte,
Beuare din ære oc gode rycte,
I din egen Sag vær vijß oc forsictig,
I fremmet Handel tro oc oprictig,
I Raadslag met andre vær klog oc vitzig,
I Vrede vær ey forsnar oc hitzig.
Naar du en tingest begynder paa,
See altid huad ende den kand faa,
I got Forsæt vær stadig oc fast,
I dine Ord betæncksom, sandru vden hast,
Ingen tingest en snarer foractelse hiembær,
End den i Ord oc Gierninger lætferdig er:
Flittig oc tro i dit Kald skalt du være,
Berømme dig ey aff det du kand giøre,
Skeer dig wræt, vær taalmodig at lide,
Giør ingen Wskyldig wræt nogen tide,
Est du sund oc karsk, vær ey forglad,
Est du skrøbelig, haff ey wlad:
Haffuer du god Lycke, opheffue dig ey,
Haffuer du Wlycke, betale Gud din Vey:
Tro du Gud vel, lad Verden men bruse,
Lad ingen dig fra Rætferdighed kiuse,
Forlad dig paa Gud i all Kaarß oc Fare,
Thi hand kand alle sine beuare:
I Pestilentz, Krjg, Hunger oc Nød,
Oc alt det dem hende kand i Liff oc Død,
Forsøm dog ey, middel oc lempe at bruge,
Met Handske kand mand Neller opluge:
Hiemme i dit Huß maat du vel regære,
En andens Huß skalt du ey reformere,
Holt din Hußholdning sparsommelig,
Offuerleg din Tæring, see vel for dig,
Vær Veluillig, Kostfrj, til ære,
I andet holt maade at øde oc tære:
Gack flittig til Kircken, Guds Ord at høre,
96 Oc daglig til Gud din Bøn at giøre,
Lad dig icke fortijt paa Gaden finde,
At gabe frem oc tilbage blant Mand oc quinde,
Men gack flux fort dit ærende frem,
I din Gang vær ey Hoffmodig oc slem,
Holt dig reenlig i Seng oc Sæde,
Vær ingen Fraadser naar du skalt æde,
Drick ey heller offuerflødige min Ven,
Ellers gielder det dig ilde igien:
Klæd dig effter din Stat, reenlig oc vel,
Fly Hoffmod oc Pract, det følger got skæl,
Forkoste dig ey met store Pancket oc Gilde,
Kom oc ey wbøden, ellers far du ilde,
Est du en Vært, giør dine Gæster glad,
Oc vnde dem det beste aff Øel oc Mad,
Vær mild oc dannes at giffue oc skencke,
Men en andens gafue at anamme, dig vel betenke
Forstreck oc laan gierne fattige Folck,
Oc vær for dem en goder Tolck,
Betal gierne de dig vel betroe,
Leff fredelig met dem som hoss dig boe,
Hielp dine gode Venner i Nød oc Trang,
Forlad dine Fiender, som dig giøre forfang:
Holt selskaff oc Kundskaff met din lige,
Oc vige dem som dig ere forueldige oc rijge,
Døm icke lætferdig om andres Bræck,
See huad dig selff feyl, ellers est du en Gæck:
Haff god skick oc seder hoss quindfolck oc børn,
Aff gammelt Folckis vijß dig ey fortørn,
Et vnderligt Menniske skalt du meget effterlade,
Oc ey laste alt det der er vært at hade,
De sig ey ville lade raade oc sige,
Lad dennem fare deres Kaaß tillige:
Spotte ingen der slet oc eenfoldig er,
Men vent alting til beste, baade fiern oc nær,
97 Met en from oc Rætferdig skalt du ey trætte,
Kant du vnduige, gack ey til Rætte,
Vær venlig oc from met fremmede Gæste,
At de kunde tale om dig det beste:
Vær mild oc sactmodig met alle Mand,
Sønderlige mod en Syndere sig bedre kand.
Seer du nogen der elendig monne være,
Metlidighed skalt du met hannem bære:
Seer du nogen der Lycken er met,
Huad Gud hannem gifuer, mißund ham ey det,
For ont oc forstocket Folck var du dig,
Oc de som fare met falsk oc Suig,
De borte ere, tal intet ont paa,
Den næruærendis du oc intet breide maa.
Trøste oc raade en bedrøffuet Aand,
For den Nødtørfftige luck ey din Haand,
Mod veyfarendis folck vær tienstuillig oc from
Dine Landmænd fordre huor du monne komme,
Oc sønderlige i fremmede Stæder oc Land,
Vden de Tyffue oc Skelme være kand,
Dine Metborgere oc de dig boe næst,
Skalt du altid giøre det best,
Oc føye dem vijselige huor met du kant,
Far ey met Løßhed, skarn oc tant:
Det lille kaste icke bort oc forsmaa,
Førend du det større oc bedre er kand faa,
Der sigis, at Krumme er ocsaa Brød,
Saa er noget bedre end intet i Nød,
Effter tidsens Leylighed dig rætte oc skicke,
At dig icke møder skade eller wlycke,
Kaaben effter Vejrit du stundum vende maa,
Vilt du met Folck nu i Verden omgaa,
Den bliffuer oc længe en armer Mand,
Der om sit eget gavn ey tale kand,
Tale om din Skade, roeß icke din Lycke,
98 Ellers mister du tijt mangt et got stycke:
Naar du vilt tale, da acte vel det,
Huad Folck du haffuer at tale met,
Der effter maat du din Tale skicke,
Thi lige Ord befalder huer mand icke:
Dine Ord skalt du jo saa nøye vare,
Som din Gierning, vilt du ey komme i Fare,
Holt tand for Tunge, tænck huad du vilt sige,
Ellers er det meget bedre at tie:
Paa Gud sæt all din Tilljd oc Tro,
Paa hans Ord maat du frijt bygge oc bo,
Frycte Gud, giør ræt, oc det onde hade,
Paa intet Menniske dig forlade:
Bær dit Kaarß det lætteste du kand,
Klag ey din Nød for alle mand,
Roeß ey for nogen din Lycke oc baade,
Tro huer mand skrøbelige, bed Gud om Naade,
Holt det du haffuer, oc brug det ræt,
Gud oc den Arme aldrig forgæt.
Beskærme din Sag met Low oc skæl,
Vær ey forhastig, betænck dig vel,
Spør dig vel fore huad du slar paa,
See oc til enden huor det vil gaa:
Blant got Folck før en ærlig Vandel,
Oc holt dig redelig mod alle i Handel,
Betracte Personer, Sted, Maade oc Tid,
Acte vel din Gierning oc Ord met fljd,
Fly onde Folck, holt dig til de Fromme,
Der aff dig all Velfærd monne tilkomme,
Naar du est død du faar ey meere,
End et Ord met dig til Graffuen at bære,
Skicke dig derfor saa, vilt du mig lyde,
At du effter din død et got Ord maat nyde,
Den ene tid gaar, den anden kommer,
Saa gaar bort Vinter, oc saa gaar Sommer,
99 Saa kommer døden paa det sidste til,
Hand ende paa alting giøre vil,
Meget bedre er vel at være død,
End leffue met sorg vdi Angest oc Nød,
Beholt Troen oc en god Samuittighed,
Saa far du met Simeon hen i Fred,
Gud vnde oss her paa denne Vdø,
Ærlige at leffue, oc salige at dø,
Naar Gud vil oss aff Verden kalde,
Gud Fader, Søn oc H.Aand være hoss oss alle.