Om Verdslig Øffrighed.
Den CXXVII. Psalme, Nisi Dominus ædificaverit
domum, &c.

✂ VDen HERREN opholder vort Huß oc Gaard,
Oc skaffer huad der er inde,
Oc sender sin Benedidelse huert Aar,
At wi maa altid finde,
Hans Guddoms Gaffue, Gifft oc Laan,
Som hand giffuer met sin milde Haand,
Ellers er vort Arbeyd forloret.
Vden HErren selff den Stad beuarer,
Oc vocter baade Land oc Rige,
Oc met sin Guddoms Mact forsuarer,
Oc holder dem saa ved lige,
Vden Gud giffuer selffuer Naade oc Fred,
Forgeffuis da vaage de Vectere ved,
Alle Konst oc Raad monne falde.
Thi seer til, i som aarle opstaa,
Oc sidde om Afftenen silde,
136 Met Sorrig, Arbeyde oc stor Vantro,
Saa ville i giøre eder rige:
Met Kummer i æde det harmelige Brød,
Thi Gud sender sine baade Klæde oc Føde,
Naar de monne sødelige soffue.
Seer eders fruct oc Børn saa smaa,
Dem haffuer HErren skabet,
Alt effter sin euige Vijßdoms Raad,
Oc eder met dem begaffuet:
Hand vil oc dem saa vel forsee,
At deres Føde skal være til rede,
Det skulle i selffuer befinde.
Ligeruijß som mange Pjle oc Skud,
En Stridsmand haffuer i Hænde,
Oc effter sin villie oc effter sit Bud,
Monne dennem forskiude oc sende:
Saa giør oc Gud ved Quinde oc Mand,
Aff atskillige Stæder oc fremmede Land,
Kommer hand dem vnderlige sammen.
Vel er den Mand der Gud vil giffue,
Slig vnge Folck oc mange,
At hand færdig oc rustig maa bliffue,
Mod sine Fiender at stande:
Naar hand taler met dem i Porte oc Taarn,
Da skal hand altid gaa dem tilforn,
Hand skal icke bliffue forhaanet.
Gud Fader oc Søn oc den hellig Aand,
Hannem bør oss alle at prjse,
At hand beuarer vort Huß oc Land,
Oc oss Velsignelse beujser:
Hand styrcke vor Tro oc Kierlighed,
At wi ey met Wtacknemmelighed,
Hans Godhed skulle bortkaste.