En Aandelig Vise, at siunge
vdi Nøds Fare.

✂ IEg raaber til dig O HErre Christ,
Ieg beder du hør min Klage,
Giff mig den rætte Tro foruist,
At ieg dig icke forsager,
At ieg forseer mig gantske til dig,
Oc til din store Naade,
Vdi all Vaade,
Styrcke mig i din Sandhed,
Oc altid vel beuare.
Ieg beder nu meer, O HErre Gud,
Du kand mig det vel giffue,
At ieg skulde icke bliffue til spot,
Som mine Fiender driffue,
Thi giff du mig et stadigt Haab,
At ieg kand taalig være,
I Verden here,
117 I alskens Sorrig oc Nød,
Som mig kand vederfare.
Vnd mig oc det aff Hiertens grund,
Ieg kunde min Fiende tilgiffue,
Oc elske hannem i allen stund,
Oc i din Fred saa bliffue,
At ieg maatte vorde dig saa lig,
Oc elske mine Wuenner,
Oc bekiende,
Dig Fader i Himmerig,
Nu oc foruden all ende.
Lad ingen Modgang, Lyst eller Nød,
Saa sterck mig komme til hende,
Huad heller ieg skal leffue eller dø,
At de mig fra dig vende,
Lad ingen ting vær' mig saa kier,
Der mig skal fra dig drage,
Alle mine Dage,
Aff alt det i Verden er,
Du skalt mig ene behage.
Ieg ligger her i Aandelig strid,
Den Dieffuel giør mig stor vaande,
Oc giør der til sin største fljd,
At komme sig mig til Haande.
Thi hielp oc styrck min Skrøbelighed,
Ellers saa maa ieg falde,
Nu met alle,
Scrifften siger, du est tro,
Thi monne du mig hußuale.