↩
En lærafftig oc trøstelig Vise, Siungis
Synd, Last oc Skand,
I denne tid offuen sueber:
Oc tuert imod, Dyd oc ærlighed,
Staar nu bag ved,
80 Fuld faa effter ære streber:
Huo nu dette seer,
Hoss sig selffuer leer,
Huor er nu Gud,
Oc spotter hans Bud,
Tryg oc wgudelig leffuer.
Men betæncke igien,
At Gud langmodig mon være:
Der lenge seer til vor Synd oc Last,
Oc dømmer ey fast,
Indtil at Tiden kommer nære:
Naar hand siden vil,
Saa slar hand flux til,
Met Rijß oc Rod,
Huilcken ellers er god,
Met haard straff vil hand dig da lære.
Alt huad du haffue vil,
Lad dig det icke anfecte:
Naar hand saa siunis wnaadig for sig,
Oc lenge opholder dig,
Hand vil dig dog slet intet necte,
Bie men effter ham,
Oc gack ræt fram,
Den frommis Vey,
Forlader hand ey,
Hielper altid sine tro Knecte.
I all din Nød,
Kast du paa hannem all din Sorge:
Hand veed oc kiender vor arme Klag,
81 Huad wi behøffuer i Dag,
Huad wi behøffuer i Morgen:
Hand vil oss vel nære,
Oc altid vel beskære,
Huad oss giøris behoff,
Thi hand haffuer nock,
Taar ey aff nogen borge.
Den tid hun er nu hen,
Nu er ieg meer til Alder kommen:
Ieg haffuer igiennem vandret Stæder oc Land,
Oc kient der mangen mand,
Dog haffuer ieg icke fornommet:
At den Rætferdig er,
Eller hans Sæd saa kier,
Aff Hungers Nød,
Gick om effter Brød,
Men rigelig er forsiunet.
Vden all argelist,
At Gud den wgudelig ey vil skone:
Om hand end som en skøner Vrt,
Opuoxer frisk oc purt,
Oc staar som Blomster hin grøne:
Men der effter fast,
Kommer Guds straff met hast,
Hand hugger omkring,
Saadan Wkrud i Ring,
Lader dem som en Vrt henvißne.
Baade her oc der,
Som sig i Guds Fryct lader finde:
82 Der sætter sin Gierning all til Gud,
Oc følger hans Bud,
Sin trøst oc haab paa Gud mon binde:
Om wlycke kom paa,
Vilde ham tilbage slaa,
Gud vndsætter hannem vist,
At hand paa sidst,
Kand alt Ont offueruinde.
Min Liffs tid her,
Som mig her til saa vel har næret,
Oc mig til min Nødtørfftighed,
Haffuer forsørget altid,
Intet meer haffuer ieg begæret:
Thi stort Gods oc Rijgdom,
Kand en snart giøre wfrom,
Fordømme hannem met,
Om hand henger der ved,
Oc sit Hierte der hen kerer.
Paa denne wsle Iord,
Huilcken ieg maa endelig forlade:
Ocsaa met Døden fare hen,
Ihuor rijg er en,
Maa paa den almindelig Gade:
Rijgdom eller Armod,
Er begge ey god,
Rijgdom stolt gior,
Armod foractet er,
Giff HErre alting met maade.
Som er den rætte Port,
83 Ind i dit Rige at gange:
Derfor lad mig O HErre kier,
Ved den reene Lær,
Din Villie at vide fange:
Paa det at ieg,
Fast troer paa dig,
Oc vden all vee,
Dit Ansict maa see,
Oc i Himmerig met dig indgange,
AMEN.
En lærafftig oc trøstelig Vise, Siungis
met de Noder: Mag ich Vnglück
nicht wiederstahn, etc.
H. C.
✂
TIl Gud alleene min forhaabning staar,
Huor det mig gaar,
I hannem ieg er trygger:
I Nød oc all Modgengelighed,
Vil ieg altid,
Hart oc fast paa hannem bygge:
Hand er min Tilljd,
Nu oc allen Tjd,
Tratz Dieffuelsens mact,
Gud er min Krafft,
For huem skal ieg mig frycte.
2.
Bedrægerj tager Offuerhaand,Synd, Last oc Skand,
I denne tid offuen sueber:
Oc tuert imod, Dyd oc ærlighed,
Staar nu bag ved,
80 Fuld faa effter ære streber:
Huo nu dette seer,
Hoss sig selffuer leer,
Huor er nu Gud,
Oc spotter hans Bud,
Tryg oc wgudelig leffuer.
3.
Saa skalt du icke dømme min Ven,Men betæncke igien,
At Gud langmodig mon være:
Der lenge seer til vor Synd oc Last,
Oc dømmer ey fast,
Indtil at Tiden kommer nære:
Naar hand siden vil,
Saa slar hand flux til,
Met Rijß oc Rod,
Huilcken ellers er god,
Met haard straff vil hand dig da lære.
4.
Om Gud icke strax monne føre dig til,Alt huad du haffue vil,
Lad dig det icke anfecte:
Naar hand saa siunis wnaadig for sig,
Oc lenge opholder dig,
Hand vil dig dog slet intet necte,
Bie men effter ham,
Oc gack ræt fram,
Den frommis Vey,
Forlader hand ey,
Hielper altid sine tro Knecte.
5.
Dit Haab sæt til den HErre sød,I all din Nød,
Kast du paa hannem all din Sorge:
Hand veed oc kiender vor arme Klag,
81 Huad wi behøffuer i Dag,
Huad wi behøffuer i Morgen:
Hand vil oss vel nære,
Oc altid vel beskære,
Huad oss giøris behoff,
Thi hand haffuer nock,
Taar ey aff nogen borge.
6.
Ieg haffuer været vng min Ven,Den tid hun er nu hen,
Nu er ieg meer til Alder kommen:
Ieg haffuer igiennem vandret Stæder oc Land,
Oc kient der mangen mand,
Dog haffuer ieg icke fornommet:
At den Rætferdig er,
Eller hans Sæd saa kier,
Aff Hungers Nød,
Gick om effter Brød,
Men rigelig er forsiunet.
7.
Det haffuer ieg oc forfaret vist,Vden all argelist,
At Gud den wgudelig ey vil skone:
Om hand end som en skøner Vrt,
Opuoxer frisk oc purt,
Oc staar som Blomster hin grøne:
Men der effter fast,
Kommer Guds straff met hast,
Hand hugger omkring,
Saadan Wkrud i Ring,
Lader dem som en Vrt henvißne.
8.
Men der imod den salig er,Baade her oc der,
Som sig i Guds Fryct lader finde:
82 Der sætter sin Gierning all til Gud,
Oc følger hans Bud,
Sin trøst oc haab paa Gud mon binde:
Om wlycke kom paa,
Vilde ham tilbage slaa,
Gud vndsætter hannem vist,
At hand paa sidst,
Kand alt Ont offueruinde.
9.
Ieg tacker min Gud oc HErre kier,Min Liffs tid her,
Som mig her til saa vel har næret,
Oc mig til min Nødtørfftighed,
Haffuer forsørget altid,
Intet meer haffuer ieg begæret:
Thi stort Gods oc Rijgdom,
Kand en snart giøre wfrom,
Fordømme hannem met,
Om hand henger der ved,
Oc sit Hierte der hen kerer.
10.
Huad skal ieg oc met Rijgdom stor,Paa denne wsle Iord,
Huilcken ieg maa endelig forlade:
Ocsaa met Døden fare hen,
Ihuor rijg er en,
Maa paa den almindelig Gade:
Rijgdom eller Armod,
Er begge ey god,
Rijgdom stolt gior,
Armod foractet er,
Giff HErre alting met maade.
11.
Mig saare forlænger effter dit Ord,Som er den rætte Port,
83 Ind i dit Rige at gange:
Derfor lad mig O HErre kier,
Ved den reene Lær,
Din Villie at vide fange:
Paa det at ieg,
Fast troer paa dig,
Oc vden all vee,
Dit Ansict maa see,
Oc i Himmerig met dig indgange,
AMEN.