↩

En Søfaren Vise, kand siungis met
Det Stemme: Vden HErren opholder
vort Huß oc Gaard, etc.

✂ HVo skal ledsage en Søfaren Mand,
Som staar vdi Fare oc vaande,
Offuer Sø oc offuer det salte Vand,
At seyle i fremmede Lande?
Vil hand sig nære met Gud oc ære,
Da vil IEsus hans ledsagere være,
Om hand hannem trolig paakalde.

✂

2.

En from Skipper skal først tæncke til,
Som en god Reyse vil giøre,
Gud at paakalde hand gierne vil,
At hand got Folck maa føre,
Som vil met hannem giøre deris Bøn,
Til IEsum Christ Guds eeniste Søn,
Om dem skal gaa vel i haande.

✂

3.

Effterdi det er gammel seduan,
Naar en Skipper sit Skib vil vdtackle,
Saa hyrer hand gode Affice Mænd,
Deris Arbeyd kunde giøre til tacke,
84 Da bør hannem at hyre Guds Engle met,
Der gierne ville være paa saadan sted,
Som HErren er selff inden Borde.

✂

4.

Sammeledis ligger der mact oppaa,
At en Skipper ey heller forglemmer,
At hand en forfaren Styremand kand faa,
Sin Kaaß veed at passe oc fremme:
Oc sætter hende icke bister eller grom,
Men hannem bør at være Gudfryctig oc from,
En god Haffn skal hand da finde.

✂

5.

Naar en Skipper saaledis acter sin Sag,
Huad heller hand er vde eller inde,
Da skal det gaa til Lycke oc mag,
Det skal hand selff befinde:
Hand skal oc selge sin Vare vel,
Heller det er Fractgods eller eget sel,
Baade i Øster oc Vester Lande.

✂

6.

Det er oc farligt, ey met det beste,
At haffue met sig inden Borde,
En hob Voffuehalse oc Skendegieste,
Der altid vil bande oc suere,
Som Paulus Apostel, den Mand saa from,
Han haffde met sig, der hand seylet til Rom,
I den haarde Vinters tide.

✂

7.

Hand raadde dem til Gudfryctighed,
De vilde hannem ingenlunde høre,
Men Offuerdaadighed i Tale oc Sæd,
Monne de allermest fremføre:
Thi sende Gud dennem Bedroffuelse stor,
For de bespottede hans hellige Ord,
Saa skeer endnu i disse Dage.

85

✂

8.

Sanct Povel paakalder sin Skaber blid,
At hielpe sig aff denne Vaande,
Det onde Selskaff at bliffue qujt,
Som laa vdi Syndsens Baande:
Da kom Guds Engel til hannem om Nat,
Oc sagde, du skalt nu hielpis brat,
Det lader HErren dig sige.

✂

9.

HErren haffuer hørt din Bøn oc Graad,
Sagde Engelen samme stunde,
Du skalt icke seyle i saadan wraad,
Eller omkomme nogenlunde:
Vaare du icke met i denne fart,
Da skulde forgaa oc end vel snart,
Huer mand til Haffsens Bonde.

✂

10.

Forfarenhed giffuer tilkiende her vd,
For dem som seyler inden Borde,
Met en hob forloren Sathans Krud,
Oc skiendegieste vel store:
Slem snack haffue de offuer Mad oc Øel,
Det skal dem betalis i Helffuedis Pøl,
I euig Pjne at brende.

✂

11.

Den som sig tuctig vilde gierne betee,
I Ord oc Gierninger sine,
Ad hannem monne de baade fnyse oc lee,
Oc spaattelig ad hannem grine:
Saadan een er icke deris beste Mot,
Der giøris aff hannem baade spee oc spot,
Hand kand dem ey vel befalde.

✂

12.

Naar Chor skal holdis om Afftens gang,
At prjse Gud met Tuct oc ære,
86 Da skal mand snarer høre anden Sang,
Som skeer Gud til stor vanære:
Hand liuder om Horerj oc anden wtuct,
De meen det staar dem tappert oc smuct,
At de Gud saa kunde fortørne.

✂

13.

Naar deyligt Vejr er, oc en herlig vind,
At Glæde er at see oc skue,
At tacke vor HErre ere de slet blind,
Guds Fryct kommer de minst ihue:
De sige, lad staa til en Dag eller fiff,
Saa komme wi til de Spanske Viff,
Oss lyster met dennem at leege.

✂

14.

Vor HErris Mildhed er meget stor,
Der saadant fordrage kunde,
At hand icke i sin Vrede slar,
Disse Dieffuels Kroppe til grunde:
Met Haffsens Bølger som bruse saa hart,
Det kunde hand giøre vel met en fart,
Vaar ey hans Godhed diß større.

✂

15.

Derfor raader ieg, at en huer for sig,
Sin Salighed kier monne haffue,
Tractere der paa fornumstelig,
At bruge Guds hellige Gaffue,
Oc heller mand er til Land eller Vand,
Befale sig Gud til troer hand,
Guds Engle hannem ville beskærme.

✂

16.

Gud Fader, Søn, oc hellig Aand,
Hannem bør oss at prjse oc ære,
Hand oss beuarer til Land oc Vand,
Vil altid vor Hielpere være:
Hand vnde oss at seyle i Verden saa,
87 Wi alle en lycksalig Haffn kunde faa,
I Himmerig met hannem at bliffue, Amen.

L. I. H.