Der ere fem sønderlige Stycker, som et
Gudfryctigt Menniske skal daglig haffue i tancke
oc hukommelse, oc aldrig glemme, saa længe hand
leffuer: Huilcke ere befattede i disse tuende
gode gamle Verß.

Mors tua, Mors Christi: Fraus Mundi, Gloria cæli,
Et dolor inferni, sunt meditanda tibi.

✂ Det er:

✂ O Menniske merck disse stycker fem,
Oc est du vijß, dem aldrig forglem,
Som dine fem Fingre skalt du dem kunde,
Oc lær at betæncke dem vel til grunde.

✂

Det Første.

✂ I Huort du far, i huort du gaar,
Tænck at din død altid for dig staar,
101 Du est icke frj for hannem en Time,
Naar du aff hannem maat besuime:
Memento mori, er et gammelt Sprock,
Det giffuer oss vel at betæncke nock,
Glem icke Døden, thi hand glemmer icke dig,
Det loffuer ieg dig ræt visselig,
I huor wi oss i Verden vende,
Da er alt Døden det sidste ende:
Beskicke dig fordi her til i Tide,
Saa du kand hannem met glæde forbide:
Holt dig fra Synd, Skam oc Last,
Beuar din Tro oc Samuittighed fast,
Foruente saa huer dag en forløßning god,
Fra alt det onde dig er imod,
En Christen kand Døden intet skade,
Men er hannem meer en behielpning oc baade,
Paa en Christen døer slæt intet mere,
End det hand gierne vilde qujt være,
Her døer Sorrig, her døer Sot,
Her døer alt det oss er imod,
Fattigdom oc all Verdens Elende,
Naar døden kommer, tager det en ende,
Men Sielen hun er wdødelig,
Hun leffuer hoss Gud euindelig.

✂

Det Andet.

✂ DEt Andet du skalt tæncke paa,
Oc aldrig lade aff Hiertet gaa,
Er Christi beeske oc haarde død,
Met huilcken hand dig haffuer frelst aff Nød,
Ansee her vdi Guds Vrede saa stor,
At ingen Creatur i Himmel oc Iord,
Kunde den stille, vende oc borttage,
For Guds Søn maatte sig til oss wmage,
Oc vdstaa for oss saa stor en Bardun,
At wi kunde komme i Fred oc Lun,
102 Ansee oc Guds Mildhed oc Naade,
Som her beujsis i mange maade,
At hand aff Kierlighed til Menniskens Kiøn,
Haffuer hengifuet sin enborne allerkieriste søn,
At wi icke skulde fortabet bliffue,
Men tro paa hannem oc bliffue i Liffue,
Oc skiule vore synder vnder hans blodige Arme
Da vil hand sig vist offuer oss forbarme,
Borttage fra oss all Iammer oc Nød,
Oc frj oss fra den euige Død.

✂

Det Tredie.

✂ DEt tredie wi altid skulle betæncke,
Om wi ville icke vore Hierter krencke,
Det er denne Verdsens Falskhed oc Suig,
Var dig fuld vel hun skuffer ey dig,
Hun duer slet intet at lide paa,
O huor mange haffuer hun bedraget deres salighed fra:
Hun heder Verden oc ey omsunst,
Det er, vær deden, acte ey hendis Gunst,
Langt fra er best, vilt du mig tro,
I Verden er intet vden Suig oc wro,
Huor mange Tusinde for hendis skyld,
Brende nu i Helffuedis Pjne oc Ild,
Der meere haffue tient denne Verden wtro,
End Gud som giffuer euig Glæde oc Ro:
Som Verden er falsk, saa er Folcket met,
Ieg veed ey huem mand kand tro i sted,
Saa er oc Lycken wstadelig,
Bemenget met jdel falsk oc suig,
Giør derfor din beste fljd,
At frycte Gud i allen tid,
Haff hannem kier, tro hannem for alle,
Naar Verden slar feyl, vil hand ey vndfalde

✂

Det Fierde.

✂ DEt Fierde aff oss betænckt skal være,
Er Himmerigis wsigelige glæde oc ære,
Intet Øre haffuer hørt, intet Øye haffuer seet,
Den Glæde Gud oss der haffuer bereed:
Intet Menniskis Hierte kand det begrunde,
Huad salighed Gud oss i Himmerig vil vnde,
En time er bedre der at være,
End tusind Aar i Verden here,
Der skal all vor Modgang faa ende,
Oc Gud skal sorgen til glæde omuende.
Disciplene vaare glade, at de IEsum monne see,
Der hand effter sin opstandelse lod sig betee:
Meget gladere skulle wi være i Hierte oc Hue,
Naar wi faae hannem i Himmerige at skue:
O Gud skee Loff, den Trøst er god,
Hun styrcker baade Hierte, Sind oc Mod.

✂

Det Femte.

✂ NV staar tilbage det femte Stycke,
Som wi altid skulle betæncke til pricke,
Som er den wendelige pijne oc Plage,
Som de Fordømte skulle lide alle deres dage,
I Helffuedis Ild, i Marter oc Nød,
Oc nappis der met den euige Død,
Huor de met alle Dieffle skulle lide vee,
Oc aldrig faa Guds blide Ansict at see:
Deres Ild aldrig vdslyckis skal,
Som den skal brende i Helffuedis qual,
Deres Orm som dem skal nagge oc bide,
Skal aldrig dø til euig tide:
Intet Hierte kand tæncke der paa,
Huad Plage de Fordømte skal offuergaa,
Men Gud beuare oss der naadelig fra,
Oc vnde oss alle Guds Rige at faa, Amen.