Sthen, Hans Christensen En Bekiendelse oc Bøn til Gud, i Synd, Sorg, oc Legemlig suaghed ...

En Bekiendelse oc Bøn til Gud, i Synd, Sorg, oc Legemlig suaghed. Siungis met den Thone: Ieg kand besinde oc ræt befinde, etc.

1.

O IEsu Liffsens HErre,
Kom mig til hielp oc trøst,
En Syndere monne ieg være,
Ieg kiender for dig min Brøst:
Min Synd kand ieg ey dølle,
Hun tuinger mig Nat oc Dag,
Stor Sorrig monne ieg føle,
Der til giøris ieg nu suag.

2.

Den stund ieg er i Liffue,
HErre IEsu ieg beder dig,
Du ville mig Naaden giffue,
At ieg maa omuende mig:
Ieg haffuer meget ont bedreffuet,
I all min gantske Tid,
Oc haffuer ræt ilde leffuet,
Det gior mig Sorrig oc qujd.

76

3.

Mit Kaarß haffuer ieg oc draget,
Met stor Mødsommelighed,
Som Gud det haffuer behaget,
Huad oss tien, hand best veed:
Dog vil ieg mig ey offuergiffue,
I denne min Sorrig oc Brøst,
Men altid hoss Guds Ord bliffue,
Som er min høyste Trøst.

4.

Huem skal ieg mig ellers tiluende,
Thi Tiden hun giøris mig lang,
Saa faa ere de mig kiende,
Naar ieg er i nød oc trang:
Mand kand sig icke besinde,
Naar Lycken vel skicker sig,
Siden skal mand selff befinde,
Huo leffuet haffuer slemmelig.

5.

Stor Sorrig lønlig at bære,
Det giør i Hiertet vee,
Ieg taar mig for ingen kære,
Men du Gud som alting monne see:
Du kand mig best husuale,
Ieg klager for dig min Nød,
Du vilt mig icke vndfalde,
Huercken i Liff eller Død.

6.

En stadig Tro mig skencke,
Met et fast Haab til dig,
Mig met dit Blod bestencke,
Det beder ieg Hiertelig:
Din villie lad mig fuldgiore,
Dig altid frycte saa,
77 At ingen skal mig forføre,
Men salig met dig bliffue maa.

7.

For din Døds skyld alleene,
Bønhør mig naadelig,
Alt ved dit Ord det reene,
Ieg altid trøster mig,
Naar ieg skal heden fare,
Aff denne Iammerlig Dal,
Min Siel vilt du beuare,
Vdi den Himmelske Sal,

AMEN.