Sthen, Hans Christensen

14

        

15
En liden VANDREBOG
16

Psalm 145

HErren er nær hos alle dem som kalde paa hannem.

Joh 4.

Gud er en Aand, oc de hannem tilbede, skulle tilbede hannem vdi Aanden oc vdi Sandhed.

17

Fortalen til den Christelige Læsere.

Fromme Læsere vilt du mig acte,
Oc denne min Lærdom ræt betracte,
Da vil ieg kortelig vnderujse dig,
Huor du skalt bede Christelig:
Effterdi at Bønen hun visselig er,
Vor beste Tilfluct i Verden her,
Baade i Aandelig oc Legemlig Nød,
I atskillig Kaarß, i Liff oc Død.
Den sande leffuendis oc eeniste Gud,
Skalt du tilbede effter hans Bud,
Ingen fremmede Guder skalt du dyrcke oc tiene,
Men vor HErris Christi Fader alleene,
Hannem skalt du tilbede i IEsu Naffn,
Saa gaar dig alting til Lycke oc Gaffn,
Huo hannem saa paakalder effter hans Ord,
Den giffuer hand oc Forjættelsen stor,
At hand det visselig skal faa oc bekomme,
Det hannem kand være til beste oc fromme,
Huad wi skulle bede om, lærer Christus selff,
Vdi sin Bøn, hand haffuer dictet vel,
Der vdi befattis alt det met skæl,
Wi haffue behoff til Liff oc Siel:
Dog skalt du mercke, at huo ræt vil bede,
Et Poenitentzis Hierte skal være til rede,
Du skalt dig først met Gud forlige,
Tro paa Christum, oc fra Synden vige,
Oc haffuer et got forsæt, dig at bedre oc rætte
Afflegge wgudelighed, kjff oc trætte.
Ellers giør du dig selff den største smerte.
18 Oc beder imod dit egit Hierte.
Forhaler oc Gud sin hielp oc trøst,
Oc lader dig henge i Nød oc Brøst,
En liden tid, saa længe hand vil,
Oc hans Guddommelig Vijßhed siger til,
Da skulle wi icke tuile, som før er rørt,
At vor Bøn jo aff hannem er visselig hørt,
Hand vil met forhaling vor Tro forsøge,
Oc vor Taalmodighed der met forøge,
Som hand beujste den Cananeiske Quinde,
Den hand affvijste trende sinde,
Men paa det sidste gaff den HErre saa from,
Hende alt det hun monne bede om,
Saa skulle wi ocsaa forfare endelig,
At vor Bøn skal icke være wnyttelig:
Derfore skulle wi tage oss vare,
At wi Gud ingen tid skriffue fore,
Enten Vey eller maade at hielpe vdi,
Men lade hannem det beholde frj,
Oc befale oss i hans Godhed oc Naade,
Saa finder hand vel den beste maade,
Naar hand er oss gunstig, mild oc blid,
Saa rammer hand vel den rette Tid,
Toffuer hand end lenge, saa kommer hand vist,
Hand bruger mod oss ingen argelist,
Ville wi hannem der til fortro,
Da skulle wi finde baade Glæde oc Ro,
Hans Godhed oc Naade her i Liffue,
Oc siden hos hannem i Himmerig bliffue,
Det vnde oß IEsus allesammen,
Huo det begærer, suare der til

AMEN.
19

Det første du reyß dig op om Morgenen, da sig saa:

O Gud være Loff, for sin godhed oc naade.
Som mig haffuer beuaret denne Nat fra Vaade:
Nu reyß ieg mig op aff min Senge oc Leye,
IEsus berede for mig de rætte Veye,
Gud opliuse mig met sin Aand, oc mig beuare,
Oc frj mig fra Dieffuelen oc alskens Fare.
I IEsu Christi Naffn staar ieg nu op,
Gud holde sin Fred offuer min Siel oc Krop,
Den HErre IEsus mig haffuer forløst met sit dyrebar Blod,
Hand vnde mig en lycksalig Dag oc god,
Oc effter denne Verdens elendighed,
Ledsage mig til det euige Liff oc Salighed,
AMEN.

20

Naar du haffuer iført dig, oc toet, kiemt
oc flyet dig, da gack i Kircken, eller i dit Kammer
i enerum, Oc begynt din Dags Gierning, met en aff
disse effterfølgendis Bøner.

1. En almindelig Bøn, som kand brugis baade Morgen oc Afften.

O Allmæctige, vijse oc gode Gud,
Som lærer oss i dine Ord oc Bud,
At wi dig skulle dyrcke oc tiene,
Dig paakalde, ære oc tacke alleene,
Du haffuer oss loffuet, du vilt oss høre,
Oc huad wi bede, vilt du fuldgiøre,
Ieg arme Synder bekiender mig,
Icke værdig at være at bede dig,
Thi ieg haffuer offte ilde giort,
Som mig er vitterligt baade lidet oc stort,
Ieg er fordærffuet aff min Natur,
Ieg arme syndige Creatur,
Met Tancker, Ord oc Gierninger slemme,
O huor tijt monne ieg dine Ord forglemme,
Huor mangen vild Stj haffuer ieg løbet,
Oc meget ont i Verden bedreffuet.
Ieg kiendis mig skyldig for Øyne dine,
Til euig Straff oc Helffuedis Pijne,
Om Rætten skulde haffue sin gang,
Da maatte ieg quæde en sørgelig sang.
Men effterdi HErre du est saa god,
Miskundelig oc Naadig aff Hierte Rod,
En Synderes Død begærer du ey.
Men at omvendis til den rætte Vey,
Du haffuer oss sendt din elskelige Søn,
For hues skyld du altid vilt høre vor Bøn,
21 Du siger: At huo paa hannem vil tro,
Skal ey fortabis, men hoss dig bo:
Der met, O HErre, da trøster ieg mig,
Oc gaar diß dristigere frem til dig,
Ieg vdøser for dig mit Hierte oc Mod,
Fordi ieg veed du est dannis oc god,
For IEsu Christi skyld beder ieg dig,
At du vilt høre mig naadelig,
Dit naadige Ansict til mig vend,
Din værdig Hellig Aand til mig send,
Opliuß mit mørcke Hierte oc Sind,
Lad mig ey bliffue i Synden blind,
Du haffuer mig til dit Billede skabt,
O HErre lad mig ey bliffue fortabt,
Ieg tacker dig for alle Velgierninger dine,
Besynderlige for din Søns Død oc Pijne,
Met huilcken wi ere forløste, oc frj
Fra Dieffuelens Snare, wi vaare vdi,
Fra Synden, Død oc Helffuedis Glød,
Haffuer du oss frelst O IEsu sød,
Thi bør dig euig Prjß oc Ære,
Aff alle som monne dine Tienere være:
Ieg tacker dig O Fader blid,
Dit Naffn være benedidet til euig tid,
Du haffuer mig her til naadelig sparet,
Oc mig fra megen Wlycke beuaret,
Der ieg met rætte vel haffde fortient,
Om mig skulde effter mine Gierninger hent:
O Gud huad din Barmhiertighed er stor,
Dig bør at prijse baade Himmel oc Iord.
Ieg tacker dig aff Hiertens Grund,
For denne fremgangne { Nat / Dag } oc Stund
At du haffuer mig beuaret saa vel,
Met alt det ieg haffuer, til Liff oc Siel,
At ieg endnu er karsk oc sund,
22 Kand rætte mine Lemmer, min Aand oc Mund,
Det er din Gierning veed ieg vist,
Thi tacker ieg dig HErre IEsu Christ,
Oc beder dig fremdelis O veldige Gud,
Vndt mig at leffue effter dine Bud,
At skicke mit Leffnit i Ære oc dyd,
Saa ieg min Stat der met kand pryde,
Oc dig for alting tro, tiene oc dyrcke,
O HErre du mig hielpe oc styrcke,
Ellers er det met mig intet værdt,
Vndt mig at giøre det dig er kiert,
Din Naadis Redskaff lad mig være,
Saa længe ieg er i Verden here,
Vdbred offuer mig din Naaderig Haand,
Driff fra mig Satan, den skadelig Aand,
Lad hannem icke faa mact offuer mig,
Beuar mig fra hans Vold oc Suig,
Fra Last oc Skam, fra Fare oc Vaade,
Fra alle onde Menniske der mig hade,
Fra farlig Kranckhed, fra en hastig død,
Fra Hiertesorrig, oc all anden Nød,
Beuar mig du hellige Trefoldighed,
For din Guddommelig wskyldighed,
Huad heller ieg er til Land eller Vand,
Beskærme mig met din veldige Haand:
Min Siel oc Liff, min Velfærdt oc Ære,
Oc huad mig aff dig forlænt monne være,
Befal ieg gantske vdi din Vold.
O HErre mig i din gunst behold,
Lad mig denne Dag lycksalig bliffue,
Slet vnder din Mact vil ieg mig giffue,
En salig stund vnd mig at faa,
Naar ieg all Verdens gang skal gaa,
De Himmelske Væctere dine Engle fromme,
Lad hoss mig bliffue, oc til mig komme,
23 Deres stercke Leyer omkring mig at sla,
Huad heller ieg monne ligge eller gaa,
Min Sel paa det sidste at føre til dig,
Saa hun kand glædis Euindelig.

Fader vor, etc.

O Naadige Gud oc Fader kier,
Hues Bolig vdi Himmelen er,
Helligt vorde dit benedide Naffn,
Dit Rige tilkomme oss til Gaffn,
Din Vilie skee her i Iorderig,
Lige som hand skeer i Himmerig:
Giff oss i dag vort daglige Brød,
At wi kunde smage huor du est sød.
Forlad oss vor skyld, vær mild oc god,
Som wi giøre dem oss bryde imod.
Lad oss icke falde vdi Fristelse oc Snare,
Men frelß oss fra ont, oc altid beuare,
Thi dit er Riget, Ære oc Mact,
Amen, dette haffuer du oss selff tilsagt,
Dit Ord er fast, der lide wi paa,
Vnd oss det euige Liff at faa, Amen.

AMEN.

II. En anden Bøn om Morgenen, korteligere at bede.

O GVD skee Loff til euig Tid,
For sin Godhed oc Naade,
Som mig hafuer beuaret met største fljd,
I denne Nat fra Vaade,
Saa beder ieg dig aff Hiertens Grund,
O Himmelske Gud oc HErre,
At du i dag, oc allen stund,
24 Vilt min Beskærmer være,
Fra Synd oc Sorg, fra wlycke oc fare,
Fra alt ont mig kand hende,
Dine hellige Engle mig beuare,
Den hellig Aand til mig sende,
Regære mit Hierte, Raad oc Sind,
Lad ingen mig fra dig skillie,
At ieg paa Guds Fryct legger vind,
Oc altid at følge din Villie.
Huad heller ieg er til Land eller Vand,
I Huß eller vden faare,
Holt mig fast ved din høyre Haand,
Mig mod mine Fiender at forsuare,
Stat dem imod met veldig mact,
Som mig ville vndertrycke,
All min Fortrøstning er paa dig lagdt,
O HErre giff Raad oc Lycke,
Naar du est min, oc ieg er din,
Huad kand mig siden skade?
Dit hellige Ord er Trøsten min,
Mod alle som mig monne hade,
Min Velfærdt, Ære, Siel oc Liff,
Ieg trolig dig befaler,
Frj mig fra Wro, Tuist oc Kiff,
Fra Klaffer oc onde Bagtaler,
Giff mig fra Verden en salig Affgang,
Naar min tid er til stede,
At ieg skal vandre den Vey saa trang,
Hielp mig til Himmerigis Glæde,
Det beder ieg dig i IEsu Naffn,
For Christi skyld alleene,
Gud vende mig alting til beste oc Gavn,
Alt effter Guds villie reene, Amen.

25

III. En anden Morgenbøn, foruden Rijm, gantske nyttelig.

IEG tacker dig, Allmæctige, Euige oc Barmhiertige Gud oc Fader, Ved din kiere Søn IEsum CHristum, oc den Hellig Aand, at du haffuer saa Naadelig be-|uaret mig, til Liff oc Siel, met din Naade, i denne Nat oc altid, fra all Fare oc Wlycke: Gud være Loff oc Prijß til euig tid. Ieg beder dig ocsaa, O naadige Gud oc Fader, At du for IEsu Christi, din kiere Søns skyld, vilt forlade mig, alle mine slemme oc mangfoldige Synder oc Offuertrædelser, Met huilcke ieg dig enten i denne Nat, eller nogen tid tilforn, vdi all min Liffs tid hafuer fortørnet, Oc vdslette dem met Christi Rosens Blod, som hand vdgaff i sin hellige Pijne oc Død, for mig oc alle Bod-|færdige Syndige Menniske. Oc forlæn mig fremdelis en rolig, god oc lycksalig Dag: Vdbred din Naaderig Haand offuer mig, oc beuare mig som en veldig oc Allmæctig Gud, fra Dieffuelen oc alt Ont. Lad din Hellig Aand regære mit Hierte, Sind oc Tancker, Raad oc Anslag, oc dine Hellige Engle beskytte mit Legeme, min Siel, min Ære oc Velfart, fra alskens Vaade oc Fare, oc fra alle mine Fiender oc Vuenner, siunlige eller wsiunlige, hemmelige eller aabenbare, Giff mig en sund oc reen| Siel oc Aand, i et sunt oc karskt Legeme: Bevare mig fra farlig oc wlægelig Siugdom fra Brad død, oc Haffs Nød, fra Liunet oc Torden, fra et wnaadigt Herskaff oc ond Selskaff, Fra falske Hierter oc onde Tunger, fra Ildebrand oc Tyffuehaand, fra Kiff, trætte oc had, Fra Troldom oc Forgifft, Oc fra alt det mig kand skade oc fordærffue, paa Liff, Siel, gods, Sundhed, hæder eller ære. Hielp mig trolige, i all min Bestilling, oc vndt mig Naade, at ieg maa vocte mit Kald, flittelige oc vel, dig til euig| Ære, Min Næste oc mig selff til gode oc beste, oc vden all Forhindring til min Salighed. Giff mig Held oc Yndest, hoss Gud oc got Folck, ledsage mig i alle mine veye, lad mig icke falde i groff Synd oc Last, imod min Samuittighed, oc lad mig icke komme paa den sted, eller iblant det Folck, der ieg 26 kand fare ilde hoss. O HERRE, tag icke din Hellig Aand, eller dine Gaffuer fra mig, for min Wlempe skyld, Men formeere dem, oc stadfeste i mig det gode, som du haffuer begynt, for din Barmhier-|tigheds Skyld: Vndt mig at beholde alle mine Sind, Siun oc Hørelse, Røst oc Hukommelse, som ere mit Embedis Redskab, Der til min Samuittighed, skæl oc Fornufft, saa længe ieg leffuer. Ieg befal mig Gud Fader, Søn oc Hellig Aand i Vold, met Liff oc Siel, met Gods, Ære oc Velfærdt, i Dag oc altid. O Gud vær mig god oc kier, lad mig aldrig falde fra din Naade oc ære, Oc dersom ieg aff Kiøds oc Blods skrøbelighed bliffuer forrasket, At ieg ginge noget aff Veyen, O HERRE vig |icke strax fra mig, forlad mig icke min Gud oc HErre, du est min Hielper, min Frelser, oc min tilfluct allene: Forbarme dig offuer mig for Iesu Christi skyld, Du veedst ieg er ickun Iord oc Støff: Vent aldrig dit milde Ansict fra mig, men skriff mig i din Haand oc hierte, oc lad mig bliffue salig met dig til Euig tid, ved IEsum Christum din kiere Søn, Amen.

Her kant du slutte til met Fader vor, oc Troens opregnelse, etc. oc siden sige:

VOr HErre velsigne oc beuare mig,
HErren lade liuse sit Ansict offuer mig,
oc være mig naadig,
HErren betee sit Aasiun paa mig, oc giffue mig
Fred oc salighed, Amen.

Naar du gaar vdaff dit Kammer, i din Gaard, eller paa Gaden, da læß den 21 Psalme, oc sig:

IEg løffter mine Øyen i all min nød,
Op til de Himmelske bierge, oc min HErre sød,
Fra huilcken all Hielpen monne komme,
Min hielp kommer fra HErren den fromme,
Som Himmel oc Iord haffuer i mact,
27 Oc haffuer alting i goder act,
Min Fod skal ey skride paa wjeffn Ban,
Eller nogen wlycke komme mig an,
Oc den som mig beuarer met mact,
Hand soffuer icke, men haffuer mig i god act,
See, den Israel vocter i all sin Vey,
Den samme soffuer eller slummer ey,
HErren beuarer mig stedse vel,
At mig intet skal skade til Liff eller Siel,
HErrens høyre hand offuer mig skygger,
At ieg altid kand være trygger,
At Solen om Dagen skal mig ey brende,
Eller Maanen om Natten mig skade oc skende,
Min HErre oc Gud skal saa naadelig,
Fra alskens Ont beuocte mig,
Min Siel oc Liff vil hand beuare,
Oc fri mig fra all vaade oc Fare,
Min Indgang oc Vdgang beuare HErre,
Oc altid min Beskærmer være,
Først her i Verden denne korte tid,
Oc siden i Himmerig i all Euighed, Amen.

Et kort Benedicite, naar du gaar til Bords.

DEn HErre IEsus som tolde paa Korset død,
Hand velsigne oc mangfoldig giøre vor Øl oc Brød,
Oc oplad oss sin runde oc milde Haand,
Met huilcken hand spjser baade quind oc Mand
Gud trøste alle Bedrøffuede i deris Nød,
Oc frj oss fra den euige død,
Gud vnde oss at nyde oc bruge hans gafuer saa,
At wi alle Himmerigis glæde kunde faa, Amen.

28

En kort Gratias effter Maaltid.

HErrens hellige Naffn være prijset,
Som oss haffuer skabt, forløst oc spjset,
Wi haffue nu baade drucket oc ædt,
Thi maa vor HErre ey være forgæt,
Hannem være Tack, Loff, Hæder oc Ære,
For Øl oc Mad, oc sit salig Ords Lære,
For Huß oc Klæder, for Rolighed oc Fred,
For all sin Godhed oc Barmhjertighed,
For sin bitter Pijne oc haarde Død,
Hielp oss HErre IEsu Christ aff all vor Nød,
Vndt oss at bruge dine Gaffuer saa,
At wi det euige Liff kunde faa, Amen.

Der som mand vil, kand mand siunge
en Psalme effter Maaltid, enten den: Siunge
wi aff hiertens grund, eller en anden i Psalmebogen, etc.
Eller dette ene Verß, aff samme fornæffnde
Psalme.

VOr HErris Iesu Christi Fred,
Være hoss oss i Euighed,
Gud trøste dem som sorgfuld er,
Heller de ere fiern eller nær,
Gud beuare sin Christenhed,
Oc vor kiere Offrighed,
Gud giffue oss tred oc salighed, Amen.

Naar det ringer Tolff, da tag din Hat aff, bede oc sige:

JESU CHRISTE Fili vivi Dei, Miserere mei,
Esto propitius mihi misero peccatori,
Qui pro me in ligno crucis dignatus es mori.

Det er:

29

O IEsu Christ Guds leffuendis Søn,
Som hafuer forløst all menniskens kiøn,
Vær mig arme Syndere naadig oc blid,
Forkast mig icke til euig tid:
Du som paa denne tid bleffst dømt til døde,
Oc strax ophengt paa Kaarset i angest oc møde,
Forlad mig alle Synder mine,
For samme din hellige Død oc pijne:
Giff mig en salig stund at dø,
Oc skillis vel fra denne Ø,
Annamme da min Siel vdi din Haand,
Beuar mig fra syndsens oc Dieffuelsens baand
O HErre vær mig mild oc from,
Naar ieg kommer for din strenge Dom,
Oc for den wrætferdige Dom ofuer dig monne gaa,
Der du monne for Pilatum staa,
Lad mig en mild oc naadig sententz faa, Amen.

Om Afftenen naar det ringer fem, Saa vel som anden tid naar Klocken slar: Da tænck, at du est en time, en Dag nærmer Døden, end du vaarst en Time siden, eller i Gaar: Bed derfor Gud om en salig stund, at leffue oc dø vdi, du veedst aldrig naar det vil gielde. Men salige ere de som døe i HErren, heller det skeer kort eller langsomt.

Det vaar paa denne Tid, der IEsus laa nedlagdt i sin Graff, det vil oc der til en gang met dig, I huor sterck oc stiff du nu gaar, at du| maat bucke for Døden, Oc mand fører dig til dit rætte Herberg, oc lucker Dørren til for dig met Skuffl oc Spade: Giør dig saa en gang om Dagen en betænckelse der om, saa faar icke synden saa megen mact met dig som ellers.

Mand pleyer oc at kalde det Fredsklocken, Naar du derfor hører den ringe oc klemte, saa bed oc læß: Da pacem Domine in diebus nostris, quia non est alius, qui pugnet pro nobis, nisi tu Deus noster, Deus pacis sit nobiscum, ut in pace viva-|mus, in pace requiescamus, in pace cum Simeone ex mundo demittamur, & in æterna pace cum omnibus sanctis lætemur, Amen.

30

Det er:

BEgaffue oss O HErre Gud
Met Fred i vore Dage,
Lad oss met Ro leffue effter dine Bud,
Vend fra oss Orloffs Plage:
Thi ingen kand for oss i Striden gaa,
Vden du alleene O HErre,
Du Fredsens Gud kand vore Fiender bestaa,
Naar du vilt hoss oss være:
Giff at wi om dagen leffue i Fred,
Oc Natten i Fred at huile,
Beuare oss aff Wsamdrectighed,
Oc fra Dieffuelens gloende pijle:
En fredsommelig oc salig Simeons stund,
Vndt oss fra Verden at fare,
At wi siden i euig Freds forbund,
Maa glædis iblant alle Helgenes skare,

AMEN.

En bøn at bede om Afftenen, før mand gaar til Seng.

O Euige Gud oc Fader kier,
Ieg tacker dig met all tilbørlig ære,
At du mig wuærdige Tienere din,
Haffuer vden all fortieniste min,
Beuaret naadelig i denne Dags Fare,
Ved din Guddommelig Englers skare,
O Fader, for din Søns smædelig død beder ieg dig,
Vend din milde Naade oc Barmhiertighed til mig,
Oc ved din store Guddoms Krafft,
Forlæne mig denne tilkommendis Nat,
Met et reent Hierte oc Rolighed offuer at gaa,
Oc met et sunt Liff i morgen igien opstaa,
At min gierning oc tieniste altid kand teckis dig
Dine hellige Engle beuocte mig,
31 Gud vær min Skiold min Vern oc Mur,
Mod Dieffuelen oc alle onde Creatur,
Det hellige Kaarß, IEsus hengde paa,
Skal for mig mod alle mine Fiender staa,
IEsu Christi hellige fem Saar oc Vunder,
Giør mig til Liff oc Siel karsk oc sunder,
Oc komme mig til trøst i min sidste Nød,
Oc frje mig fra den euige Død, Amen.

Fadervor, etc. Credo, &c.

En anden Afften Bøn, vden Rijm.

JEg tacker dig O Hellige oc Barmhiertige gode Gud, ved IEsum CHristum oc den Hellig Aand, at du i denne Dag saa naadelig haffuer beuaret mig, Oc alt det| mig tilkommer, At ingen ond skeffne eller Wlycke haffuer fordærffuet mig: At du haffuer affverget den grumme Fiendis List oc huasse Pile, som flyer midt om liuß Dag. O HErre, dersom ieg haffuer faldet, oc besmittet mig i nogen maade, met groff Synd oc Last, som ingen kand vide huor offte hand snubler, Da beder ieg om Forladelse oc Naade, for IEsu Christi skyld. Oc effterdi at Tiden nu er, at legge sig til Soffns oc Huile, Oc ieg icke veed, om ieg kand leffue denne Nat offuer, Thi| Søffnen er Dødens Broder, Derfore beder ieg dig O HERRE, Omkring giff mig met dine Hellige Engles Varetegt oc Beuebnelse, at ieg maa rolig oc sødelig soffue, oc huile disse trette oc tunge Lemmer, at Sathan ingen mact eller Ræt skal faa offuer mig. Beuare mig HERRE, oc beskærme mig vnder dine Vinger, som en flittig Høne sine smaa oc wfløge Vnger oc Kyllinge: Du est min Fader, ieg er dit Barn, Lad mig kaldis din, oc være din i Liff oc Død. Oc naar mine Øyen| tager Søffn til sig, Da lad mit Hierte altid vaage til dig, Lad intet Spøgerj, eller daarlige Drømme, forskrecke eller forstyrre mit sind oc Hierte. Ieg betal mit Liff oc min Siel, mine N. met all min Velfært, Oc alt det ieg haffuer, som du aff Naade haffuer vndt mig, i dine Hænder: Oc lige som et spæt Barn soffuer 32 sødelige i sin Moders Arme, saa lad mig huile tryggelige i dit Skiød oc din foruaring, Oc i Morgen igien opuaagne karsk oc sund, at ieg da, som nu, maa tacke oc prjse dig til Euig|tid, oc naar døden kommer met sin sidste stund, vær da min Beskærmelse oc faste Slot: Stat mig trolig bj, at ieg maa ende mit Liff Christelig oc vel, oc skillis her fra i en salig stund oc time, oc hensoffue i din Bekiendelse oc paakaldelse, wbehindret fra all verdsens forgengelighed, oc icke pjnes lenge. Siden, naar den sidste Basune skal blæse oc liude: staar op i døde, etc. O rætferdige Gud, lad din mildhed beuare mig, at ieg maa blifue en delactig lem i dit himmelske rige, for Iesu Christi skyld. Gud styrcke oc hielpe mig til liff oc | siel: hans naffn vere benedidet til euig tid Amen.

Naar du legger dig til søffns, Da sig:

O Gud være Loff for sin godhed oc Naade,
Som mig hafuer beuaret denne dag fra Vaade,
Nu legger ieg mig paa min høyre Side,
Mig beuocte oc opuecke IEsus den blide,
Gud lade mig icke i synden soffue,
Oc ey heller i Sorgen opuogne,
Min gode Engel Gud haffuer tilføyet mig,
Hand er min Væcter visselig,
Thi soffuer ieg nu saa tryggelig hen,
Mig beskærme IEsus, Mariæ Søn:
I Naffn Gud Faders, etc.

En Bøn at bede om Mandagen, eller først om Vgen.

ALmæctige Himmelske Fader blid,
Wi tacke dit Naffn i allen tid,
For alle dine Velgierninger oc Gaffuer,
Som du oss her til giffuet haffuer:
Du haffuer i denne fremgangne Vge,
33 Vndt oss dine Legemlige Ting at bruge,
Oc oss beuaret saa naadelig oc vel,
Fra skade oc Fare til Liff oc Siel:
Thi bede wi dig samdrectelig,
For IEsu Christi skyld ydmygelig,
Forlad oss, huad som ilde er giort,
Hemmeligt eller aabenbarligt, lidet eller stort,
Oc oss i denne Vge beuare,
Fra Dieffuelens list, fra all skade oc Fare,
Fra farlig siugdom, fra en hastig død,
Fra Hiertesorg oc all anden Nød,
Lad all vor Gierning skee fornumstelig,
At vort gantske Leffnit kand tæckis dig,
Regære oss i alle vore Veye ræt,
At wi effter dit Ord maa vandre slet,
Lad synd oc Ondskab ey hoss oss bo,
Giff oss din Benedidelse met fred oc Ro,
Wi befale oss aldelis met Liff oc Aand,
O IEsu Christe vdi din Haand,
Lad dine Engle hoss oss bliffue,
Oc oss beskytte her i Liffue,
Vor Siel paa det sidste at føre til dig,
Saa hun kand glædis euindelig, Amen.

En daglig velsignelse, at liuse offuer sig.

GVD Fader Allsommæctigste der mig haffuer skabt,
Hand lade mig aldrig bliffue fortabt,
Guds Søn som mig haffuer frelst oc forløst,
Hand være altid min bjstand, hielp oc trøst,
Gud den hellig Aand i lige maade,
Hand deele met mig, Raad, vijßdom oc naade,
Gud den hellige Trefoldighed,
Beuare mig til den euige salighed,
34 IEsus for sin hellige pijne oc Død,
Hielp mig affall min Angest oc Nød:
IEsus for sin hellige Marter oc Pijne,
Forlad mig alle Synderne mine:
IEsus for sin store Banghed oc smerte,
Trøste mig oc alle bedrøffuede Hierte:
IEsus for sit hellige dyrebar Rosens Blod,
Giøre mit Endeligt saligt oc god:
Gud skille mig ved alt det mig er imod,
Saa faar ieg paa all min Sorg Bod:
Altingest O HErre befaler ieg dig,
O IEsu vær mig miskundelig, Amen.

ALIUD.

GVds Barmhjertighed benaade mig,
Guds Godhed oc Naade hielpe mig,
Guds Almæctighed beskærme oc beuare mig,
Guds Vijßdom opliuse oc regære mig,
Guds Kierlighed være met mig,
Oc ledsage mig paa alle mine Veye,
Oc opholde mig til det euige Liff oc salighed,
I Naffn Gud Faders, etc.

Et aabenbarligt Scrifftemaal oc Bekiendelse for Gud, at bede om Syndernes forladelse oc Guds Naade, Aff den 51 Psalme, huilcken mand kand altid bruge, oc besynderlige naar mand haffuer i sinde at gaa til Guds Bord.

AH leffuende Gud, ieg bekiender for dig,
At ieg haffuer leffuet Wgudelig,
Ah huor wuærdig en Syndere ieg er,
Det klager ieg for dig min HErre kier,
Intet Menniske tør ieg see oppaa,
Det giør din straff mig trycker saa,
35 Ieg haffuer syndet mod Himmel oc Iord,
Oc imod dit hellige Bud oc Ord,
Huort skal ieg da henuende mig?
Huem vil offuer mig forbarme sig?
Saa stor da er min synd oc Daad,
Hoss intet Menniske finder ieg Raad,
Oc naar ieg opløffter mine Øyne vaade,
Til Himmelen, at bede om din Naade,
Saa haffuer ieg syndet mod dig O HErre,
Huor skal ieg mig da bæst atbære?
Stor forargelse i Verden haffuer ieg dreffuet,
Oc fra min Vngdom saare ilde leffuet,
Huad skal ieg giøre, huad er mig best,
Skal ieg fortuile HErre Iesu Christ?
Effterdi du est min Frelsermand,
Barmhiertighed hoss dig ieg finde kand:
Liff oc Salighed offuer maade,
Haffuer du at giffue aff din Naade:
Derfore ieg for ingen deel vil,
Fortuile, i huad som nogen siger til,
Ieg flyer til dig oc vil det voffue,
Til dig staar all min Lid oc Loffue,
Hoss dig alleene soger ieg met skæl,
Trøst, Raad oc Hielp, for min arme Siel:
Dit Creatur oc Billede vist,
Foracter du ey HErre IEsu Christ,
Saa bange oc sorgfuld kommer ieg til dig,
O HErre forskiud du icke mig,
For sorg kand ieg neppelig tale eller see,
O HErre du mig din Naade betee,
Min Offuertrædelse du vdslætte,
Oc alle mine store Synder forgætte,
Giør du mig reen oc toe mig huid,
Aff all min Ondskaff oc wdyd,
Ieg seer min Wrætferdighed,
36 Min synd hun er mig slem oc led,
Allene haffuer ieg syndet mod dig,
Det maa ieg bekiende visselig:
Min arme Moder mig vndfangede vist,
Oc fødde i Synd, O HErre Christ,
Bestenck mig HErre met Isop skøn,
Oc met dit Blod du Davids Søn,
Som flød vdaff dine Saar saa røde,
Der met forløste du oss aff møde:
Toe mig at ieg bliffuer huid som Snee,
Din hellig Aands Naade mig betee,
Giff mit Hierte Glæde oc ro,
At ieg maa stadelige haabe oc tro,
At du forlader mig synderne mine,
For din hellige Marter, Død oc Pjne,
En reener Aand forny vdi mig,
Forskiud mig ey O HErre fra dig,
Tag ey fra mig din Hellig Aand,
Men giff mig Naade oc ræt forstand,
At ieg oc maa andre Syndere omuende,
At de dig HErre, oc din Naade kiende:
Oplad mine Læbe oc Tungen min,
At den forkynder Æren din,
Intet Offer er dig saa kier,
Som et angerfuld Hierte din Naade begær,
Bestenckt met Christi Rosens Blod,
O HErre vær mig naadig oc god,
Besegle i mit Hierte denne Trøst,
At du HErre Christ haffuer mig forløst,
Dit Legeme oc Blod skal være mit Pant,
At ieg skal tro oc vide forsant,
At alle mine synder forladne ere,
Diß skee dig prijß min Gud oc HErre,
Fra Euighed oc til euig Tjd,
Gud være oss altid naadig oc blid,

AMEN.
37

En anden aabenbarlig Bekiendelse for Gud.

O IEsu Christe Guds leffuendis Søn,
For din euige Godhed hør min Bøn,
Du est en Kilde til all Miskundhed oc naade
O HErre IEsu mig ey forlade:
Du monne jo aldrig nogen Synder forsmaa,
Som til dig haffuer sæt sin ljd oc attraa,
Met dine Barmhiertigheds Øyen see til mig,
En arm Syndere bekiendis ieg for dig,
Ia met de Øyen du saaest til Peder met,
Der hand gick vdaff Sallen oc græd.
Oc til Magdalenam i det Gæstebuds skare,
Der hun tode dine Fødder met sine øyne taare,
Oc til den Røffuere paa Kaarsens Gallie,
Der du lodst dig hans Bøn befalde:
Som du disse alle din Naade beteede,
Saa vndt mig met Peder mine Synder at begræde,
Oc dig met Magdalena at haffue kier,
For all den tingest i Verden er,
Oc siden met Røffueren hoss dig at være,
Til euig tid i Himmerigis Glæde oc Ære.

AMEN.

En Bøn at bede, naar mand gaar til Alterens Sacramente.

O HErre IEsu allerkieriste Broder min,
Her kommer ieg wuærdige Tiener (eller Tienerinde) din,
Ieg maa vel sige som Centurio,
Endog hand haffde en stercker Tro,
Ieg er icke værdig i denne dag,
At du skulde indgaa vnder mit Tag:
38 Men ieg behøffuer din Hielp oc Naade,
Kom mig til Trøst i min Nød oc Vaade,
Du biuder mig saa mildelig til din Gæst,
Som ieg i Scrifften haffuer hørt oc læst,
Du haffuer bered for mig et Bord,
I dit Sacrament oc hellige Ord:
Du skencker mig dit hellige Legeme oc Blod,
Til Pant, at du vilt være mig god:
Paa dine sandrue forjættelser forlader ieg mig,
Oc gaar diß dristeligere frem til dig,
Ieg æder oc dricker saa effter din Villie,
O IEsu lad mig ey fra dig skillie:
Vor HErris IEsu Christi Legeme oc Blod,
Bekomme mig til euig Salighed god,

AMEN.

Tacksigelse oc Bøn, effter mand haffuer været til Guds Bord.

JEg tacker dig HErre IEsu Christ,
At du mig hafuer spjset oc skenckt foruist,
Met dit hellige Legeme oc dyrebar Blod,
Oc at du nøgen for mig paa Kaarset stod,
Met dette Sacrament haffuer du beseglet mig,
Alt det Himmelske gode visselig,
Huilcket du mig hafuer forhuerffuet oc alle dine
Met din hellige Død oc bittre Pjne:
Min Samuittighed haffuer du trøstet vel,
Oc styrcket min Tro til Liff oc Siel,
At mine Synder ere vdslettet nu,
Oc aldrig meere skulle kommis ihu:
Ieg beder dig oc met samme Tro,
Du vilde stedse met din Naade vdi mig bo,
Oc met din Hellig Aand mig regære,
At ieg i alting søger din Ære:
Bøye mit Hierte til Kierlighed,
39 Met Gud oc min Næste at leffue i Fred,
Et Gudfryctigt oc Christeligt Leffnit at føre,
Indtil de bære mig død aff Dørre,
Saa ieg kand tæckis dig min HErre blid,
Oc siden leffue met dig til euig tid, Amen.

En almindelig Tacksigelse effter Christi Nadere.

Wi tacke dig HErre Allmæctigste euige GVD, At du met disse salige Gaff-|uer haffuer oss vederquæget. Nu bede wi din Barmhiertighed, at du lader oss disse samme Gaffuer ræt bekomme, til vor Troes styrckelse: Paa dig, oc til Kierlighed imod vor Næste, til Taalmodighed vnder Kaarsset, oc til en glædelig oc salig ende, paa all vor Modgang oc Bedrøffuelse, for din Søns IEsu Christi vor HErris skyld, AMEN.

En Bøn at bede for et siugt Menniske der berættis.

O Allmæctigste Euige Gud, vor HErris IEsu Christi Fader, Du som allerbest kiender Menniskens Suaghed oc Skrøbelighed, Du som allene kand giffue Krafft, Hielp oc styrckelse. Wi bede eendrectelige, at du vilt indgiffue din hellig Aand i denne din Tieneris (eller Tienerindis) hierte, som her ligger din Fange, paa sin sotte Seng: Wi bede dig, lige som de hellige Apostle bade om Troen: O HErre forøg, styrcke oc stadfeste hans (hendis) tro, imod all Anfectning oc Fristelse,| der hannem (hende) paakomme kand, at hand (hun) jo fast bliffuer bestandig i Troen til dig, formedelst vor HERRE IEsum Christum. Forlad hannem (hende) naadelig alle sine synder, ved din Søns Hellige Legeme oc Blod: Vær du hans (hendis) beste Doctor oc Læge, du som læger til Liff oc Siel. Forlæne hannem (hende) din hielp oc trøst, saa bliffuer altingest got: Giff hannem (hende) en Christen Taalmodighed vnder dette Kaarß, at hand (hun) maa giffue sin Villie 40 vnder Guds gode Fa-|derlige oc velbehagelige Villie, i et fast Haab paa din Guddommelige oc Naadige Førlßning: Oc huad heller hand (eller hun) leffuer eller døer, maa være din, oc bliffue din, oc høre dig til, oc aldrig atskillis fra dig til euig Tid, Amen. Gud høre vor Bøn. Fader vor, &c.

En Bøn at bede for et siugt Menniske, der ligger i sit Yderste.

O Allmæctigste gode Gud, Du som oppeholder vort Liff mit i Døden: Wi be-|de dig, at du vilt vende din Barmhiertigheds Øyen til dette siuge Menniske, oc vederquæge hannem til Liff oc Siel, oc aff Naade tilgiffue oc forlade hannem alle sine Synder. Tag din kiere Søns IEsu Christi wskyldige døds Offer til en Betalning for hans Synder: Thi hand er ocsaa døbt paa hans Naffn, oc met hans blod er hand toet oc renset. Saa frelß hannem nu fra dette Liffs quale oc pijne, forkorte hannem sin vee oc sprecke: Opholt hannem imod sin samuittigheds anklagelse, oc imod alle den onde Fien-|dis Fristelser, paa det hand kand mandelige stride, oc offueruinde hannem, forlæne hannem en salig hiemfart til det euige Liff: Tilskicke dine hellige Engle, at de ledsage hans Siel til alle dine Vduaaldis forsamling, i IEsu CHristo vor HErre, Amen.

Fader vor, etc.

En smuck Bøn for vnge Børn, at bede i Huset, Morgen oc Afften.

O Himmelske Gud oc Fader blid,
Wi tacke dit Naffn i allen tid,
At du haffuer her til Naadelig,
Oss beuaret fra Dieffuelsens vold oc suig,
Wi bede dig oc for Christi Død,
Beuare oss fra all Iammer oc Nød,
41 Lad dine Engle vore Væctere være,
Oc met din hellig Aand oss regære,
Beuare vore kiere Forældre ocsaa,
At de met oss længe leffue maa,
Wi kunde opuoxe i ære oc Dyd,
Met gode Seder oss smycke oc pryd,
Oc Gud for alting frycte oc lyde,
Saa kunde wi salighed met hannem nyde.
Din Naadis Redskaff lad oss være,
Saa længe wi ere i Verden here,
Oss fattige Børn beuare ocsaa,
Fra all den Fare oss hende maa,
Giff oss god Nemme oc god Forstand,
At lære det, dig til Ære være kand,
Lad Synd oc Ondskaff ey hoss oss bo,
Giff oss i { Dag / Nat } din Fred oc ro,
Vor Siel oc Liff befale wi dig,
Der paa saa { vaage / soffue } wi tryggelig,

Amen.

Et Litanie, hoss Siuge Folck at bede.

HErre forbarme dig, Christe forbarme dig, HErre Hellig Aand forbarme dig offuer dette siuge Menniske.

HERRE Gud Fader i Himmelen, HERRE IEsu Christe Guds Søn, verdsens Frelser: HERRE Gud Hellig Aand, Hellige Trefoldighed, Euige Gud, Forbarme dig offuer hannem (eller hende) HERRE vær Naadig, oc forskone det dødelige Menniske, fra den onde Aand, Fra Dieffuelens Bedrægerj oc List, Fra alt Ont, Fra Helffuedis Pjne: Beuar hannem kiere HERRE Gud, For din Hellige Fodsels skyld, For din Død, Kamp oc blodige Sued, For dit Kaarß, Pjne| oc Død. For din hellige Opstandelse oc Himmelfærdt, Ved din hellig Aands Naade, Paa hans sidste ende, Paa den yderste Dommedag, Hielp hannem kiere HErre Gud.

42

Wi Arme Syndere bede, Du vilde bønhøre oss kiere HERRE Gud, oc trøste dette krancke Menniske, Forlad hannem alle sine Synder, oc giff hannem det euige Liff. Christe Bønhør oss, Bønhør oss kiere HERRE Gud: O du Guds Lam, som bar Verdens Synder, forbarme dig offuer hannem. O du| Guds Lam, som bar Verdens synder, Miskunde dig offuer hannem. O du Guds Lam, som bar Verdens synder, forlæne hannem den euige Fred, Kyrie eleison, Christe forbarme dig, HErre Hellig Aand forbarme dig offuer dette krancke Menniske.

Fader vor, du som est i Himmelen, etc.

En anden Bøn, i sit yderste selff at bede.

O HERRE IEsu CHriste: Ieg beder dig ved din Grundløse Barmhiertighed, at du vilt forlade mig alle mine Synder, oc styrcke min Siel, paa denne lange Vey, der ieg nu effter din Guddommelige Villie maa vandre i et wbekient Land: Ieg troer visselige oc wryggelige, at du est død for mine Synders skyld, oc est opstanden mig til Rætferdighed, oc du haffuer forladt mig mine Synder aff Naade, oc tilsagdt mig det Euige Liff. O HERRE, denne min Tro, veed| ingen bedre end du, Du est der til mit Vidmßbyrd, at dette er mit Hierte, oc yderste villie, at dø i saadan en Tro, paa din lutter Barmhiertighed: Oc dersom ieg aff Vee oc Smerte, ved nogen wfornufft eller Anfectning, fulde her fra, O HERRE, saa lad mig icke dø i Vantro eller Fortuilelse, Men styrcke mig met din Naade, oc formeere mig min Tro, at mig intet Ont kand skade, Thi paa din Hielp oc Trøst forlader ieg mig alleene, i Liff oc Død: Saa opholt mig nu midt vdi all nød oc Dødsens fare,| oc giør mig met dig euig salig. O HERRE IEsu, I dine Hænder befaler ieg min Aand, Du haffuer forløst mig du trofaste Gud, Dit Naffn være æret oc benedidet vdi all Euighed, AMEN.

43

En Bøn at bede, naar mand icke end skiønt selff gaar til Alteret, Men er dog til stede, naar Christi Legoms oc Blods Sacramente tracteris, forhandlis oc vdbyttis.

O HErre IEsu Christe, du leffuende Guds Søn, som annammede dit hellige Kiød og dit dyrebare Blod, aff den ærefulde Iomfru Mariæ reene Liff, oc vdøste det samme Blod aff din allerhelligste Side paa Kaarsens høye Altere, for vor salighed, oc est i samme ærefulde Kiød opstanden aff de døde, oc opfaren til Himmelen, oc est igien ventendis, at dømme de Leffuendis oc døde i det samme Kiød: Ieg beder dig kiere HErre IEsu Christe, at du vilt ved dit allerhelligste Legome oc blod befrj oc frelse mig,| fra all min siels oc Legoms wreenhed, oc aff alt ont, baade næruærendis oc tilkommendis: O gode IEsu, skiul mig inden i dine Saar oc hellige Vunder, for alle mine fiender, siunlige oc wsiunlige, lad mig aldrig skillies fra dig, beskærme mig fra Dieffuelen oc hans Parthie, oc vdi min døds time stat mig trolige bj: Kald mig til dig, at ieg met alle dine Helgen oc Vduaalde Guds Børn, maa loffue, tiene oc prjse dig til euig tid, AMEN.

En Bøn, Som gode Christne kunde bede for en fattig Fange, som for sine Mißgierninger skal staa sin Ræt, enten til Suerd, Galge, Steyle eller Ild, etc.

O Allmæctige Euige GVD, vor HErris IEsu CHristi Fader, Som lader din Barmhiertighed skinne offuer alle dine Gierninger: See nu mildelige til denne din fattige Fange, som du i Dag vilt kalde aff denne arme wsle Verden, oc dette Syndefulde| Leffnit: Giff hannem din Hellig Aands naade i sit Hierte, at hand maa staa fast vdi Troen til dig, Oc dø et ræt Christet Menniske. Lad din Elskelige Søn CHristum IEsum, sige til hannem, 44 som hand sagde til Røffueren paa Kaarsset: I dag skalt du være met mig i Paradjß. See icke til hans store Synder, Men til din store Barmhiertighed, Oc til den haarde oc bittre Død, som din Søn for hannem haffuer lidt: Lad hannem saa i Dag skillis fra denne Verden, at hand maa paa den Yderste| Dommedag opstaa, I de Rætferdiges opstandelse, oc siden bliffue hoss dig til euig Tid, Ved den samme din kiere Søn IEsum CHristum vor HErre, Amen.

En Bøn, at bruge, naar mand vil vandre eller reyse aff By

O IEsu Christ Guds leffuende Søn,
Hør min begæring oc Hiertens Bøn,
Du som est Sandhed, Liff oc Vey,
Paa denne min Reyse forlad mig ey:
Du som tilforn i fordum tid,
Vdførde Israels Børn met fljd,
Aff Ægypten ind i det forjætte Land,
Ved din Allmæctige veldige Haand,
Igiennem det røde Haff oc vildsom Orck,
Som vaar en Vey baade farlig oc mørck:
Abrahams Tiener, oc Tobias met,
Ved din Engel ledsagede du aff sted:
De vjse Herrer aff Osterrige,
Hialpst du ved Stiernen deres Vey tillige,
Til Bethlehem oc hiem igien,
Foruden Fare, foruden meen.
Ieg beder dig HErre aff Hiertet saare,
Efiterdi denne Reyse staar mig nu faare,
Du vilde mig ledsage oc følge frem,
Ved dine hellige Engle, baade vd oc hiem.
At mig ingen skade eller forfang skulde skee.
Dine naadige Øyen altid til mig see:
Min Liff oc Siel befaler ieg dig,
45 Oc alt det du haffuer giffuet mig,
Beuare mig ved din veldige Haand,
Huad heller ieg er til Land eller Vand:
Dieffuelen oc ont Selskab bort fra mig kiøre
At de mig ingen skade paaføre,
At ieg maa tacke oc prjse dig,
Baade her, oc siden euindelig, Amen.

Naar du far aff sted, da giør først IEsu Christi Kaarsis betegnelse for dig, oc sig:

PAa Fredsens Vey til Lycksalighed,
Ledsage oss den hellig Trefoldighed:
Guds H.Engel som Tobiam følge vilde
Hand være vor Ledsager baade aarle oc silde,
Gud beuare oss naadelig fra all Fare oc vaade,
Gud styre for oss oc altid raade:
Gud Fader, Søn oc den hellig Aand,
Være vor Skytzherre til Land oc vand, Amen.

En Vise at siunge, om det samme.

I IEsu Naffn saa fare wi,
Hans Godhed oc Naade staa oss bj,
Gud Faders Krafft beuare oss vel,
I denne Dag til Liff oc Siel.

2.

Christus være vor Ledsager Mand,
Oc beskærme oss paa vor Vey oc Gang,
Vent fra oss vore Fienders List oc vold,
Oc vær altid vor Mur oc Skiold.

3.

Den hellig Aand oc lige saa,
46 Vilde met sine Gaffuer hoss oss staa,
Hand styrcke oc trøste oss i all Nød,
Huad oss kand skade til Liff oc Død.

4.

Den hellige Trefoldighed,
Holde offuer oss sin Naade oc Fred,
At wi maa komme beholdne frem,
Oc siden wskadde til Huß oc Hiem.
AMEN.

Her effter kand mand siden bruge andre
smucke nyttige Viser oc Psalmer, at fordriffue
tiden met, som findis enten vdi Psalmebogen,
eller andensteds, huer effter som hand
haffuer lyst til, etc.

Endnu en anden Velsignelse, at bede oc sige, naar mand vil reyse.

BEuar oss den hellig Trefoldighed,
Paa denne vor Vey til Lycke oc Fred:
Guds Engel der fulde Tobiam frem,
Hand ledsage oc følge oss baade vd oc hiem:
Nu ville wi i IEsu Christi Naffn reyse oc fare,
Gud Allsommæctigste oss naadelige beuare:
Gud lade oss lyckelige fare oc fremgaa,
Oc alle vore Wuenner tilbage at staa:
Gud være met oss i flock oc følge,
Oc oss for alle vore Fiender skiule oc dølge:
Gud vort Liff oc Helbrede spare,
Oc oss fra all Wlycke beuare,
Oc giffue oss Lycke oc beholden Reyse,
At wi maa hannem siden til euig tid prjse,
I Naffn Gud Faders, etc.

47

Dette kand mand oc bruge, for sin gode
Ven at bede, Naar hand vil reyse aff By, Oc i
den sted, som ieg oc oss staar, kand mand sætte
hans eller hendis Naffn, der mand
beder fore, etc.

En Bøn om et saligt Endeligt at bede, eller i sit yderste.

O Gud være mig arme Syndere Naadig
oc barmhiertig, oc høre min Bøn
for IEsu Christi skyld.
IEg beder dig HERRE for din wskyldige Død,
Hielp mig naadelig aff all min Angest oc Nød,
Ieg beder dig for dit hellige Legom oc Blod,
At du giør mit Endeligt salig oc god:
Oplad mit Hierte, Forstand oc Sind,
Oc send mig den hellig Aand der ind,
Som mig kand trøste i all min Nød,
Oc frj mig fra den euige Død:
Beuare mit Liff oc Leffnit vel,
Oc eftter Døden annamme min Siel,
Fordi du est min Frelser mild,
Oc haffuer din Faders Vrede stild,
Oc mig igienløst fra all straff oc pjne,
Som ieg haffde fortient met Synder mine,
Icke met Sølff eller Guld som er smeltet,
Men met dit Rosens Blod, som aff dit Legome bleff vdueltet,
Met dit salige Ord oc trøstelige Tale,
Vil ieg mig i dødsens time hußuale.
Gud styrcke mig met din hellig Aand,
Oc annamme min Siel vdi din Haand:
Gud opholde mig i en Christen Tro,
Oc giffue mig siden den euige Ro,
I Naffn Gud Faders, Søns, oc hellig
Aands. AMEN.

48

Den gamle Christelige Dagevise, Den signede dag som wi nu see, etc.

DEn signede Dag som wi nu see,
Ned til oss aff Himmelen komme,
Gud liuse for oss jo længer oc meer,
Oss alle til Glæde oc fromme:
Gud lade oss icke skee i Dag,
Huercken Last, Skam eller Vaade.

2.

Den signede Dag, den signede Tid,
Vor HErre hans Fødsels time,
Da kom der Liuß aff Himmelen ned,
Saa vijt offuer Verden at skinne,
Det liuser for oss Euindelig,
Nu oc foruden all Ende.

3.

Gud Fader, Søn oc den hellig Aand,
Met alle sine Engle skare,
Beuar oss i dag oc allen stund,
Fra alskens Dieffuelens Snare,
Fra all den Affvind hand til oss bær,
Vor Siel oc Liff til Fare.

4.

Det Kaarß vor HErre hand bar for oss,
For vore Synder oc icke for sine,
Det sætter ieg i dag imellem Dieffuelen oc mig,
Ieg mener Guds værdige pjne:
Det Blod der neder paa Kaarset rand,
Det slycker vd Synderne mine.

5.

Vaar alle de Træ i Verden er,
Loff, Græß, oc Sand paa Haffsens bonde,
Haffde de Maal oc kunde de tale,
49 Oc siunge met Engle stemme:
Da kunde de aldrig tilfulde loffue,
IEsum Mariæ Søn den reene.

6.

Den lille Fuel hand flyer saa høyt,
Oc Været bær vnder hans Vinger,
Det er fuld ont met liden mact,
Mod høye Bierge at springe:
De Strømme de rinde saa frydelig,
Op vnder de grøne Linde.

7.

Dagen hand er aldrig saa lang,
At Afften maa wi jo vente,
Liffuet det endis met Dødsens tuang,
Huem det vil rættelig betæncke:
Wi bliffue vdfuß, oc Graffuen giøris trang,
Oss følger ingen anden Ende.

8.

Da giffue det Gud wi haffde saa tient,
I Verden vel til maade,
I Troen, at wi Guds Søn haffde kient,
Saa wi miste icke Guds Naade:
Naar Verden haffuer oss sin bag tilvent,
At wi da faa euig Baade.

9.

Naar wi skulle til vort Fæderne Land,
Oc skillies ved dette Elende,
Da befaler ieg Gud min Siel i Haand,
I Himmerigis Glæde at sende:
Gud Fader, Søn oc den hellig Aand,
Hand giffue vort Maal en god ende, Amen.

50

Her effter følge nogle smucke oc
trøstelige Loffsange, i atskillige tider,
effter leyligheden at bruge.

En Morgensang.

DEn mørcke Nat forgangen er,
Oc Dagen rinder op saa vide,
Solen hun skinner ofuer Marck oc Kiær,
De Fule de siunge saa blide:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.

2.

Loffuet være Gud i Euighed,
Oss denne Nat haffuer beuaret,
Gud liuse offuer oss sin hellige Fred,
Oc frj oss fra alskens Fare:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.

3.

Paa Paaskemorgen den signede dag,
Vor HErre stod op aff døde,
Det vaar oss alle et got Behag,
Hand frelste oss der met aff Nøde:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.

4.

I sex dage skabte Cud Himmel oc Iord,
Oc alle Creatur tillige,
Alt ved sit Allmæctige Guddoms Ord,
Som Scrifften monne oss sige:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.

5.

Den forste Dag skabte hand Liuß oc skjn,
Oc klarhed offuer Verden at komme.
51 Der Natten oc dagen skulle skinne fijn,
Til Menniskens glæde oc fromme,
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende

6.

Den anden dag skabte hand Himmelen skøn,
Oc Himmelens Firmamente,
O HErre IEsu hør altid vor Bøn,
Lad oss Glæde hoss dig vente,
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.

7.

Den tredie dag beredde hand Iorden til,
At hun sin Fruct skulde giffue,
Met Træ oc Vrter ieg sige vil,
Hun skulde vor Huserom bliffue:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.

8.

Siden oppaa den fierde Dags tid,
Hand Himmelen vel monne pryde,
Met Soel oc Maane oc Stierner met,
Deres skjn wi nu daglige nyde:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.

9.

Fule oc Fiske den femte Dag,
Dem skabte Gud aff sin Naade,
At Været oc Vandet skulde fyldis der aff,
Til Menniskens ophold oc Bade:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.

10.

Den siette Dag den sidste er,
Guds skabelse Dag wi kalde,
52 Alle Diur paa Iorden da skabte monne være,
Oc Mennisken sidst effter dem alle:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.

11.

Hielp oss O IEsu vor Frelsermand,
I denne dag oc allen stunde,
Forløß oss snart aff Dieffuelsens Baand,
At wi dig ræt tiene kunde:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende.

12.

At naar denne Dag forgangen er,
Oc Natten vil til oss skride,
Wi kunde dig prjse O HErre kier,
Baade nu oc i allen tide:
Gud giffue oss Lycke oc gode Raad,
Sin Naadis Liuß oss tilsende, Amen.

En Afften eller Natsang: Siungis vnder de Noder: Ieg tiente mig vdi Greffuens Gaard, etc.

DEn liuse Dag forgangen er,
Oc Natten hun henger oss paa,
O IEsu Christe HErre kier,
Du altid hoss oss bliffue maa,
Glæde oss Gud i Himmerige.

2.

Du est det euige Guddoms Liuß,
Det maa wi jo bekiende,
Kom til oss i vor Hiertens Huß,
Met din Naade oss optænde,
Glæde oss Gud i Himmerige.

3.

Du est vor Væctere tryg oc tro,
53 Du vilt oss aldrig vndfalde,
Paa dig saa ville wi bygge oc bo,
I all vor Nød dig paakalde,
Glæde oss Gud i Himmerige.

4.

Dagen er skabt til Arbeyd oc wmag,
Det kand huer hoss sig mercke,
Men Natten er skabt til Ro oc Mag,
De trætte Lemmer at styrcke,
Glæde oss Gud i Himmerige.

5.

Beuar oss Gud i denne Nat,
For Dieffuelsens listige Pjle,
I alskens Fare du met oss stat,
Giff Rolighed oc god Huile,
Glæde oss Gud i Himmerige.

6.

Wi befale oss i IEsu Vold,
Naar wi vore Øyen tillycke,
Gud være vor Vern, vor Klippe oc Skiold,
Mod alt Ont der oss kand trycke,
Glæde oss Gud i Himmerige.

7.

Giff oss en rolig Nat oc god,
Lad oss i synden ey soffue,
Lad oss ey giøre det dig er imod,
Ey heller i sorgen opuaagne,
Glæde oss Gud i Himmerige,

8.

Saa ville wi i Morgen loffue dig,
Din Godhed gierne bekiende,
Oc siden altid i Himmerig,
Dig prjse foruden Ende,
Glæde oss Gud i Himmerige.

AMEN.
54

En Christelig Vise oc Dict, om Adams oc Eves syndige Afffald fra Gud, Oc deres annammelse igien til Naade, formedelst Christi Foorbøn oc Lydighed. Oc siungis met den Tone, som: Naar Tegn er skeet i Maane oc Soel.

TIl trøst den gantske Christenhed,
Denne Vise aff Scrifften er bered,
Huor Adam oc Eva tillige:
Aff Dieffuelen ere fristede hart,
Oc fra Gud faldne met en fart,
Monne saa fra hans Budord vige.

2.

Det euige Liff oc salighed,
Haffue de forlaaret oc sat der ved,
De arme Syndere baade:
De ere faldne vdi stor Nød,
Oc haffue fortient den euige død,
Oc ført oss alle i saadan vaade.

3.

Haffde Gud icke, som er mæctig oc vijß
Sig selff til euig Ære oc Prjß
Vdaff sin milde Naade:
Forløst det arme Menniskens Kiøn,
Ved IEsum Christ sin eeniste Søn,
Oc frelst dem saa aff den vaade.

4.

Da haffde wi alle været forkast,
Til den euig Død for Synd oc Last,
Gode Raad vaar dyre at finde:
De haffde mist deris Ære oc Prjß
Oc bleffue vddreffne aff Paradjß,
De maatte der ey bliffue inde.

55

5.

Det ynckede Gud Fader som oss haffde skabt,
At Menniskens Kiøn skulde bliffue fortabt,
Det gick hannem saare til Hierte:
Hand tenckte paa sin Barmhiertighed,
Huor hand kunde styre den Bitterhed,
Oc vende deris vee oc Smerte.

6.

Derfore den hellig Trefoldighed,
Gaff sig i Raad i Hemmelighed,
De vilde hielpe oss aff nøde:
Haffde der icke kommet saadan Raad,
Da haffde wi alle vden all Naad,
Bleffuen hen fordømt til Døde.

7.

Guds Engle maatte ocsaa gaa i Raad,
Om de kunde hielpe den sag til Naad,
De maatte deris Dom fremføre:
Huad dennem tycktis om den Sag,
De maatte oc giffue paa Mennisken klag,
Enddog de vilde det nødigt giøre.

8.

Da traadde her frem fire Iomfruer skøne,
Som altid besidde Guds Rige oc Throne,
Deris Naffn vil ieg opregne:
Det vaar Rætferdighed oc Sandhed,
Barmhiertighed oc Fredsomhed,
Deris Dom gaffue de tilkiende.

9.

Justitia, Retfærdighed.
REtfærdighed begynte sin Klage saa,
O strenge Dommere tenck der paa,
Huad Mennisken mod dig monne bryde:
Skulde det gaa saa wstraffet hen,
56 Huor bleff da din Rætujßhed igien?
Det maatte dig jo saare fortryde.

10.

See til derfore du rætuise Gud,
Huor Mennisken haffuer foract dine Bud,
Skulde de det icke vndgielde:
Derfor kand det ey anderledis skee,
De maa lide straff oc euig vee,
Din Rætferdighed det saa formelder.

11.

Veritas, Sandhed.
SAndhed kommer siden met Dommen sin,
Hør strenge Dommere paa talen min,
Du sandru Gud at raade:
Paa det dine Ord kunde sande bliffue,
Lad aldrig Mennisken være i Liffue,
Straff dennem vden gunst oc naade.

12.

Det vaar jo HErre dit Bud saa smuct,
Huilcken Dag i æder aff denne Fruct,
Da skal eder Døden gieste:
Dit Bud er brut, det veedst du vel,
Derfore straff dennem paa Liff oc siel,
Saa kand du sandhed befeste.

13.

Der disse tuende haffde talet det,
At Himmel oc Iord maatte skielffue der ved,
Denne Dom saa haard monne være:
De arme Menniske fryctede sig tet,
For saadan streng Dom oc saadan Ræt,
Stor Hiertesorg monne de bære.

14.

Saa komme de andre lomfruer to,
Som haffde hørt til, oc vaare oss tro,
57 De ynckede vor store Elende:
De fulde paa Knæ oc venede sig,
De bade til Gud saa inderlig,
Hand vilde vor store Sorg vende.

15.

Misericordia, Barmhiertighed.
BArmhiertige Gud oc HERRE min,
Lad op nu Naadsens Ørne din,
Oc hør min Hiertens begiere:
Tenck paa din store Barmhiertighed,
Saa vel som paa din Rætujßhed,
Lad Naade hoss dig regiere.

16.

Naade er bedre end strenge Ræt,
O fromme HErre det ey forgiet,
Stor Ære det dig skal bliffue:
At du icke straffer, som du haffuer mact,
Men Rætten formilder aff Guddoms act,
Lad Mennisken bliffue i Liffue.

17.

Pax, Fred.
DErnæst da kommer Fredsomhed,
Til hendis Syster Barmhiertighed,
De suckede oc græde saa saare:
Til Gud Fader talede de der om,
De hylede oc gaff sig for saadan en Dom,
Aff deris Øyen gick der Taare.

18.

O Gud, som Fred oc Eenighed haffuer kier,
Huorlunde kommer denne strjd da her,
Vor Dom ey offuereens monne gange:
O HErre tenck paa din Fredsomhed,
Oc paa din store Barmhiertighed,
At de arme Syndere maatte Naaden fange.

58

19.

Der effter taler hun til Syster sin,
Følge du mig effter kiere Syster mm,
Du skalt met mig hengange:
Ieg vil dig vise den rette Mand,
Som denne sag forlige kand,
De arme Syndere maatte Naade fange.

20.

Da komme de baade for Guds Søn,
Begærede Hielp, met grædendis Bøn,
Saa sorgfuld vaar deris Hierte:
Saa snart at de monne Naade begære,
Guds Søns Hierte strax obet mon være,
At ledske Menniskens vee oc smerte.

21.

Guds Søn stod op i samme stund,
Aff Miskundhed lod hand op sin Mund,
Ieg kand nu ey lenger bide:
Aff Kierlighed mod Mennisker alle,
Lod hand saadan en mild Dom falde,
Den wskyldige skal for de skyldige lide.

22.

Ieg vil selff være en Meglere skiøn,
Mellem min Fader oc Menniskens kiøn,
Min Faders hastige Vrede:
Som hand monne i sit Hierte drage,
Vil ieg alleene paa mig tage,
Oc met min Lydighed affbede.

23.

Guds Søn, som alle gode Raad kand,
Falt strax i Knæ for sin Fader paa stand,
Hierte kiere Fader dem benaade:
Ieg vil selff bliffue et Menniske vist,
Oc frelse dem vdaff Dieffuelsens list,
Aff all deris Synd, all sorg oc vaade.

59

24.

Den Tale Gud Fader til Hiertet gick,
Saa mild et Sind hand til oss fick,
Sin Søn til Verden vdsende:
Hand haffuer nu met sin Pjne oc Død,
Oss løst fra Synd fra Helffuedis Nød,
Fra all vør Iammer oc Elende

25.

Her glæder sig ved alle Engle Choer,
Oc alle de som paa Iorden boer,
De siunge Gud Loff oc ære:
At Dieffuelen hand er nederlagt,
Oc Himmerige er oss alle tilsagt,
Ved Iesum Christ vor Broder kiere.

26.

Loff, Prijß, skee dig HErre Iesu Christ,
At du vor Talßmand vorden est,
Vor straff haffuer du paa dig taget:
Du haffuer vor Sag bestyret saa,
At oss Guds strenghed ey dømme maa,
Saa haffuer det din Godhed behaget

27.

Du haffuer oss alle bereed den sted,
I Himmerigis Glæde oc Salighed,
Det maa wi ey forgiette:
Der fra vaare wi vdstøtte før,
Nu haffuer du igien opiat den Dør,
For alle som Troen til dig sætte.

28.

Ieg beder dig HErre for Pjnen din,
At du vilt være Talßmand min,
Naar du skicker oss allesammen:
For din Rætferdige strenge Dom,
At ieg maa Naade oc Salighed bekomme,
Dig siden prjse euindelig, Amen.

60

Om den hellige Ecteskabs Statis Indstifftelse i Paradjß, imellem Adam oc Eva, etc.

Siungis met den Tone, som den Dytmerske
Feyde Vise, Vellan, Vellan
vdi Guds naffn, etc.

OM Ecteskabs stat wi siunge vil,
HErre Gud giffue oss sin naade der til,
Sit Naffn til Loff oc Ære:
Oc alle Christne til Lærdom god,
HErre Iesu giff oss der til Mod,
Du vilt stedse hoss oss være.

2.

Der Gud skabte Adam i Paradjß,
Oc giorde hannem baade hellig oc vijß,
Alt effter sit Billede reene:
Da skabte hand hannem Eva met,
Til Methielp, thi hand saa vel det,
At hand ey kunde være alleene.

3.

En dyb Søffn kaste hand Adam paa,
Oc der hand nu saa soffuendis laa,
Et Been tog hand aff hans side:
Der aff bygde hand en Iomfru prud,
Som skulde være Adams kieriste Brud,
Oc hannem all ære vide.

4.

Der Adam opuaagnede oc sig omsaa,
Den deylige Iomfru for hannem mon staa,
Hans Hierte begynte at brende:
Aff Kierligheds ild, vden Sorg oc Harm,
Hand tog sin Kieriste i sin Arm,
Hende for sin Hustru kiende.

61

5.

Her er Been oc Kiød aff mit Kiød oc Been,
Derfor siger ieg nu foruden meen,
Oss skal ret ingen atskille:
Min kierist Mandinde hun kaldis maa,
Effterdi Gud haffuer det skicket saa,
Alt effter sin egen Ville.

6.

Oc Gud gaff dem til Morgengaffue,
Det beste de i Verden vilde haffue,
Velsignet dem begge tilljge:
Paradjß skulde deris Herresæde være,
Der skulde de leffuet i lyst oc ære,
Om de icke fra hannem vige.

7.

For Klæder oc skøne Klenoder met,
Gaff hand dem sin Wskyldighed,
Met forstand mon hand dem pryde:
Huilcke Klenoder vaare bedre end Guld,
End Perler eller andet, der Verden er fuld,
Det skulle de for andre nyde.

8.

Hand gaff dem oc vnder deris Haand,
Alle Creatur til Land oc Vand,
Baade Fule oc Diur tillige:
Altingest skulde dem lydige være,
O Adam, huad vaarst du da en Herre,
Altingest maatte for dig vige.

9.

O du arrige Slange, giffuet du vaar vee,
Du kunde det icke lenger tilsee,
Vore Forældre monne du bedrage:
Du komst dem til at bryde Guds Bud,
Thi maatte de romme aff Paradjß vd,
Dem til mange sorgfulde Dage.

62

10.

Men Loff oc tack være Iesu Christ,
Som oss forløste fra Dieffuelsens list,
Oc Skaden igien oprette:
Met sit Blod haffuer hand giort oss fri,
Fra Synden, som wi vaare falden vdi,
Det skulle wi aldrig forgiette.

11.

Der Syndfloden offuer Verden gick,
Saa stor en Affbreck Mennisken fick,
Gud lod sin Vrede kiende:
Men mit vdi sin Vrede saa grum,
Vilde hand dog giffue sin Naade rum,
Oc straffen fra Verden vende.

12.

Hand stadfeste Ecteskab igien paa ny,
Bad Mennisken samlis i Stæder oc By,
Oc Verden at formeere:
Foræret dem Kiød oc Vijn til føde,
At de icke skulde plat leggis øde,
Men voxe jo lenger oc flere.

13.

Der IEsus hid til Verden kom,
For vor skyld tog paa sig Mandom,
Ecteskaff hand ey forsmaade:
I Cana der hand bleff bøden ind,
Til Bryllup, da lod hand sig der finde,
Monne selff til Glædskaff raade.

14.

Der met vilde hand tilkiende giffue,
At hand hoss oss vil altid bliffue,
Alt met sin Naade oc gaffue:
Vor Ecteskaff bepryde saa,
At wi alle salige bliffue maa,
Oc føre et got Naffn til graffue.

63

15.

Men de sig søler i skam oc Last,
Oc tender op Ild til Helffuede fast,
Met Løßhed aarle oc silde:
Foracter den Stat Gud haffuer skabt,
Oc bliffuer der offuer euig fortabt,
Deris Salighed skendelig spilde.

16.

Thi lader os haffue til Gud vor tro,
Met Kierlighed i Ecteskaff bygge oc bo,
Saa vil Gud hoss oss være:
Oc giffue oss her baade Lycke oc Fred,
Oc siden den euige Salighed,
Det vnde oss Christ vor HERRE,
AMEN.

En Arm Synderis Klagemaal oc Bekiendelse for Gud, oc Trøst aff Guds Ord at anamme. Siungis met den Tone, Ieg stod mig op en Morgenstund, etc.

IEg stod mig op en Morgenstund,
Ieg klaget min Sorg saa mangelund,
Sorgen vaar i min Hu for synder mine.

2.

Der stod en Engel oc liude der paa,
Du arme Synder, hui klager du dig saa,
Sorgen vaar i min Hu for Synder mine.

3.

Ieg maa vel klage oc vene mig,
Mit Hierte mig tuinger saa jammerlig,
Sorgen vaar i min hu for Synder mine.

4.

Naar ieg tæncker paa den fremgangne tid.
64 Da kand ieg ey andet end sørge oc qujde,
Sorgen vaar i min Hu for synder mine.

5.

Saa dybt ieg vdi Guds vrede staar,
Mine Synder mig trenger ihuort ieg gaar,
Sorgen vaar i min hu for synder mine.

6.

Ieg veed oc ingen i Verden til,
Der mig enten hielpe kand eller vil,
Sorgen vaar i min hu for synder mine.

7.

DV arme Syndere mißtrøste dig ey,
Ieg vil dig vise den rette Vey,
Sorgen vaar i min Hu for Synder mine.

8.

Ieg vil dig vise til den Mand,
Som alle dine Synder borttage kand,
Sorgen vaar i min Hu for Synder mine.

9.

Den samme Mand heder IEsus Christ,
Alle Synders Trøst er hand foruist,
Sorgen vaar i min hu for Synder mine.

10.

Hand er hid kommen aff Himmelen ned,
Oss alle til Glæde oc Salighed,
Sorgen vaar i min hu for Synder mine.

11.

Hand siger selff: Kommer hid alle til mig,
Som ere bedrøffuede hiertelig,
Sorgen vaar i min hu for Synder mine.

12.

Jeg vil eder vederquege oc ledske vel,
Oc være eders Hielp til Liff oc Siel,
Sorgen vaar i min hu for Synder mine.

65

13.

HAff tack, haff tack, for saadan god Trøst,
Nu er mit Hierte aff Sorgen løst,
Glæden er i min hu ved Christ allene.

14.

Nu kand mig ey skade Synd eller Død,
Thi IEsus haffuer mig frelst aff Nød,
Glæden er i min hu ved Christ allene.

15.

Ieg troer hannem vel for alle Mand,
Hand er den eeniste mig hielpe kand,
Glæden er i min hu ved Christ alleene.

16.

O IEsu Christ min Frelsere god,
Vnd mig paa all min Sorrig bod,
Glæden er i min hu ved Christ alleene.

17.

Min Siel oc Liff befaler ieg dig,
HErre IEsu vær mig Miskundelig,
Glæden er i min hu ved Christ alleene.

18.

Vnd mig paa denne Verdens Ø,
Baade ærlig at leffue, oc salig at dø,
Glæden er i min hu ved Christ allene.

19.

Giff mig til enden en stadig Tro,
Oc siden i Himmerig den euige Ro,
Glæden er i min hu ved Christ allene.

20.

DEr den Vise haffuer dictet vel,
Gud hannem beuare til Liff oc Siel,
Glæden vær i hans hu ved Christ allene.

21.

Huo denne Vise siunger met Fljd,
HERRE Gud dem beuare til euig tid,
Glæden være i deris hu ved Christ allene.

66

22.

Huo denne Vise høre vel til,
Gud være met dennem ieg ynske vil,
Glæden være i deris hu ved Christ allene.

23.

Nu ville wi giøre her ende paa,
Christ vnde oss alle Guds Rige at faa,
Glæden bliffuer da i vor hu ved Christ allene.

AMEN.

En Christelig Supplicatz til Guds Søn, siungis met den Thone: Es ist auff Erden kein schwerer leiden, etc.

1.

HERRE IEsu Christ,
Min Frelser du est,
Til dig haaber ieg alleene:
Ieg troer paa dig,
Forlad icke mig,
Saa Elendelig,
Mig trøster dit Ord det reene.

2.

Alt effter din Ville,
O HErre mig stille,
At ieg dig trolig kand dyrcke:
Du est min Gud,
Lær mig dine Bud,
All min tid vd,
Du mig i Troen styrcke.

3.

Nu vil ieg være,
O IEsu kiere,
Huor du mig heldst vilt haffue:
Ieg lucker dig ind,
67 I mit Hierte oc Sind,
O HErre min,
Met all din Naade oc Gaffue.

4.

Saa inderlig,
Forlader ieg mig,
Alt paa din Gunst oc Naade:
O IEsu sød,
Hielp mig aff all nød,
For din haarde Død,
Frelß mig fra alskens Vaade.

5.

All min Tilljd,
Nu oc altid,
Haffuer ieg til dig O HErre:
Du est min Trøst,
Dit Ord oc Røst,
I all min Brøst,
Mit Hiertens glæde monne være.

6.

Naar Sorgen mig trenger,
Effter dig ieg forlenger,
Du kand mig best hußuale:
Den du vilt beuare,
Hand er vden Fare,
Du mig forsuare,
Dig monne ieg mig befale.

7.

Nu veed ieg vist.
HErre IEsu Christ,
Du vilt mig aldrig forlade:
Du siger jo saa,
Kald du mig paa,
Hielp skalt du faa,
I all din Sorg oc vaade.

68

8.

O giffue det Gud,
Wi effter dine Bud,
Kunde oss saa skicke tilsammen:
At wi met dig,
Euindelig,
I Himmerig,
Kunde leffue i Salighed, Amen.

Et anfectet Menniskis Bøn til Gud. Siungis met den Thone: O Gud huor saare mig lengis, etc.

O Gud effter dig mig forlenger,
Naar Synden mit Hierte trenger,
Til dig staar all min Ljd:
Paa dit Ord oc hellige Naade,
Vil ieg mig altid forlade,
O HErre vær mig mild oc blid.

2.

Mit Hierte giøris mig ræt bange,
Det volder mine Synder saa mange,
IEsus er dog min Trøst:
Ieg troer hannem vel for alle,
Hand vil mig ret aldrig vndfalde,
Hand haffuer mig met sit Blod forløst.

3.

Stor Fristelse monne ieg finde,
Mine Synder de mig hart binde,
O Gud hielp mig der fra:
Lad mig fortabt ey bliffue,
Huercken i Død eller Liffue,
Euig ieg dig vil prjse da.

69

4.

O IEsu Liffsens HErre,
Vilde du min IEsus være,
IEsus er et sød Naffn:
Min Frelsere er IEsus lille,
O IEsu dig ey fra mig skille,
IEsus hand er min trygge Haffn.

5.

Gud Fader som mig haffuer skabet,
Lad mig aldrig bliffue fortabet,
Mit haab sætter ieg til dig:
Guds Søn som mig haffuer forløst,
Du være altid min Hielp oc Trøst,
Styrcke det du haffuer begynt i mig.

6.

Den hellig Aand i lige maade,
Forlene mig Vijßdom oc Naade,
Giff Lycke oc gode Raad:
I mit Kald saa flittig at være,
Oc mit Kaarß taalmodelig bære,
Siden tange i Himmerig deel oc laad, Amen.

En Vise om Verdens Suig, oc falske Venner. Siungis met den Tone, som den Psalme: Vaag op, vaag op i Guds Naffn, etc.

IEg gick mig vdi Rosens Lund,
Ieg actet der Diur at bede,
Men der møtte mig i samme stund
Den ieg ey effter monne leede:
Saa kand der meget hende,
Fra Morgen inden Afften monne komme,
Thi er det bedre at vende,
End føre den Gierning til ende,
Der meere kand skade end fromme.

70

2.

Om nogen sig kunde skicke saa,
At hand huer mand kunde tiene,
Dog huer mands gunst skal hand ey faa,
Det taar hand aldrig meene:
Thi den som du giør best imod,
Hand skal dig snarest skende,
Thi huo er nu hin anden god,
Den eene den anden træder vnder Fod,
Være sig enten Frynt eller Frende.

3.

Huo Ræff met Ræffue skal fange,
Hand skal sig vel omsee,
Thi Klaffer i Verden ere mange,
Tro ey huer at dig monne lee:
De ere icke end alle de beste,
Der recker dig høyren Haand,
Var dig for onde Gieste,
Forrædere ere nu de meste,
Alt baade hoss Quinde oc Mand.

4.

Ackeley er vel en smucker Vrt,
Hun haffuer dog ingen luct,
Saa er der mangen der ved vel purt,
Sine Ord at farffue smuct:
Oc loffuer dig got met Tungen,
Oc meener der intet aff,
Det er altsammen aff Lungen,
Hand sætter dig paa en gunge,
Saadan er all Verdens Venskaff.

5.

Nu vil ieg tage mig faare,
Oc fatte et andet Sind,
For ingen mig obenbare,
Paa Guds Fryct legge vind:
71 Naar Venner de oss vndfalde,
Saa staar Gud altid bj,
Om wi hannem trolige paakalde,
Hans Naffn være æret for alle,
Hand er vor Skytzherre frj.

6.

CHRIST Himmel oc Iordens HErre,
Vnde mig din Naade der til,
Met din Aand mig regiere,
Der om ieg dig bede vil:
Ieg maatte min Tid saa slide,
I denne Verden hen,
Ieg siden hoss dig monne bide,
I Himmerig til euig tide,
Gud vnde mig det, AMEN.

En anden Vise om Wtroskab, siungis met den Thone: Ieg veed en Vrt baade deylig oc bold, etc.

DEt er foruist blant alle mand,
En meenlig Sorg oc Klage,
At Tro oc Loffue ey findis kand,
I disse sidste Dage:
Her gielder ey Ord, her gielder ey Eed,
Ey Breff eller Segl hin stercke,
Ieg troer de fromme maa skot være keed
At leffue, huo det vil mercke.

2.

O Menniske vilt du høre til,
Ieg vil dig raadene giffue,
Forlad dig paa Gud, tro hannem vel,
Lad ingen dig fra hannem driffue:
Tro du ey Menniskens søde Ord,
Oc lad dig icke forføris,
72 Thi de ere jdel Støff oc Iord,
Wstadige, som været røris.

3.

Sandhed, Venskaff oc Trofasthed,
Haffuer Verden sæt tilbage,
En stund vaar Verden anden met,
I Trang oc rætferdige Sager:
Nu haffuer ingen Venner i By,
Vden hand er veldig oc Riger,
Som for sit Gods seer høyt i Sky,
Oc finder icke mange sin lige.

4.

Ieg taler vdaff forfarenhed,
Oc maa met rætte bekiende,
At Tro oc Loffue ey er mange sted,
Leder mand til Verdens ende:
Den eene er offuer den anden tredsk,
Met Svig oc List at driffue,
Huo nu kand hyckle oc være sledsk,
Den monne mand Æren giffue.

5.

Ligerujß som Ræffuen paa Isen gaar,
Sine Kløer væder met sin Tunge,
Paa det hand icke skade faar,
Saa giør nu Gamle oc Vnge:
Deris Sko aff Ræffskind er bered,
At de skulle icke falde,
Men skrier saa tredskelige aff sted,
Lader sig dog trofaste kalde.

6.

Gud bedre den som fattig er,
Oc trænger til huer mands Naade,
Wræt oc Vold hannem offte skeer,
Forfølgis i atskillig maade:
Den er hannem verst den hand troer best,
Det er den Fattigis Lycke,
73 Oc den hand pleyer at holde sig nest,
Monne hannem allermest fortrycke.

7.

Thi raader ieg dig ihuor du est,
Tag dig for Falskhed vare,
Vær icke gierne huer mands Giest,
Var dig for Smiglerens Snare:
Sig icke altid din Meening frem,
Oc lad dig icke mercke,
Ellers bliffuer du spottet naar du gaar hiem,
Dine Wuenner ere dig for stercke.

8.

Paa Gud sæt all dit Haab oc Tilljd,
Oc bed hannem altid om Naade,
Det er dig tryggest til euig Tid,
Hand vil dig aldrig forlade:
Den Gud fortroer oc haaber paa,
Oc fra hans Ord ey viger,
Til skam hand aldrig bliffue maa,
Den hellige Scrifft det siger, Amen.

M. A. I. H.

Om Trøst oc Frimodighed, mod all Kaarß oc Modgang, oc imod Døden. Siungis met den Thone: Aff dybeste Nød lader oss til Gud, etc.

AH fromme Christne værer ved god Trøst,
I skulle icke forsage,
Christus Guds Søn haffuer oss forløst,
Dog hand met Kaarset oss plager:
Den Straff haffue wi vel fortient,
For Gud ville wi det være bekient,
Ingen taar sig vdelycke.

74

2.

Vdi din Haand wi oss giffue,
O Gud vor kiere Fader,
Den stund wi ere her i Liffue,
Du oss aldrig forlader:
Thi her er intet vden Sorrig oc Nød,
Elendighed oc Bedrøffuelse til vor Død,
Hoss dig wi Glæden vente.

3.

Ingen Fruct et Huedekorn giøre kand,
Vden mand det i Iorden giffuer,
Saa skal oc dette Legeme forsand,
Til Støff oc Aske bliffue:
Før end det kommer til Herlighed,
Som du HErre Christ oss haffuer bered,
Ved din blodige Død oc Pjne.

4.

Huorfore ville wi da frycte saa,
Denne timelig Død paa Iorden,
Wi maa dog engang met hannem gaa,
Thi huem er altid her vorden?
Men huo met Simeon soffuer hen i Ro,
Sin Synd bekiender oc paa Christum troer,
En salig oc god stund hand fanger.

5.

Betænck din Siel, beuare dit Liff,
Lad Gud din Fader raade,
Hans Engle dine Vectere bliffue,
Dig beskytte fra alskens Vaade:
Ia som en Høne sine Kyllinge smaa,
Sine Vinge breder hun dennem paa,
Saa giør Gud mod oss arme.

6.

Huad heller wi soffue eller vaage maa,
Da ere wi HErrens egne,
75 Paa Christum ere wi døbte ocsaa,
Hand beskærmer oss alleuegne:
Ved Adam paakom oss den Død,
Men Christus hielper oss aff all Nød,
Thi ville wi hannem prjse.

7.

Loff, Ære oc Prijß skee dig altid,
O Himmelske Konnmg oc HErre,
Ved Iesum Christ vor Broder blid,
Den hellig Aand skee lige Ære:
O du wskyldige Trefoldighed,
Skee loff oc Tack i all Euighed,
Huo det begærer siger AMEN.

En Bekiendelse oc Bøn til Gud, i Synd, Sorg, oc Legemlig suaghed. Siungis met den Thone: Ieg kand besinde oc ræt befinde, etc.

1.

O IEsu Liffsens HErre,
Kom mig til hielp oc trøst,
En Syndere monne ieg være,
Ieg kiender for dig min Brøst:
Min Synd kand ieg ey dølle,
Hun tuinger mig Nat oc Dag,
Stor Sorrig monne ieg føle,
Der til giøris ieg nu suag.

2.

Den stund ieg er i Liffue,
HErre IEsu ieg beder dig,
Du ville mig Naaden giffue,
At ieg maa omuende mig:
Ieg haffuer meget ont bedreffuet,
I all min gantske Tid,
Oc haffuer ræt ilde leffuet,
Det gior mig Sorrig oc qujd.

76

3.

Mit Kaarß haffuer ieg oc draget,
Met stor Mødsommelighed,
Som Gud det haffuer behaget,
Huad oss tien, hand best veed:
Dog vil ieg mig ey offuergiffue,
I denne min Sorrig oc Brøst,
Men altid hoss Guds Ord bliffue,
Som er min høyste Trøst.

4.

Huem skal ieg mig ellers tiluende,
Thi Tiden hun giøris mig lang,
Saa faa ere de mig kiende,
Naar ieg er i nød oc trang:
Mand kand sig icke besinde,
Naar Lycken vel skicker sig,
Siden skal mand selff befinde,
Huo leffuet haffuer slemmelig.

5.

Stor Sorrig lønlig at bære,
Det giør i Hiertet vee,
Ieg taar mig for ingen kære,
Men du Gud som alting monne see:
Du kand mig best husuale,
Ieg klager for dig min Nød,
Du vilt mig icke vndfalde,
Huercken i Liff eller Død.

6.

En stadig Tro mig skencke,
Met et fast Haab til dig,
Mig met dit Blod bestencke,
Det beder ieg Hiertelig:
Din villie lad mig fuldgiore,
Dig altid frycte saa,
77 At ingen skal mig forføre,
Men salig met dig bliffue maa.

7.

For din Døds skyld alleene,
Bønhør mig naadelig,
Alt ved dit Ord det reene,
Ieg altid trøster mig,
Naar ieg skal heden fare,
Aff denne Iammerlig Dal,
Min Siel vilt du beuare,
Vdi den Himmelske Sal,

AMEN.

En arm Synderis Klagemaal for Gud, siungis met den Thone: Ich armes Megdlein klage mich sehr, etc.

IEg arme Syndere maa vel klage mig,
Huor skal ieg mig atbære,
Thi den Rætujse Gud i himmerig,
For min Synd mig vred monne være:
Det driffuer bort vist all Glæde oc Lyst,
Oc giør mig i Hiertet bange,
Naar ieg tæncker paa, huor det vil gaa,
Mit Hierte i Fryct oc Sorrig monne staa,
Mine Synder ere store oc mange.

2.

O rjge Gud giff mig din Naade,
Huor ieg i Landet mon fare,
Min Siel oc Liff, mjn ære i alle maade,
Fra Skam oc Last beuare:
Saa vil ieg altid tacke dig,
Baade Nat oc Dag, oc allen stunde,
Naar ieg tæncker paa, huor det vil gaa,
Mit Hierte i Fryd oc Glæde monne staa,
Min Sorrig er da forsvunden.

78

3.

Effter din villie HErre føre mig,
Lad mig din egen være,
Alt got forseer ieg mig til dig,
Ieg vil dig tacke oc ære:
Ingen Suig hoss dig mand finde kand,
Du est trofast for alle,
Dit hellige Ord er mig saa kiert,
Alt Keyserens Gods er intet vert,
Paa dit Ord vil ieg bygge, Amen.

En Tacksigelse effter Maaltid, eller anden tid at siunge.

1.

HERRE Christ wi dig nu prise,
Dine fattige Børn oc Faar,
Du monne oss vel bespise,
Din Rundhed til oss gaar:
Met Klæder oc Liffsens Føde,
At wi ey skulle leggis øde,
:/: Saa stor din Mildhed staar.

2.

Alt got aff dig wi haffue,
O milde IEsu Christ,
Mangfoldig er din gaffue,
Du vnder oss her Liffs frist:
Met Sundhed, Næring oc Lycke,
Effter dit gode tycke,
:/: Thi tacke wi dig foruist.

3.

Naar wi ere glade oc mætte,
Vdaff din rjge Laan,
Saa maa wi dig ey forgætte,
79 Wi anamme det aff din haand:
Wi ville dig prjse oc ære,
Du est vor Gud oc HErre,
:/: Oc vor eeniste Frelsermand.

4.

Skenck oss din hellig Aands naade,
At den maa hoss oss bo,
Fri oss fra alskens Vaade,
Giff oss en stadig Tro:
Beuar oss her i Liffue,
Oc siden oss Himmerig giffue,
:/: Met euig glæde oc ro, Amen.

En lærafftig oc trøstelig Vise, Siungis met de Noder: Mag ich Vnglück nicht wiederstahn, etc. H. C.

TIl Gud alleene min forhaabning staar,
Huor det mig gaar,
I hannem ieg er trygger:
I Nød oc all Modgengelighed,
Vil ieg altid,
Hart oc fast paa hannem bygge:
Hand er min Tilljd,
Nu oc allen Tjd,
Tratz Dieffuelsens mact,
Gud er min Krafft,
For huem skal ieg mig frycte.

2.

Bedrægerj tager Offuerhaand,
Synd, Last oc Skand,
I denne tid offuen sueber:
Oc tuert imod, Dyd oc ærlighed,
Staar nu bag ved,
80 Fuld faa effter ære streber:
Huo nu dette seer,
Hoss sig selffuer leer,
Huor er nu Gud,
Oc spotter hans Bud,
Tryg oc wgudelig leffuer.

3.

Saa skalt du icke dømme min Ven,
Men betæncke igien,
At Gud langmodig mon være:
Der lenge seer til vor Synd oc Last,
Oc dømmer ey fast,
Indtil at Tiden kommer nære:
Naar hand siden vil,
Saa slar hand flux til,
Met Rijß oc Rod,
Huilcken ellers er god,
Met haard straff vil hand dig da lære.

4.

Om Gud icke strax monne føre dig til,
Alt huad du haffue vil,
Lad dig det icke anfecte:
Naar hand saa siunis wnaadig for sig,
Oc lenge opholder dig,
Hand vil dig dog slet intet necte,
Bie men effter ham,
Oc gack ræt fram,
Den frommis Vey,
Forlader hand ey,
Hielper altid sine tro Knecte.

5.

Dit Haab sæt til den HErre sød,
I all din Nød,
Kast du paa hannem all din Sorge:
Hand veed oc kiender vor arme Klag,
81 Huad wi behøffuer i Dag,
Huad wi behøffuer i Morgen:
Hand vil oss vel nære,
Oc altid vel beskære,
Huad oss giøris behoff,
Thi hand haffuer nock,
Taar ey aff nogen borge.

6.

Ieg haffuer været vng min Ven,
Den tid hun er nu hen,
Nu er ieg meer til Alder kommen:
Ieg haffuer igiennem vandret Stæder oc Land,
Oc kient der mangen mand,
Dog haffuer ieg icke fornommet:
At den Rætferdig er,
Eller hans Sæd saa kier,
Aff Hungers Nød,
Gick om effter Brød,
Men rigelig er forsiunet.

7.

Det haffuer ieg oc forfaret vist,
Vden all argelist,
At Gud den wgudelig ey vil skone:
Om hand end som en skøner Vrt,
Opuoxer frisk oc purt,
Oc staar som Blomster hin grøne:
Men der effter fast,
Kommer Guds straff met hast,
Hand hugger omkring,
Saadan Wkrud i Ring,
Lader dem som en Vrt henvißne.

8.

Men der imod den salig er,
Baade her oc der,
Som sig i Guds Fryct lader finde:
82 Der sætter sin Gierning all til Gud,
Oc følger hans Bud,
Sin trøst oc haab paa Gud mon binde:
Om wlycke kom paa,
Vilde ham tilbage slaa,
Gud vndsætter hannem vist,
At hand paa sidst,
Kand alt Ont offueruinde.

9.

Ieg tacker min Gud oc HErre kier,
Min Liffs tid her,
Som mig her til saa vel har næret,
Oc mig til min Nødtørfftighed,
Haffuer forsørget altid,
Intet meer haffuer ieg begæret:
Thi stort Gods oc Rijgdom,
Kand en snart giøre wfrom,
Fordømme hannem met,
Om hand henger der ved,
Oc sit Hierte der hen kerer.

10.

Huad skal ieg oc met Rijgdom stor,
Paa denne wsle Iord,
Huilcken ieg maa endelig forlade:
Ocsaa met Døden fare hen,
Ihuor rijg er en,
Maa paa den almindelig Gade:
Rijgdom eller Armod,
Er begge ey god,
Rijgdom stolt gior,
Armod foractet er,
Giff HErre alting met maade.

11.

Mig saare forlænger effter dit Ord,
Som er den rætte Port,
83 Ind i dit Rige at gange:
Derfor lad mig O HErre kier,
Ved den reene Lær,
Din Villie at vide fange:
Paa det at ieg,
Fast troer paa dig,
Oc vden all vee,
Dit Ansict maa see,
Oc i Himmerig met dig indgange,

AMEN.

En Søfaren Vise, kand siungis met Det Stemme: Vden HErren opholder vort Huß oc Gaard, etc.

HVo skal ledsage en Søfaren Mand,
Som staar vdi Fare oc vaande,
Offuer Sø oc offuer det salte Vand,
At seyle i fremmede Lande?
Vil hand sig nære met Gud oc ære,
Da vil IEsus hans ledsagere være,
Om hand hannem trolig paakalde.

2.

En from Skipper skal først tæncke til,
Som en god Reyse vil giøre,
Gud at paakalde hand gierne vil,
At hand got Folck maa føre,
Som vil met hannem giøre deris Bøn,
Til IEsum Christ Guds eeniste Søn,
Om dem skal gaa vel i haande.

3.

Effterdi det er gammel seduan,
Naar en Skipper sit Skib vil vdtackle,
Saa hyrer hand gode Affice Mænd,
Deris Arbeyd kunde giøre til tacke,
84 Da bør hannem at hyre Guds Engle met,
Der gierne ville være paa saadan sted,
Som HErren er selff inden Borde.

4.

Sammeledis ligger der mact oppaa,
At en Skipper ey heller forglemmer,
At hand en forfaren Styremand kand faa,
Sin Kaaß veed at passe oc fremme:
Oc sætter hende icke bister eller grom,
Men hannem bør at være Gudfryctig oc from,
En god Haffn skal hand da finde.

5.

Naar en Skipper saaledis acter sin Sag,
Huad heller hand er vde eller inde,
Da skal det gaa til Lycke oc mag,
Det skal hand selff befinde:
Hand skal oc selge sin Vare vel,
Heller det er Fractgods eller eget sel,
Baade i Øster oc Vester Lande.

6.

Det er oc farligt, ey met det beste,
At haffue met sig inden Borde,
En hob Voffuehalse oc Skendegieste,
Der altid vil bande oc suere,
Som Paulus Apostel, den Mand saa from,
Han haffde met sig, der hand seylet til Rom,
I den haarde Vinters tide.

7.

Hand raadde dem til Gudfryctighed,
De vilde hannem ingenlunde høre,
Men Offuerdaadighed i Tale oc Sæd,
Monne de allermest fremføre:
Thi sende Gud dennem Bedroffuelse stor,
For de bespottede hans hellige Ord,
Saa skeer endnu i disse Dage.

85

8.

Sanct Povel paakalder sin Skaber blid,
At hielpe sig aff denne Vaande,
Det onde Selskaff at bliffue qujt,
Som laa vdi Syndsens Baande:
Da kom Guds Engel til hannem om Nat,
Oc sagde, du skalt nu hielpis brat,
Det lader HErren dig sige.

9.

HErren haffuer hørt din Bøn oc Graad,
Sagde Engelen samme stunde,
Du skalt icke seyle i saadan wraad,
Eller omkomme nogenlunde:
Vaare du icke met i denne fart,
Da skulde forgaa oc end vel snart,
Huer mand til Haffsens Bonde.

10.

Forfarenhed giffuer tilkiende her vd,
For dem som seyler inden Borde,
Met en hob forloren Sathans Krud,
Oc skiendegieste vel store:
Slem snack haffue de offuer Mad oc Øel,
Det skal dem betalis i Helffuedis Pøl,
I euig Pjne at brende.

11.

Den som sig tuctig vilde gierne betee,
I Ord oc Gierninger sine,
Ad hannem monne de baade fnyse oc lee,
Oc spaattelig ad hannem grine:
Saadan een er icke deris beste Mot,
Der giøris aff hannem baade spee oc spot,
Hand kand dem ey vel befalde.

12.

Naar Chor skal holdis om Afftens gang,
At prjse Gud met Tuct oc ære,
86 Da skal mand snarer høre anden Sang,
Som skeer Gud til stor vanære:
Hand liuder om Horerj oc anden wtuct,
De meen det staar dem tappert oc smuct,
At de Gud saa kunde fortørne.

13.

Naar deyligt Vejr er, oc en herlig vind,
At Glæde er at see oc skue,
At tacke vor HErre ere de slet blind,
Guds Fryct kommer de minst ihue:
De sige, lad staa til en Dag eller fiff,
Saa komme wi til de Spanske Viff,
Oss lyster met dennem at leege.

14.

Vor HErris Mildhed er meget stor,
Der saadant fordrage kunde,
At hand icke i sin Vrede slar,
Disse Dieffuels Kroppe til grunde:
Met Haffsens Bølger som bruse saa hart,
Det kunde hand giøre vel met en fart,
Vaar ey hans Godhed diß større.

15.

Derfor raader ieg, at en huer for sig,
Sin Salighed kier monne haffue,
Tractere der paa fornumstelig,
At bruge Guds hellige Gaffue,
Oc heller mand er til Land eller Vand,
Befale sig Gud til troer hand,
Guds Engle hannem ville beskærme.

16.

Gud Fader, Søn, oc hellig Aand,
Hannem bør oss at prjse oc ære,
Hand oss beuarer til Land oc Vand,
Vil altid vor Hielpere være:
Hand vnde oss at seyle i Verden saa,
87 Wi alle en lycksalig Haffn kunde faa,
I Himmerig met hannem at bliffue, Amen.

L. I. H.

Regula pietatis. Qui vult DEO servire, hunc oportet exspectare consilium Domini. Hoc est: Credere invisibilia, Sperare dilata, Et semper diligere DEUM, sive austeram sive benignam faciem nobis ostendat, atque ita in finem usque pcrseverare.

Det er:

HVo Gud Allmæctigste vil tiene oc liude,
Oc euig Salighed met hannem nyde,
Hannem bør at fortøffue Guds Raad oc Ville,
Oc sig aldelis effter hannem stille,
Det hand icke seer det skal hand dog tro,
Om hand hoss Gud vil haffue ro:
Forhaler Gud Hielpen oc tøffuer sin tide,
Saa skal hand dog haabe oc effter hannem bide,
Gud skal hand elske oc haffue kier,
For alle de ting i Verden er,
Huad heller hand siunis dig haard eller mild,
Haff hannem lige kier ellers far du vild,
Naar du her i varactig til enden staar,
Da bliffuer du vist salig, ihuor det gaar,
Haffuer du Gud kier da elsk oc din Næste,
Oc ramme i alting hans gaffn oc beste,
Tal aldrig noget paa en andens ære,
Vden hand selff tilstede monne være,
Thi aldrig leffuer der i Verden een,
Som icke haffuer sit Breck oc Meen:
Tracte altid at giøre ræt oc gaat,
88 Om du end der offuer skulde lide spaat,
Thi aldrig er nogen saa forstandig oc vijß,
At hannem aff alle kand giffuis prijß.

En anden Regel at skicke sig der effter i gode Sæder.

DEt siges at være en vjser Mand,
Der sin sag regerer met skel oc forstand,
En Daare vilde gierne oc kand det ey,
Thi hans Sind oc Mod vil icke den Vey:
Mod Gud duer ingen Velde eller Mact,
Thi er det tid at fare varlige oc sact,
Huad Gud icke selff bestille vil,
Der giffuer hand heller ingen Lycke til:
Er det aff Gud, da haffuer det genge,
Er det mod Gud, da varer det ey lenge,
Derfor haff Gud paa din side,
Saa kand dig intet skade eller qujde.
At det gaar ilde til alle stæde,
Det seer vel mange oc det begræde,
Men faa ere der hielpe vil,
At det kunde gaa noget bedre til.
All Verdsens Handel er omskifftelig,
Huo det vil acte grandgiffuelig,
Ingen Ting bliffuer lenge ved et paß,
Men vendis om som et Timeglaß,
Denne Verden løber flux om oc om,
Den i Dag er ond, kand i Morgen bliffue from,
Den i Dag siunis den beste at være,
I Morgen kand hand sig forkære:
Det nu nedbrydis haffuer andre opbygd,
Oc meente det skulle saa staaet fast oc trygd,
Nu bygger wi igien flux andet op,
Om et stund blifuer der aff huercken rod eller top,
89 Intet bliffuer noget, oc noget bliffuer intet igien,
Saa gaar all Verdsens Herlighed hen.
Den som aldrig aff det sure monne swe,
Hand veed oc icke huor til det søde kand dwe:
Huo aff det onde icke beet oc barcket er,
Det gode kand hand ey heller haffue kier,
Saa haffuer det mangens Vijßdom forøgt,
At hand baade det gode oc onde haffuer forsøgt,
Huor til duer en wforsøgter Mand,
Der huercken gø eller gabe kand,
Men den som meget haffuer fristet i Liffue,
Hand veed oc andre gode Raad at giffue:
En forsøgter Mand er god at gæste,
Haffuer ieg altid hørt aff de bæste,
En Hiemfødning oc den som intet got veed,
Aff hannem faar mand oc tynt beskeed:
En flittig Mand vil Gud hielpe fram,
En vankundig forsømmelig gaar tilbage met skam
Gud giffuer alt got til klæde oc Føde,
Dog vil hand wi skulle haffue Arbeyd oc møde,
Læde giffuer ingen Løn vden Last,
Sagde Broder Ruß, thi arbeydede hand fast,
Aff en liden Nød, bliffuer en Hassel bleg,
Aff et Agerne, en stor oc stercker Eeg,
Aff et lidet Barn, en lærder Mand,
Om hand i Vngdom holdis til forstand.
Naar du gaar ind ad nogen mands Dør,
Dette at betæncke dig flittelige bør,
At du dig saa skicker i ære oc Dyd,
Saa de icke faar til dig Lack eller lyd,
Men kand sige dig effter naar du est hen,
Her vaar hand saa hand maa komme igien,
Oc haffuer holt sig hoss oss venlig oc vel,
At ingen kand andet sige met skæl.
O huad det er saa i Verden vel leffuet,
90 Naar en finder saadant paa sin Ryg skreffuet,
Naar een saa lucker Dørren effter sig,
Saa hand tør hende igien oplade dristelig,
Men naar de siger der tuert imod,
Den Fandens Skalck hand bliffuer aldrig god,
O huad det saa ilde leffuet monne være,
Saadant et Rycte fra Huset at bære.
Met Villighed oc Tienstactighed,
Vinder du meer, end met hastighed,
Thi daarlig hastighed oc Stiffsindighed,
Hielper dig intet til Lycksalighed:
Huilcken der ey kand fire oc hale,
Oc handle varlig i Gierning oc Tale,
Oc holde aff Veyen, oc heller vige,
End trætte met den ey er hans lige,
Hand taber vist Marcken met skam oc spot,
Oc giffuer ham paa det sidste meer ont end got,
Buck Broder, oc lad offuergaa,
Naar Vold oc Mact gaar for Rætten at staa,
Mod en stercker Mur met sit Hoffuet at løbe,
Bader mand intet paa, huo det vil prøffue:
Naar Vold gaar for Rætten hen,
Da er det bedre at være Herre end Suend.
Maadelig Lycke er alsombest,
Oc saa en rolig Samuittighed dernæst,
Oc frycte saa Gud vær glad oc fro,
Det er det beste vilt du mig tro:
Haffuer du din nødtørfftige opholt met ære.
Oc den dig viss oc fast mon være,
Begær intet meer, men lad dig nøye,
Met den Lycke Gud monne dig tiltøye:
Leff vel der aff, tacke Gud, oc vær glad,
Thi hoss offuerflødig Lycke er affuind oc Had,
Far vel met dine Venner, far vel met dig selff,
Befale saa Gud baade Liff oc Siel.
91 Stor ære er at tie, oc tale i tide,
Huo det kand, maa vel en vijß Mand hede:
O huilcken en nyttig ting det er,
Huo altid Vijßdom hoss sig bær,
Oc handler alting met Raad oc maade,
Det kand hannem i Verden meget baade:
Lad Skæl oc Fornufft regære dig,
Oc ey Hastighed eller Vrede skendelig:
Saadant Exempel skalt du tage fast,
Aff Gud, thi hand giør intet met hast.
Huad mand met falskhed oc Synd faar,
Det flux igien met Sorgen bortgaar,
Derfor huad Gud oc Lycken vil tilføye,
Det er nock, lad dig der met nøye:
Nøgen komst du til Verden min Ven,
Nøgen skalt du her fra igien,
Huad hielper dig da Gods oc Penninge dine,
Om du skulde brende i Helffuedis Pjne.

Behüte Gott alle trewe Hertzen.

Om Døden, en nyttig Betænckelse oc Regel.

AUGUSTINUS.
Communis est mortis via, beatus igitur
qui præceßit.

HVi frycter du dig Menniske saa saare at dø,
Du est dog her paa saadan en Ø,
At du kommer aldrig leffuendis hen,
Betænck det vel min gode Ven,
Oc om du end kunde leffue et Aar eller Tj,
For Døden est du dog icke frj,
Baade Dag oc Nat hand hoss dig staar,
92 Ia huer Time offuer dit Hoffuet gaar,
Du veedst aldrig naar hand vil dig angribe,
Saa maat du alt dantze effter hans Pibe,
Der hielper hoss hannem huercken løn eller Bøn,
Huercken rød Guld eller Skowe grøn,
Den Vijse oc Wuijse haffuer lige gode kaar,
De maa alt dantze effter, som hand springer for,
Derfor jo snarere, jo bedre foruist,
At bortfare i Troen til IEsum Christ:
Saa gaat er at være den første i tide,
End tøffue til sidst oc meget ont lide:
O salig er den som dette kand kiende,
Oc sig i Tide til Gud omuende.

Sola hominem pietas etiam post fata sequetur,
Cætera sunt umbræ, somnia, vana, nihil.

INgen tingist følger et Menniske til Graffue,
Vden Gudfryctighed, huo den monne haffue,
Aff alt det andet wi tilsammen riffue,
Oc tit der om met vor næste kiffue:
Oc alt huad wi kunde opslæbe oc trælle,
Faa wi ey meere end fire Fiælle,
Oc saa et stycke Læret tre Alne lang,
Der hen kommer all vor Pral oc Prang:
Gudfryctighed effter Døden følger dig hen,
Alt det andet bliffuer her tilbage igien,
Oc som en Skugge oc Drøm forgaar,
Naar du est død oc ieggis paa Baar:
Forfengelig oc intet er all vor jd,
O salig er den til euig Tid,
Som frycter Gud oc haffuer hanuem kier,
Hannem gaar det vel baade hisset oc her,
Oc forsmaar denne Verdsens Forfengelighed,
Den vil Gud giffue euig Salighed,
Naar hand haffuer her huercken Huß eller Ro,
Da skal hand hoss Gud i Himmelen bo,
93 I Verden ere wi jo fremmede Gieste,
Enddog wi bygge her store Feste,
Mig vndrer wi icke bygge dere,
Som wi til euig tid skulle være,
At naar de oss aff Verden vduise,
Wi kunde hoss Gud faa Ro oc Lise,
Hoss hannem til euig tid bo oc bygge,
Fra all gienuordighed bliffue frj oc trygge,
All Verdens herlighed er som en skugge oc støff,
Suinder hen, som om vinteren aff træ falder løff
Men huo Gud frycter hand er rijg oc vijß,
Mod Døden faar hand baade seyer oc prijß,
Det er den Vijßdom som icke slar feyl,
Naar wi met Døden maa vinde op Seyl:
Huo Gud frycter i alle vraar,
Haffuer intet i Verden at frycte faar,
Traatz alle Tyranner, Dieffuelen oc Død,
Den Gud frycter haffuer ingen Nød:
Huad kunde de meere føre end Liffuet i Fare,
Men Sielen vil Gud til euig tid beuare,
Huo sin tro sætter til Iesum Christ,
Oc haaber ved hannem alt got foruist,
Hand er Lycksalig i Liff oc Død,
Gud hielper hannem vist aff all sin Nød.

Besluttelse paa alle forscreffne Regle.

VIlt du disse Regle flittig acte,
Oc dennem i dit Hierte vel betracte,
Oc effterfølge dem i alle ting,
Ihuort du far i Verden omkring,
Oc lade dem være din Rettesnor,
Effter huilcke du retter din Gierning oc Ord,
Da vil ieg dig det loffue oc sige,
Meget gaffn du der aff skalt finde tillige,
94 Huorledis du dig skalt skicke mod alle mand,
I huor din Omgængelse falde kand:
Scire ac sequi bonos mores,
Dat divitias et honores,
Ære rijg, oc Penninge rijg,
Giør gode Sæder, tro du mig:
Den sig smuct veed at lempe oc skicke,
Hand kommer til ære oc megen Lycke,
En Tølper oc den som intet got veed,
Hoss huilcken er huercken lempe eller beskeed,
Hand er en Stock oc bliffuer en Stock,
Ihuor meget hand monne snurcke oc pucke:
Mand kand oc lættelig paa Reden see,
Huad Fuel der boer inde, oc der at lee,
Mand taar paa en Gæck icke Klocke binde,
Hand ringer sig vel selff baade vde oc inde:
Oc altid gaar saadan Mand til Dør,
Enten ond eller god som inden er før,
En vijß forfaren oc skickelig fremgaar,
Naar en Plomperjan bag Dørren staar,
O Børn lille, lærer, men i ere vnge,
At være vijse i Gierning, oc snilde i Tunge,
Oc Gud i alting for Øyen sætte,
Hans Bud oc Befalning i aldrig forgætte,
Seer i noget det en anden staar vel,
Det samme kand i oc effterfølge met skel,
Seer i der hoss, huad en anden staar ilde,
Da skyer det samme baade aarle oc silde:
Huo saa i Verden kand slide sin tid,
Den bliffuer Gud oc Mennisken huld oc blid.

Regulæ vitæ. Det er: Nogle sønderlige Liffs Regle, giort vdi Rjm, effter huilcke huert fromt Menniske kand rette sit Liff, Leffnet oc Omgengelse.

95

HOlt Gud for Øyen, hannem elske oc frycte,
Beuare din ære oc gode rycte,
I din egen Sag vær vijß oc forsictig,
I fremmet Handel tro oc oprictig,
I Raadslag met andre vær klog oc vitzig,
I Vrede vær ey forsnar oc hitzig.
Naar du en tingest begynder paa,
See altid huad ende den kand faa,
I got Forsæt vær stadig oc fast,
I dine Ord betæncksom, sandru vden hast,
Ingen tingest en snarer foractelse hiembær,
End den i Ord oc Gierninger lætferdig er:
Flittig oc tro i dit Kald skalt du være,
Berømme dig ey aff det du kand giøre,
Skeer dig wræt, vær taalmodig at lide,
Giør ingen Wskyldig wræt nogen tide,
Est du sund oc karsk, vær ey forglad,
Est du skrøbelig, haff ey wlad:
Haffuer du god Lycke, opheffue dig ey,
Haffuer du Wlycke, betale Gud din Vey:
Tro du Gud vel, lad Verden men bruse,
Lad ingen dig fra Rætferdighed kiuse,
Forlad dig paa Gud i all Kaarß oc Fare,
Thi hand kand alle sine beuare:
I Pestilentz, Krjg, Hunger oc Nød,
Oc alt det dem hende kand i Liff oc Død,
Forsøm dog ey, middel oc lempe at bruge,
Met Handske kand mand Neller opluge:
Hiemme i dit Huß maat du vel regære,
En andens Huß skalt du ey reformere,
Holt din Hußholdning sparsommelig,
Offuerleg din Tæring, see vel for dig,
Vær Veluillig, Kostfrj, til ære,
I andet holt maade at øde oc tære:
Gack flittig til Kircken, Guds Ord at høre,
96 Oc daglig til Gud din Bøn at giøre,
Lad dig icke fortijt paa Gaden finde,
At gabe frem oc tilbage blant Mand oc quinde,
Men gack flux fort dit ærende frem,
I din Gang vær ey Hoffmodig oc slem,
Holt dig reenlig i Seng oc Sæde,
Vær ingen Fraadser naar du skalt æde,
Drick ey heller offuerflødige min Ven,
Ellers gielder det dig ilde igien:
Klæd dig effter din Stat, reenlig oc vel,
Fly Hoffmod oc Pract, det følger got skæl,
Forkoste dig ey met store Pancket oc Gilde,
Kom oc ey wbøden, ellers far du ilde,
Est du en Vært, giør dine Gæster glad,
Oc vnde dem det beste aff Øel oc Mad,
Vær mild oc dannes at giffue oc skencke,
Men en andens gafue at anamme, dig vel betenke
Forstreck oc laan gierne fattige Folck,
Oc vær for dem en goder Tolck,
Betal gierne de dig vel betroe,
Leff fredelig met dem som hoss dig boe,
Hielp dine gode Venner i Nød oc Trang,
Forlad dine Fiender, som dig giøre forfang:
Holt selskaff oc Kundskaff met din lige,
Oc vige dem som dig ere forueldige oc rijge,
Døm icke lætferdig om andres Bræck,
See huad dig selff feyl, ellers est du en Gæck:
Haff god skick oc seder hoss quindfolck oc børn,
Aff gammelt Folckis vijß dig ey fortørn,
Et vnderligt Menniske skalt du meget effterlade,
Oc ey laste alt det der er vært at hade,
De sig ey ville lade raade oc sige,
Lad dennem fare deres Kaaß tillige:
Spotte ingen der slet oc eenfoldig er,
Men vent alting til beste, baade fiern oc nær,
97 Met en from oc Rætferdig skalt du ey trætte,
Kant du vnduige, gack ey til Rætte,
Vær venlig oc from met fremmede Gæste,
At de kunde tale om dig det beste:
Vær mild oc sactmodig met alle Mand,
Sønderlige mod en Syndere sig bedre kand.
Seer du nogen der elendig monne være,
Metlidighed skalt du met hannem bære:
Seer du nogen der Lycken er met,
Huad Gud hannem gifuer, mißund ham ey det,
For ont oc forstocket Folck var du dig,
Oc de som fare met falsk oc Suig,
De borte ere, tal intet ont paa,
Den næruærendis du oc intet breide maa.
Trøste oc raade en bedrøffuet Aand,
For den Nødtørfftige luck ey din Haand,
Mod veyfarendis folck vær tienstuillig oc from
Dine Landmænd fordre huor du monne komme,
Oc sønderlige i fremmede Stæder oc Land,
Vden de Tyffue oc Skelme være kand,
Dine Metborgere oc de dig boe næst,
Skalt du altid giøre det best,
Oc føye dem vijselige huor met du kant,
Far ey met Løßhed, skarn oc tant:
Det lille kaste icke bort oc forsmaa,
Førend du det større oc bedre er kand faa,
Der sigis, at Krumme er ocsaa Brød,
Saa er noget bedre end intet i Nød,
Effter tidsens Leylighed dig rætte oc skicke,
At dig icke møder skade eller wlycke,
Kaaben effter Vejrit du stundum vende maa,
Vilt du met Folck nu i Verden omgaa,
Den bliffuer oc længe en armer Mand,
Der om sit eget gavn ey tale kand,
Tale om din Skade, roeß icke din Lycke,
98 Ellers mister du tijt mangt et got stycke:
Naar du vilt tale, da acte vel det,
Huad Folck du haffuer at tale met,
Der effter maat du din Tale skicke,
Thi lige Ord befalder huer mand icke:
Dine Ord skalt du jo saa nøye vare,
Som din Gierning, vilt du ey komme i Fare,
Holt tand for Tunge, tænck huad du vilt sige,
Ellers er det meget bedre at tie:
Paa Gud sæt all din Tilljd oc Tro,
Paa hans Ord maat du frijt bygge oc bo,
Frycte Gud, giør ræt, oc det onde hade,
Paa intet Menniske dig forlade:
Bær dit Kaarß det lætteste du kand,
Klag ey din Nød for alle mand,
Roeß ey for nogen din Lycke oc baade,
Tro huer mand skrøbelige, bed Gud om Naade,
Holt det du haffuer, oc brug det ræt,
Gud oc den Arme aldrig forgæt.
Beskærme din Sag met Low oc skæl,
Vær ey forhastig, betænck dig vel,
Spør dig vel fore huad du slar paa,
See oc til enden huor det vil gaa:
Blant got Folck før en ærlig Vandel,
Oc holt dig redelig mod alle i Handel,
Betracte Personer, Sted, Maade oc Tid,
Acte vel din Gierning oc Ord met fljd,
Fly onde Folck, holt dig til de Fromme,
Der aff dig all Velfærd monne tilkomme,
Naar du est død du faar ey meere,
End et Ord met dig til Graffuen at bære,
Skicke dig derfor saa, vilt du mig lyde,
At du effter din død et got Ord maat nyde,
Den ene tid gaar, den anden kommer,
Saa gaar bort Vinter, oc saa gaar Sommer,
99 Saa kommer døden paa det sidste til,
Hand ende paa alting giøre vil,
Meget bedre er vel at være død,
End leffue met sorg vdi Angest oc Nød,
Beholt Troen oc en god Samuittighed,
Saa far du met Simeon hen i Fred,
Gud vnde oss her paa denne Vdø,
Ærlige at leffue, oc salige at dø,
Naar Gud vil oss aff Verden kalde,
Gud Fader, Søn oc H.Aand være hoss oss alle.

En anden kort Regel.

FRyct Gud altid,
Vær trøstig, glad oc blid,
Leff ærlig oc vel,
Giør huer mand ræt oc skæl.
Kom Døden ihu, Tænck et aff tu,
I Himmerige er Glæde oc gode Dage,
I Helffuede er pijne oc euig Plage.

Libera nos Domine.

En anden Regel.

VÆr stille, stadig, oc holt dig slet,
Foracte all Fortørnelse oc wræt,
Sact met det første, oc far i mag,
See vel til, oc acte Enden i all din Sag,
Haff Gud for Øyen, tænck paa hannem altid,
Holt maal oc maade, i Ord, Gierning oc Ijd:
Kiend dig selff, oc holt dig til dine lige,
Det er det beste Raad ieg kand sige:
Befal saa Gud din Vey oc Sag,
Saa gaar vel frem alle dine Anslag:
100 Tro huad Christeligt er,
Giør huad ræt er,
Tænck huad got er,
Tal huad sant er,
Tie huad hemmeligt er,
Æd huad sunt er,
Drick huad klar er,

(excepta aqua)

Læß huad nyttigt er,
Soff naar tid er.
Giør du dette, oc følger min Lære,
Da skal det dig meget gavnligt være.

Arma nobilitatis.

Streng, wieder böß,
Mildt gegen from,
Standthafftig vnd weiß,
Das ist des Edelmans preiß.

Der ere fem sønderlige Stycker, som et Gudfryctigt Menniske skal daglig haffue i tancke oc hukommelse, oc aldrig glemme, saa længe hand leffuer: Huilcke ere befattede i disse tuende gode gamle Verß.

Mors tua, Mors Christi: Fraus Mundi, Gloria cæli,
Et dolor inferni, sunt meditanda tibi.

Det er:

O Menniske merck disse stycker fem,
Oc est du vijß, dem aldrig forglem,
Som dine fem Fingre skalt du dem kunde,
Oc lær at betæncke dem vel til grunde.

Det Første.

I Huort du far, i huort du gaar,
Tænck at din død altid for dig staar,
101 Du est icke frj for hannem en Time,
Naar du aff hannem maat besuime:
Memento mori, er et gammelt Sprock,
Det giffuer oss vel at betæncke nock,
Glem icke Døden, thi hand glemmer icke dig,
Det loffuer ieg dig ræt visselig,
I huor wi oss i Verden vende,
Da er alt Døden det sidste ende:
Beskicke dig fordi her til i Tide,
Saa du kand hannem met glæde forbide:
Holt dig fra Synd, Skam oc Last,
Beuar din Tro oc Samuittighed fast,
Foruente saa huer dag en forløßning god,
Fra alt det onde dig er imod,
En Christen kand Døden intet skade,
Men er hannem meer en behielpning oc baade,
Paa en Christen døer slæt intet mere,
End det hand gierne vilde qujt være,
Her døer Sorrig, her døer Sot,
Her døer alt det oss er imod,
Fattigdom oc all Verdens Elende,
Naar døden kommer, tager det en ende,
Men Sielen hun er wdødelig,
Hun leffuer hoss Gud euindelig.

Det Andet.

DEt Andet du skalt tæncke paa,
Oc aldrig lade aff Hiertet gaa,
Er Christi beeske oc haarde død,
Met huilcken hand dig haffuer frelst aff Nød,
Ansee her vdi Guds Vrede saa stor,
At ingen Creatur i Himmel oc Iord,
Kunde den stille, vende oc borttage,
For Guds Søn maatte sig til oss wmage,
Oc vdstaa for oss saa stor en Bardun,
At wi kunde komme i Fred oc Lun,
102 Ansee oc Guds Mildhed oc Naade,
Som her beujsis i mange maade,
At hand aff Kierlighed til Menniskens Kiøn,
Haffuer hengifuet sin enborne allerkieriste søn,
At wi icke skulde fortabet bliffue,
Men tro paa hannem oc bliffue i Liffue,
Oc skiule vore synder vnder hans blodige Arme
Da vil hand sig vist offuer oss forbarme,
Borttage fra oss all Iammer oc Nød,
Oc frj oss fra den euige Død.

Det Tredie.

DEt tredie wi altid skulle betæncke,
Om wi ville icke vore Hierter krencke,
Det er denne Verdsens Falskhed oc Suig,
Var dig fuld vel hun skuffer ey dig,
Hun duer slet intet at lide paa,
O huor mange haffuer hun bedraget deres salighed fra:
Hun heder Verden oc ey omsunst,
Det er, vær deden, acte ey hendis Gunst,
Langt fra er best, vilt du mig tro,
I Verden er intet vden Suig oc wro,
Huor mange Tusinde for hendis skyld,
Brende nu i Helffuedis Pjne oc Ild,
Der meere haffue tient denne Verden wtro,
End Gud som giffuer euig Glæde oc Ro:
Som Verden er falsk, saa er Folcket met,
Ieg veed ey huem mand kand tro i sted,
Saa er oc Lycken wstadelig,
Bemenget met jdel falsk oc suig,
Giør derfor din beste fljd,
At frycte Gud i allen tid,
Haff hannem kier, tro hannem for alle,
Naar Verden slar feyl, vil hand ey vndfalde

103
Det Fierde.

DEt Fierde aff oss betænckt skal være,
Er Himmerigis wsigelige glæde oc ære,
Intet Øre haffuer hørt, intet Øye haffuer seet,
Den Glæde Gud oss der haffuer bereed:
Intet Menniskis Hierte kand det begrunde,
Huad salighed Gud oss i Himmerig vil vnde,
En time er bedre der at være,
End tusind Aar i Verden here,
Der skal all vor Modgang faa ende,
Oc Gud skal sorgen til glæde omuende.
Disciplene vaare glade, at de IEsum monne see,
Der hand effter sin opstandelse lod sig betee:
Meget gladere skulle wi være i Hierte oc Hue,
Naar wi faae hannem i Himmerige at skue:
O Gud skee Loff, den Trøst er god,
Hun styrcker baade Hierte, Sind oc Mod.

Det Femte.

NV staar tilbage det femte Stycke,
Som wi altid skulle betæncke til pricke,
Som er den wendelige pijne oc Plage,
Som de Fordømte skulle lide alle deres dage,
I Helffuedis Ild, i Marter oc Nød,
Oc nappis der met den euige Død,
Huor de met alle Dieffle skulle lide vee,
Oc aldrig faa Guds blide Ansict at see:
Deres Ild aldrig vdslyckis skal,
Som den skal brende i Helffuedis qual,
Deres Orm som dem skal nagge oc bide,
Skal aldrig dø til euig tide:
Intet Hierte kand tæncke der paa,
Huad Plage de Fordømte skal offuergaa,
Men Gud beuare oss der naadelig fra,
Oc vnde oss alle Guds Rige at faa, Amen.

AMEN.
104

En liden Christelig betractelse, paa min Fødsels dag, som er den 25. Novemb. paa huilcken S.Catharinæ dag falder, Anno 44. H. C.

O Min HErre oc Gud, min eeniste trøst,
Du veedst mit hierte, du veedst min brøst,
Denne næruærendis dag paaminder mig
Din Naade at betæncke saa mildelig,
Nu er ieg lige fire oc fyrretiffue Aar,
Siden ieg arme Iordklimp til Verden fødder vaar
Ved Midnatz tid der Klocken vaar et,
Hialpst du mig HErre til Liuset dit,
Siden lodst du mig komme til den hellige Daab,
Er indplantet i den Christne Meenigheds hob,
Du toede mig reen, oc giorde mig sund,
Oc lagde met mig et sterckt Forbund,
At du vilt være min Gud oc HErre,
Oc ieg dig skal tiene, dyrcke oc ære,
Fra den dag haffuer du mig velsignet vel,
Met din Benedidelse til Liff oc Siel,
I min Vngdom falt Fader oc Moder mig fra,
Men du HErre monne trolige met mig staa:
O HErre dit Naffn skee Ære altid,
For du haffuer været mig from oc blid,
Kaarsset haffuer du mig selff tilsent,
Som ieg met mine synder tjt haffuer fortient,
Din Naade haffuer du dog icke taget fra mig,
Diß skee dig prijß euindelig,
Du haffuer ocsaa mangfoldelig,
Til Liff oc Siel benedidet mig,
Fra min første Vngdom oc til denne stund,
Met dine Velgierninger saa mangelund,
Oc skaffet mig gode Venner baade vde oc hiemme,
Som mig til det beste skulle fordre oc fremme,
Oc sæt mig i et loffligt Kald oc sted,
105 I huilcket ieg dig kand tiene oc min Næste met:
Mit Ecteskaff haffuer du velsignet saa,
Oc forlænt mig sexten Børn, store oc smaa,
I Helsingør huilis de otte deres Been,
Ere vel henflytte fra all Sorg oc Meen,
En Graffskrifft lod ieg der offuer dem sætte,
Saa liudendis som her effterfølger dette:

EPITAPHIUM OCTO LIBERORUM Iohannis Christiani Sthenij Roschild. &c.

HEr ligge wi otte Christne Børn smaa,
Paa Dommedag igien skulle wi opstaa,
Vor hellige Daab haffue wi til trøst,
Ved Christi Blod oc Død forløst:
I Verden haffde wi Soet, Angest oc Nød,
Nu sidde wi glade i Christi Skød,
Fra megen wlycke haffuer Gud oss borttaget,
Som det hans Godhed best haffuer behaget,
Bedrøffuelse oc all Verdens Elende,
I dødsens tid faar det en ende:
Vore kiere Forældre wi Gud befale,
Hand dennem oc alle Bedrøffuede hußuale,
Wi skildis fra dennem her sørgelig,
Dog ville wi igien findis gladelig,
I Himmerige hoss Guds Børn allesammen,
Huo her omkring gaar, sige der til Amen.

HELSINGORÆ OCTO LIBERIS SUIS Dulcißimis, gemens pater, corde mæstus, Spiritu autem lætus, posuit, Anno 80. 9.Septemb.

NV Gud være mig naadig til euig tid,
Det beder ieg dig min Frelser blid,
Mig oc mine fattige Børn beuare,
Fra Skam oc Last, fra wlycke oc fare,
106 I mit Kald mig ved din hellig Aand styrcke,
At ieg dig trolige kand tiene oc dyrcke,
Oc din Christen Kircke met Leffnit oc Lære,
Opbygge til din Guddommelige Ære,
Oc alle Menniske til Saligheds gaffn,
Det beder ieg dig i IEsu Naffn:
I sex oc tive Aar haffuer ieg arbeydet oc tient,
I Skole oc Kircke, som Gud er bekient,
Er det mig saligt, oc det er din Villie,
At du vilt mig Tiden i Verden længer stille,
Saa skee din Villie O HErre sød,
Lad mig være din i Liff oc død:
Regære mig met din Guddoms Aand,
Oc holt offuer mig din høyre Haand,
Fra alle mine Fiender beuare mig,
Oc alting der mig er skadelig,
Oc tag mig siden fra denne verdens møde oc wlede,
Til dig i Himmelen vdi ro oc glæde,
Saa løsis vor Nød, saa løsis vor tuang,
Naar wi maa høre den glædis Sang,
Der wi met Guds Engle skulle quæde oc siunge
Met voris forklarede Himmelske Tunge,
Gloria DEO in excelsis,
Ved Guds Søn lod hand oss frelsis,
Gaudeamus omnes, ville wi quæde,
Naar wi komme til den euige Glæde,
Den Glæde skal icke formenget være,
Met Sorg oc bedrøffuelse som i Verden here,
Hun skal oc icke vare saa kort,
Som Verdens løse glæde der farer snart bort,
Men Euig, Euig vden Ende,
Ingen tingest skal oss den Glæde frauende,
Der skulle wi haffue baade Leeg oc Lyst,
Vdi vor Frelser IEsu Christ,
Oc biude saa trotz vore Wuenner alle,
107 Som oss her i Verden ville offuerfalde:
Kunde wi dette ræt betæncke oc haabe,
Aldrig skulle wi saa meget til denne verden snobe,
Oc fige til hende met saa stor wro,
Hun bliffuer oss dog aldrig huercken huld eller tro,
Gud vende vore hierter fra all forfengelighed,
Oc giffue oss Himmerig oc den euig salighed.

AMEN.

Symbolum Joh. Christ. Sthenij, Roschild. CONSTANS AMOR ET LABOR OMNIA VINCIT.

Item.

Sponsa decens virtus: Sponsus labor, ambit hic illam,
Fit conjunx: Novus hinc gloria fætus adest.

Det er:

Virtus er en Brud saa skon,
Labor en Brudgam meget køn,
Hand frjer til hende, hun siger hannem Ia,
De affler en Daatter heder Gloria.

FINIS.