Aglaia.
1
✂
Du skænked mig saa sød en Vin,
Pokalen var din Mund,
og dine hvide Tænder
var Perler paa dens Bund.
✂
Du var et køligt Blomsterskjul,
som brat mig fangen tog,
og Løvet var dit gyldne Haar,
du om mit Hoved slog.
✂
Din Stemme var Sirenens
saa fuld af Suk og Savn,
— da stranded mine Tanker
i din skumhvide Favn.
✂
Naar dine Armes Slanger
omsnoede min Hals, —
for ét af dine Rosensmil
mit Liv var dig tilfals.
✂
Jeg sank i dine Øjne
som i en Indsøs Bad,
hvor røde Guldfisk leger
under Aakandens Blad.
2.
✂
Skoen paa din Fod du vipped
og holdt Haanden under Kind,
da det første Kys jeg nipped
og i Øjet saa’ dig ind.
✂
Dine Øjenlaag sig sænked
for mit hede Aandedrag.
Fast jeg til din Favn laa lænket
af dit Hjærtes stærke Slag.
✂
Og jeg følte, hvor du sitred,
Blodet sang som Konka-Kog,
og lig Maaneglans der glitred
over dine lukte Laag.
✂
Men til Kval, som kunde dræbe,
blev den vellystsøde Stund,
thi jeg følte, paa din Læbe
stivned Kysset fra min Mund.
✂
Og du skælved og du skød mig
fra dig som i Feberhast,
og i Stumper Lænken brød sig,
som jeg trode holdt mig fast.
✂
Og du vaanded og du vandt dig
fra mig, mens du stønned: Gaa!
— Og en ukendt Kvinde fandt jeg,
der som fremmed paa mig saa’.
✂
Tungt, hun strøg sig over Panden,
hendes Stemme lød som Hvin:
Al min Hu var hos en anden,
mens min Mund var trykt mod din!
3.
✂
Nu skyller de skønne Minder
bort i en grumset Flod,
hvor ingen Guldfisk skinner
i Solen som gyldent Blod.
✂
Nu svandt mig af Sanser og Hjærne
hver Hvid af din Skønhedsskat.
Dit Øjes skælvende Stjærne
dukker i dybest Nat.
✂
Din Stemme dør som en Maages
Sang i sydende Blæst,
dit Billed dør som en Taages
sidste solspredte Rest.
✂
Den sidste Gnist af en Kærtes
Blus imod natsort Grund ...
Hvem lodder et Kvindehjærtes
lønlige Havdybs Bund?