Liv.

✂ Moder, jeg stod ved din friske Grav
en Vinterdag.
Det brune Ler var skjult
af Blomster og Kranse.

✂ De frøs i den kolde Luft.
De hvide Roser var stive som Vox;
de røde Kamelier
blussed friske i Frosten;
i Liliekonvallernes spæde Kalke
tindred Vandet som frusne Taarer.

✂ Mit eget Hjærte frøs.
Dødens kolde Kys
laa som Is paa mine Læber,

✂ Aldrig følte jeg saa
Forgængelighedens barske Lov.
Hvad er vel Troens Trøst,
naar det Hjærte, hvoraf vort fik Blod og Slag,
er stanset — for aldrig at banke igen?

✂ Hver Drøm var dræbt, hvert Gensynshaab
var luget af Vishedens kolde Kniv.

✂ Moder, jeg stod ved din friske Grav
en Vinterdag.

✂ Da faldt den hvide Sneuld blød og tæt
og virked sit Lin over Sengen, hvor du hviled.
Og jeg knæled en sidste Gang
og pressed min hede Læbe ned i den køle Sne,
og jeg følte din dødskolde Mund mod min ...

✂ Moder, jeg stod ved din grønne Grav
en Sommeraften.
Ligustrens blomstrende Hæk omfavned den;
en Fuchsia drypped sine Blomsters Blod
over din Grav.

✂ Jeg blotted mit Hoved og hilste Godaften,
sagte som i fordums Tid,

✂ Under Sorgens hvide Sne
var der spiret et Mindernes Flor
af røde Kamelier, af klare Konvaller.
Jeg frygted, du var død,
men du leved i mig,
og du kom hver Dag i mit Hjærte.

✂ Moder, vel mødt!
Du lever i mig, og aldrig du ældes.
Mig har du fostret med Smil og i Graad,
jeg var dit Haab og dit Liv:
Endnu lever dit Haab og aander dit Liv!