1.

✂ Sneen har føget om Natten,
nu ligger den blød som Vat,
ren, saa længe som ingen
Foden har i den sat.

✂ Ser du, hvor fint den er føget,
ud over Markernes Tavl,
ind i Karme og Døre
og Kirkens takkede Gavl?

✂ Og der ligger hvide Puder
langs Stammernes ene Side,
Stænk paa Grene og Kviste
af det samme fnuggede Hvide;

✂ ret som om alle Konturer
var trukne skønnere frem:
Kirken og Huse og Træer
og Digets buskede Bræm;

✂ som en Kunsterhaand havde syslet
i Nat med Farverne lidt:
havde „toucheret“ det hele
over med Sneens Hvidt!

2.

✂ Guld er der over
Sneen drysset;
thi Solen har kysset
det hvidnende Muld;
et Glimmerflor
er kastet over
den hrud-klædte Jord.

✂ Piletræerne
— ludende, knudrede —
blinke i Glansen
rimfrostpudrede.
Lyn fra Millioner
af blanke Krystaller!
af funklende Diamanter
en Støvregn der falder.

✂ Med Korn er Vejen besaaet
af Guld det allerreneste;
kun Spurven, der søger i Straaet,
kan ikke finde et eneste ...

3.

✂ Nu ligger Naturen Lig
med snehvidt Lin over Brystet bredt.
Himlen har kold paa dens Dødskamp set
og Skylaget tætnet sig tungt og sort.

✂ Stormen vejrede Dødssukket bort;
og over den Døde skingre
Kragers og Ravnes Skrig:
Nu ligger Naturen Lig.

✂ Over det stivnede Legem
har Sneen glattet sit Lagen;
alt er skjult i det marmorhvide
kølige Leje, mens Træerne — nøgne —
ludende sørge ved Sarkofagen.

✂ Nu hvælver Himlen sig ren og bøj
som en Kirke-Kuppel over den Døde:
i Nætterne lyse som flimrende Kærter
Stjærneblinkene gyldne og røde.

✂ Hver Dag og Nat
holdes Vagt der ved Sarkofagen
af Længslens tavse Skygger,
der aldrig kan bringes til Ro
under Sneens dødkolde Lagen,
og op imod Lyset og Dagen
stiger en Hymne
født af det milehvide, lydtomme Øde
i Bøn for den Døde,
— en Bøn om Livet paany ...

✂ Men indtil Solen faar endt sin Krig
og sejrrig kan vække de Døde
i Foraarets Fødselsgry,
— saa længe vil over Graven
skingre Kragernes Skrig:

✂ Nu ligger Naturen Lig!