Stemning.

✂ Vidt over Vandet jog de hvide Maager.
med Vingeslagets Sus, i Bueflugt;
dèr fløj en enkelt fremad lige lukt
og slugtes op af Horisontens Taager.

✂ Jeg satte mig paa Strandens klamme Sand,
— imod mig slog en Em af Salt og Tangen —
og lytted længe tankefuld til Sangen,
som Bølgen rullende bar ind mod Land;

✂ ... ret som et, Pust af Tidens Dødesang
med Kor af Vrag og sønderbrudte Planker
og mange stærke, tidligt ødte Tanker
med Vaandeklager over Livets Gang.

✂ Et dæmpet Brus af Livets Orgelsalme
med Dødens dybe Andagt blandet i,
— hvorledes alt skal splintres, brydes, falme,
og alt se Tiden ile sig forbi ...

✂ Jeg tænkte paa den Maage, jeg saa’ svinde,
som ej jeg kunde følge med mit Blik;
og endnu mindre Sekraft Sjælen fik:
den gaar jo næsten altid om i Blinde.

✂ Jeg ridsed med min Stok i Sandets Lag:
Saadan paa Sand har Tusender jo tegnet
og skrevet Ord, der ikke var beregnet
at slikkes bort af Havets Bølgeslag.