Snefnug.

✂ Et lille Snefnug gennem Luften svæver
og rundt i vilter Hvirveldans sig svinger.
Fra Gaden hist en Kaneklokke ringer;
se, Sneens Drys paa Kanetæppet væver.

✂ Men Kuldegys igennem Blodet bæver;
en Taare frem sig i mit Øje tvinger:
O fløj jeg bort paa Sneens hvide Vinger
som dette Fnug, der hvirvhende sig hæver.

✂ Da vilde jeg paa dine Kinder dale
og deres Glød med kølig Fugten svale
og ned de lange Øjenvipper bøje;

✂ saa let og blødt som Sneens fine Fnugge
din hvide Pande vilde jeg bedugge —
og perle som en Taare i dit Øje.