Kain.

✂ I live, but live to die.

Byron.

✂ Jeg havde ædt mit Brød i Ansigtssved
med Barnet paa mit Skød. Da ind det slumred,
dets Moder tog det, gik, thi stærkt det skumred;
jeg selv mig slængte træt i Græsset ned.

✂ Og atter var forbi et Dagværks Dont,
der matter Øjet, slapper Led og Lemmer.
Dog ej jeg Hvilens søde Krav fornemmer:
jeg stirrer mod en stænget Horisont.

✂ Saadan paa Døgn skal evigt følge Døgn,
hver Morgen vække Sjælene til Kummer,
og Natten skal kun skænke karrig Slummer —
mil Liv er Slid, men Arbejdstrøsten Løgn ...

✂ Jeg rejste mig. Min Fod var kold som Sten,
og Blodet brændte hedt og frøs, i Flæng.
Jeg vakled ind bag Teltets Hudehæng:
Dèr sov de andre — Dyrets Søvn — hver én.

✂ Dèr sov de alle — med og uden Mæle —
kvalmt Aandedrættets Dunster stødvist strømme —
en natlang Glemsels tomme Taagedrømme —
sovende Sorgen bort, de bange Sjæle ...

✂ Igen jeg Dyrehuden slog til Side
og traadte ud paa Græsset, hvor det dugged;
tæt Himlen var af Stjærnekorn befnugget:
Dèr skimre Mælkevejens Taager hvide.

✂ Hver Stjærne vandrer ad en anvist Bane,
— jeg driver som et Vrag for Mindets Bølger,
thi der er Skygger, som mig trindt forfølger,
og Tankespøgelser jeg ej kan mane.

✂ Jeg jages af et sælsomt Syndenag
til fredløs Vandring. Og i stum Forhærden
jeg føler, lige strængt ved Nat og Dag,
et Spejderøje vogte paa min Færden.

✂ Mit Hjærte snøres af en lønlig Vaande,
min Krop er for min Higen som et Panser,
i korte, trange Gisp jeg snapper Aande,
— med ét det er, som Hjærteslaget stanser ...

✂ Dèr rejser Porten sine Klippemure
højt hævede mod Himlen, men foroven
fremrager der en Top af Gederskoven,
hvis Løv og Grene dumpt mod Klippen dure.

✂ Dèr er min døde Lykkes lukte Grav ...
Og af al Edens grønne Lyst, derinde
min Fader bragte kun et Trælleminde
— en Flygtnings hurtigt skaarne Vandrestav.

✂ Mod Graven daglig mine Skridt sig vende,
jeg vil begræde, hvad jeg ej skal eje;
men Taarerne, som hedt i Øjet brænde,
har aldrig paa min Kind sig furet Leje.

✂ Højt over Porten lysner Lueskær,
et Spring af Gnister — det er Flammesværdet,
der glødende hvidt skal skræmme Jordens Hær,
til det i dømte Slægters Graad er hærdet.

✂ Jeg er en dødsdømt Sjæl. I Frygt jeg stønner
for Døden og den Stund, jeg skal den lide.
Til Døden vier Fødslen mine Sønner. —
de syndundfangne Slægters fælles Kvide ...

✂ Der gærer i mig Trods og Syndelyster:
Tvi ham, mod hvem jeg aldrig mig forbrød!
Den gyldne Skaal, hvori han Drik os kryster
af Livets Druer, — har paa Bunden Død.