Foraars-Karmen.

✂ Ej dybblaa som den unge Martsviol,
men farvebleg er Himlen — ren og stille
med gylden Islæt af den blanke Sol,
hvis Straaler varme, foraarskaade spille

✂ og spinde Slør om Skovens mørke Kam
og Flor paa Mark og over Enge sænke,
som skulde alt kun paa Forpupning tænke,
al Vaaren snart kan bryde af sin Ham.

✂ Og alle Buske taarevaade græde
og dog med grønne Bladetit de le.
Men Græsset er et falmet Fløjelsklæde
med hvide Pletter af lidt lævnet Sne.

✂ Dog rundt om Plænen er en Snor der spændt
af tusend skinnende kulørte Lygter:
smaa blaa og gule Blus af Krokus tændt
til Fest for alle glade Foraarsrygter.

✂ Hvad nytter det vel, at jeg fordomsfri
kun ler ad Stærens Fløjtemelodier,
ad de for tidligt fødte Fantasier
og Vintergækkens dumme Profeti,

✂ naar som Protest mod alt, hvad hedder Vinter,
paa denne Græsbund, der er falmet død,
— Du selv staar smilende og frisk og rød
med Vaarens lyse, farvefine Lød

✂ og rækker mig duftsøde Hyacinther!