Døde Roser.

✂ Hun gav mig Roser saa mange,
saa blademylrende røde,
at naar hun en frisk mig rakte,
saa var alle de forrige døde.

✂ Hun bød mig Roser saa ofte,
saa fløjelsrødmende rige,
al jeg trode fast paa en Troskab,
som i Tiderne ej skulde svige.

✂ Hun skænked mig duftende Roser
saa tit og saa mylrende mange,
at jeg mente, jeg havde et Forraad
af Panter i Tider lange.

✂ Men Panterne gjaldt kun saa længe
som Roser i Sommerens Dage.
I Høst sua kom jeg og bad om
den sidste, hun havde tilbage;

✂ men denne eneste Rose,
den rigeste, friskeste røde —
den havde hun skænket en anden,
mens alle mine var døde.