Michaëlis, Sophus Digte

SOPHUS MICHAËLIS.

📖 DIGTE

P.HAUBERG & COMP.
HOFFENSBERG & TRAPS ETABL.
1889.

II

        

III

1883-1888.

IV

        

V

INDHOLD.

  • Side
  • Penater. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1
  • Aften i Landsbyen . . . . . . . . . . . . . . . 5
  • Jeg vil ej skræmme dine unge Drømme. . . . . . . 7
  • Snefnug . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9
  • Bobler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10
  • Lysræd. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11
  • Dreng, min Rose! . . . . . . . . . . . . . . . 13
  • Drøm ikke . . . . . . . . . . . . . . . . . 15
  • Foraars-Karmen . . . . . . . . . . . . . . . . 16
  • Myggedans . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18
  • En Foraarsaften . . . . . . . . . . . . . . . . 20
  • Sang . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23
  • Bøgegrene . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24
  • Guld . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26
  • Siesta . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28
  • Æbleblomster . . . . . . . . . . . .. . . . . . 30
  • Solnedgang 32
  • I Haven . 34
  • Gamle Stier 36
  • VI
  • Aften. . . . . . . . . . . . . . . . . . .38
  • Sommerdag. . . . . . . . . . . . . . . . . . .40
  • Under Linden. . . . . . . . . . . . . . . . . . .41
  • Skærsommer. . . . . . . . . . . . . . . . . . .42
  • September. . . . . . . . . . . . . . . . . . .45
  • Oktober . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .47
  • Midvinter. . . . . . . . . . . . . . . . . . .50
  • Vinterlandskab. . . . . . . . . . . . . . . . . . .54
  • Skumring. . . . . . . . . . . . . . . . . . .57
  • Scherzino. . . . . . . . . . . . . . . . . . .59
  • Spil for mig. . . . . . . . . . . . . . . . . . .61
  • Kultus. . . . . . . . . . . . . . . . . . .63
  • Intet er tungt som at længes. . . . . . . . . . . . . . . . . . .65
  • Førsteforelskelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . .66
  • Elskovsbrev. . . . . . . . . . . . . . . . . . .68
  • Smil. . . . . . . . . . . . . . . . . . .70
  • Døde Roser. . . . . . . . . . . . . . . . . . .72
  • Afsked. . . . . . . . . . . . . . . . . . .74
  • Forandring. . . . . . . . . . . . . . . . . . .76
  • Vaar-Hymne. . . . . . . . . . . . . . . . . . .78
  • Nøkkeroser. . . . . . . . . . . . . . . . . . .80
  • Sommernat. . . . . . . . . . . . . . . . . . .83
  • G. Hostrup. . . . . . . . . . . . . . . . . . .85
  • Lethe. . . . . . . . . . . . . . . . . . .90
  • Valmue. . . . . . . . . . . . . . . . . . .93
  • Liv. . . . . . . . . . . . . . . . . . .95
  • Vaarregn. . . . . . . . . . . . . . . . . . .98
  • Notturno. . . . . . . . . . . . . . . . . . .101
  • J. P. Jacobsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . .102
  • Dagning. . . . . . . . . . . . . . . . . . .105
  • Man tror —. . . . . . . . . . . . . . . . . . .106
  • Evangelium. . . . . . . . . . . . . . . . . . .107
  • Nytaar. . . . . . . . . . . . . . . . . . .116
  • Arv. . . . . . . . . . . . . . . . . . .119
  • VII
  • Askese. . . . . . . . . . . . . . . . . . .121
  • Skrifte. . . . . . . . . . . . . . . . . . .123
  • Der staar skrevet. . . . . . . . . . . . . . . . . . .125
  • Ørkenvandring. . . . . . . . . . . . . . . . . . .127
  • Rapt kæTiden sine Heste frem. . . . . . . . . . . . . . . . . . .130
  • Jeg stod for Sfinxen. . . . . . . . . . . . . . . . . . .131
  • Nat og Dag. . . . . . . . . . . . . . . . . . .132
  • Kain. . . . . . . . . . . . . . . . . . .133
  • Ny Jord. . . . . . . . . . . . . . . . . . .137
  • Nat. . . . . . . . . . . . . . . . . . .141
  • Aglaia. . . . . . . . . . . . . . . . . . .144
  • Stemning. . . . . . . . . . . . . . . . . . .148
  • Folket sover. . . . . . . . . . . . . . . . . . .150
  • Resonans. . . . . . . . . . . . . . . . . . .154
1

Penater.

Flyt ind, I gamle Guder,
der stod omkring min Vugge
og gav i Vuggegave
mig tusend tunge Sukke

og tusend unge Glæder,
som gyder Ild i Blodet,
og Fantasiens Guddrik,
der gaar saa let til Ho’det ...

Da jeg var ung og lille,
laa jeg paa Eders Arme:
I skiftedes til at give
ved Eders Bryst mig Varme.

2

Og siden har I fulgt mig
paa mange vilde Veje
og taget Del i mine
de kaade Ungdomslege.

Og I har været Skygger
midt i min Sol den lyse,
der fik min glade Tanke
til pludselig at fryse,

men ogsaa været Solen,
der skinned ind i Sorgen
og lod min Nat forsvinde
for gylden, sangfyldt Morgen.

Tog Livets tunge Storme
og rusked mig i Vælde,
var I det Sted, hvortil jeg
mit Hoved kunde hælde.

Og I var Hovedpuden,
hvor Tankerne fik blunde,
hvor efter Dagens Kampe
de sov paa ny sig sunde.

Men I var ogsaa Uhret,
hvis Manen aldrig svigter,
men peger rundt paa Skiven
de mange Manddomspligter.

3

Og I har vìst mig Maalet,
hvis Prik jeg skulde ramme,
og I har baade dadlet
og rost mig med det samme.

Og I har været Sporen,
der tvang mig til at stride,
men ogsaa været Svøben,
der lærte mig at lide.

I Barnetroens Guder,
gloriestraalende stærke,
jo jeg har éngang faaet
Jer Guddomsmagt at mærke.

Og er end Guldet gaaet
af Eders Purpurklæder,
og kan man skimte Træet
bag Farven mange Steder.

og har end Tidens Byger
skyllet Jer blotte, blanke
og taget Livet af Jer,
I bor dog i min Tanke.

Og jeg vil frede om Jer
i mine bedste Lukker,
saa ømt som voxen Pige
varer om sine Dukker.

4

Hvor er jeg glad, jeg frelste
Jer fordum ud af Flammen,
dengang mit Troja brændte,
min Drømmeborg faldt sammen.

De gamle Guder styrted,
men ej vi bort dem slænger
vi rejser ingen nye:
Vi bruger ingen længer.

Men I skal staa paa Arnen,
I gamle Guder svage
jeg ofrer Myrrha til Jer
paa mine Mindedage.

5

Aften i Landsbyen.

Gadestøvet har lagt sig
under Aften tilligemed Blæsten;
nu ser jeg frit fra mit Vindve —
der er dødstilt derude næsten.
Ikke et Blad sig rører
hen langs Grøftens Rand.
Rønnebærtræernes Klaser
skinne i Solskærets Brand.

Og anløbne Ruderne Funkle
med Blink violette og grønne
ovre i Husmand Krestens
lille forfaldne Rønne.
Far ventes fra Arbejd,
Maren har Kaffen paa;
jeg ser det flakkende Ildskær
ud gennem Døren slaa.

6

I Vejsløvet Spurvene baske
med Vinger og struttende Fjer;
mens Purkene ovre ved Huset
ud efter Faderen ser.
Midt ude paa Vejen den mindste
det sikreste Udkig tar:
Smaa maabende Spurveunger,
der venter paa deres Far!

7

Jeg vil ej skræmme dine unge Drømme.

En Sommerdag med hvide Skyers Driven
hen over Himlens dybblaa Ocean,
med Solens gyldenskære Farvegiven
og Marken udbredt som en grøn Divan;

bag Hyldekrattets køle Skyggeskærme
vi hviled i det, blanke, bløde Græs,
hvor Kløvren dufter, — Høet staar i Hæs,
og Bier summende sig Blomsten nærme.

I Drømmedøs laa stille jeg og stirred
didop i Himlens svimmeldybe høje.
— med langsomt Aandedrag og halvlukt Øje —
og syntes, Æthren sang og klangfyldt dirred.

Du trode vist, jeg sov, — du kære lille,
der sad med solfødt Lysning paa din Kind
og dog med Alvor i dit unge Sind
i Solens Guldvæv lod din Tanke hilde ...

8

... og brød i Drømme Blomsten ved din Side,
en Gaaseurt med hvide Kroneflige
omkring den gule Bund, — bad den dig sige,
hvad hver Margrethe om sin Faust vil vide,

Og langsomt med de hvide Fingre nipped
du Blad for Blad: han elsker? — elsker ikke? —
ret som din Skæbne paa den Vægtskaal vipped
og Svar ej stod i mine hede Blikke ...

.. Dog nej — jeg sov — drog Aanden som i Blund,
saa’ hvide Sejl paa Himmelhavet svømme:
Ja vel, jeg sover — spørg du Blomsten kun —
jeg vil ej skræmme dine unge Drømme.

9

Snefnug.

Et lille Snefnug gennem Luften svæver
og rundt i vilter Hvirveldans sig svinger.
Fra Gaden hist en Kaneklokke ringer;
se, Sneens Drys paa Kanetæppet væver.

Men Kuldegys igennem Blodet bæver;
en Taare frem sig i mit Øje tvinger:
O fløj jeg bort paa Sneens hvide Vinger
som dette Fnug, der hvirvhende sig hæver.

Da vilde jeg paa dine Kinder dale
og deres Glød med kølig Fugten svale
og ned de lange Øjenvipper bøje;

saa let og blødt som Sneens fine Fnugge
din hvide Pande vilde jeg bedugge —
og perle som en Taare i dit Øje.

10

Bobler.

Og kunde jeg gribe Farven
af Solens Purpurglimmer, naar i Vesten den gaar ned,
da vilde jeg Penslen føre
og male dig en Stemning, den dejligste jeg véd.

Og kunde jeg fange Klangen
af Kirkeklokkens Kimen i Andagtstimens Fred,
da vilde jeg ud den aande
i rytme-rene Toner, de blødeste jeg véd.

— Jeg kan kun blæse Bobler,
som hvirvles bort af Vinden, men daler aldrig ned;
... dog vil deres Flugt du følge,
vil jeg give dem Regnbuefarver, de skønneste jeg véd.

11

Lysræd.

Himlen er et Øje,
der ser paa mig koldt;
jeg er Jordens Fange,
lagt i Jærn og Bolt.

Luften er mig fjendtlig:
Blot jeg hvisker lidt
videre den hvisker
og det bærer vidt.

Lyset vil belure
selv mit mindste Skridt,
skønt jeg uden Vidner
helst gad handle tit.

Solen ind ad Vindvet
griner lumsk fornøjet:
Lad mig se, om du tør
se mig stift i Øjet ...

12

Var dog blot det Aften
med dens Mulm det blinde:
i dens Skygge-Kaabe
kunde jeg forsvinde ...

Natten ej forraader,
hvad mit Øje siger,
der imod min Vilje
al min Løndom sviger.

13

Dreng, min Rose!

Dreng min Rose!
Dine Kinder gløde:
det kan fryde Moderøjet,
naar det er et Skær af Roser
— Livets røde —
der i Hudens bløde, fine
Aarespind har sprængt sig ind:
naar der puster Lull i Lungen
— Livets fulde, friske Brise:
Dagens Glans i Barnets Øje
er en Moders Lyst og Lise!

Dreng min Rose!
Roser paa din Kind
ogsaa ængste kan en Moder,
naar de mørkerødt sig brede
— feberhede
i din Kind har brændt sig ind.
Da har Dagen lange Timer
— bange Timer —

14

Du har Tyngsel over Øjet,
Stik i alle Nerver fine;
men hun staar ved Sengen bøjet
med din lille Haand i sine ...

Ser, hvor Aaren svulmer blaalig
i den hvide, hede Tinding,
og hvor Haarets bløde Vinding
fugtig klæber sig om Panden ...

Føler, hvordan Pulsen banker,
og hvor stødvist Blodet glider:
Tro mig: hun kan læse Tanker,
finde hvert et Sted du lider!

Gennem dette faste Haandtryk
gaar en Strøm af hendes sunde
friske Liv i dine Aarer —
— blot til Gengæld alt dit hede
syge Blod hun tage kunde!
... Moderøjets Taarer slukke
Branden kan i dine Kinder:
Hun kan bede,
slipper aldrig, før hun vinder!

Dreng min Rose!

15

Drøm ikke —

Drøm ikke, Livet er et Perspektiv
mod Solens Lysspil mellem Søjler slanke,
med Roser, der guirlandelet sig ranke,
og Springvandsstænk paa Bregnegrønl og Siv;

et poesirigt svulmende Motiv,
da fin Musik der risler i din Tanke
og alle Pulse i én Stemning banke —
nej, aldrig tør du drømme bort dit Liv.

Vent ej, til Tiden dig af Søvne trommer,
men riv dig ud af dine Drømmes Vold
og se dem blegne i den klare Dag.

Mand op dig snarest, og dit Værktøj tag
og stil paa Torvet dig, til Livet kommer
og tager al din Ævne i sin Sold.

16

Foraars-Karmen.

Ej dybblaa som den unge Martsviol,
men farvebleg er Himlen — ren og stille
med gylden Islæt af den blanke Sol,
hvis Straaler varme, foraarskaade spille

og spinde Slør om Skovens mørke Kam
og Flor paa Mark og over Enge sænke,
som skulde alt kun paa Forpupning tænke,
al Vaaren snart kan bryde af sin Ham.

Og alle Buske taarevaade græde
og dog med grønne Bladetit de le.
Men Græsset er et falmet Fløjelsklæde
med hvide Pletter af lidt lævnet Sne.

Dog rundt om Plænen er en Snor der spændt
af tusend skinnende kulørte Lygter:
smaa blaa og gule Blus af Krokus tændt
til Fest for alle glade Foraarsrygter.

17

Hvad nytter det vel, at jeg fordomsfri
kun ler ad Stærens Fløjtemelodier,
ad de for tidligt fødte Fantasier
og Vintergækkens dumme Profeti,

naar som Protest mod alt, hvad hedder Vinter,
paa denne Græsbund, der er falmet død,
— Du selv staar smilende og frisk og rød
med Vaarens lyse, farvefine Lød

og rækker mig duftsøde Hyacinther!

18

Myggedans.

Ud vilde jeg — ud for at sværme
en stakket Tid i blinkende Lys, der sived og flimred fra Solen.

Granernes Grene skød lysgrønne Skud.
i Græsset dufted Violen.

Myggene danse i Luften, længe før Vaaren er kommen.

Jeg trode, at nu var det Foraar;
det blev til en Dans, en virrende Flugt, en Sejlen hen gennem Luften:
Jeg vilde forgyldes af Solens Guld
og leve af Blomsterduften. —

Myggene danse paa Engen, længe før Vaaren er kommen.

19

Over de grønnende Enge
gik Dansen for i blinkende Lys, til svundet var Aftenrøden;

men saa kom Natten med Dug og med Frost,
— gav alle mine Drømme Døden. —

Myggene danse paa Engen, de dø før Sommeren kommer.

20

En Foraarsaften.

Nu tændes Lygterækkens
gyldent flimrende Prikker,
mens Foraarsaftenens Lunhed
ud over Gaden ligger.
Og Livel begynder dernede:
der mødes og hilses og sværmes,
med Smil, med Nik og med Øjne
der bedes og loves og nærmes.

Der er Blikke dvælende faste
fra rutinerede Øjne,
og unge Koketter, der lige
ud af Reden er fløjne.
Øjne, som suge og sluge,
andre, der bønligt tigge,
uogle, der fornemt sløres
af rene Madonnablikke.

21

Men gennem den hele Vrimmels
sanseligt søgende Kigen,
gaar der én Trang til at elske,
én Attraas hidsende Higen:
Alle de unge, som elsker,
vil Aftenglæderne dele!
— Jeg staar ved mit Vindve og glæder
saa smaat mig over det hele.

Og medens Lysene flimre
med Skumringen rødere frem,
kommer en gammel Erindring,
der halvt var gaaet i Glem:
Jeg mindes en 16 Aars Yngling,
som listed sig fra sin Bog,
naar Aftenens varme Stemning
ind i hans Hjærte drog;

der ilede langs med Gadens
ene Husrække-Side
og skottede til Façaden
derovre, den lange hvide ...
og krydsede frem og tilbage
foran den samme Façade
med bankende hede Pulse
og Øjne straalende glade.

22

Saa stod han i Mørket og stirred
forelsket over mod Huset,
til hun i Vindvet sig viste,
der havde hans Sans beruset,
og saa’ mod henrykte Øjne,
i Blodets hedeste Brænden:
en gift, en 30 Aars Skønhed,
der rullede ned Persiennen!

* * * *

Elsk i de unge Dage
hver en Pige og Svend,
drøm Eder kun i Lykkens
dejlige Urskov hen.
Under de tyste Palmer
røde Blomsterne gror:
Under Jert Favntag grønnes
Jorden i evigt Flor!

23

Sang.

Der rinder Døgn, der rinder Aar
som Sand af Livots Timeglas,
snart mejer Døden kold og hvas
din Lykkes korte Vaar.

Kys derfor bort hvert bittert Træk,
der klæder slet en Jomfrumund,
og elsk de mørke Tanker væk
i Syndens søde Stund.

Thi hver en Busk, i Blomster staar,
skal sætte Frugter mangefold,
tør Høsten mejer hvas og kold
hver vissen Jomfruvaar.

24

Bøgegrene.

Bøgegrene, knoppende, skydende; —
inde bag Barken Safterne risle,
virke og sysle
som Blodet i Aaren.
Grenene strække sig, spirende, brydende,
Knopskud paa Knopskud
med Saft som en Livsstrøm i Knopperne flydende,
— spirende, skydende.

Bøgegrene, hævende Vipperne
silkeline fra glansblanke Øjne,
Glimt som af Øjne,
naar Knopperne sprænges,
lysgrønne Tit af Bøgebladsnipperne;
ud foldes Bladet
med haarfin Kantning om Bladkødets Atlask
og Fletværk af Ribberne.

25

Bøgegrene, brydende, bristende —
skovstille Fred og skovkølig Luftning;
Solspæt, tittende
ned mellem Bladene,
ind mellem Løvdraperierne listende,
kaster sit Guldstænk
ud over Bunden, Blomsterne, Kvistene.

— Bøgegrene, brydende, bristende! —

26

Guld.

Der kan ligge som Guld i Vesten
i flydende klare Strømme,
naar Solen er nede, og langsomt
Aftenskyerne svømme.

Og ude paa Guldhavets Flade
der sejle som bjærgfulde Øer
Skyernes blaanende Banker
om paa de blikstille Søer.

Hen over Vandspejlets Flade,
den vide, uendeligt vide,
smaa Skyflager sagtelig flyde,
som bugnende Smaasejl glide ...

Og staar jeg og stirrer mod Vesten
mod den gyldent glimrende Stribe,
kan det hændes, at Tanken følger
med Skyernes glidende Skibe

27

hen over det flydende Guldhav
i det vide, hvor Grænserne vige,
paa Togt mod den nye Verden
for at naa til et ukendt Rige.

Det er som saa’ jeg et Strejflys
af Evighedsglansen spille
ud over Himmelhavet,
Havet det store, det stille ...

Der kan ligge som Guld i Vesten
i flydende klare Strømme,
naar Solen er nede, og langsomt
Aflenskyerne svømme.

28

Siesta.

Derude det, suser i Løvet,
i vildsom Jagen Skyerne gaa;
nu stænker det alt i Støvet,
og Draaber mod Ruden slaa.
Og Varmen trykker med varslende Tegn,
bebuder os Torden og Bygeregn.
Jeg sidder og stirrer paa Naboens Hegn,
hvor Poplerne raslende staa.

Paa Sofaens Fløjelshynder
den unge Frue har lagt sig til Ro:
Vær god mod mig argeste Synder,
— den Sofa har Plads til to ...
Hun lader som ivrigt i „Punch“ hun ser,
men over Bladranden Øjnene ler.
Foran mig jeg holder et Bind af Tegnér
og studerer — en Safianssko.

29

I en Gyngestol Husherren vugger
og nyder Cigaren i blundende Mag;
bag Avisen hans Øjne sig lukker —
det er jo en lummer Dag.
... Jeg hører et Hækleskafts klirrende Larm
og strejfer med Blikket en Haand og en Arm,
en rytmisk Profil og en Silkebarm
med bølgende Bryster bag.

... Sid ikke saa stille, Christine,
og slid, som om Blonden dèr havde Jag.
Slut dine Tanker til mine,
husk, det er sidste Dag.
Vær nu ej mer for mit Letsind vred.
Kom lad os gaa, her er Luften hed —
endnu en Busk med Hindbær jeg véd:
paa dem skal du sætte Smag!

30

Æbleblomster.

Et Minde er som Løvet,
der falder ned fra Træet, — i Høst? — nej, nej, min Skat!

— Som Æbletræets Blomster,
der drysser ned som Snefnug, naar Frugten først er sat.

Husker du Æbleblomstret? —
Sprunget ud i de duggende Nætter
det laa paa det unge, smaragdgrønne Løv
som duftende hvide Buketter.
Vi sad under Æbletræet
— du husker det — krøget og knudret —
og saa’, hvor hele det løvrige Telt
af Blomstersneen var pudret.
Det grønne var næsten forsvindende
— Blomsterne Løvet skjule —
det var, som det hele Æbletræ
var besaaet med Sommerfugle.

31

Og Sommervinden stryger
i lune Drag og kildrende blandt Løvet ind sig tvinger,

saa Blomstersneen drysser
og flagrer rundt i Luften som Sommerfuglevinger.

Ja, husker du Æbleblomsterne,
de hvide, rødmende hvide?
Hvor de pudred dit Haar, da sammen vi sad
under Træet Side om Side.
De fygede til som dunfin Sne
kælende blødt for din Fod —
husker du saa, hvad der skete mer,
hvor det bruste hedt i vort Blod?
— En blæstfuld Nat med hærgende Vind,
saa var Sommerfuglene fløjne:
Træet stod med sin nysatte Frugt,
men med Grenene blomsternøgne ...

Men disse hvide Kroner,
de bunked saa sig sammen i Dynger Side om Side:
det hele blev et Minde
med Duft af Æbleblomster, hvide, rødmende hvide!

32

Solnedgang.

Nu blinker det grønt og gyldent,
nu skinner det skønt og skært
paa Plæner og duftende Bede
i skiftende Lysspil sært.
Solilden lysner derover
i lange vandrette Strimer, —
det stunder mod Vaabenhvile
i Nattens faatalte Timer.

Jeg sidder bag Hængeaskens
Vidjer de svajende lange
og hører Bladene pusle
og skælve nervøse bange,
ser paa Dagens og Nattens
sidste døende Dyst,
længes mod Sommernattens
Blanding af mørkt og lyst.

33

Langt er Solenglen fløjet
paa hvide straalende Vinger
over mod Vest, hvor den synker
og flygtende bort sig svinger.
Men tyst som paa Flagermusvinger
af Skyggers mørknende Flor
kommer Skærsommernatten
og sætter sin Fod til Jord ...

Kom, du væne, du prude,
du, hvis Kys er som Ild.
Du véd, jeg sidder herude,
venter saa varm og vild.
Jeg er som støbt i dit Favntag
— kom, livsalige, søde —
Skumringen slaar sin Kappe
tæt om vort Elskovsmøde.

34

I Haven.

Nu, vi har siddet paa den vante Bænk
og set i Tavshed Dagen blive borte,
Poplerne knejse som Cypresser sorte
og mærket Duggens første køle Stænk

og set en Flagermus i pilsnart Sving
om Busken bøje, hørt dens Vinger svirre,
og vi er endte med belt tyst at stirre
op efter Stjærner eller ingenting,

— nu rejse vi os, langsomt op vi gaa
igennem Haven: Aftenluften køler!
Vi to gaa sidst, og dine Fingre smaa
jeg trykker let og svare svagt dem føler.

Men inden Havelaagen smadder til
og vækker Alferne i Krattets Tykning,
— se, Maanen titter frem bag Gaardens Rygning
og bader alt i sølvhvidt Straalespil.

35

og kaster ned sit tynde Sølvmorstyll
om Floras hvide Støtte; ud i Natten
strør Duft hun af sit Horn med Blomsterskatten.
Nu bliver alt en maanelys Idyl.

Mens Par for Par vi vandre, kan det hændes,
ét Øje lysner i et Drømmeskær,
mens i et andet Attraasilden tændes,
thi Sommernattens Koglen er os nær.

Vi to staa stille — ind de andre gik —
se Drivhustaarnene som Slotte skinne
af Perlemor ... Nu raaber de derinde:
„Kom ind, Alvilda, giv os lidt Musik!“

36

Gamle Stier.

Det er, som der dukked i Sindet op
en gammel glemt Melodi,
naar første Gang efter mange Aar
man gaar ad en velkendt, Sti. —
Den strækker sig fugtig og slibrig blød
over Tuer og Mos og Ranker,
der slynger og vikler sig ud og ind
som en Byldt forviltrede Tanker.

Jeg kender det knudrede Pilehegn
med de grøngraa, raslende Blade,
som skinne saa nyvasket blanke i Regn; —
og rundt om Markernes Flade;
jeg kender den slyngende Snerlevaand
med den hvide duggfyldte Tragt;
og Gærdets knejsende Kongelys;
og Grøftens mylrende Pragt;

37

og midt paa Stien den sorte Snegl;
de store Skræpper tilhøjre;
fra Marken dumpende Kølleslag,
naar Drengene Kvæget tøjre;
hist ude lidt kruset blinkende Vand, —
en Dam, hvor Køerne vandes;
og Markernes grønne og gule Felter,
der alle af Pilehegn randes;

og den gamle, kendte, krydrede Duft
fra Grøfter og Gærder og Enge;
og dernede den lave straatækte Gaard
med den lange hvidtede Længe. —
Det er, som der dukked i Sindet op
en gammel glemt Melodi,
naar første Gang efter mange Aar
man gaar ad en velkendt Sti.

38

Aften.

Og der blev tyst i Sindet, fredlyst stille;
det var, som Hjærtet hørte op at slaa,
mens ud i Luften langt jeg for mig saa’,
hvor Aftensolens Viftestraaler spille.

— Din Haand i min, du søde Roselille!
her vil vi sidde bag Gardinet skjult
og se, hvor Skæret blusser flammegult,
og Skyerne i Vest sig taarne vilde.

Ind bølger Duften fra Jasminers Klynger,
saa hed, saa sansetung med sødlig Pirren;
en Lyd i Luften af en Svales Svirren;
i Aftenbrisen Drueløvet gynger.

39

Springvandets Draaber plaske ned i Kummen
og nynne dryppende som Melodier.
— Ja, vi vil sidde her, mens begge tier,
og synke hen i salig, sød Forstummen.

Din Haand i min! ... Vi vil, min Roselille,
os drømme bort i Aftenhimlens Blaa:
der bliver tyst i Sindet, fredlyst stille ...
... det er, som Hjærtet hørte op at slaa ...

40

Sommerdag.

Hvem der vel kunde dukke sig
i dette Himmelhavs kølende Blaa
og føle Bølgerne lukke sig
og sammen over sit Hoved slaa ...

Hvem der vel kunde klynge sig
til disse Soltraades gyldne Spind
og lade Vindene gynge sig
og Skyerne vifte den hede Kind ...

Hvem der vel kunde give sig hen
til Blund i denne Sommerdags Fred
for aldrig at vækkes til Live igen
men slumre rolig en Evighed ...

41

Under Linden.

Du laa i Skyggen af den svale Lind
med lukte Øjne, Foden skjult af Kjolen.
Din Haand strøg over Græsset, der i Solen
slog blanke Gnister som et Katteskind.

Du var lidt hed: To fine Rosenblade
der blomstred paa de ferskenbløde Kinder.
Om Pandens Marmorblad sig Haaret vinder
med Fald i Nakken som en Guld-Kaskade.

Frem under Kjolen krøb din blanke Sko.
Da ned jeg knæled for din svaje Fod
og kyssed den, — gudindestolt du lo.

Men dine Kinder flunked op i Blod
af Valmurødme, da jeg først fik plukt
af dine Læbers hindbærsøde Frugt.

42

Skærsommer.

Ja, denne Luft er som Olympens linde,
lysdirrende Æther, en Himmel der aldrig skygges
af Skyer og aldrig vækker hvirvlende Vinde,
ej heller graanes af Sne eller tynges at Væde.
Af Solskinssøjler en gylden Højsal hygges
til stedse salige Guders Sæde ...

Et højt, et endeløst Hav af Luft
med Strømme strygende mygt om den badendes Lemmer,
— krydret af Engenes Em og Hyldens Duft.

Og om mig hvisker tusend blide Stemmer
af Fuglekvit og raslende Bladesus,
mens Solen skænker sin stærke Sommerdrik
i Aakandebægre og byder mig den til Rus.

43

Saa vide som Solguld over Jorden spredes,
spirer et Flor af Markens Blomster mange
med vældende Duft, der stiger som sagte Sange
og milde hviskende Bønner, der bange bedes.

Der ofres tusend Hekatomber som Røgelsebud,
der rygende stiger mod Solen, den mægtige Fader,
og et takkende Smil hver Menneskemund forlader
og bæres mod ham, den luestraalende Gud.

* * *

Jeg vælger Plads bag Grottens vaade Stene.
Foroven vipper Birkenes Buegrene.
De tegner paa den sollyse Vej deres Skyggeranker,
der smutter i Leg som mine egne Tanker.

Der er ej anden Travlhed end den vævre
Korsedderkops, der spinder sine Traade
fra Sten til Sten, saa, silkeglimtende vaade;
under dens vimse Løb de gynge og bævre.

Paa Plænen blusser de blandede Bedes Flor,
de tyrkiske Roser højest blandt alle gløde.
Der daler et Blad fra Valmuens purpurrøde
krøllede Silkeblomst ned mod den muldsorte Jord.

44

Og Sommerdagen skrider mig tavs forbi
med fagre Kvindefødders gyngende Gang.
Jorden toner derunder i Elskov og Sang.
Blomsterne juble paa Sommergudindens Sti.

Thi nu er Vaaren voxet til moden Kvinde
med Bryster i svulmende Magt og brændende Blod,
rede at give sig hen med vildeste Elskovsmod,
— og Kvindens Løndom ligger i Blikket inde.

Jeg elsker at følge i hendes spæde Spor,
se hende lydløst over Skovbunden glide,
finfodet, hoftefyldig; se hendes Arme hvide
varsomt bøje Løvets Hænder til Side;
... se hendes smalle Nakkes gyldene Lød
tone frem under opstrøget ravgult Haar ...

... følge i hendes Spor ...
elskovsgreben se hende som hun gaar ...
uden at aande højt, uden at vove et Ord.

45

September.

Gyngende Vinløvsranke
med Blade af lysgrøn Silke,
slyngende op ad Muren
de mange forviklede Stilke:
føler du Druerne tynge
fuldmodne, blaarøde blanke,
siden du gulner dit Blad
— vindrubærende Ranke —
i Høst — i Høst ...

Hvor er Duften, I mange
blomsterprangende Bede?
svandt den med Sommerens gyldne,
solskinsdirrende Hede? —
Farveprunkende Asters
— fløjelsrøde og gule —
skal Eders fyldte Blomster
Naturens Fattigdom skjule
i Høst — i Høst ...

46

Himlen tindrer saa kølig,
saa renblaa klar sig fortoner.
Græsset er fugtigt mosgrønt,
men brunrøde Træernes Kroner;
og ind blandt de visnende Blade
høstkold Vinden sig lister;
ét for ét sejler Blade
ned, som Grenene mister
i Høst — i Høst ...

Saa er da Somren svundet,
saadan som Drømme kan svinde
om noget, man atter gad drømme,
som helt er gangen af Minde.
— Nu alle svulmende Lyster
i Vinterkvarter maa trænges:
og saa maa der tæres paa Haabet
og atter kun fremad længes
— i Høst — i Høst ...

47

Oktober.

1.

Nu kommer de syngende Sus i de store Skove
og lister som hviskende Røster blandt Træernes Stammer;
i Løvhavet pløjer Vinden sin sidste Vove,
og Kronerne gyldnes af Solens de sidste Flammer.

Og alle Marker er golde, muldsorte, øde;
kun Spurvene nipper de glemte, sparsomme Straa;
Slaaenfrugterne skinner paa Hækken rimfrusne blaa,
og Rosentjørnene stritter med Hybner røde.

De gulblege Blade spredes af Vindpust kolde
og drysses rundt paa alle Sommerens Veje:
i Dynger af Løv skal redes dens sidste Leje,
ad en bladstrøet Vej skal Vintren dens Ligtog holde.

48

Der rider et Tog hen ad Vejen med gungrende Hove:
Hallo! det bliver en lystig, en fygende Jagt;
thi Stormvind og Slud og Kulde har sluttet en Pagt,
om hvem der kaadest i Dysten tør Trøjen vove.

— De rider med syngende Sus i de store Skove.

2.

Du Blæst, der stryger med isnende Hvin
som Vinterens lynskrappe Bud,
— kunde du rense, og kunde du feje
og lufte alt sygeligt ud!

Og kunde du rive Pjalterne af
hvert Vanskud og udgaaet Stamme
og mellem det sunde mærke det raadne
og fælde det strax med det samme.

Du Storm, som vælter din iskolde Luft
afsted som en saltfrisk Bølge,
— kunde du skylle ind over Landet
med Syndflodens Vand i dit Følge!

49

Og Sne, som tynger i Luften alt,
kom du saa og læg dit bløde,
skærmende Lagen om det, der faldt,
og begrav du alle de Døde;

og skjul det alt i en Fællesgrav
i dit dunbløde, kølende Fang:
det, som bar Livets fornyende Kræfter,
véd vi, vil opstaa engang!

50

Midvinter.

1.

Sneen har føget om Natten,
nu ligger den blød som Vat,
ren, saa længe som ingen
Foden har i den sat.

Ser du, hvor fint den er føget,
ud over Markernes Tavl,
ind i Karme og Døre
og Kirkens takkede Gavl?

Og der ligger hvide Puder
langs Stammernes ene Side,
Stænk paa Grene og Kviste
af det samme fnuggede Hvide;

51

ret som om alle Konturer
var trukne skønnere frem:
Kirken og Huse og Træer
og Digets buskede Bræm;

som en Kunsterhaand havde syslet
i Nat med Farverne lidt:
havde „toucheret“ det hele
over med Sneens Hvidt!

2.

Guld er der over
Sneen drysset;
thi Solen har kysset
det hvidnende Muld;
et Glimmerflor
er kastet over
den hrud-klædte Jord.

Piletræerne
— ludende, knudrede —
blinke i Glansen
rimfrostpudrede.
Lyn fra Millioner
af blanke Krystaller!
af funklende Diamanter
en Støvregn der falder.

52

Med Korn er Vejen besaaet
af Guld det allerreneste;
kun Spurven, der søger i Straaet,
kan ikke finde et eneste ...

3.

Nu ligger Naturen Lig
med snehvidt Lin over Brystet bredt.
Himlen har kold paa dens Dødskamp set
og Skylaget tætnet sig tungt og sort.

Stormen vejrede Dødssukket bort;
og over den Døde skingre
Kragers og Ravnes Skrig:
Nu ligger Naturen Lig.

Over det stivnede Legem
har Sneen glattet sit Lagen;
alt er skjult i det marmorhvide
kølige Leje, mens Træerne — nøgne —
ludende sørge ved Sarkofagen.

Nu hvælver Himlen sig ren og bøj
som en Kirke-Kuppel over den Døde:
i Nætterne lyse som flimrende Kærter
Stjærneblinkene gyldne og røde.

53

Hver Dag og Nat
holdes Vagt der ved Sarkofagen
af Længslens tavse Skygger,
der aldrig kan bringes til Ro
under Sneens dødkolde Lagen,
og op imod Lyset og Dagen
stiger en Hymne
født af det milehvide, lydtomme Øde
i Bøn for den Døde,
— en Bøn om Livet paany ...

Men indtil Solen faar endt sin Krig
og sejrrig kan vække de Døde
i Foraarets Fødselsgry,
— saa længe vil over Graven
skingre Kragernes Skrig:

Nu ligger Naturen Lig!

54

Vinterlandskab.

Fra den hvide Snemark Solens
røde Rosenbræmme svinder
bort som Blodets sidste Blussen
fra en Dødnings kolde Kinder.

Gennem Vesterledens Skyer,
der sig taarne sorte, vilde,
pibler Lysets gyldne Draaber
tyndt som fra en trussen Kilde.

Dødens Stilhed over Sneens
nøgne, tungsindsvide Stæppe.
Fjærnt kun kredser et Par Krager,
mens de sultenthæse skræppe.

55

Som en utændt Sove-Ampel
hænger lavt i Østen Maanen;
snart dens røde Kærte tændes
under Himlens Natte-Blaanen.

Aaens Vande rinde sagte
med en klinger Klang af Naale —
Isens stive Spændetrøje
vil endnu de ikke taale.

Under Knag og Knæk den flyder
langsomt ned til Mølleslusen;
mod de lukte Sluseporte
høres Vandets Brum og Brusen.

Ellers Stilhed over Jordens
tungsindsvide Vinterøde,
som al Verdens Savn var stilled’,
alle Livets Stemmer døde ...

Som var Jordens Hjærte stanset,
alle Tanker lagt til Hvile ...
Hen langs Vejen sove tyst de
nøgne, snebelagte Pile.

56

Ene hen ad Stien stavrer
ved sin Stok en gammel Gubbe
med en Moskrans over Armen —
til den store Høstmarks Stubbe.

Aaen ved hans Side mumler,
under Foden Sneen synger.
Træt et Øjeblik han stanser —
Kransen til de Døde tynger.

57

Skumring.

Nu vil jeg Mødelig hylle
mig ind i Aftenstundens lunende Skyggesvøb,
sætte mig hen ved Ilden
og frit give alle de mange, vildene Tanker Løb.

Og medens Skumringen tættes
og skjuler Fornier og Farver i Kappen saa pelsværksblød,

stirre jeg vil i Ildens
blavrende røde Luer og stille varmende Glød;

og give Drømmene Tøjlen
og lade dem tumle sig frit mellem Jord og Himmel omkring:

de har rappere Vinger
end selve den vilde Orkan og lunefuldere Sving.

58

Og dog: denne Trang til Lykke,
der ellers vil aldrig hvile, er rolig saadan en Stund,
har nok i det spillende Ildskær, —
jeg føler Nuets varme, levende Pulsslag kun!

Ja, selv om Feen, der skænker
de trende, tit savnede Ønsker, i dette Øjeblik kom,
— jeg tror, jeg bad hende vente ...
og varme sig lidt saa længe, imens jeg tænkte mig om!

59

Scherzino.

Sødeste Malvine,
ej du fra mig slipper;
jeg vil kysse dine
sorte Øjenvipper.

Al din lunefulde
Modstand nytter ikke,
dine Haandled holder
jeg i Skruestikke.

Dine Blik for mine
fly som skræmte Svaler,
ret som led du tusend
dumme Frygtens Kvaler.

Dog er dine Tanker
elskeligt forfløjne,
Du er god til mindre,
snilde Elskovsløgne.

60

Aa, hvor sødt du spiller
den forarget rene!
Du kan narre alle
— uden mig alene.

Dine Kys kan brænde
som en ækel Nælde,
— naar en Nar dem plukker,
skal jeg dig fortælle.

Men jeg griber Nælden
dristigt om dens Stængel,
— og du blir en yndig
gudsforgaaen Engel.

Hedt og blodrødt blusse
vil dit lille Øre,
naar det nu min Elskovs
Ønsker faar at høre.

Dine Øjnes skræmte
Svaler vil jeg fange
og dem kysse henrykt
hundredtusend Gange!

61

Spil for mig.

Spil for mig de blødeste Klange,
som Luftens Bølge har baaret,
en Sang der flyder som Aaret
med alle dets Overgange

— fra Vaarens stilleste Drømme
og vaagnende Hymner lange
til Sommerens glidende Strømme
af Lyst og sollyse Minder,

— til Tone paa Tone rinder
i Høstens dryppende Kluk,

— til alting sagtelig svinder
i Vinterens døende Suk ...

Spil for mig, saa Sorgen stilles
og Længslerne lulles og blunder
dybt i den klingende Kildes
nynnende Sprudlevæld,

62

— saa Livet giver sig Stunder
og alle Følelser mildes,
naar Dagen ganger paa Hæld.

Spil for mig, saa Tvivlen viger,
og Livets helligste Fred
— sval som en Kirkes — stiger
tyst i mit Hjærte ned ...

63

Kultus.

Jeg drømte en Nat om dit Silkehaar,
din hede Hals og dit hvide Bryst:
Igennem min Søvn du lysende gaar,
lokkende mig som en Himmerigslyst.

Jeg bygged dig Tempel med Alter og Ild
og Lyset i farvede Ruder brudt.
Du gik derinde saa myg og mild:
Farvel al Verden havde du budt.

En Vestalinde med rene Blik
og tugtig Mund og en Nonnes Lød,
i Kyskheds Lin i mit Tempel du gik
og vogted min Ild og holdt den i Glød.

Jeg søgte dig i mit Templets Fred.
Paa Alterets Trin du for mig stod
præstindekold. — Jeg knælede ned
og kyssed i Andagt din hvide Fod.

64

Da bøjed du dig i din Kyskheds Lin,
og Armene om min Hals du slog;
med Kys saa søde som Altervin
mit Hoved ind til dit Bryst du drog.

Din Aande var som en Røgelseduft,
dit Blik Mysteriets svimlende Grund:
Jeg fik i Templets hellige Luft.
Indvielsens Kys af din Jomfrumund.

Da gennem Ruderne Dagningen brød,
dens Rosenskær jog Mulmet paa Flugt,
— jeg vaagned i Vestalindens Skød,
men se, paa Altret var Ilden slukt!

65

Intet er tungt som at længes.

Javel gad jeg sadle Hesten
og sprænge afsted til en stormende Dyst,
lade mig drive af Blæsten
til Holmgang paa Fjendernes Kyst.
— Men intet er tungt som at længes.

Javel gad jeg bryde min Lanse
med Livet og Verden i Ledingsfærd,
vinde mig Palmer og Kranse
i en Kamp, som Sejren var værd.
— Men intet er tungt som at længes.

Saa, faar da Døren at stænges
for alle Lysternes mylrende Hær;
min Rustning paa Væggen skal hænges
og ruste i Skeden mit Sværd;
— for intet er tungt som at længes.

66

Førsteforelskelse.

Førsteforelskelsen vækkes
ved mindre end Ord eller Smil
blot ved et Blik pan en Midje,
et Glimt af en fin Profil;
ét eneste Glimt af et Øje, —
et Dyb uudgrundelig rigt;
en Haands vibrerende bløde,
dvælende Tryk, eller sligt.

Førsteforelskelsen lever
af mindre end Ord eller Smil,
blot af at høre en Stemme,
at betragte i Smug en Profil;
at staa en Skumring derude
og lytte til hendes Spil
og vide: bag denne Rude
er alt, hvad jeg elsker og vil ...

67

Førsteforelskelsens Blomster
er spæde, urørlige smaa,
sarte som Heliotropens
vanilleduftende blaa;
med Drømme usanseligt fine,
et ufødt Begærs Poesi. —
Thi plukkes Blomsten, er hele
dens Duft og Farve forbi ...

68

Elskovsbrev.

Alt det, som et Minde har inde
af Lys og haabfyldt Lykke
og Elskovs sitrende Lyst,
vil tonende Sangbund finde,
hver Gang om dig, som jeg elsker,
det kaldes frem i mit Bryst;

Og Tanken skal glide saa vide
ud over Land, over Bølger
med Vingeslag lydløse bløde,
til hen under Aftentide
jeg naar min Elskedes Bolig
i Himlens svindende Røde.

Og da skal du fange Klangen
af aldrig hørte Toner,
der synge om Haab, som blev sande,
— og drømmende sidde fangen
og føle bløde Hænder
saa kølende stryge din Pande.

69

Og Aftnen skal svinde derinde,
som var du slet ikke ene — —
men to ... du véd ikke ret.
To Hænder Øjnene blinde,
en Stemme, du kender, hvisker:
„Hvem er det, du Elskede, — gæt!“

70

Smil.

Dit Smil er stille,
dit Smil er tungt,
— hvad er det, du mindes, Veninde?
Fødes der Tanker, som hvirvle omkring?
drømmer du Drømme, der flyve i Ring,
komme og svinde?
Drømme om noget, du aldrig saa’,
anende hist i det fjærneste Blaa
det, som din Fremtid har inde ...?

Dit Smil er stille
dit Smil er tungt, —
du smiler saa sygt mig i Møde.
Sig, om du sørger utrøsteligt tungt?
hvad var det, som — skønt det var levende ungt —
dømtes til Døde?
Har Sorgen ej Ord og Smilet ej Grund, —
det tvinger sig frem saa henaandet kun
paa Læbernes blødende Røde? ...

71

Dit Smil er stille,
dit Smil er tungt,
— hvad er det, du mindes, Veninde?
Hvorfor saa stille, skønt end saa ung —
som én, hvem en Sorg utrøstelig tung
ligger paa Sinde?..
Drømmer du om, hvad aldrig du saa’,
— uden at haabe ... kun tvivlende paa,
hvad Lykke din Fremtid har inde?

72

Døde Roser.

Hun gav mig Roser saa mange,
saa blademylrende røde,
at naar hun en frisk mig rakte,
saa var alle de forrige døde.

Hun bød mig Roser saa ofte,
saa fløjelsrødmende rige,
al jeg trode fast paa en Troskab,
som i Tiderne ej skulde svige.

Hun skænked mig duftende Roser
saa tit og saa mylrende mange,
at jeg mente, jeg havde et Forraad
af Panter i Tider lange.

73

Men Panterne gjaldt kun saa længe
som Roser i Sommerens Dage.
I Høst sua kom jeg og bad om
den sidste, hun havde tilbage;

men denne eneste Rose,
den rigeste, friskeste røde —
den havde hun skænket en anden,
mens alle mine var døde.

74

Afsked.

Og naar du rækker din hvide Haand
for sidste Gang mig til Tryk,
til Afsked, forinden vi skilles
og vende hinanden Ryg,
— lad da mig fornemme for sidste Gang
den Varme i Haandtrykket gløde,
som lod dit Hjærte slaa hedt, mod mit
engang ved vort første Møde.

Og naar dit sidste dvælende Blik
falder i mit til Slut
— til Afsked, forinden vi skilles —
i et sidste dødtavst Minut,
— lad Vemodens blide, fugtige Glans
som Slør for dets Ildskær ruge:
Mit Øje skal drikke dit Billed,
dit sidste Blik vil jeg sluge.

75

For ude af Øje er ude af Sind:
om føje du glemme mig vil,
glemme hver Stemning, hvert kærligt Blik,
og hvem det skænkedes til ...
Lad mig da minderig vandre min Vej
— fjærnt fra din vil den falde —
du gjorde mig rig ved et Haandtryk før
den Rigdom gav du til alle ...

76

Forandring.

Jeg søger de Stier og Veje,
som fordum vi to har traadt;
men hver en Erindring, der dæmrer,
begynder at pine saa smaat.
Det er, som et snørende Panser
ligger om Brystet rundt:
det kan ikke bølge og banke,
uden at strax det gør ondt.

Se denne slyngende Fodsti,
som slet ingen andre kendte,
den brød vi os ind i en Tykning
og vidste ej selv, hvor det endte.
Og Græssets og Mossets Tæppe,
der laa omkring Træets Rod,
blev slidt ved vor hyppige Vandring,
og det bar Spor af din Fod.

77

Ak, nu kan næppe jeg trænge
mig ind blandt alt dette Krat;
jeg kan ikke tage Mærke
af Spor, som din Fod har sat;
og jeg har saa ondt ved at følge
de viltert bugtende Gange:
jeg mangler min Ungdoms Kækhed,
— Stilheden gør mig bange.

Hele Naturen mig møder
med sære, fremmede Blikke
— store, forundrede Øjne,
som kendte de mig slet, ikke.
Alt har det skiftet Belysning,
nu jeg gaar ene her:
Luften har ikke den Blødhed
og Himlen ikke det Skær ...

— — Mit Savn er et snørende Panser,
der ligger om Brystet rundt:
mit Hjærte kan slet ikke mindes,
uden at strax det gør ondt ...

78

Vaar-Hymne.

Kender du Sangen,
der synges derude.
baaret bort paa Vinger af gyngende Vinde?
Lindens Grene svaje og pikke paa din Rude
hører du derinde:
Vaaren er herude!

Toner, som svinde,
Toner, som mødes
ude midt i Støvregnens grødetunge Damp:
Tusendaarsfest for Naturen, der genfødes —
Opsang til den gamle,
evigunge Kamp!

79

Tusende Munde,
som drikker og Suger
Regnens kolde, lægedomsbringende Draaber;
tusend Tanker gærer, tusend Planer ruger,
tusend unge Spirer
higende haaber.

Glem hu hver en Vunde,
alle syge Stakler:
Vaarens milde Luft skal gøre Eder sunde. —
Vintersæden grønnes, og Haslen staar med Rakler,
Pløjemuldet venter
med Kræfter i sit Skød:
Arbejd bringer Vaaren, —
alle sultne Munde
bringer Vaaren Brød.

Lyt efter Sangen,
der synges derude,
baaret bort paa Vinger af gyngende Vinde.
Lindens Grene svaje og pikke paa din Rude.
Hører du derinde:
Vaaren —
Vaaren er herude!

80

Nøkkeroser.

Siv saa slanke og Siv saa svaje,
— blinkende Klinger, der krydses og hvæsses;
susende Vindstød, der duve i Sivet
hen langs Aaens de rindende Veje.

Inde paa Engenes sumpede Leje
døsigt i Disen og Heden der græsses. —
Blundende Fred i Sommerdagslivet ...

Ludende ud over Aaen den ilende,
viltert hoppende, skyggelet skælvende
hælde sig Ellene, bøje sig Pilene,
Løvtag om Skyggernes Kølighed bvælvende;
dyppende Vidjer og daskende Vaande
dukke sig kælent ned for at favne
Vandet, som kruses af Vindens Aande ...

81

Inde i Aabreddens sumpede Havne,
dèr, hvor Sivene tætte sig sanker,
og hvor Boblerne klukkende stiger
op fra Bunden — Kluk paa Kluk —
som syngende Suk,
— Nøkkerosen har kastet sit Anker ...

Hele Flotillen af Bladenes grønne,
kredsrunde Flader paa Vandfladen vuggende,
— Blomsternes store porfyrhvide Skaaler
fyldte i Bunden med guldtunge Skatte,
nogle sig langsomt for Lyset oplukkende,
fangende Solens Guldregn af Straaler,
andre aabnede, skinnende skønne,
vanddraabeperlende, hvidnende glatte ...

Nøkkeroser, I Sommerens friske
blanke Konkylier, hvor Luften koger,
— kom, lad mig holde Jer tæt til mit Øre,
høre Konkaen synge og hviske,
saa jeg kan drømme, skønt Tankerne vaager,
— Nøkkeroser, Konkylier kogende!

Det er et Virvar af vinkende Syner,
rige paa Farver og blomstrende Flor,
Blinken og Blussen og Solild, der lyner,
vældende Duft fra Himmel og Jord.

82

Det er som klingende Strængepræludier,
vristende sig fra Solgudens Lyre,
ømme Idyller og Kærlighedsstudier,
medens Eroter i vrimlende Tog
rundt paa metalblanke Guldsmedde ride
eller et Sommerfuglespand styre.

Lyt til Sommerkonkaens Kog! —

Nøkkeroser, Konkylier hvide:
Livet er lyst ved Sankt Hansdags Tide.

83

Sommernat.

Nu lufter det over duftende Hø,
nu Solen er nede og Farverne dø.
Se, nede i Vest staar Himlen i Brand
med luende Glimmer, mens sorteblaa Flager
langsomt hen over Ildhavet drager
som tunge Kolosser paa solblankt Vand.

Men Branden slukkes. — Nu er kun en Strime
af ravgennemsigtig Klarhed tilbage.
Farverne blive saa svigtende svage,
mens Mørket breder sig tyst og tæt
og Himlen fortoner mørkviolet ...

Snart slaar Drømmenes Midnatstime.

* * *

84

Skænk mig en Sommernatslykke
med langsomt vandrende Stjærnehær,
Skiften af Skimmer og Skygge
og Himlen i glasklart Skær.

Der aander Fred fra de skumrende Skove, —
sov hos mig, saa længe som Blomsterne sove.
Knug til dit Bryst mit bankende Hoved.
Husk, hvad engang du mig loved:
den korteste Sommernatslykke!

85

C. Hostrup.

I

Jeg ser en Have saa sommerfrodig
og ud mod Vejen et grønt Stakit.
Man ind ad Laagen gaar nok saa modig,
thi her er Glæde for hver Visit.

Dèr er et Lysthus, som Hylde skærme,
en Lind histhenne med Bænk omkring:
Her kun de unge gaa rundt og sværme
og lystigt slaa deres frie Sving.

Og hun er blond og har Øjne klare,
der skælmske frem under Hatten se,
har blegrød Kjole med Arme bare
og blanke Tænder, der altid le.

Og han har Straahat paa brune Krøller,
og han er frank og en fri Student;
ind over Gaarden hans Lune skyller,
saa Huset helt bliver endevendt.

86

Der intrigeres; thi flere bejle
— en Drivedigter, — en Spekulant
i Frøknens Penge, han nok vil negle, —
de alle gaar og er lidt paa Kant.

Men dog de ler med en sorgfri Latter,
og Dagen gaar som en sollys Spøg,
til han, den rette, faar Husets Datter,
og alle Anslag gaar op i Røg.

Ja, Hostrups Muse, vi kende alle:
hun er saa vilter og kaad i Sind.
og hun har Ord, som lidt rappe falde,
og Smilehuller i hver en Kind.

II.

Del var nok Klint, som kom hjem en Aften,
lidt ør i Hjærnen af Druesaften
fra Punschegilde hos Lars Mathisen,
hvortil han selv havde skrevet Visen.
Saa fik hans Lykkens Galosker paa
og tværs over Gaden lod Farten staa.
Og selv usynlig han var til Gilde
hos Kobbersmedden, saa’ Rikke den lille,
der gik og var skudt i sin egen Student.
Til megen Splid var dog Rikke Kilden;
thi hele tre havde Jærn i Ilden.

87

Han hørte Madsen skænde og bande,
for han var skinsyg og drukken omtrent, —
saa’ Buddinge tørre den perlende Pande,
og Fatter, som ej Kysseri kunde lide,
og den raske Madam ved hans grønne Side ...
De leged en Panteleg nok saa nydelig,
ligetil Madsen blev vred og fortrydelig.
Klint saa’ det hele og snildt, greb ind
som en Røst, der bleged v. Buddinges Kind.

Man siger, at Klint kun har haft dem en Nat,
Lykkens Galosker, den herlige Skat,
som ej kan erholdes til Laans for Penge;
— dog tror jeg, at Hostrup beholdt dem længe;
thi han var rundt i en Masse Hjem
og lured dem alle og stilled dem frem
— snu og dumme og blide og bistre —
en fornøjelig Vrimmel af danske Filistre.
Og i al deres Talen og al deres Sang,
det, er, som om jævnlig Vox klintica klang.

III.

Saa blev det Vinter og Aftentide,
og Sneen føg; man gik ind bag Dør
og rysted af sig de Snefnug hvide,
men samled Minderne ind fra før.

88

Og omkring Arnen vi sad som Gæster,
den gamle Digter var Vært igen,
Det blev til en af de glade Fester,
vi trode svundne med Somren hen.

Thi blandt dem alle — af Sind saa unge —
én vimsed rundt paa to vævre Sko,
og hun var skælmsk og lidt rap af Tunge
— som Hostrups Muse hun til os lo.

Vi dansed rundt til Klaverets Klange,
vi spøgte let som i fordums Tid
og sang saa en af de kønne Sange,
der stemmer Sjælen saa barneblid.

At mule her vilde være syndigt;
vi sad om Arnens det røde Skær
og syntes, Talen den gik saa, yndigt,
— thi vi var hjemme paa Gaarden her.

Og som vi sad og lod Tiden rinde
og saa’ paa Ildens det røde Skær,
da randt saa stille det, os paa, Sinde,
hvorfor vor Digter vi vandt, saa kær.

89

Og Takketanker af Hjærtet skøde
for hver en glad og livsalig Stund,
da Hostrups Smil over Scenen brøde
og bored dybt til vor bedste Bund.

Vor Frihedsstræben i ham har fundet
en rask Soldat, der løb over ej:
saa langt hans inderste Tro har kunnet,
de unge kækt har han fulgt paa Vej.

Og han blev en af de evigt unge,
som aldrig ældes og aldrig dø,
saa længe Danmark har egen Tunge,
der flyver frit over Land og Ø.

90

Lethe.

Bort i Blinde bølge Lethes Strømme
sitrende som skællet Snogeskind,
kun med svage Glimt af Lys, der brydes
i de hoppende og lette Hvirvler,
som forvitre hen i Flodens Rinden.

Ingen Himmel spejler sig i dette
natligsorte Vand, der frem sig bugter
for at svinde som en Snog i Mørket
ude langt, hvor intet Øje følger,
og ej Lysets længste Arm kan række,
— i det uransagelige Havdyb,
som ej dødeliges Tanker lodde,
der har Universets vide Rumfang,
Mørkets vege, endeløse Favnen ...

91

... Nærm dig disse Strømme du, som førster,
du, hvis Hjærne brænder som et Baal,
næret af de tusend vilde Tanker,
alle din Erindrings Luepile,
der som Furier forfølge dig ...

... Nærm dig disse Strømme du, som tørster,
bøj dig famlende mod Strømmen ned,
fyld din hule Haand med Lethes Vand,
drik og føl, hvor disse kolde Draaber
slukke Baalet langsomt i dit Indre ...

Se, der staar en Bedebænk ved Floden,
hvor enhver, ud over Dybet hældet,
al sin Sorg og hvert sit Savn kan skrifte ...

Der kan én for én sig sætte stille
med sin Rosenkrans af sorte Perler
— hver en Perle et usaligt Minde,
der som Gløder svider dine Fingre,
eller Løndomssorgens tunge Bly,
Tvivlens Tyngsel — alle trukne paa
Levelystens taalmodssejge Traad ...

92

Og mens paa din Læbe langsomt løses
alle disse Tanker, der som Igler
fast sig suged i dit skære Kød,
skal du løsne Rosenkransens Perler
— hver en Perle et usaligt Minde —
og dem dryppe alle — en for en —
ned i disse natligdunkle Strømme,
der forsvinde som en Snog i Mørket —
ude langt, hvor intet Øje følger
og ej Lysets længste Arm kan række ...

93

Valmue.

En Valmue skinned
i Blus paa Gærdet,
rakte de røde Bægre
rankt i Vejret.

Og op ad Gærdeskrænten blandt Snerler og Kørvelskærme
hviled en Haandværkssvend med Hovedet paa sit Ærme;
Ranslen slængt ved Siden og Hatten ned over Panden.
Stilheden skvulped hans Tanker sagte mod Drømmestranden.

Morpheus sad ved hans Leje
og bød ham Bægret tømme,
dryssed Valmuefrø
— svangert paa gyldene Drømme —

94

over Tinding og Øje;
lod ham sovende glemme
Livet og Livets Møje.

Der var ingen, der saa’ ham,
ham der sad paa Gærdet,
rakte de røde Bægre
rankt i Vejret.

95

Liv.

Moder, jeg stod ved din friske Grav
en Vinterdag.
Det brune Ler var skjult
af Blomster og Kranse.

De frøs i den kolde Luft.
De hvide Roser var stive som Vox;
de røde Kamelier
blussed friske i Frosten;
i Liliekonvallernes spæde Kalke
tindred Vandet som frusne Taarer.

Mit eget Hjærte frøs.
Dødens kolde Kys
laa som Is paa mine Læber,

96

Aldrig følte jeg saa
Forgængelighedens barske Lov.
Hvad er vel Troens Trøst,
naar det Hjærte, hvoraf vort fik Blod og Slag,
er stanset — for aldrig at banke igen?

Hver Drøm var dræbt, hvert Gensynshaab
var luget af Vishedens kolde Kniv.

Moder, jeg stod ved din friske Grav
en Vinterdag.

Da faldt den hvide Sneuld blød og tæt
og virked sit Lin over Sengen, hvor du hviled.
Og jeg knæled en sidste Gang
og pressed min hede Læbe ned i den køle Sne,
og jeg følte din dødskolde Mund mod min ...

Moder, jeg stod ved din grønne Grav
en Sommeraften.
Ligustrens blomstrende Hæk omfavned den;
en Fuchsia drypped sine Blomsters Blod
over din Grav.

Jeg blotted mit Hoved og hilste Godaften,
sagte som i fordums Tid,

97

Under Sorgens hvide Sne
var der spiret et Mindernes Flor
af røde Kamelier, af klare Konvaller.
Jeg frygted, du var død,
men du leved i mig,
og du kom hver Dag i mit Hjærte.

Moder, vel mødt!
Du lever i mig, og aldrig du ældes.
Mig har du fostret med Smil og i Graad,
jeg var dit Haab og dit Liv:
Endnu lever dit Haab og aander dit Liv!

98

Vaarregn.

Nu har jeg flakket langt af Led og længe
at fly mit eget vage Tungsinds Tynge,
og jeg har haabet paa at høre synge
den kendte Vaarsang fra de kendte Strænge.

Thi Vaaren er en Trang til ungt at haabe:
Og Hebe kommer med sin lyse Pande,
i Haanden hævende den gyldne Kande
med mange Dages Liv i hver en Draabe.

En Strime Sol gør strax jo Sjæle glade,
blot Markens mørke Flader grønligt dunes,
og Skovens blaagraa Kam af Knopper brunes,
og Solbærbusken faar lidt grønne Blade,

—saa tror jo hver, de milde Vaner kommer
og varsler hver især en frugtrig Sommer.

99

Se, Livet skifter mellem Lyst og Sorg,
og Sindet ændres let som Sol og Skygge,
og alle de, hvem Nuet nægter Lykke,
af deres Fremtid tager rask paa Borg.

Men jeg kan ikke tage Forskud længer
paa Løn, som først ved fuldført. Værk er rede:
Alt har jeg forud nydt og nu, jeg trænger,
— nu er jeg fattig i min Arbejdslede.

Nys gik jeg ude for lidt Lyd at finde.
fordi jeg ikke ejed Sang herinde.

Derude støved Regnen fint og føg
og hylled alting ind i Taagerøg.
Der var et dæmpet Kor af Suk og Sange,
vibrerende af spæde Længsler bange.
I Haven glimted det af Tulipaner,
som vikled ud de røde Silkefaner
af grønne Hylstre. Der stod Taagedamp
om alle unge Knoppers Fødselskamp.

Men, medens Graaden tyst derude pibler
— et løsnet Væld af Saft i friske Skud,
Kastanjens Bladefingre spredes ud,
og der er Blomster skudt af alle Svibler,

100

... saa sidder jeg med Hede i mit Øje,
fordi forlængst er tørret Taarekilden,
skønt gærne vilde Øjets Laag sig bøje
ned over Graadens løste, stille Trillen.

Derude smiler Vaaren gennem Taarer
og Smilet voxer større Dag for Dag
til Spot for mig og alle vantro Daarer,
som imod alting bærer Tvivl og Nag.

Dog, jeg vil blues ej ved mine Pjalters
Elendighed — den sidste Troens Rest, —,
men til en stor Oprejsnings lyse Fest
i Vaarnaturens Kirke gaa til Alters,

— hvor Hebe kommer med sin gyldne Kande
og giver hver et Drag af Livsens Vande!

101

Notturno.

Der bliver levende i Hegn og Krat,
og Røster vaagne hviskende og bange;
der kogles frem et Kor af Sus og Sange,
— en vildsomt gøglende Walpurgisnat.

Først ses en Flagermus i skyndsomt Sving
om Hækken bøje, lydt dens Vinger svirre,
saa mylre Skyggeskarer trindt omkring
og Morilds-Øjne gennem Mulmet stirre.

Og Vindpust fødes midt i Natlens Stille,
glidende hen som Buer over Strænge:
et svagt Piano de i Lövet spille
og Tonestumper ud i Ødet slænge.

Men fjærnt derude sukker Havets Bas,
en fredløs Sjæl, som evig Vaande piner ...
Bort over Bakkedraget Vinden hviner
og dør som Klangen af et klingert Glas.

102

J. P. Jacobsen.

Maj 1885.

„Der burde være Roser“ paa hans Grav, ikke svulmende, livfulde røde, men af de store, dødblege hvide. Og de burde slynge sig rundt om hans Grav i blomstertungt, duftrigt Mylr, som Dødens hædrende Krone, — friske og evige ung som Myrtekransen om Brudens Pande.

Thi ham, ham burde Døden i Brudegave skænke Symbolet paa hellig, uforkrænkelig Fred, han, der i Livet leved fortroligt med Døden, der sad ved hans Leje som fredlyst Gæst, som han talede med uden Skygge af Sky, uden Nag af lønligt pinende Angst.

Blege, hvide Roser i duggbadet Flor med det dagskære, hvide Lys sænket i Blund i den fine, duftrene Kalk ...

Thi en frygted han ikke Død!

103

Den stod for hans Sjæl som en evig Søvn uden Vaagnen til Dom, — for ham var hin Saligheds-og Fordømmelsesverden bristet som Boblen; — en evig Hvile saa dyb og saa stille, saa lydtom rolig som i Verdensrummets fjærneste Krog. For ham var „Himlen“ et frit uendeligt Rum, og intet truende Spejderøje.

Og Døden kom svævende tyst — ikke som den forløsende Engel, der bærer Barnet paa Fang mod det himmelblaa høje, men som Sfærernes Harmoni, den store Naturens stenhugne Lov, — som den evige, dødstille Hvile, i hvis Skød alle Længsler og Suk, alle Smerter og Savn dysses ind i slumrende Fred, evigt blundende Hvile, — Blundets Nat efter Arbejdets Dag.

Og for ham kom Døden ikke som den ranglende Høstmand med mejende Segl, ikke som Forkrænkeligheden med Gravmulmets Uhygge, nagende Rædsel — nej kun som en dyb, uforstyrrelig Hvile, i hvilken der ikke lyttes i Angst efter Domsbasunens vækkende Gjald, — Altets store, hvilende Harmoni. I den vilde han sænke sig ned, fjerende blødt og lunende mildt, svævende let som Blomstret af den vilde Rankes rødmende Roser, der falder paa duggvaadt Græs, — som hvîdnende Blomstersne, der 104 bunkes i Hob og hensmulrer tyst, naar Frugten, den rødblanke Hyben er sat.

Han havde jo aandet sin bedste Sjæl, sin lødigste Tanke ud i Ordet, det ene udødelige. Ihærdig havde han sigtet Guldet af Sandet. Og Guldet han gav os, sig selv, sin inderste Sjæl.

— Saa havde han fæstet Døden til Brud. Den redte ham Lejet paa smulrende, hvide Rosenblade, redte ham det evige Leje i sin stille, aldrig forstyrrede Hvile.

— Derfor burde der være Roser paa hans Grav af de store, blege hvide, og de burde slynge sig rundt i blomstertungt, duftrigt Mylr, evig friske og unge som Myrtekransen om Brudens Pande.

105

Dagning.

Se, Østen luer i Forventningsrødt
i Morgengryets tavse Fødselstime;
nu voxer større Rosenblussets Strime:
snart vækkes Liv i levende og dødt.

Og som det første Sollyn glansfuldt glimter
— en udskudt Pil paa Horisontens Stræng —
da vaagner Livet i sin Jordeseng
og gnider Øjet, da det Solen skimter.

Saadan kom Solen med sin rige Skat
til Jorden i dens første Brudenat
og kyssed Brudens friske vaade Mund

og dryssed i dens Skød sin gyldne Sæd, —
da voxed og skød op i samme Stund
den grønne Planteyngel — nyskabt spæd.

106

Man tror —

Man tror paa tusend Ting i disse Tider
og dog til allersidst paa ingenting;
thi Tvivlen flyver hvileløs omkring
og spejder efter Land til alle Sider.

Ret som en Fugl, der stærk og frejdig gav sig
paa Flugt ud over endeløse Vande, —
som Kraften svigter langt fra faste Strande,
saa den i Bølgen finder kun en Grav sig.

Fra først af bærer Tvivlen stærke Vinger
til Flugt ud over al den Grund, som gynger,
for frem mod nyt og sikkert Land at stile.

Ve da, hvis Vingen lammes. — Skarp op klinger
forneden Bølgen paa din Dødssang synger:
thi midt paa Havet kan man ikke hvile.

107

Evangelium.

Nu Aaret skrider sine sidste Fjed
og dvæler tanketavs i lange Nætter
som rugende paa stille Sorg;
da Solens Lys kun siver trægt og mat
ind i Decemberdagens klamme Taager,
mens Himlen fløjelssort og stjærnegylden
drejer sig evigt tyst som før ...

— Ja, netop nu er det som Sindet trængte
til Trøstens milde Læskemedicin,
som Livet sad og frøs ved Arnestedet
og lytted skælvende og spændt
efter en Banken paa sin Dør ...

108

Derude tykner Luften sig til Sne;
snart vil den falde blødt i hvide Flokker
med kølig Fugten, lydløs Dækken til
ud over alt det golde, alt det nøgne
og alt det saare ømme ...

Vil vikle sig om alt som lin Charpi
af bløde kære Kvindehænder pillet
i stille Stunder —
fyldte med stærke Bønner, Haabets Drømme.

* * *

Da høres derude
i denne indestængte Sneluftshvælving
det første Klemt af Juleklokken.

Det sitrer som en klinger Tonebølge,
— bæres bort som syngende Bjældeklang,
— kastes tilbage af Himlens snetykke Hvalv ...

Og strax slaar Slag af Kling og Klang mod Ruden
som Fredens milde, monotone Hymne.
Det er, som mærkede man grant, at nu
steg Fredsforkynderen, — steg Gabriel

109

paa Solskinsvinger, i sit Lysgevandt
med Fredens Palmegren og Glædens Budskab
paa Jorden ned — —
som en Gang til en Kvinde
— den livsaligste blandt Kvinder.

Han staar derude med sin Palmegren.
Det suser i hans lange hvide Vinger —
hans Røst, der dirrer som en Orgeltone,
slaar manende imod min Rude ...

* * *

Jeg hører ej.

Jeg vil ej høre!

Mit Hoved falder tungt mod Brystet ned,
jeg stemmer Hænderne for begge Øren —
den Klang derude hamrer i min Tinding.

... Hvad vil du mig, Budbringer — Gabriel?
— kun røre ved de Saar, som længst var lukte.
og bryde Seglet for den stængte Bog,
saa frem de strømme, tusend milde Minders
høstgule Blade af min Barndoms Bog ...

110

Jeg har dog rammet Pæl i disse Drømme
og jordet dybt dem i en Glemselsgrav.
Skal nu som Spøgelser de stige op,
slaa Kreds omkring mig, stirre tavse paa mig
med Blik, der brænde? ...

Skal ej jeg have Fred,
men skræmmes op af Barnetroens Genfærd
med hele Flokken af de døde Minder
fra Tiden, da mit Hjærte
slog fuldt af Fest paa Frelserfødselsdagen
at Fryd ved Tanken om den nye Broder,
som bragte Glans og Glæde, Lys og Lykke med sig ...

...Men siden blev jeg haard i Kamp med Gud.

Og mest min Vandring gik til Golgatha.
Dèr sad jeg stille, mens min Hjærne sved,
i ubesvaret Længsel, trøstløs Sorg
og stirred paa det Kors, hvor Frelseren
hang død med brustent Blik og stivnet Blod.

... Er du Guds Søn, stig ned af dette Kors
og ryk det op og hæv det bannerhøjt
og sank omkring dig dine Smaa, og før dem frem!

111

Gyd Had og Hævnens Ild i deres Aarer:
Ve over dem, der voldte vore Taarer!
Ve over dem, der kued vore Mod
Ve, ve dem alle,
der leved ødselt af vort Slid og Blod!

... Men Korset blev jo intet Fanemærke,
der mod Tyranner gør de Svage stærke,
— et løjet Trælleminde om,
at alle Jordens Børn sig haardt forbrød,
at for al Verdens Uret er én Mand der død.

... Jeg sad paa Golgatha.
Min egen Tvivl sad hos mig som en Skygge,
kun med to store grønligtlyse Øjne,
der ruged paa mig, sugende min Sjæl.
Og slog jeg Øjet op og mødte Blikket,

da hæved Skyggen langsomt Armen, peged rundt,
langt over Jorden Korsets Skygge laa.
Og spottende lød Stemmen i mit Øre:
Er du Guds Søn, stig ned af dette Kors!

Og Skyggen slog sin Taagekjortel om mig,
knuged mig koldt i Favn.
Det baaded ej, jeg nævned Jesu Navn.

112

Mit Øjelaag faldt hedt for Blikket til
og lukked som en Dør for Nød og Tomhed.
Da lysned det, og gennem lukte Døre
stod Billedet af Frelseren foran mig
og smiled til mig i sin Barnefromhed.
Men lig
et sidste Stjærneskud det sank fra Himlen
og slukned i den dybe Nat ...

Hvor det er tungt at slide sig til Tro,
ved Dag og Nat at fordre ud til Kamp
en Gud, som aldrig vinder Liv For Tanken.
At bære Sværd mod den, man ikke tror
er til. Men mine blinde Hug i Mørket
beviser, at han lever — i min Tvivl og Frygt.

... Saa mangen Nat, naar Tanken søvnløs vaager,
og Øjet stirrer efter Vindvets Halvlys,
paa Poplernes de masteranke Stammer,
mens Stjærneflaaden glider tyst og tavst
ned over Himlens sortblaa Hav,
— da kommer listende et Barndomsminde
paa spæde Fødders lette Trippegang,
og alle Døre aabnes for dets Lysskær,
hvert Mulm maa flygte for dets Barneøje,
— da gribes jeg af kirkehellig Glæde,
det er, som favned jeg en svunden Tid

113

i moderkærligt Favntag, —
og se, der griber bløde Hænder
ind i min Hjærnes vilde Tankevæv,
hvor Tvivlen slog sin Traad saa sort som Død,
— og al den Islæt skilles ud igen,
til purt paa ny er Barnetroens Mønster ...

Det pinte mig saa tit, hver Gang jeg saa’
to sikre Kvindeøjne lyse last i Tro
paa Frelseren og al hans stærke Magt.
Mit Hjærted vaanded sig, jeg hvisked tyst:
I denne Kvinde leyer Jesus, nægt det ej.
Og der er intet, som er mørkt for hende,
men alt er Visheds Fryd.

Saa længe Jesus har et saadant Tempel,
om blot ét eneste, én Kvindesjæl,
saa længe er han ikke død.

Thi dét er Troens tryllerige Magt,
at selv den Døde vækker den til Liv
og klæder ham i Haabets Purpurdragt:
det største Under tror man stærkest paa.

* * *

Ak, ej der gives Blod, hvor Tvivlen suged,
og ingen Varme, hvor deres kolde Haand har hvilet.

114

Og Klokkens Kimen bliver rustne Toner
af gammelt Malm, der ringes af
en gammel snavset Haand.

* * *

Og dog, hvor er jeg stolt, at jeg har stødt
til Gudestøtten, saa den livløs faldt,
at jeg har løftet Templets sidste Forhæng
og set, at Troen kun et Intet gjaldt.

Nu har jeg rejst mig rank paa mine Knæ,
der bøjedes i Støvet, da jeg tilbad
en Afgud, Mennesker sig selv har skabt.

Det falder tungt at gaa foruden Støtte,
nu Troens Aronstav paa Baal er brændt.

Men én Gang nemmer jeg vel og den Kunst
at gaa med sikre Fjed, med løftet Blik
at se paa Himlen, der er vagtløs fri
og ingen Eneherskers Dommerstol.

Da kaarer jeg til Gud den gyldne Sol,
som pløjer Livet frem fra Pol til Pol.

115

... Og langsomt, vaagner Verden af sin Rus;
thi Daarskab er hver nok saa salig Drøm
om Lykke, som vi ikke selv har skabt,
og om et Paradis, som ej blev tabt
og aldrig vindes, planter vi det ej
paa egen Jord ved egen Sved og Kraft.

Men Mennesket vil vaagne af sin Rus,
naar Drikken dunster bort, man gav det ind
til Trøst og Lise for et bange Sind.
Naar i hvert Hjærte Nazaræeren er død,
da rinder op en frejdig Fremtids Morgenrød.

Rung kun derude, Kirkens Soveklokke,
mit sikre Haab skal du dog aldrig rokke:
at sene Slægter ej vil trænge til
at lulles ind i Drøm af Klokkespil,
men vove frit at vandre over Verden ud
og ej sin sunde Lykke skylde nogen Gud.

116

Nytaar.

Aaret slaar op paa Vid sine Porte:
Se dagelang ligger for os Vejen
nøgen og haard:
men Vinden staar
ind gennem Mørket med Fygen og Fejen
af sløvfin Sne ...

Over Porten bliver at se
— nu Klokken slaar sine døbende Slag,
de malmklare klingre —
en Haand, der med faste Fingre
skriver i Ildtræk Aarets Løsen:
Fremad, stærke — fremad, svage,
fremad, fremad — aldrig tilbage.

117

Alle de mylrende, rejseklædte
Menneskeskarer vaagne af Døsen,
angstbeklemte, i Vaande stædte ...

Husk paa Løsenet, glem det, ej ...

Og ind skrider Toget
paa Tidens haardfrusne Kongevej ...
Storarméen, den stadigt øgende.

Toget, det store, det Kanaan-søgende ...

Og mangen en Læbe hvisker en Bøn,
et tryglende Haab
om lidt Lys i de kommende Dage
— de mørke, de mange —;
et tiggende Raab
om Hjælp, lig en Moders bange
Nødskrig og Klage ...

* * *

Bed kun om ét, du svage, du lille:
Tro paa dig selv til at virke og ville,
Tro paa din Gærning, den myge, den milde,
Tro paa, at ingen Kraft gaar til Spilde ...

118

Tro paa, at hver ved sit Arbejd kan gavne
Fremskridtets mægtige Fællessag,
Tro paa en Sejr og en Afregningsdag,
der alles ærlige Stræben betaler.

Husk, at i Menneskeslægtens Annaler
tæller hvert Liv som et Bogstav med!

Derfor afsted —
som en enig, en sluttet Arbejderhær
fremad I skride, — Rækkerne øgende —
rede til Arbejd og Lønnen værd!

Toget det store, det fremadsøgende! ...

119

Arv.

Hvert Foraar udsaar Haabet sin Sæd,
som Jorden forjættende favner,
men Høsten bringer kun sparsomme Fold,
og Haabet ryger i Avner.

Aarhundredet udsaar spirende Kim,
der skal føre „Slægten“ frem;
maaske før et Tiaar er rundet ud,
er Udsæden gaaet i Glem.

Slægten vil bygge et Babelstaarn:
i Himlen skal ind der rykkes; —
det styrter i Grus; paa den sunkne Ruin
nye Babler der bygges.

Hvert Slægtled er et Gigantertog,
der stormer Olympen med Brag:
Evig den selv samme Ungdomstrods,
der lider sit Nederlag.

120

En stedse rullende Bølgegang
med skiftende Hæven og Sænken —
Prometheus, der higer mod Frihedsluft,
men slider forgæves i Lænken.

En Kamp, der raser med fælles Maal
— raser i hvert el Bryst;
men Løfter, man tog af sin Vaartids Sæd,
blev aldrig løste i Høst.

Hver Morgen hejses i Solens Lys
Banneret — Fremskridtets røde;
mod Aften er det en falmet Klud —
og alle „de unge“ døde.

Men Kampen fornyes af næste Slægt
og tærer paany dens Marv;
— dog, Haabet at storme Olympen engang
er Slægternes evige Arv.

121

Askese.

Jeg havde Lyst at stænge
mig ind bag Bur og Bolt
og lade Verden ile,
mens selv jeg gjorde Holdt.

Jeg vilde lukke Øjet
for al den Farvepragt
og al den lystne Lokken,
som er i Livet lagt.

Og stoppe Øret til for
de mange Fristersange,
som vilde min Vandring virre
i Labyrinthens Gange.

Jeg lukked Øje, Øre
for al den tomme Tant;
— men det blev vaagne Drømme
og usund Søvn jeg fandt.

122

Thi jeg saa’ Farver skinne
bag Øjets lukte Laag,
og Takt til Fristersangen
mit eget Hjærte slog.

Og al den Attraas Higen
og al den Syndelyst,
jeg trode kom fra Verden,
— den bar jeg i eget Bryst.

— Saa heller ud i Verden
med al dens Farvepragt:
til al den Syndens Lykke,
som er i Livet, lagt!

123

Skrifte.

Om nu han kom, der kaldes Syndens Fyrste
og rørte ved din Arm, mens tavs du stod
og om den Lyst din Tanke kredse lod,
hvorefter alle dine Længsler tørste,

og saa’ paa dig med dette sære Blik,
der lige til dit Inderste sig borer
og alle dine dagsky Tanker sporer
for efter dem at rette sine Stik;

hvad om han saa’, at du led Sult derinde,
hvordan din Attraa higed efter Brød,
og derpaa snedig dig sin Bistand bød
og tog dig med sig op paa Templets Tinde:

Der breder Livet sine gyldne Egne,
der ligger solbelyst ved Bjærgets Fod
den Nydelse, du hedest higed mod,
med drømmeskønne Riger allevegne ...

124

Naar da han greb din Arm og peged vidt
paa alt, hvad skønt dit Øje kunde blænde,
mens han med Ord, der i din Sjæl sig brænde,
lokkende hvisked: „Alt skal være dit!“

Mon da du havde Magt og Mandemod
at skue fast i disse hede Blikke
og kunde samle alt dit Hjærteblod
til Svar: „Vig fra mig, Satan, frist mig ikke!“

— og ikke syndberust faldt for hans Fod? —

125

Der staar skrevet.

Fra Verden blev til, har der staaet en Strid
— Kampen for Brødet med Nag og Nid.

Og rundt om raabes med sultne Skrig:
„Hvorfor er jeg Tigger, — du saa rig?“ —

Den rige trækker godmodig paa Skuldren:
„Den gamle Snak og den gamle Buldren!

Arbejde hvo, som arbejde vil —
hvis ikke, saa faar man selv se til!

Fortvivl ej, om ej du bar Sul eller Skjul —
skrevet der staar: Ser til Himlens Fugl!

Har ikke du Klæ’r, skønt den bedste Vilje,
— nu vel, saa se ben til Markens Lilje!“ —

Det lyder saa kønt og er nemt at sige,
men nøjes dermed er ikke saa, lige,

126

naar Fuglen jages af Hungerens Glente,
og Liljen visner med Vinter i Vente ...

Men der staar nok ogsaa skrevet for Resten,
at „som dig selv skal du elske Næsten.“

Af dine Gærninger vìs mig din Tro! —
slaa ikke med Skriftsteder dig til Ro.

Og har du to Kjortler — godt, og kort:
saa skal du give den ene bort! —

Thi Skriften er ikke et, Stemnings-Digt,
men en lovfyldt Bog, der maner til Pligt.

127

Ørkenvandring.

I rastløst Stræb mod Landet det forjættede
har Slægt paa Slægtled søgt og slidt sig træt,
mens Tidens Ørkensand faldt tungt og tæt
og Sporene bag efter Toget slettede.

Paa deres Skuldre kasted Solen sine
blytunge Kapper — Straaledryssets Hede,
mens Ørkenvindens Svøber Huden slede
og fyldte Lungerne med Sanskorn fine.

De famled fremad, medens gamle Lyder
og lave Lyster sinked deres Gang,
saa tit om Føreren med Raab det klang:
Før os tilbage til Ægyptens Gryder!

Det var en Tvivlens Sejr, en Haabets Slippen,
naar Tørsten brændte og paa Modet tæred,
og alle lønligt Tvivlens Ildblus næred,
— selv Moses, førend han slog Vand af Klippen.

128

Og aldrig blev af Kødets Lyst de mættede,
før Sandet dækked deres døde Kroppe;
dog holdt én Fører og ét Maal dem oppe:
De higed imod Landet det forjættede! ...

— Det er Forbandelsens de strænge Domme:
Du skal ej skue Landet, som jeg gav dig;
i Sandet venter Døden med en Grav dig,
først næste Slægtled skal til Landet komme. —

Og han, som er den største af dem alle,
der leder dem, som hjælpeløse kravler,
og henter til dem Lovens Kobbertavler,
mens de paa Knæ for deres Guldkalv falde,

selv han, der saa’, der tænkte for de andre
og rastløs aldrig gav sin Higen Stunder
for søgende to Snese Aar at vandre,
er én Gang dog for Tvivlen bukket under.

Thi skal ej heller han til Landet komme!

Men naar tilsidst hans Levetid er omme,
og han staar styrket i de unges Lejr
i Tro paa Maalet — Frihedstankens Sejr —
den Tro, han trøstig i sit Liv har værget,

129

— da stiger Moses op paa Nebobjærget
og skuer Landet med de skarpe Øjne,
— dem Aar og Modgang ej har kunnet blinde —
det Land, mod hvilket Længslerne er fløjne ...

Der ligger Landet — rigt af Farvespil
i Skønheds-Smil, med lyse Løfter inde
for Fremtidsslægten, som skal Landet vinde ...

— og Døden trykker let hans Øje til.

130

Rapt kører Tiden sine Heste frem.

Rapt kører Tiden sine Heste frem
med slappe Tømmer over stride Manker,
mens Vaar og Høst om Gudens Vognstol ranker
en farveskiftende Guirlande-Bræm.

Og efter Vognen stræber hele Flokken
af Slaver, — som en langstrakt Livets Bølge.
I takttast Fodslag give faa kun Følge,
mens tungt de fleste humpe frem ved Stokken.

Men alle maa bagefter! Den, som vover
at staa i Vejen, tramper Toget over.
— Dog stundom sker det, at en dristig Drømmer

tør springe op og gribe Tidens Tømmer
og tøjle viljestærk de vilde Heste
og vælge Vejen, som han tror den bedste.

131

Jeg stod for Sfinxen.

Jeg stod for Sfinxen — Dødens Tempeltjæner,
Ligstenen, der de dødes Grave skjuler:
I Sten-Ro ligger den, mens Solen brænder
og spiller i dens tomme Øjenhuler.

Da trygled jeg med angstfuld Bøn om Naade:
„Du store Kæmpe, stumme Sten-Kolos,
lig ikke der i haanlig, dødtavs Trods,
men lær mig raade Livets tunge Gaade!

Fik nogen løst den rigtig, saa han fandt,
at Dødens Løsning stemmed med hans egen,
naar han gik ind ad Døren over Stregen?“

Et Svar fra Sfinxen klang mig ej i Møde:
Mens Solen i sit Guldspind ind den spandt,
dens Øjne stirred blinde, kolde, døde ...

132

Nat og Dag.

Der er et Liv i den lyse Dag
af tusend smaabitte Skæbner,
alle de mange, hvem Strid for Brød
med Arbejdsvaabnene væbner.

Der summes og virkes stille som skjult
af Hænder og Øjne og Hjærner:
Bryst mod Bryst i ufølsom Kamp.
hvor hver om sin Vinding værner.

... Der er et Blund i den stille Nat
for alle de trættede Kræfter,
da Søvnen mildner de mødige Mod
og glatter Rynkerne efter.

En Vaabenhvile i Døgnets Strid,
hvor alle Betingelser jævnes,
forinden der skinsygt kæmpes paa ny
og haardelig hugges og hævnes.

133

Kain.

I live, but live to die.

Byron.

Jeg havde ædt mit Brød i Ansigtssved
med Barnet paa mit Skød. Da ind det slumred,
dets Moder tog det, gik, thi stærkt det skumred;
jeg selv mig slængte træt i Græsset ned.

Og atter var forbi et Dagværks Dont,
der matter Øjet, slapper Led og Lemmer.
Dog ej jeg Hvilens søde Krav fornemmer:
jeg stirrer mod en stænget Horisont.

Saadan paa Døgn skal evigt følge Døgn,
hver Morgen vække Sjælene til Kummer,
og Natten skal kun skænke karrig Slummer —
mil Liv er Slid, men Arbejdstrøsten Løgn ...

134

Jeg rejste mig. Min Fod var kold som Sten,
og Blodet brændte hedt og frøs, i Flæng.
Jeg vakled ind bag Teltets Hudehæng:
Dèr sov de andre — Dyrets Søvn — hver én.

Dèr sov de alle — med og uden Mæle —
kvalmt Aandedrættets Dunster stødvist strømme —
en natlang Glemsels tomme Taagedrømme —
sovende Sorgen bort, de bange Sjæle ...

Igen jeg Dyrehuden slog til Side
og traadte ud paa Græsset, hvor det dugged;
tæt Himlen var af Stjærnekorn befnugget:
Dèr skimre Mælkevejens Taager hvide.

Hver Stjærne vandrer ad en anvist Bane,
— jeg driver som et Vrag for Mindets Bølger,
thi der er Skygger, som mig trindt forfølger,
og Tankespøgelser jeg ej kan mane.

Jeg jages af et sælsomt Syndenag
til fredløs Vandring. Og i stum Forhærden
jeg føler, lige strængt ved Nat og Dag,
et Spejderøje vogte paa min Færden.

135

Mit Hjærte snøres af en lønlig Vaande,
min Krop er for min Higen som et Panser,
i korte, trange Gisp jeg snapper Aande,
— med ét det er, som Hjærteslaget stanser ...

Dèr rejser Porten sine Klippemure
højt hævede mod Himlen, men foroven
fremrager der en Top af Gederskoven,
hvis Løv og Grene dumpt mod Klippen dure.

Dèr er min døde Lykkes lukte Grav ...
Og af al Edens grønne Lyst, derinde
min Fader bragte kun et Trælleminde
— en Flygtnings hurtigt skaarne Vandrestav.

Mod Graven daglig mine Skridt sig vende,
jeg vil begræde, hvad jeg ej skal eje;
men Taarerne, som hedt i Øjet brænde,
har aldrig paa min Kind sig furet Leje.

Højt over Porten lysner Lueskær,
et Spring af Gnister — det er Flammesværdet,
der glødende hvidt skal skræmme Jordens Hær,
til det i dømte Slægters Graad er hærdet.

136

Jeg er en dødsdømt Sjæl. I Frygt jeg stønner
for Døden og den Stund, jeg skal den lide.
Til Døden vier Fødslen mine Sønner. —
de syndundfangne Slægters fælles Kvide ...

Der gærer i mig Trods og Syndelyster:
Tvi ham, mod hvem jeg aldrig mig forbrød!
Den gyldne Skaal, hvori han Drik os kryster
af Livets Druer, — har paa Bunden Død.

137

Ny Jord.

Wie der Pflüger hinterm Pfluge
geht der Künstler hinterm Werk.

Grillparzer .

Det kues ikke, de unges Forsøg
at vinde Muldjord af Hede,
at rydde den golde, stenede Al
og Sædkorn i Mulden at sprede.

Thi dødes det ene Slægtleds Ild,
strax i det næste den tændes,
og tæres de gamles Kræfter og Marv,
i de unge Musklerne spændes.

Vi er Sønner af Jorden, fra den fik vi Huld,
i Jord finder Foden kun Fæste,
og naar vi virker med stræbsomme Sind,
tør kækt vi haabe det bedste.

138

De unge har Tidens Krav i Skjold:
At hver sin Jord har at pløje,
skal stræbe at avle de fleste Fold
som Løn for den fælles Møje.

Tak til dem, der for længst bar begyndt
det Ukrudt at luge og tvinge,
til dem, der rydded de første Sten
og først lod Løsenet klinge;

der drog til Felts mod en doven Slægt,
som nødigt forlod sine Drømme
og, mærkende over sig Tidens Vægt,
strammer i Fremtidens Tømme.

Tak til ham, der først havde Mod
at rejse det nyes Fane,
der gød sin Ild i de unge Blod
og lærte dem bryde sig Bane.

Hans Ord i vort Øre har levende Klang,
han spreder Lys for vort Øje;
de unges Tak skal bære ham frem,
saa intet Had skal ham bøje.

139

Hvorledes vi end vil dyrke vor Jord,
saa bedst det vor Stræben kan lønne, —
enigt maa vi dog takke ham for,
at han graved de nye Brønde.

Vi har jo en Fylke af modige Mænd,
som traadte de nye Veje;
dem følger de unges voxende Flok
med Friskhed og Kamplyst i Eje.

Nu kommer de unge Skuldre til,
de yngstes Mod til de gamles,
og hvad de mægted at løfte ej,
det sker vel, naar Kræfterne samles.

Det kues ikke, som tømres her,
det Hus skal ej Vindene ryste,
vi graver vor ærlige danske Jord
og saar, at de næste kan høste.

Det Brødkorn, vi saar, skal nok sætte Frugt:
vi vil sælge det bedste, som gives,
og ikke ræddes for fremmede Frø,
naar blot i vor Jord de kan trives.

140

Ej ærlig Stræben skal sættes i Band,
og Gøglet skal ikke raade,
thi Skældsord slaar ingen Mand ihjel,
og Haansmil kan lidet baade.

Men Alvor skal præge de unges Sag,
vort Maal og Haab er de bedste:
den Sten, som vorder os selv for tung,
skal ryddes maaske af de næste.

141

Nat.

Op mod en Vesterhimmel af tyndet Guld
staar Dyrehavens sorte Kratskovkamme.
Nu vinder den spinkle Aftenstjærne Huld
og tindrer med sin roligt skinnende Flamme.

I Østen lysner det fra Nyets gyldne Segl,
som mejer Stjærnernes tynde Straaleneg ...
Under Bøgekuplerne glimter en Vandpyts Spejl.
En Birkestamme skinner spøgelsebleg.

I sine vage, blinde Plantedrømme
vaander sig tungt en ensom gammel Eg.

De hvilende Hjorder skelnes som Skygge-Pletter.
En Raakalv bræger over de skumrende Sletter.

142

... Ellers saa lyttende tyst, at mit eget Suk
lyder højt under Bøgenes stille Buer.

Der falder Dugg
paa Græssets bløde Tuer,
og Tjørnens Duft
stænker sin Krydder-Aroma i Nattens lumre Luft.

Jeg skrider over de fjerende Tuer
og føler Duggen køle min hede Fod.
Tjørneduften pirrer mit ildende Blod,
mine Tanker gløde i roligt brændende Luer.

Jeg gaar som en fredløs Mand,
der skyr de store Stæder og Folkets Vrimle
og Solens Flammer og skyfri blaanende Himle,
— jeg gaar som en fredløs Mand,
der lister sig ud, naar Dagens Porte lukkes.

Jeg nærer en Ild, som aldrig slukkes,
en Hadets nagende Orm, som aldrig dør ...

Thi hvor de stime de glade støjende Sjæle
— slidende efter den Lykke at spise og drikke sig mæt,
— dèr hvor Løgnen regerer og Penge er Ret,
— dèr kunde Luften mig kvæle.

Hellere træde som hjemløs Mand sine egne Spor
end synge med i Trællenes plumpe Kor!
143 Jeg kender en Hadets Orm, som aldrig dør ...

Lig, du slumrende Dyr, derinde i tusende Huse
— Menneske kaldt — et Dyr med klippede Klør,
dødede Lyster og dyrisk trællende Lemmer ...
Ikke kan du høre Vandene bruse,
ej være med at aabne den store Sluse,
som skal rense Verdens Augias-Stald.

Ve dig, du gamle Verden, du stauder for Fald!

Fjærnt derude hører jeg Havet synge.
Truende hviske de Fredløses tusende Stemmer,
snart vil de samles i Flok og gaa frem for at fælde
Verenstrældommens Træ, der er raaddent af Ælde.

Lig, du slumrende Dyr, derinde i tusende Huse,
— Menneske kaldt — kun et Dyr med klippede Klør,
dødede Lyster og dyrisk trællende Lemmer ...
Ikke kan du høre Vandene bruse,
ej være med at aabne den store Sluse,
som skal rense Verdens Augias-Stald.

Ve dig, du gamle Verden, du stander for Fald!

144

Aglaia.

1

Du skænked mig saa sød en Vin,
Pokalen var din Mund,
og dine hvide Tænder
var Perler paa dens Bund.

Du var et køligt Blomsterskjul,
som brat mig fangen tog,
og Løvet var dit gyldne Haar,
du om mit Hoved slog.

Din Stemme var Sirenens
saa fuld af Suk og Savn,
— da stranded mine Tanker
i din skumhvide Favn.

145

Naar dine Armes Slanger
omsnoede min Hals, —
for ét af dine Rosensmil
mit Liv var dig tilfals.

Jeg sank i dine Øjne
som i en Indsøs Bad,
hvor røde Guldfisk leger
under Aakandens Blad.

2.

Skoen paa din Fod du vipped
og holdt Haanden under Kind,
da det første Kys jeg nipped
og i Øjet saa’ dig ind.

Dine Øjenlaag sig sænked
for mit hede Aandedrag.
Fast jeg til din Favn laa lænket
af dit Hjærtes stærke Slag.

Og jeg følte, hvor du sitred,
Blodet sang som Konka-Kog,
og lig Maaneglans der glitred
over dine lukte Laag.

146

Men til Kval, som kunde dræbe,
blev den vellystsøde Stund,
thi jeg følte, paa din Læbe
stivned Kysset fra min Mund.

Og du skælved og du skød mig
fra dig som i Feberhast,
og i Stumper Lænken brød sig,
som jeg trode holdt mig fast.

Og du vaanded og du vandt dig
fra mig, mens du stønned: Gaa!
— Og en ukendt Kvinde fandt jeg,
der som fremmed paa mig saa’.

Tungt, hun strøg sig over Panden,
hendes Stemme lød som Hvin:
Al min Hu var hos en anden,
mens min Mund var trykt mod din!

3.

Nu skyller de skønne Minder
bort i en grumset Flod,
hvor ingen Guldfisk skinner
i Solen som gyldent Blod.

147

Nu svandt mig af Sanser og Hjærne
hver Hvid af din Skønhedsskat.
Dit Øjes skælvende Stjærne
dukker i dybest Nat.

Din Stemme dør som en Maages
Sang i sydende Blæst,
dit Billed dør som en Taages
sidste solspredte Rest.

Den sidste Gnist af en Kærtes
Blus imod natsort Grund ...
Hvem lodder et Kvindehjærtes
lønlige Havdybs Bund?

148

Stemning.

Vidt over Vandet jog de hvide Maager.
med Vingeslagets Sus, i Bueflugt;
dèr fløj en enkelt fremad lige lukt
og slugtes op af Horisontens Taager.

Jeg satte mig paa Strandens klamme Sand,
— imod mig slog en Em af Salt og Tangen —
og lytted længe tankefuld til Sangen,
som Bølgen rullende bar ind mod Land;

... ret som et, Pust af Tidens Dødesang
med Kor af Vrag og sønderbrudte Planker
og mange stærke, tidligt ødte Tanker
med Vaandeklager over Livets Gang.

149

Et dæmpet Brus af Livets Orgelsalme
med Dødens dybe Andagt blandet i,
— hvorledes alt skal splintres, brydes, falme,
og alt se Tiden ile sig forbi ...

Jeg tænkte paa den Maage, jeg saa’ svinde,
som ej jeg kunde følge med mit Blik;
og endnu mindre Sekraft Sjælen fik:
den gaar jo næsten altid om i Blinde.

Jeg ridsed med min Stok i Sandets Lag:
Saadan paa Sand har Tusender jo tegnet
og skrevet Ord, der ikke var beregnet
at slikkes bort af Havets Bølgeslag.

150

Folket sover.

Ja, Folket sover som en glemsom Drømmer,
der aldrig ønsker sig den klare Dag,
men helst vil slumre videre i Mag
fra Arbejdspladsens Tegl og Sten og Tømmer
og Valens grønne Slette, hvor der slaas
af slanke Kæmper imod Mørkets Jætter.
Det sover fra den frihedshede Trods,
som Hævnens Blodblomst i sit Banner sætter.

Og faa kun vaager ...
Et, rødligt Vagtblus skinner gennem Skoven,
men svares kun af Stjærnerne foroven,
mens over Land og By
der ligger Trældoms lave, tunge Taager.
Ak, Dagen tøver — vil den aldrig gry?

151

Ja, Folket sover lig en daadløs Daare:
Som Søvnens Vogter sidder der en Flok
af sorte Bedemænd som ved en Baare;
de længes efter Verdens Ragnarok
og elsker deres Gud og Hjord saa saare;
thi har de unges Vingefjer de stækt
og vugget Hjærterne til Ro ved sært at tale
om Skyld og Straf og Herrens hellige Ord,
han som engang skal skille Faar fra Buk.
Paa Verdens Jammer ødsler de med Suk
og peger mod det blaa, hvor Herren bor:
Hans Tugtris ser de i Kometens Hale.

Nu slumrer Folket som et dysset Barn
— til ydmyg Fromhed har man det formanet.
Naar alt er stille, som et dagsky Skarn
dets Fjende lister frem lig Tyv om Natten
og stjæler af dets Hjærte Frihedsskatten
— den lyse Ild, vi éngang havde ranet.

Ak, faa kun vaager.
Omkring et Vagtblus sidder de og grunder,
og nogle tror, at Solens Lys gik under
og aldrig over Jord vil rinde op ...

152

Paa Udkig sidder En i Egens Top;
fjærnt ude skimter han et Lysets Lyn,
en Pil, som skydes gennem Mulmet ind
fra Solens Bue, — og med løftet Bryn
han raaber an og varsler Dagens Komme:
„Grib nu til Sværd og Eders Lanser skæft!“

... Men naar mon Slægtens lange Nat er omme? ...

De sorte Bedemænd er lavets Kræft.
de dysser Viljen ned og tysser Modet
og gyder Dogmers kolde Vand i Blodet;
de vender Øjet mod et andet Liv
med Bod for alle Jordens Savn og Kiv,
de retter Sind og Blik mod Himlens Hvælv,
og svulmer det i Barnets Bryst og Marv,
de siger: „Dræb din Lyst og ku dig selv.
Husk, Synden er vor store fælles Arv,
— I lide skal i mange tusend Led
for deres Synd, fra hvem I stammer ned.
Gaa ind ad Livets brede Porte ej,
men hold Jer paa den smalle Trællevej.
Tæm Eders Vilje, kæmp imod Jert Kød!“
De tror, at Verdens Vej er Vej til Død, —
men den er Vej til sundt og frejdigt Liv!

153

Ve over dem, der dæmmer Livets Strøm
og luller Sjælen i en Andagtsdrøm
om, hvordan Himlen kun skal skænkes dem,
som anser Jorden ej for rette Hjem; —
de døder Slægtens Drift og Levevilje
med Døveduften fra en Pinselilje!

Dog snart skal Folket ruskes op af Dvalen
og Mulmets Mare rives af dets Bryst.
Da skal der stande livsglad Strid paa Valen,
og alle Muskler svulme skal i Lyst.

Højt nye Lovens Tavler skal der rejses
om Godt og Ondt — knus da de gamle Bud
og styrt i Støvet Dommens strænge Gud:
Til Konger skal de karske Viljer kejses!

154

Resonans.

Sølvklar endnu hører
jeg den svage Svinden
af de sidste Toner,
baarne bort af Vinden.

... Naar jeg sad i Skumring
og paa Ilden stirred,
sled de sig fra Strængen,
saa den længe dirred.

Tit er let i Luften
Melodien fløjet,
som naar vævre Spurve
pippe selvfornøjet.

Men naar tungt mod Brystet
jeg mit Hoved hælded,
lig en Orgelfuga
frem en enkelt vælded.

155

Af min Trods fik somme
dybe, haarde Klange:
Tidens unge Længsler
græd i mine Sange.

Højt fik jeg da mine
Ungdomshymner sungne,
— saa at alle Strænge
paa min Luth er sprungne.

Nu paa Arbejdspladsen
vil jeg give Møde,
stride for en nyfødt
Verdens Morgenrøde.

Held de friske Viljer,
der vil Stordaad øve
for de nye Tankers
Bærekraft at prøve!