1.

✂ Nu kommer de syngende Sus i de store Skove
og lister som hviskende Røster blandt Træernes Stammer;
i Løvhavet pløjer Vinden sin sidste Vove,
og Kronerne gyldnes af Solens de sidste Flammer.

✂ Og alle Marker er golde, muldsorte, øde;
kun Spurvene nipper de glemte, sparsomme Straa;
Slaaenfrugterne skinner paa Hækken rimfrusne blaa,
og Rosentjørnene stritter med Hybner røde.

✂ De gulblege Blade spredes af Vindpust kolde
og drysses rundt paa alle Sommerens Veje:
i Dynger af Løv skal redes dens sidste Leje,
ad en bladstrøet Vej skal Vintren dens Ligtog holde.

✂ Der rider et Tog hen ad Vejen med gungrende Hove:
Hallo! det bliver en lystig, en fygende Jagt;
thi Stormvind og Slud og Kulde har sluttet en Pagt,
om hvem der kaadest i Dysten tør Trøjen vove.

✂ — De rider med syngende Sus i de store Skove.

2.

✂ Du Blæst, der stryger med isnende Hvin
som Vinterens lynskrappe Bud,
— kunde du rense, og kunde du feje
og lufte alt sygeligt ud!

✂ Og kunde du rive Pjalterne af
hvert Vanskud og udgaaet Stamme
og mellem det sunde mærke det raadne
og fælde det strax med det samme.

✂ Du Storm, som vælter din iskolde Luft
afsted som en saltfrisk Bølge,
— kunde du skylle ind over Landet
med Syndflodens Vand i dit Følge!

✂ Og Sne, som tynger i Luften alt,
kom du saa og læg dit bløde,
skærmende Lagen om det, der faldt,
og begrav du alle de Døde;

✂ og skjul det alt i en Fællesgrav
i dit dunbløde, kølende Fang:
det, som bar Livets fornyende Kræfter,
véd vi, vil opstaa engang!

1.

✂ Sneen har føget om Natten,
nu ligger den blød som Vat,
ren, saa længe som ingen
Foden har i den sat.

✂ Ser du, hvor fint den er føget,
ud over Markernes Tavl,
ind i Karme og Døre
og Kirkens takkede Gavl?

✂ Og der ligger hvide Puder
langs Stammernes ene Side,
Stænk paa Grene og Kviste
af det samme fnuggede Hvide;

✂ ret som om alle Konturer
var trukne skønnere frem:
Kirken og Huse og Træer
og Digets buskede Bræm;

✂ som en Kunsterhaand havde syslet
i Nat med Farverne lidt:
havde „toucheret“ det hele
over med Sneens Hvidt!

2.

✂ Guld er der over
Sneen drysset;
thi Solen har kysset
det hvidnende Muld;
et Glimmerflor
er kastet over
den hrud-klædte Jord.

✂ Piletræerne
— ludende, knudrede —
blinke i Glansen
rimfrostpudrede.
Lyn fra Millioner
af blanke Krystaller!
af funklende Diamanter
en Støvregn der falder.

✂ Med Korn er Vejen besaaet
af Guld det allerreneste;
kun Spurven, der søger i Straaet,
kan ikke finde et eneste ...

3.

✂ Nu ligger Naturen Lig
med snehvidt Lin over Brystet bredt.
Himlen har kold paa dens Dødskamp set
og Skylaget tætnet sig tungt og sort.

✂ Stormen vejrede Dødssukket bort;
og over den Døde skingre
Kragers og Ravnes Skrig:
Nu ligger Naturen Lig.

✂ Over det stivnede Legem
har Sneen glattet sit Lagen;
alt er skjult i det marmorhvide
kølige Leje, mens Træerne — nøgne —
ludende sørge ved Sarkofagen.

✂ Nu hvælver Himlen sig ren og bøj
som en Kirke-Kuppel over den Døde:
i Nætterne lyse som flimrende Kærter
Stjærneblinkene gyldne og røde.

✂ Hver Dag og Nat
holdes Vagt der ved Sarkofagen
af Længslens tavse Skygger,
der aldrig kan bringes til Ro
under Sneens dødkolde Lagen,
og op imod Lyset og Dagen
stiger en Hymne
født af det milehvide, lydtomme Øde
i Bøn for den Døde,
— en Bøn om Livet paany ...

✂ Men indtil Solen faar endt sin Krig
og sejrrig kan vække de Døde
i Foraarets Fødselsgry,
— saa længe vil over Graven
skingre Kragernes Skrig:

✂ Nu ligger Naturen Lig!

I

✂ Jeg ser en Have saa sommerfrodig
og ud mod Vejen et grønt Stakit.
Man ind ad Laagen gaar nok saa modig,
thi her er Glæde for hver Visit.

✂ Dèr er et Lysthus, som Hylde skærme,
en Lind histhenne med Bænk omkring:
Her kun de unge gaa rundt og sværme
og lystigt slaa deres frie Sving.

✂ Og hun er blond og har Øjne klare,
der skælmske frem under Hatten se,
har blegrød Kjole med Arme bare
og blanke Tænder, der altid le.

✂ Og han har Straahat paa brune Krøller,
og han er frank og en fri Student;
ind over Gaarden hans Lune skyller,
saa Huset helt bliver endevendt.

✂ Der intrigeres; thi flere bejle
— en Drivedigter, — en Spekulant
i Frøknens Penge, han nok vil negle, —
de alle gaar og er lidt paa Kant.

✂ Men dog de ler med en sorgfri Latter,
og Dagen gaar som en sollys Spøg,
til han, den rette, faar Husets Datter,
og alle Anslag gaar op i Røg.

✂ Ja, Hostrups Muse, vi kende alle:
hun er saa vilter og kaad i Sind.
og hun har Ord, som lidt rappe falde,
og Smilehuller i hver en Kind.

II.

✂ Del var nok Klint, som kom hjem en Aften,
lidt ør i Hjærnen af Druesaften
fra Punschegilde hos Lars Mathisen,
hvortil han selv havde skrevet Visen.
Saa fik hans Lykkens Galosker paa
og tværs over Gaden lod Farten staa.
Og selv usynlig han var til Gilde
hos Kobbersmedden, saa’ Rikke den lille,
der gik og var skudt i sin egen Student.
Til megen Splid var dog Rikke Kilden;
thi hele tre havde Jærn i Ilden.

✂ Han hørte Madsen skænde og bande,
for han var skinsyg og drukken omtrent, —
saa’ Buddinge tørre den perlende Pande,
og Fatter, som ej Kysseri kunde lide,
og den raske Madam ved hans grønne Side ...
De leged en Panteleg nok saa nydelig,
ligetil Madsen blev vred og fortrydelig.
Klint saa’ det hele og snildt, greb ind
som en Røst, der bleged v. Buddinges Kind.

✂ Man siger, at Klint kun har haft dem en Nat,
Lykkens Galosker, den herlige Skat,
som ej kan erholdes til Laans for Penge;
— dog tror jeg, at Hostrup beholdt dem længe;
thi han var rundt i en Masse Hjem
og lured dem alle og stilled dem frem
— snu og dumme og blide og bistre —
en fornøjelig Vrimmel af danske Filistre.
Og i al deres Talen og al deres Sang,
det, er, som om jævnlig Vox klintica klang.

III.

✂ Saa blev det Vinter og Aftentide,
og Sneen føg; man gik ind bag Dør
og rysted af sig de Snefnug hvide,
men samled Minderne ind fra før.

✂ Og omkring Arnen vi sad som Gæster,
den gamle Digter var Vært igen,
Det blev til en af de glade Fester,
vi trode svundne med Somren hen.

✂ Thi blandt dem alle — af Sind saa unge —
én vimsed rundt paa to vævre Sko,
og hun var skælmsk og lidt rap af Tunge
— som Hostrups Muse hun til os lo.

✂ Vi dansed rundt til Klaverets Klange,
vi spøgte let som i fordums Tid
og sang saa en af de kønne Sange,
der stemmer Sjælen saa barneblid.

✂ At mule her vilde være syndigt;
vi sad om Arnens det røde Skær
og syntes, Talen den gik saa, yndigt,
— thi vi var hjemme paa Gaarden her.

✂ Og som vi sad og lod Tiden rinde
og saa’ paa Ildens det røde Skær,
da randt saa stille det, os paa, Sinde,
hvorfor vor Digter vi vandt, saa kær.

✂ Og Takketanker af Hjærtet skøde
for hver en glad og livsalig Stund,
da Hostrups Smil over Scenen brøde
og bored dybt til vor bedste Bund.

✂ Vor Frihedsstræben i ham har fundet
en rask Soldat, der løb over ej:
saa langt hans inderste Tro har kunnet,
de unge kækt har han fulgt paa Vej.

✂ Og han blev en af de evigt unge,
som aldrig ældes og aldrig dø,
saa længe Danmark har egen Tunge,
der flyver frit over Land og Ø.

Lethe.

✂ Bort i Blinde bølge Lethes Strømme
sitrende som skællet Snogeskind,
kun med svage Glimt af Lys, der brydes
i de hoppende og lette Hvirvler,
som forvitre hen i Flodens Rinden.

✂ Ingen Himmel spejler sig i dette
natligsorte Vand, der frem sig bugter
for at svinde som en Snog i Mørket
ude langt, hvor intet Øje følger,
og ej Lysets længste Arm kan række,
— i det uransagelige Havdyb,
som ej dødeliges Tanker lodde,
der har Universets vide Rumfang,
Mørkets vege, endeløse Favnen ...

✂ ... Nærm dig disse Strømme du, som førster,
du, hvis Hjærne brænder som et Baal,
næret af de tusend vilde Tanker,
alle din Erindrings Luepile,
der som Furier forfølge dig ...

✂ ... Nærm dig disse Strømme du, som tørster,
bøj dig famlende mod Strømmen ned,
fyld din hule Haand med Lethes Vand,
drik og føl, hvor disse kolde Draaber
slukke Baalet langsomt i dit Indre ...

✂ Se, der staar en Bedebænk ved Floden,
hvor enhver, ud over Dybet hældet,
al sin Sorg og hvert sit Savn kan skrifte ...

✂ Der kan én for én sig sætte stille
med sin Rosenkrans af sorte Perler
— hver en Perle et usaligt Minde,
der som Gløder svider dine Fingre,
eller Løndomssorgens tunge Bly,
Tvivlens Tyngsel — alle trukne paa
Levelystens taalmodssejge Traad ...

✂ Og mens paa din Læbe langsomt løses
alle disse Tanker, der som Igler
fast sig suged i dit skære Kød,
skal du løsne Rosenkransens Perler
— hver en Perle et usaligt Minde —
og dem dryppe alle — en for en —
ned i disse natligdunkle Strømme,
der forsvinde som en Snog i Mørket —
ude langt, hvor intet Øje følger
og ej Lysets længste Arm kan række ...

Valmue.

✂ En Valmue skinned
i Blus paa Gærdet,
rakte de røde Bægre
rankt i Vejret.

✂ Og op ad Gærdeskrænten blandt Snerler og Kørvelskærme
hviled en Haandværkssvend med Hovedet paa sit Ærme;
Ranslen slængt ved Siden og Hatten ned over Panden.
Stilheden skvulped hans Tanker sagte mod Drømmestranden.

✂ Morpheus sad ved hans Leje
og bød ham Bægret tømme,
dryssed Valmuefrø
— svangert paa gyldene Drømme —

✂ over Tinding og Øje;
lod ham sovende glemme
Livet og Livets Møje.

✂ Der var ingen, der saa’ ham,
ham der sad paa Gærdet,
rakte de røde Bægre
rankt i Vejret.

Liv.

✂ Moder, jeg stod ved din friske Grav
en Vinterdag.
Det brune Ler var skjult
af Blomster og Kranse.

✂ De frøs i den kolde Luft.
De hvide Roser var stive som Vox;
de røde Kamelier
blussed friske i Frosten;
i Liliekonvallernes spæde Kalke
tindred Vandet som frusne Taarer.

✂ Mit eget Hjærte frøs.
Dødens kolde Kys
laa som Is paa mine Læber,

✂ Aldrig følte jeg saa
Forgængelighedens barske Lov.
Hvad er vel Troens Trøst,
naar det Hjærte, hvoraf vort fik Blod og Slag,
er stanset — for aldrig at banke igen?

✂ Hver Drøm var dræbt, hvert Gensynshaab
var luget af Vishedens kolde Kniv.

✂ Moder, jeg stod ved din friske Grav
en Vinterdag.

✂ Da faldt den hvide Sneuld blød og tæt
og virked sit Lin over Sengen, hvor du hviled.
Og jeg knæled en sidste Gang
og pressed min hede Læbe ned i den køle Sne,
og jeg følte din dødskolde Mund mod min ...

✂ Moder, jeg stod ved din grønne Grav
en Sommeraften.
Ligustrens blomstrende Hæk omfavned den;
en Fuchsia drypped sine Blomsters Blod
over din Grav.

✂ Jeg blotted mit Hoved og hilste Godaften,
sagte som i fordums Tid,

✂ Under Sorgens hvide Sne
var der spiret et Mindernes Flor
af røde Kamelier, af klare Konvaller.
Jeg frygted, du var død,
men du leved i mig,
og du kom hver Dag i mit Hjærte.

✂ Moder, vel mødt!
Du lever i mig, og aldrig du ældes.
Mig har du fostret med Smil og i Graad,
jeg var dit Haab og dit Liv:
Endnu lever dit Haab og aander dit Liv!

Vaarregn.

✂ Nu har jeg flakket langt af Led og længe
at fly mit eget vage Tungsinds Tynge,
og jeg har haabet paa at høre synge
den kendte Vaarsang fra de kendte Strænge.

✂ Thi Vaaren er en Trang til ungt at haabe:
Og Hebe kommer med sin lyse Pande,
i Haanden hævende den gyldne Kande
med mange Dages Liv i hver en Draabe.

✂ En Strime Sol gør strax jo Sjæle glade,
blot Markens mørke Flader grønligt dunes,
og Skovens blaagraa Kam af Knopper brunes,
og Solbærbusken faar lidt grønne Blade,

✂ —saa tror jo hver, de milde Vaner kommer
og varsler hver især en frugtrig Sommer.

✂ Se, Livet skifter mellem Lyst og Sorg,
og Sindet ændres let som Sol og Skygge,
og alle de, hvem Nuet nægter Lykke,
af deres Fremtid tager rask paa Borg.

✂ Men jeg kan ikke tage Forskud længer
paa Løn, som først ved fuldført. Værk er rede:
Alt har jeg forud nydt og nu, jeg trænger,
— nu er jeg fattig i min Arbejdslede.

✂ Nys gik jeg ude for lidt Lyd at finde.
fordi jeg ikke ejed Sang herinde.

✂ Derude støved Regnen fint og føg
og hylled alting ind i Taagerøg.
Der var et dæmpet Kor af Suk og Sange,
vibrerende af spæde Længsler bange.
I Haven glimted det af Tulipaner,
som vikled ud de røde Silkefaner
af grønne Hylstre. Der stod Taagedamp
om alle unge Knoppers Fødselskamp.

✂ Men, medens Graaden tyst derude pibler
— et løsnet Væld af Saft i friske Skud,
Kastanjens Bladefingre spredes ud,
og der er Blomster skudt af alle Svibler,

✂ ... saa sidder jeg med Hede i mit Øje,
fordi forlængst er tørret Taarekilden,
skønt gærne vilde Øjets Laag sig bøje
ned over Graadens løste, stille Trillen.

✂ Derude smiler Vaaren gennem Taarer
og Smilet voxer større Dag for Dag
til Spot for mig og alle vantro Daarer,
som imod alting bærer Tvivl og Nag.

✂ Dog, jeg vil blues ej ved mine Pjalters
Elendighed — den sidste Troens Rest, —,
men til en stor Oprejsnings lyse Fest
i Vaarnaturens Kirke gaa til Alters,

✂ — hvor Hebe kommer med sin gyldne Kande
og giver hver et Drag af Livsens Vande!

Notturno.

✂ Der bliver levende i Hegn og Krat,
og Røster vaagne hviskende og bange;
der kogles frem et Kor af Sus og Sange,
— en vildsomt gøglende Walpurgisnat.

✂ Først ses en Flagermus i skyndsomt Sving
om Hækken bøje, lydt dens Vinger svirre,
saa mylre Skyggeskarer trindt omkring
og Morilds-Øjne gennem Mulmet stirre.

✂ Og Vindpust fødes midt i Natlens Stille,
glidende hen som Buer over Strænge:
et svagt Piano de i Lövet spille
og Tonestumper ud i Ødet slænge.

✂ Men fjærnt derude sukker Havets Bas,
en fredløs Sjæl, som evig Vaande piner ...
Bort over Bakkedraget Vinden hviner
og dør som Klangen af et klingert Glas.

J. P. Jacobsen.

✂ Maj 1885.

✂ „Der burde være Roser“ paa hans Grav, ikke svulmende, livfulde røde, men af de store, dødblege hvide. Og de burde slynge sig rundt om hans Grav i blomstertungt, duftrigt Mylr, som Dødens hædrende Krone, — friske og evige ung som Myrtekransen om Brudens Pande.

✂ Thi ham, ham burde Døden i Brudegave skænke Symbolet paa hellig, uforkrænkelig Fred, han, der i Livet leved fortroligt med Døden, der sad ved hans Leje som fredlyst Gæst, som han talede med uden Skygge af Sky, uden Nag af lønligt pinende Angst.

✂ Blege, hvide Roser i duggbadet Flor med det dagskære, hvide Lys sænket i Blund i den fine, duftrene Kalk ...

✂ Thi en frygted han ikke Død!

✂ Den stod for hans Sjæl som en evig Søvn uden Vaagnen til Dom, — for ham var hin Saligheds-og Fordømmelsesverden bristet som Boblen; — en evig Hvile saa dyb og saa stille, saa lydtom rolig som i Verdensrummets fjærneste Krog. For ham var „Himlen“ et frit uendeligt Rum, og intet truende Spejderøje.

✂ Og Døden kom svævende tyst — ikke som den forløsende Engel, der bærer Barnet paa Fang mod det himmelblaa høje, men som Sfærernes Harmoni, den store Naturens stenhugne Lov, — som den evige, dødstille Hvile, i hvis Skød alle Længsler og Suk, alle Smerter og Savn dysses ind i slumrende Fred, evigt blundende Hvile, — Blundets Nat efter Arbejdets Dag.

✂ Og for ham kom Døden ikke som den ranglende Høstmand med mejende Segl, ikke som Forkrænkeligheden med Gravmulmets Uhygge, nagende Rædsel — nej kun som en dyb, uforstyrrelig Hvile, i hvilken der ikke lyttes i Angst efter Domsbasunens vækkende Gjald, — Altets store, hvilende Harmoni. I den vilde han sænke sig ned, fjerende blødt og lunende mildt, svævende let som Blomstret af den vilde Rankes rødmende Roser, der falder paa duggvaadt Græs, — som hvîdnende Blomstersne, der 104 bunkes i Hob og hensmulrer tyst, naar Frugten, den rødblanke Hyben er sat.

✂ Han havde jo aandet sin bedste Sjæl, sin lødigste Tanke ud i Ordet, det ene udødelige. Ihærdig havde han sigtet Guldet af Sandet. Og Guldet han gav os, sig selv, sin inderste Sjæl.

✂ — Saa havde han fæstet Døden til Brud. Den redte ham Lejet paa smulrende, hvide Rosenblade, redte ham det evige Leje i sin stille, aldrig forstyrrede Hvile.

✂ — Derfor burde der være Roser paa hans Grav af de store, blege hvide, og de burde slynge sig rundt i blomstertungt, duftrigt Mylr, evig friske og unge som Myrtekransen om Brudens Pande.

Dagning.

✂ Se, Østen luer i Forventningsrødt
i Morgengryets tavse Fødselstime;
nu voxer større Rosenblussets Strime:
snart vækkes Liv i levende og dødt.

✂ Og som det første Sollyn glansfuldt glimter
— en udskudt Pil paa Horisontens Stræng —
da vaagner Livet i sin Jordeseng
og gnider Øjet, da det Solen skimter.

✂ Saadan kom Solen med sin rige Skat
til Jorden i dens første Brudenat
og kyssed Brudens friske vaade Mund

✂ og dryssed i dens Skød sin gyldne Sæd, —
da voxed og skød op i samme Stund
den grønne Planteyngel — nyskabt spæd.

Man tror —

✂ Man tror paa tusend Ting i disse Tider
og dog til allersidst paa ingenting;
thi Tvivlen flyver hvileløs omkring
og spejder efter Land til alle Sider.

✂ Ret som en Fugl, der stærk og frejdig gav sig
paa Flugt ud over endeløse Vande, —
som Kraften svigter langt fra faste Strande,
saa den i Bølgen finder kun en Grav sig.

✂ Fra først af bærer Tvivlen stærke Vinger
til Flugt ud over al den Grund, som gynger,
for frem mod nyt og sikkert Land at stile.

✂ Ve da, hvis Vingen lammes. — Skarp op klinger
forneden Bølgen paa din Dødssang synger:
thi midt paa Havet kan man ikke hvile.

Evangelium.

✂ Nu Aaret skrider sine sidste Fjed
og dvæler tanketavs i lange Nætter
som rugende paa stille Sorg;
da Solens Lys kun siver trægt og mat
ind i Decemberdagens klamme Taager,
mens Himlen fløjelssort og stjærnegylden
drejer sig evigt tyst som før ...

✂ — Ja, netop nu er det som Sindet trængte
til Trøstens milde Læskemedicin,
som Livet sad og frøs ved Arnestedet
og lytted skælvende og spændt
efter en Banken paa sin Dør ...

✂ Derude tykner Luften sig til Sne;
snart vil den falde blødt i hvide Flokker
med kølig Fugten, lydløs Dækken til
ud over alt det golde, alt det nøgne
og alt det saare ømme ...

✂ Vil vikle sig om alt som lin Charpi
af bløde kære Kvindehænder pillet
i stille Stunder —
fyldte med stærke Bønner, Haabets Drømme.

✂ * * *

✂ Da høres derude
i denne indestængte Sneluftshvælving
det første Klemt af Juleklokken.

✂ Det sitrer som en klinger Tonebølge,
— bæres bort som syngende Bjældeklang,
— kastes tilbage af Himlens snetykke Hvalv ...

✂ Og strax slaar Slag af Kling og Klang mod Ruden
som Fredens milde, monotone Hymne.
Det er, som mærkede man grant, at nu
steg Fredsforkynderen, — steg Gabriel

✂ paa Solskinsvinger, i sit Lysgevandt
med Fredens Palmegren og Glædens Budskab
paa Jorden ned — —
som en Gang til en Kvinde
— den livsaligste blandt Kvinder.

✂ Han staar derude med sin Palmegren.
Det suser i hans lange hvide Vinger —
hans Røst, der dirrer som en Orgeltone,
slaar manende imod min Rude ...

✂ * * *

✂ Jeg hører ej.

✂ Jeg vil ej høre!

✂ Mit Hoved falder tungt mod Brystet ned,
jeg stemmer Hænderne for begge Øren —
den Klang derude hamrer i min Tinding.

✂ ... Hvad vil du mig, Budbringer — Gabriel?
— kun røre ved de Saar, som længst var lukte.
og bryde Seglet for den stængte Bog,
saa frem de strømme, tusend milde Minders
høstgule Blade af min Barndoms Bog ...

✂ Jeg har dog rammet Pæl i disse Drømme
og jordet dybt dem i en Glemselsgrav.
Skal nu som Spøgelser de stige op,
slaa Kreds omkring mig, stirre tavse paa mig
med Blik, der brænde? ...

✂ Skal ej jeg have Fred,
men skræmmes op af Barnetroens Genfærd
med hele Flokken af de døde Minder
fra Tiden, da mit Hjærte
slog fuldt af Fest paa Frelserfødselsdagen
at Fryd ved Tanken om den nye Broder,
som bragte Glans og Glæde, Lys og Lykke med sig ...

✂ ...Men siden blev jeg haard i Kamp med Gud.

✂ Og mest min Vandring gik til Golgatha.
Dèr sad jeg stille, mens min Hjærne sved,
i ubesvaret Længsel, trøstløs Sorg
og stirred paa det Kors, hvor Frelseren
hang død med brustent Blik og stivnet Blod.

✂ ... Er du Guds Søn, stig ned af dette Kors
og ryk det op og hæv det bannerhøjt
og sank omkring dig dine Smaa, og før dem frem!

✂ Gyd Had og Hævnens Ild i deres Aarer:
Ve over dem, der voldte vore Taarer!
Ve over dem, der kued vore Mod
Ve, ve dem alle,
der leved ødselt af vort Slid og Blod!

✂ ... Men Korset blev jo intet Fanemærke,
der mod Tyranner gør de Svage stærke,
— et løjet Trælleminde om,
at alle Jordens Børn sig haardt forbrød,
at for al Verdens Uret er én Mand der død.

✂ ... Jeg sad paa Golgatha.
Min egen Tvivl sad hos mig som en Skygge,
kun med to store grønligtlyse Øjne,
der ruged paa mig, sugende min Sjæl.
Og slog jeg Øjet op og mødte Blikket,

✂ da hæved Skyggen langsomt Armen, peged rundt,
langt over Jorden Korsets Skygge laa.
Og spottende lød Stemmen i mit Øre:
Er du Guds Søn, stig ned af dette Kors!

✂ Og Skyggen slog sin Taagekjortel om mig,
knuged mig koldt i Favn.
Det baaded ej, jeg nævned Jesu Navn.

✂ Mit Øjelaag faldt hedt for Blikket til
og lukked som en Dør for Nød og Tomhed.
Da lysned det, og gennem lukte Døre
stod Billedet af Frelseren foran mig
og smiled til mig i sin Barnefromhed.
Men lig
et sidste Stjærneskud det sank fra Himlen
og slukned i den dybe Nat ...

✂ Hvor det er tungt at slide sig til Tro,
ved Dag og Nat at fordre ud til Kamp
en Gud, som aldrig vinder Liv For Tanken.
At bære Sværd mod den, man ikke tror
er til. Men mine blinde Hug i Mørket
beviser, at han lever — i min Tvivl og Frygt.

✂ ... Saa mangen Nat, naar Tanken søvnløs vaager,
og Øjet stirrer efter Vindvets Halvlys,
paa Poplernes de masteranke Stammer,
mens Stjærneflaaden glider tyst og tavst
ned over Himlens sortblaa Hav,
— da kommer listende et Barndomsminde
paa spæde Fødders lette Trippegang,
og alle Døre aabnes for dets Lysskær,
hvert Mulm maa flygte for dets Barneøje,
— da gribes jeg af kirkehellig Glæde,
det er, som favned jeg en svunden Tid

✂ i moderkærligt Favntag, —
og se, der griber bløde Hænder
ind i min Hjærnes vilde Tankevæv,
hvor Tvivlen slog sin Traad saa sort som Død,
— og al den Islæt skilles ud igen,
til purt paa ny er Barnetroens Mønster ...

✂ Det pinte mig saa tit, hver Gang jeg saa’
to sikre Kvindeøjne lyse last i Tro
paa Frelseren og al hans stærke Magt.
Mit Hjærted vaanded sig, jeg hvisked tyst:
I denne Kvinde leyer Jesus, nægt det ej.
Og der er intet, som er mørkt for hende,
men alt er Visheds Fryd.

✂ Saa længe Jesus har et saadant Tempel,
om blot ét eneste, én Kvindesjæl,
saa længe er han ikke død.

✂ Thi dét er Troens tryllerige Magt,
at selv den Døde vækker den til Liv
og klæder ham i Haabets Purpurdragt:
det største Under tror man stærkest paa.

✂ * * *

✂ Ak, ej der gives Blod, hvor Tvivlen suged,
og ingen Varme, hvor deres kolde Haand har hvilet.

✂ Og Klokkens Kimen bliver rustne Toner
af gammelt Malm, der ringes af
en gammel snavset Haand.

✂ * * *

✂ Og dog, hvor er jeg stolt, at jeg har stødt
til Gudestøtten, saa den livløs faldt,
at jeg har løftet Templets sidste Forhæng
og set, at Troen kun et Intet gjaldt.

✂ Nu har jeg rejst mig rank paa mine Knæ,
der bøjedes i Støvet, da jeg tilbad
en Afgud, Mennesker sig selv har skabt.

✂ Det falder tungt at gaa foruden Støtte,
nu Troens Aronstav paa Baal er brændt.

✂ Men én Gang nemmer jeg vel og den Kunst
at gaa med sikre Fjed, med løftet Blik
at se paa Himlen, der er vagtløs fri
og ingen Eneherskers Dommerstol.

✂ Da kaarer jeg til Gud den gyldne Sol,
som pløjer Livet frem fra Pol til Pol.

✂ ... Og langsomt, vaagner Verden af sin Rus;
thi Daarskab er hver nok saa salig Drøm
om Lykke, som vi ikke selv har skabt,
og om et Paradis, som ej blev tabt
og aldrig vindes, planter vi det ej
paa egen Jord ved egen Sved og Kraft.

✂ Men Mennesket vil vaagne af sin Rus,
naar Drikken dunster bort, man gav det ind
til Trøst og Lise for et bange Sind.
Naar i hvert Hjærte Nazaræeren er død,
da rinder op en frejdig Fremtids Morgenrød.

✂ Rung kun derude, Kirkens Soveklokke,
mit sikre Haab skal du dog aldrig rokke:
at sene Slægter ej vil trænge til
at lulles ind i Drøm af Klokkespil,
men vove frit at vandre over Verden ud
og ej sin sunde Lykke skylde nogen Gud.

Nytaar.

✂ Aaret slaar op paa Vid sine Porte:
Se dagelang ligger for os Vejen
nøgen og haard:
men Vinden staar
ind gennem Mørket med Fygen og Fejen
af sløvfin Sne ...

✂ Over Porten bliver at se
— nu Klokken slaar sine døbende Slag,
de malmklare klingre —
en Haand, der med faste Fingre
skriver i Ildtræk Aarets Løsen:
Fremad, stærke — fremad, svage,
fremad, fremad — aldrig tilbage.

✂ Alle de mylrende, rejseklædte
Menneskeskarer vaagne af Døsen,
angstbeklemte, i Vaande stædte ...

✂ Husk paa Løsenet, glem det, ej ...

✂ Og ind skrider Toget
paa Tidens haardfrusne Kongevej ...
Storarméen, den stadigt øgende.

✂ Toget, det store, det Kanaan-søgende ...

✂ Og mangen en Læbe hvisker en Bøn,
et tryglende Haab
om lidt Lys i de kommende Dage
— de mørke, de mange —;
et tiggende Raab
om Hjælp, lig en Moders bange
Nødskrig og Klage ...

✂ * * *

✂ Bed kun om ét, du svage, du lille:
Tro paa dig selv til at virke og ville,
Tro paa din Gærning, den myge, den milde,
Tro paa, at ingen Kraft gaar til Spilde ...

✂ Tro paa, at hver ved sit Arbejd kan gavne
Fremskridtets mægtige Fællessag,
Tro paa en Sejr og en Afregningsdag,
der alles ærlige Stræben betaler.

✂ Husk, at i Menneskeslægtens Annaler
tæller hvert Liv som et Bogstav med!

✂ Derfor afsted —
som en enig, en sluttet Arbejderhær
fremad I skride, — Rækkerne øgende —
rede til Arbejd og Lønnen værd!

✂ Toget det store, det fremadsøgende! ...

Arv.

✂ Hvert Foraar udsaar Haabet sin Sæd,
som Jorden forjættende favner,
men Høsten bringer kun sparsomme Fold,
og Haabet ryger i Avner.

✂ Aarhundredet udsaar spirende Kim,
der skal føre „Slægten“ frem;
maaske før et Tiaar er rundet ud,
er Udsæden gaaet i Glem.

✂ Slægten vil bygge et Babelstaarn:
i Himlen skal ind der rykkes; —
det styrter i Grus; paa den sunkne Ruin
nye Babler der bygges.

✂ Hvert Slægtled er et Gigantertog,
der stormer Olympen med Brag:
Evig den selv samme Ungdomstrods,
der lider sit Nederlag.

✂ En stedse rullende Bølgegang
med skiftende Hæven og Sænken —
Prometheus, der higer mod Frihedsluft,
men slider forgæves i Lænken.

✂ En Kamp, der raser med fælles Maal
— raser i hvert el Bryst;
men Løfter, man tog af sin Vaartids Sæd,
blev aldrig løste i Høst.

✂ Hver Morgen hejses i Solens Lys
Banneret — Fremskridtets røde;
mod Aften er det en falmet Klud —
og alle „de unge“ døde.

✂ Men Kampen fornyes af næste Slægt
og tærer paany dens Marv;
— dog, Haabet at storme Olympen engang
er Slægternes evige Arv.

Askese.

✂ Jeg havde Lyst at stænge
mig ind bag Bur og Bolt
og lade Verden ile,
mens selv jeg gjorde Holdt.

✂ Jeg vilde lukke Øjet
for al den Farvepragt
og al den lystne Lokken,
som er i Livet lagt.

✂ Og stoppe Øret til for
de mange Fristersange,
som vilde min Vandring virre
i Labyrinthens Gange.

✂ Jeg lukked Øje, Øre
for al den tomme Tant;
— men det blev vaagne Drømme
og usund Søvn jeg fandt.

✂ Thi jeg saa’ Farver skinne
bag Øjets lukte Laag,
og Takt til Fristersangen
mit eget Hjærte slog.

✂ Og al den Attraas Higen
og al den Syndelyst,
jeg trode kom fra Verden,
— den bar jeg i eget Bryst.

✂ — Saa heller ud i Verden
med al dens Farvepragt:
til al den Syndens Lykke,
som er i Livet, lagt!

Skrifte.

✂ Om nu han kom, der kaldes Syndens Fyrste
og rørte ved din Arm, mens tavs du stod
og om den Lyst din Tanke kredse lod,
hvorefter alle dine Længsler tørste,

✂ og saa’ paa dig med dette sære Blik,
der lige til dit Inderste sig borer
og alle dine dagsky Tanker sporer
for efter dem at rette sine Stik;

✂ hvad om han saa’, at du led Sult derinde,
hvordan din Attraa higed efter Brød,
og derpaa snedig dig sin Bistand bød
og tog dig med sig op paa Templets Tinde:

✂ Der breder Livet sine gyldne Egne,
der ligger solbelyst ved Bjærgets Fod
den Nydelse, du hedest higed mod,
med drømmeskønne Riger allevegne ...

✂ Naar da han greb din Arm og peged vidt
paa alt, hvad skønt dit Øje kunde blænde,
mens han med Ord, der i din Sjæl sig brænde,
lokkende hvisked: „Alt skal være dit!“

✂ Mon da du havde Magt og Mandemod
at skue fast i disse hede Blikke
og kunde samle alt dit Hjærteblod
til Svar: „Vig fra mig, Satan, frist mig ikke!“

✂ — og ikke syndberust faldt for hans Fod? —

Der staar skrevet.

✂ Fra Verden blev til, har der staaet en Strid
— Kampen for Brødet med Nag og Nid.

✂ Og rundt om raabes med sultne Skrig:
„Hvorfor er jeg Tigger, — du saa rig?“ —

✂ Den rige trækker godmodig paa Skuldren:
„Den gamle Snak og den gamle Buldren!

✂ Arbejde hvo, som arbejde vil —
hvis ikke, saa faar man selv se til!

✂ Fortvivl ej, om ej du bar Sul eller Skjul —
skrevet der staar: Ser til Himlens Fugl!

✂ Har ikke du Klæ’r, skønt den bedste Vilje,
— nu vel, saa se ben til Markens Lilje!“ —

✂ Det lyder saa kønt og er nemt at sige,
men nøjes dermed er ikke saa, lige,

✂ naar Fuglen jages af Hungerens Glente,
og Liljen visner med Vinter i Vente ...

✂ Men der staar nok ogsaa skrevet for Resten,
at „som dig selv skal du elske Næsten.“

✂ Af dine Gærninger vìs mig din Tro! —
slaa ikke med Skriftsteder dig til Ro.

✂ Og har du to Kjortler — godt, og kort:
saa skal du give den ene bort! —

✂ Thi Skriften er ikke et, Stemnings-Digt,
men en lovfyldt Bog, der maner til Pligt.

Ørkenvandring.

✂ I rastløst Stræb mod Landet det forjættede
har Slægt paa Slægtled søgt og slidt sig træt,
mens Tidens Ørkensand faldt tungt og tæt
og Sporene bag efter Toget slettede.

✂ Paa deres Skuldre kasted Solen sine
blytunge Kapper — Straaledryssets Hede,
mens Ørkenvindens Svøber Huden slede
og fyldte Lungerne med Sanskorn fine.

✂ De famled fremad, medens gamle Lyder
og lave Lyster sinked deres Gang,
saa tit om Føreren med Raab det klang:
Før os tilbage til Ægyptens Gryder!

✂ Det var en Tvivlens Sejr, en Haabets Slippen,
naar Tørsten brændte og paa Modet tæred,
og alle lønligt Tvivlens Ildblus næred,
— selv Moses, førend han slog Vand af Klippen.

✂ Og aldrig blev af Kødets Lyst de mættede,
før Sandet dækked deres døde Kroppe;
dog holdt én Fører og ét Maal dem oppe:
De higed imod Landet det forjættede! ...

✂ — Det er Forbandelsens de strænge Domme:
Du skal ej skue Landet, som jeg gav dig;
i Sandet venter Døden med en Grav dig,
først næste Slægtled skal til Landet komme. —

✂ Og han, som er den største af dem alle,
der leder dem, som hjælpeløse kravler,
og henter til dem Lovens Kobbertavler,
mens de paa Knæ for deres Guldkalv falde,

✂ selv han, der saa’, der tænkte for de andre
og rastløs aldrig gav sin Higen Stunder
for søgende to Snese Aar at vandre,
er én Gang dog for Tvivlen bukket under.

✂ Thi skal ej heller han til Landet komme!

✂ Men naar tilsidst hans Levetid er omme,
og han staar styrket i de unges Lejr
i Tro paa Maalet — Frihedstankens Sejr —
den Tro, han trøstig i sit Liv har værget,

✂ — da stiger Moses op paa Nebobjærget
og skuer Landet med de skarpe Øjne,
— dem Aar og Modgang ej har kunnet blinde —
det Land, mod hvilket Længslerne er fløjne ...

✂ Der ligger Landet — rigt af Farvespil
i Skønheds-Smil, med lyse Løfter inde
for Fremtidsslægten, som skal Landet vinde ...

✂ — og Døden trykker let hans Øje til.

Rapt kører Tiden sine Heste frem.

✂ Rapt kører Tiden sine Heste frem
med slappe Tømmer over stride Manker,
mens Vaar og Høst om Gudens Vognstol ranker
en farveskiftende Guirlande-Bræm.

✂ Og efter Vognen stræber hele Flokken
af Slaver, — som en langstrakt Livets Bølge.
I takttast Fodslag give faa kun Følge,
mens tungt de fleste humpe frem ved Stokken.

✂ Men alle maa bagefter! Den, som vover
at staa i Vejen, tramper Toget over.
— Dog stundom sker det, at en dristig Drømmer

✂ tør springe op og gribe Tidens Tømmer
og tøjle viljestærk de vilde Heste
og vælge Vejen, som han tror den bedste.

Jeg stod for Sfinxen.

✂ Jeg stod for Sfinxen — Dødens Tempeltjæner,
Ligstenen, der de dødes Grave skjuler:
I Sten-Ro ligger den, mens Solen brænder
og spiller i dens tomme Øjenhuler.

✂ Da trygled jeg med angstfuld Bøn om Naade:
„Du store Kæmpe, stumme Sten-Kolos,
lig ikke der i haanlig, dødtavs Trods,
men lær mig raade Livets tunge Gaade!

✂ Fik nogen løst den rigtig, saa han fandt,
at Dødens Løsning stemmed med hans egen,
naar han gik ind ad Døren over Stregen?“

✂ Et Svar fra Sfinxen klang mig ej i Møde:
Mens Solen i sit Guldspind ind den spandt,
dens Øjne stirred blinde, kolde, døde ...

Nat og Dag.

✂ Der er et Liv i den lyse Dag
af tusend smaabitte Skæbner,
alle de mange, hvem Strid for Brød
med Arbejdsvaabnene væbner.

✂ Der summes og virkes stille som skjult
af Hænder og Øjne og Hjærner:
Bryst mod Bryst i ufølsom Kamp.
hvor hver om sin Vinding værner.

✂ ... Der er et Blund i den stille Nat
for alle de trættede Kræfter,
da Søvnen mildner de mødige Mod
og glatter Rynkerne efter.

✂ En Vaabenhvile i Døgnets Strid,
hvor alle Betingelser jævnes,
forinden der skinsygt kæmpes paa ny
og haardelig hugges og hævnes.

Kain.

✂ I live, but live to die.

Byron.

✂ Jeg havde ædt mit Brød i Ansigtssved
med Barnet paa mit Skød. Da ind det slumred,
dets Moder tog det, gik, thi stærkt det skumred;
jeg selv mig slængte træt i Græsset ned.

✂ Og atter var forbi et Dagværks Dont,
der matter Øjet, slapper Led og Lemmer.
Dog ej jeg Hvilens søde Krav fornemmer:
jeg stirrer mod en stænget Horisont.

✂ Saadan paa Døgn skal evigt følge Døgn,
hver Morgen vække Sjælene til Kummer,
og Natten skal kun skænke karrig Slummer —
mil Liv er Slid, men Arbejdstrøsten Løgn ...

✂ Jeg rejste mig. Min Fod var kold som Sten,
og Blodet brændte hedt og frøs, i Flæng.
Jeg vakled ind bag Teltets Hudehæng:
Dèr sov de andre — Dyrets Søvn — hver én.

✂ Dèr sov de alle — med og uden Mæle —
kvalmt Aandedrættets Dunster stødvist strømme —
en natlang Glemsels tomme Taagedrømme —
sovende Sorgen bort, de bange Sjæle ...

✂ Igen jeg Dyrehuden slog til Side
og traadte ud paa Græsset, hvor det dugged;
tæt Himlen var af Stjærnekorn befnugget:
Dèr skimre Mælkevejens Taager hvide.

✂ Hver Stjærne vandrer ad en anvist Bane,
— jeg driver som et Vrag for Mindets Bølger,
thi der er Skygger, som mig trindt forfølger,
og Tankespøgelser jeg ej kan mane.

✂ Jeg jages af et sælsomt Syndenag
til fredløs Vandring. Og i stum Forhærden
jeg føler, lige strængt ved Nat og Dag,
et Spejderøje vogte paa min Færden.

✂ Mit Hjærte snøres af en lønlig Vaande,
min Krop er for min Higen som et Panser,
i korte, trange Gisp jeg snapper Aande,
— med ét det er, som Hjærteslaget stanser ...

✂ Dèr rejser Porten sine Klippemure
højt hævede mod Himlen, men foroven
fremrager der en Top af Gederskoven,
hvis Løv og Grene dumpt mod Klippen dure.

✂ Dèr er min døde Lykkes lukte Grav ...
Og af al Edens grønne Lyst, derinde
min Fader bragte kun et Trælleminde
— en Flygtnings hurtigt skaarne Vandrestav.

✂ Mod Graven daglig mine Skridt sig vende,
jeg vil begræde, hvad jeg ej skal eje;
men Taarerne, som hedt i Øjet brænde,
har aldrig paa min Kind sig furet Leje.

✂ Højt over Porten lysner Lueskær,
et Spring af Gnister — det er Flammesværdet,
der glødende hvidt skal skræmme Jordens Hær,
til det i dømte Slægters Graad er hærdet.

✂ Jeg er en dødsdømt Sjæl. I Frygt jeg stønner
for Døden og den Stund, jeg skal den lide.
Til Døden vier Fødslen mine Sønner. —
de syndundfangne Slægters fælles Kvide ...

✂ Der gærer i mig Trods og Syndelyster:
Tvi ham, mod hvem jeg aldrig mig forbrød!
Den gyldne Skaal, hvori han Drik os kryster
af Livets Druer, — har paa Bunden Død.

Ny Jord.

✂ Wie der Pflüger hinterm Pfluge
geht der Künstler hinterm Werk.

Grillparzer .

✂ Det kues ikke, de unges Forsøg
at vinde Muldjord af Hede,
at rydde den golde, stenede Al
og Sædkorn i Mulden at sprede.

✂ Thi dødes det ene Slægtleds Ild,
strax i det næste den tændes,
og tæres de gamles Kræfter og Marv,
i de unge Musklerne spændes.

✂ Vi er Sønner af Jorden, fra den fik vi Huld,
i Jord finder Foden kun Fæste,
og naar vi virker med stræbsomme Sind,
tør kækt vi haabe det bedste.

✂ De unge har Tidens Krav i Skjold:
At hver sin Jord har at pløje,
skal stræbe at avle de fleste Fold
som Løn for den fælles Møje.

✂ Tak til dem, der for længst bar begyndt
det Ukrudt at luge og tvinge,
til dem, der rydded de første Sten
og først lod Løsenet klinge;

✂ der drog til Felts mod en doven Slægt,
som nødigt forlod sine Drømme
og, mærkende over sig Tidens Vægt,
strammer i Fremtidens Tømme.

✂ Tak til ham, der først havde Mod
at rejse det nyes Fane,
der gød sin Ild i de unge Blod
og lærte dem bryde sig Bane.

✂ Hans Ord i vort Øre har levende Klang,
han spreder Lys for vort Øje;
de unges Tak skal bære ham frem,
saa intet Had skal ham bøje.

✂ Hvorledes vi end vil dyrke vor Jord,
saa bedst det vor Stræben kan lønne, —
enigt maa vi dog takke ham for,
at han graved de nye Brønde.

✂ Vi har jo en Fylke af modige Mænd,
som traadte de nye Veje;
dem følger de unges voxende Flok
med Friskhed og Kamplyst i Eje.

✂ Nu kommer de unge Skuldre til,
de yngstes Mod til de gamles,
og hvad de mægted at løfte ej,
det sker vel, naar Kræfterne samles.

✂ Det kues ikke, som tømres her,
det Hus skal ej Vindene ryste,
vi graver vor ærlige danske Jord
og saar, at de næste kan høste.

✂ Det Brødkorn, vi saar, skal nok sætte Frugt:
vi vil sælge det bedste, som gives,
og ikke ræddes for fremmede Frø,
naar blot i vor Jord de kan trives.

✂ Ej ærlig Stræben skal sættes i Band,
og Gøglet skal ikke raade,
thi Skældsord slaar ingen Mand ihjel,
og Haansmil kan lidet baade.

✂ Men Alvor skal præge de unges Sag,
vort Maal og Haab er de bedste:
den Sten, som vorder os selv for tung,
skal ryddes maaske af de næste.

Nat.

✂ Op mod en Vesterhimmel af tyndet Guld
staar Dyrehavens sorte Kratskovkamme.
Nu vinder den spinkle Aftenstjærne Huld
og tindrer med sin roligt skinnende Flamme.

✂ I Østen lysner det fra Nyets gyldne Segl,
som mejer Stjærnernes tynde Straaleneg ...
Under Bøgekuplerne glimter en Vandpyts Spejl.
En Birkestamme skinner spøgelsebleg.

✂ I sine vage, blinde Plantedrømme
vaander sig tungt en ensom gammel Eg.

✂ De hvilende Hjorder skelnes som Skygge-Pletter.
En Raakalv bræger over de skumrende Sletter.

✂ ... Ellers saa lyttende tyst, at mit eget Suk
lyder højt under Bøgenes stille Buer.

✂ Der falder Dugg
paa Græssets bløde Tuer,
og Tjørnens Duft
stænker sin Krydder-Aroma i Nattens lumre Luft.

✂ Jeg skrider over de fjerende Tuer
og føler Duggen køle min hede Fod.
Tjørneduften pirrer mit ildende Blod,
mine Tanker gløde i roligt brændende Luer.

✂ Jeg gaar som en fredløs Mand,
der skyr de store Stæder og Folkets Vrimle
og Solens Flammer og skyfri blaanende Himle,
— jeg gaar som en fredløs Mand,
der lister sig ud, naar Dagens Porte lukkes.

✂ Jeg nærer en Ild, som aldrig slukkes,
en Hadets nagende Orm, som aldrig dør ...

✂ Thi hvor de stime de glade støjende Sjæle
— slidende efter den Lykke at spise og drikke sig mæt,
— dèr hvor Løgnen regerer og Penge er Ret,
— dèr kunde Luften mig kvæle.

✂ Hellere træde som hjemløs Mand sine egne Spor
end synge med i Trællenes plumpe Kor!
143 Jeg kender en Hadets Orm, som aldrig dør ...

✂ Lig, du slumrende Dyr, derinde i tusende Huse
— Menneske kaldt — et Dyr med klippede Klør,
dødede Lyster og dyrisk trællende Lemmer ...
Ikke kan du høre Vandene bruse,
ej være med at aabne den store Sluse,
som skal rense Verdens Augias-Stald.

✂ Ve dig, du gamle Verden, du stauder for Fald!

✂ Fjærnt derude hører jeg Havet synge.
Truende hviske de Fredløses tusende Stemmer,
snart vil de samles i Flok og gaa frem for at fælde
Verenstrældommens Træ, der er raaddent af Ælde.

✂ Lig, du slumrende Dyr, derinde i tusende Huse,
— Menneske kaldt — kun et Dyr med klippede Klør,
dødede Lyster og dyrisk trællende Lemmer ...
Ikke kan du høre Vandene bruse,
ej være med at aabne den store Sluse,
som skal rense Verdens Augias-Stald.

✂ Ve dig, du gamle Verden, du stander for Fald!

Aglaia.

Stemning.

✂ Vidt over Vandet jog de hvide Maager.
med Vingeslagets Sus, i Bueflugt;
dèr fløj en enkelt fremad lige lukt
og slugtes op af Horisontens Taager.

✂ Jeg satte mig paa Strandens klamme Sand,
— imod mig slog en Em af Salt og Tangen —
og lytted længe tankefuld til Sangen,
som Bølgen rullende bar ind mod Land;

✂ ... ret som et, Pust af Tidens Dødesang
med Kor af Vrag og sønderbrudte Planker
og mange stærke, tidligt ødte Tanker
med Vaandeklager over Livets Gang.

✂ Et dæmpet Brus af Livets Orgelsalme
med Dødens dybe Andagt blandet i,
— hvorledes alt skal splintres, brydes, falme,
og alt se Tiden ile sig forbi ...

✂ Jeg tænkte paa den Maage, jeg saa’ svinde,
som ej jeg kunde følge med mit Blik;
og endnu mindre Sekraft Sjælen fik:
den gaar jo næsten altid om i Blinde.

✂ Jeg ridsed med min Stok i Sandets Lag:
Saadan paa Sand har Tusender jo tegnet
og skrevet Ord, der ikke var beregnet
at slikkes bort af Havets Bølgeslag.

Folket sover.

✂ Ja, Folket sover som en glemsom Drømmer,
der aldrig ønsker sig den klare Dag,
men helst vil slumre videre i Mag
fra Arbejdspladsens Tegl og Sten og Tømmer
og Valens grønne Slette, hvor der slaas
af slanke Kæmper imod Mørkets Jætter.
Det sover fra den frihedshede Trods,
som Hævnens Blodblomst i sit Banner sætter.

✂ Og faa kun vaager ...
Et, rødligt Vagtblus skinner gennem Skoven,
men svares kun af Stjærnerne foroven,
mens over Land og By
der ligger Trældoms lave, tunge Taager.
Ak, Dagen tøver — vil den aldrig gry?

✂ Ja, Folket sover lig en daadløs Daare:
Som Søvnens Vogter sidder der en Flok
af sorte Bedemænd som ved en Baare;
de længes efter Verdens Ragnarok
og elsker deres Gud og Hjord saa saare;
thi har de unges Vingefjer de stækt
og vugget Hjærterne til Ro ved sært at tale
om Skyld og Straf og Herrens hellige Ord,
han som engang skal skille Faar fra Buk.
Paa Verdens Jammer ødsler de med Suk
og peger mod det blaa, hvor Herren bor:
Hans Tugtris ser de i Kometens Hale.

✂ Nu slumrer Folket som et dysset Barn
— til ydmyg Fromhed har man det formanet.
Naar alt er stille, som et dagsky Skarn
dets Fjende lister frem lig Tyv om Natten
og stjæler af dets Hjærte Frihedsskatten
— den lyse Ild, vi éngang havde ranet.

✂ Ak, faa kun vaager.
Omkring et Vagtblus sidder de og grunder,
og nogle tror, at Solens Lys gik under
og aldrig over Jord vil rinde op ...

✂ Paa Udkig sidder En i Egens Top;
fjærnt ude skimter han et Lysets Lyn,
en Pil, som skydes gennem Mulmet ind
fra Solens Bue, — og med løftet Bryn
han raaber an og varsler Dagens Komme:
„Grib nu til Sværd og Eders Lanser skæft!“

✂ ... Men naar mon Slægtens lange Nat er omme? ...

✂ De sorte Bedemænd er lavets Kræft.
de dysser Viljen ned og tysser Modet
og gyder Dogmers kolde Vand i Blodet;
de vender Øjet mod et andet Liv
med Bod for alle Jordens Savn og Kiv,
de retter Sind og Blik mod Himlens Hvælv,
og svulmer det i Barnets Bryst og Marv,
de siger: „Dræb din Lyst og ku dig selv.
Husk, Synden er vor store fælles Arv,
— I lide skal i mange tusend Led
for deres Synd, fra hvem I stammer ned.
Gaa ind ad Livets brede Porte ej,
men hold Jer paa den smalle Trællevej.
Tæm Eders Vilje, kæmp imod Jert Kød!“
De tror, at Verdens Vej er Vej til Død, —
men den er Vej til sundt og frejdigt Liv!

✂ Ve over dem, der dæmmer Livets Strøm
og luller Sjælen i en Andagtsdrøm
om, hvordan Himlen kun skal skænkes dem,
som anser Jorden ej for rette Hjem; —
de døder Slægtens Drift og Levevilje
med Døveduften fra en Pinselilje!

✂ Dog snart skal Folket ruskes op af Dvalen
og Mulmets Mare rives af dets Bryst.
Da skal der stande livsglad Strid paa Valen,
og alle Muskler svulme skal i Lyst.

✂ Højt nye Lovens Tavler skal der rejses
om Godt og Ondt — knus da de gamle Bud
og styrt i Støvet Dommens strænge Gud:
Til Konger skal de karske Viljer kejses!

Resonans.

✂ Sølvklar endnu hører
jeg den svage Svinden
af de sidste Toner,
baarne bort af Vinden.

✂ ... Naar jeg sad i Skumring
og paa Ilden stirred,
sled de sig fra Strængen,
saa den længe dirred.

✂ Tit er let i Luften
Melodien fløjet,
som naar vævre Spurve
pippe selvfornøjet.

✂ Men naar tungt mod Brystet
jeg mit Hoved hælded,
lig en Orgelfuga
frem en enkelt vælded.

✂ Af min Trods fik somme
dybe, haarde Klange:
Tidens unge Længsler
græd i mine Sange.

✂ Højt fik jeg da mine
Ungdomshymner sungne,
— saa at alle Strænge
paa min Luth er sprungne.

✂ Nu paa Arbejdspladsen
vil jeg give Møde,
stride for en nyfødt
Verdens Morgenrøde.

✂ Held de friske Viljer,
der vil Stordaad øve
for de nye Tankers
Bærekraft at prøve!