Oktober.
1.
✂
Nu kommer de syngende Sus i de store Skove
og lister som hviskende Røster blandt Træernes Stammer;
i Løvhavet pløjer Vinden sin sidste Vove,
og Kronerne gyldnes af Solens de sidste Flammer.
✂
Og alle Marker er golde, muldsorte, øde;
kun Spurvene nipper de glemte, sparsomme Straa;
Slaaenfrugterne skinner paa Hækken rimfrusne blaa,
og Rosentjørnene stritter med Hybner røde.
✂
De gulblege Blade spredes af Vindpust kolde
og drysses rundt paa alle Sommerens Veje:
i Dynger af Løv skal redes dens sidste Leje,
ad en bladstrøet Vej skal Vintren dens Ligtog holde.
✂
Der rider et Tog hen ad Vejen med gungrende Hove:
Hallo! det bliver en lystig, en fygende Jagt;
thi Stormvind og Slud og Kulde har sluttet en Pagt,
om hvem der kaadest i Dysten tør Trøjen vove.
✂ — De rider med syngende Sus i de store Skove.
2.
✂
Du Blæst, der stryger med isnende Hvin
som Vinterens lynskrappe Bud,
— kunde du rense, og kunde du feje
og lufte alt sygeligt ud!
✂
Og kunde du rive Pjalterne af
hvert Vanskud og udgaaet Stamme
og mellem det sunde mærke det raadne
og fælde det strax med det samme.
✂
Du Storm, som vælter din iskolde Luft
afsted som en saltfrisk Bølge,
— kunde du skylle ind over Landet
med Syndflodens Vand i dit Følge!
✂
Og Sne, som tynger i Luften alt,
kom du saa og læg dit bløde,
skærmende Lagen om det, der faldt,
og begrav du alle de Døde;
✂
og skjul det alt i en Fællesgrav
i dit dunbløde, kølende Fang:
det, som bar Livets fornyende Kræfter,
véd vi, vil opstaa engang!