Nytaar.

✂ Aaret slaar op paa Vid sine Porte:
Se dagelang ligger for os Vejen
nøgen og haard:
men Vinden staar
ind gennem Mørket med Fygen og Fejen
af sløvfin Sne ...

✂ Over Porten bliver at se
— nu Klokken slaar sine døbende Slag,
de malmklare klingre —
en Haand, der med faste Fingre
skriver i Ildtræk Aarets Løsen:
Fremad, stærke — fremad, svage,
fremad, fremad — aldrig tilbage.

✂ Alle de mylrende, rejseklædte
Menneskeskarer vaagne af Døsen,
angstbeklemte, i Vaande stædte ...

✂ Husk paa Løsenet, glem det, ej ...

✂ Og ind skrider Toget
paa Tidens haardfrusne Kongevej ...
Storarméen, den stadigt øgende.

✂ Toget, det store, det Kanaan-søgende ...

✂ Og mangen en Læbe hvisker en Bøn,
et tryglende Haab
om lidt Lys i de kommende Dage
— de mørke, de mange —;
et tiggende Raab
om Hjælp, lig en Moders bange
Nødskrig og Klage ...

✂ * * *

✂ Bed kun om ét, du svage, du lille:
Tro paa dig selv til at virke og ville,
Tro paa din Gærning, den myge, den milde,
Tro paa, at ingen Kraft gaar til Spilde ...

✂ Tro paa, at hver ved sit Arbejd kan gavne
Fremskridtets mægtige Fællessag,
Tro paa en Sejr og en Afregningsdag,
der alles ærlige Stræben betaler.

✂ Husk, at i Menneskeslægtens Annaler
tæller hvert Liv som et Bogstav med!

✂ Derfor afsted —
som en enig, en sluttet Arbejderhær
fremad I skride, — Rækkerne øgende —
rede til Arbejd og Lønnen værd!

✂ Toget det store, det fremadsøgende! ...