Vaarregn.

✂ Nu har jeg flakket langt af Led og længe
at fly mit eget vage Tungsinds Tynge,
og jeg har haabet paa at høre synge
den kendte Vaarsang fra de kendte Strænge.

✂ Thi Vaaren er en Trang til ungt at haabe:
Og Hebe kommer med sin lyse Pande,
i Haanden hævende den gyldne Kande
med mange Dages Liv i hver en Draabe.

✂ En Strime Sol gør strax jo Sjæle glade,
blot Markens mørke Flader grønligt dunes,
og Skovens blaagraa Kam af Knopper brunes,
og Solbærbusken faar lidt grønne Blade,

✂ —saa tror jo hver, de milde Vaner kommer
og varsler hver især en frugtrig Sommer.

✂ Se, Livet skifter mellem Lyst og Sorg,
og Sindet ændres let som Sol og Skygge,
og alle de, hvem Nuet nægter Lykke,
af deres Fremtid tager rask paa Borg.

✂ Men jeg kan ikke tage Forskud længer
paa Løn, som først ved fuldført. Værk er rede:
Alt har jeg forud nydt og nu, jeg trænger,
— nu er jeg fattig i min Arbejdslede.

✂ Nys gik jeg ude for lidt Lyd at finde.
fordi jeg ikke ejed Sang herinde.

✂ Derude støved Regnen fint og føg
og hylled alting ind i Taagerøg.
Der var et dæmpet Kor af Suk og Sange,
vibrerende af spæde Længsler bange.
I Haven glimted det af Tulipaner,
som vikled ud de røde Silkefaner
af grønne Hylstre. Der stod Taagedamp
om alle unge Knoppers Fødselskamp.

✂ Men, medens Graaden tyst derude pibler
— et løsnet Væld af Saft i friske Skud,
Kastanjens Bladefingre spredes ud,
og der er Blomster skudt af alle Svibler,

✂ ... saa sidder jeg med Hede i mit Øje,
fordi forlængst er tørret Taarekilden,
skønt gærne vilde Øjets Laag sig bøje
ned over Graadens løste, stille Trillen.

✂ Derude smiler Vaaren gennem Taarer
og Smilet voxer større Dag for Dag
til Spot for mig og alle vantro Daarer,
som imod alting bærer Tvivl og Nag.

✂ Dog, jeg vil blues ej ved mine Pjalters
Elendighed — den sidste Troens Rest, —,
men til en stor Oprejsnings lyse Fest
i Vaarnaturens Kirke gaa til Alters,

✂ — hvor Hebe kommer med sin gyldne Kande
og giver hver et Drag af Livsens Vande!