Michaëlis, Sophus Vaarregn

Vaarregn.

Nu har jeg flakket langt af Led og længe
at fly mit eget vage Tungsinds Tynge,
og jeg har haabet paa at høre synge
den kendte Vaarsang fra de kendte Strænge.

Thi Vaaren er en Trang til ungt at haabe:
Og Hebe kommer med sin lyse Pande,
i Haanden hævende den gyldne Kande
med mange Dages Liv i hver en Draabe.

En Strime Sol gør strax jo Sjæle glade,
blot Markens mørke Flader grønligt dunes,
og Skovens blaagraa Kam af Knopper brunes,
og Solbærbusken faar lidt grønne Blade,

—saa tror jo hver, de milde Vaner kommer
og varsler hver især en frugtrig Sommer.

99

Se, Livet skifter mellem Lyst og Sorg,
og Sindet ændres let som Sol og Skygge,
og alle de, hvem Nuet nægter Lykke,
af deres Fremtid tager rask paa Borg.

Men jeg kan ikke tage Forskud længer
paa Løn, som først ved fuldført. Værk er rede:
Alt har jeg forud nydt og nu, jeg trænger,
— nu er jeg fattig i min Arbejdslede.

Nys gik jeg ude for lidt Lyd at finde.
fordi jeg ikke ejed Sang herinde.

Derude støved Regnen fint og føg
og hylled alting ind i Taagerøg.
Der var et dæmpet Kor af Suk og Sange,
vibrerende af spæde Længsler bange.
I Haven glimted det af Tulipaner,
som vikled ud de røde Silkefaner
af grønne Hylstre. Der stod Taagedamp
om alle unge Knoppers Fødselskamp.

Men, medens Graaden tyst derude pibler
— et løsnet Væld af Saft i friske Skud,
Kastanjens Bladefingre spredes ud,
og der er Blomster skudt af alle Svibler,

100

... saa sidder jeg med Hede i mit Øje,
fordi forlængst er tørret Taarekilden,
skønt gærne vilde Øjets Laag sig bøje
ned over Graadens løste, stille Trillen.

Derude smiler Vaaren gennem Taarer
og Smilet voxer større Dag for Dag
til Spot for mig og alle vantro Daarer,
som imod alting bærer Tvivl og Nag.

Dog, jeg vil blues ej ved mine Pjalters
Elendighed — den sidste Troens Rest, —,
men til en stor Oprejsnings lyse Fest
i Vaarnaturens Kirke gaa til Alters,

— hvor Hebe kommer med sin gyldne Kande
og giver hver et Drag af Livsens Vande!