Jeg vil ej skræmme dine unge Drømme.

✂ En Sommerdag med hvide Skyers Driven
hen over Himlens dybblaa Ocean,
med Solens gyldenskære Farvegiven
og Marken udbredt som en grøn Divan;

✂ bag Hyldekrattets køle Skyggeskærme
vi hviled i det, blanke, bløde Græs,
hvor Kløvren dufter, — Høet staar i Hæs,
og Bier summende sig Blomsten nærme.

✂ I Drømmedøs laa stille jeg og stirred
didop i Himlens svimmeldybe høje.
— med langsomt Aandedrag og halvlukt Øje —
og syntes, Æthren sang og klangfyldt dirred.

✂ Du trode vist, jeg sov, — du kære lille,
der sad med solfødt Lysning paa din Kind
og dog med Alvor i dit unge Sind
i Solens Guldvæv lod din Tanke hilde ...

✂ ... og brød i Drømme Blomsten ved din Side,
en Gaaseurt med hvide Kroneflige
omkring den gule Bund, — bad den dig sige,
hvad hver Margrethe om sin Faust vil vide,

✂ Og langsomt med de hvide Fingre nipped
du Blad for Blad: han elsker? — elsker ikke? —
ret som din Skæbne paa den Vægtskaal vipped
og Svar ej stod i mine hede Blikke ...

✂ .. Dog nej — jeg sov — drog Aanden som i Blund,
saa’ hvide Sejl paa Himmelhavet svømme:
Ja vel, jeg sover — spørg du Blomsten kun —
jeg vil ej skræmme dine unge Drømme.