Michaëlis, Sophus Solnedgang

Solnedgang.

Nu blinker det grønt og gyldent,
nu skinner det skønt og skært
paa Plæner og duftende Bede
i skiftende Lysspil sært.
Solilden lysner derover
i lange vandrette Strimer, —
det stunder mod Vaabenhvile
i Nattens faatalte Timer.

Jeg sidder bag Hængeaskens
Vidjer de svajende lange
og hører Bladene pusle
og skælve nervøse bange,
ser paa Dagens og Nattens
sidste døende Dyst,
længes mod Sommernattens
Blanding af mørkt og lyst.

33

Langt er Solenglen fløjet
paa hvide straalende Vinger
over mod Vest, hvor den synker
og flygtende bort sig svinger.
Men tyst som paa Flagermusvinger
af Skyggers mørknende Flor
kommer Skærsommernatten
og sætter sin Fod til Jord ...

Kom, du væne, du prude,
du, hvis Kys er som Ild.
Du véd, jeg sidder herude,
venter saa varm og vild.
Jeg er som støbt i dit Favntag
— kom, livsalige, søde —
Skumringen slaar sin Kappe
tæt om vort Elskovsmøde.