Penater.

✂ Flyt ind, I gamle Guder,
der stod omkring min Vugge
og gav i Vuggegave
mig tusend tunge Sukke

✂ og tusend unge Glæder,
som gyder Ild i Blodet,
og Fantasiens Guddrik,
der gaar saa let til Ho’det ...

✂ Da jeg var ung og lille,
laa jeg paa Eders Arme:
I skiftedes til at give
ved Eders Bryst mig Varme.

✂ Og siden har I fulgt mig
paa mange vilde Veje
og taget Del i mine
de kaade Ungdomslege.

✂ Og I har været Skygger
midt i min Sol den lyse,
der fik min glade Tanke
til pludselig at fryse,

✂ men ogsaa været Solen,
der skinned ind i Sorgen
og lod min Nat forsvinde
for gylden, sangfyldt Morgen.

✂ Tog Livets tunge Storme
og rusked mig i Vælde,
var I det Sted, hvortil jeg
mit Hoved kunde hælde.

✂ Og I var Hovedpuden,
hvor Tankerne fik blunde,
hvor efter Dagens Kampe
de sov paa ny sig sunde.

✂ Men I var ogsaa Uhret,
hvis Manen aldrig svigter,
men peger rundt paa Skiven
de mange Manddomspligter.

✂ Og I har vìst mig Maalet,
hvis Prik jeg skulde ramme,
og I har baade dadlet
og rost mig med det samme.

✂ Og I har været Sporen,
der tvang mig til at stride,
men ogsaa været Svøben,
der lærte mig at lide.

✂ I Barnetroens Guder,
gloriestraalende stærke,
jo jeg har éngang faaet
Jer Guddomsmagt at mærke.

✂ Og er end Guldet gaaet
af Eders Purpurklæder,
og kan man skimte Træet
bag Farven mange Steder.

✂ og har end Tidens Byger
skyllet Jer blotte, blanke
og taget Livet af Jer,
I bor dog i min Tanke.

✂ Og jeg vil frede om Jer
i mine bedste Lukker,
saa ømt som voxen Pige
varer om sine Dukker.

✂ Hvor er jeg glad, jeg frelste
Jer fordum ud af Flammen,
dengang mit Troja brændte,
min Drømmeborg faldt sammen.

✂ De gamle Guder styrted,
men ej vi bort dem slænger
vi rejser ingen nye:
Vi bruger ingen længer.

✂ Men I skal staa paa Arnen,
I gamle Guder svage
jeg ofrer Myrrha til Jer
paa mine Mindedage.