Lethe.

✂ Bort i Blinde bølge Lethes Strømme
sitrende som skællet Snogeskind,
kun med svage Glimt af Lys, der brydes
i de hoppende og lette Hvirvler,
som forvitre hen i Flodens Rinden.

✂ Ingen Himmel spejler sig i dette
natligsorte Vand, der frem sig bugter
for at svinde som en Snog i Mørket
ude langt, hvor intet Øje følger,
og ej Lysets længste Arm kan række,
— i det uransagelige Havdyb,
som ej dødeliges Tanker lodde,
der har Universets vide Rumfang,
Mørkets vege, endeløse Favnen ...

✂ ... Nærm dig disse Strømme du, som førster,
du, hvis Hjærne brænder som et Baal,
næret af de tusend vilde Tanker,
alle din Erindrings Luepile,
der som Furier forfølge dig ...

✂ ... Nærm dig disse Strømme du, som tørster,
bøj dig famlende mod Strømmen ned,
fyld din hule Haand med Lethes Vand,
drik og føl, hvor disse kolde Draaber
slukke Baalet langsomt i dit Indre ...

✂ Se, der staar en Bedebænk ved Floden,
hvor enhver, ud over Dybet hældet,
al sin Sorg og hvert sit Savn kan skrifte ...

✂ Der kan én for én sig sætte stille
med sin Rosenkrans af sorte Perler
— hver en Perle et usaligt Minde,
der som Gløder svider dine Fingre,
eller Løndomssorgens tunge Bly,
Tvivlens Tyngsel — alle trukne paa
Levelystens taalmodssejge Traad ...

✂ Og mens paa din Læbe langsomt løses
alle disse Tanker, der som Igler
fast sig suged i dit skære Kød,
skal du løsne Rosenkransens Perler
— hver en Perle et usaligt Minde —
og dem dryppe alle — en for en —
ned i disse natligdunkle Strømme,
der forsvinde som en Snog i Mørket —
ude langt, hvor intet Øje følger
og ej Lysets længste Arm kan række ...