Nøkkeroser.

✂ Siv saa slanke og Siv saa svaje,
— blinkende Klinger, der krydses og hvæsses;
susende Vindstød, der duve i Sivet
hen langs Aaens de rindende Veje.

✂ Inde paa Engenes sumpede Leje
døsigt i Disen og Heden der græsses. —
Blundende Fred i Sommerdagslivet ...

✂ Ludende ud over Aaen den ilende,
viltert hoppende, skyggelet skælvende
hælde sig Ellene, bøje sig Pilene,
Løvtag om Skyggernes Kølighed bvælvende;
dyppende Vidjer og daskende Vaande
dukke sig kælent ned for at favne
Vandet, som kruses af Vindens Aande ...

✂ Inde i Aabreddens sumpede Havne,
dèr, hvor Sivene tætte sig sanker,
og hvor Boblerne klukkende stiger
op fra Bunden — Kluk paa Kluk —
som syngende Suk,
— Nøkkerosen har kastet sit Anker ...

✂ Hele Flotillen af Bladenes grønne,
kredsrunde Flader paa Vandfladen vuggende,
— Blomsternes store porfyrhvide Skaaler
fyldte i Bunden med guldtunge Skatte,
nogle sig langsomt for Lyset oplukkende,
fangende Solens Guldregn af Straaler,
andre aabnede, skinnende skønne,
vanddraabeperlende, hvidnende glatte ...

✂ Nøkkeroser, I Sommerens friske
blanke Konkylier, hvor Luften koger,
— kom, lad mig holde Jer tæt til mit Øre,
høre Konkaen synge og hviske,
saa jeg kan drømme, skønt Tankerne vaager,
— Nøkkeroser, Konkylier kogende!

✂ Det er et Virvar af vinkende Syner,
rige paa Farver og blomstrende Flor,
Blinken og Blussen og Solild, der lyner,
vældende Duft fra Himmel og Jord.

✂ Det er som klingende Strængepræludier,
vristende sig fra Solgudens Lyre,
ømme Idyller og Kærlighedsstudier,
medens Eroter i vrimlende Tog
rundt paa metalblanke Guldsmedde ride
eller et Sommerfuglespand styre.

✂ Lyt til Sommerkonkaens Kog! —

✂ Nøkkeroser, Konkylier hvide:
Livet er lyst ved Sankt Hansdags Tide.