J. P. Jacobsen.

✂ Maj 1885.

✂ „Der burde være Roser“ paa hans Grav, ikke svulmende, livfulde røde, men af de store, dødblege hvide. Og de burde slynge sig rundt om hans Grav i blomstertungt, duftrigt Mylr, som Dødens hædrende Krone, — friske og evige ung som Myrtekransen om Brudens Pande.

✂ Thi ham, ham burde Døden i Brudegave skænke Symbolet paa hellig, uforkrænkelig Fred, han, der i Livet leved fortroligt med Døden, der sad ved hans Leje som fredlyst Gæst, som han talede med uden Skygge af Sky, uden Nag af lønligt pinende Angst.

✂ Blege, hvide Roser i duggbadet Flor med det dagskære, hvide Lys sænket i Blund i den fine, duftrene Kalk ...

✂ Thi en frygted han ikke Død!

✂ Den stod for hans Sjæl som en evig Søvn uden Vaagnen til Dom, — for ham var hin Saligheds-og Fordømmelsesverden bristet som Boblen; — en evig Hvile saa dyb og saa stille, saa lydtom rolig som i Verdensrummets fjærneste Krog. For ham var „Himlen“ et frit uendeligt Rum, og intet truende Spejderøje.

✂ Og Døden kom svævende tyst — ikke som den forløsende Engel, der bærer Barnet paa Fang mod det himmelblaa høje, men som Sfærernes Harmoni, den store Naturens stenhugne Lov, — som den evige, dødstille Hvile, i hvis Skød alle Længsler og Suk, alle Smerter og Savn dysses ind i slumrende Fred, evigt blundende Hvile, — Blundets Nat efter Arbejdets Dag.

✂ Og for ham kom Døden ikke som den ranglende Høstmand med mejende Segl, ikke som Forkrænkeligheden med Gravmulmets Uhygge, nagende Rædsel — nej kun som en dyb, uforstyrrelig Hvile, i hvilken der ikke lyttes i Angst efter Domsbasunens vækkende Gjald, — Altets store, hvilende Harmoni. I den vilde han sænke sig ned, fjerende blødt og lunende mildt, svævende let som Blomstret af den vilde Rankes rødmende Roser, der falder paa duggvaadt Græs, — som hvîdnende Blomstersne, der 104 bunkes i Hob og hensmulrer tyst, naar Frugten, den rødblanke Hyben er sat.

✂ Han havde jo aandet sin bedste Sjæl, sin lødigste Tanke ud i Ordet, det ene udødelige. Ihærdig havde han sigtet Guldet af Sandet. Og Guldet han gav os, sig selv, sin inderste Sjæl.

✂ — Saa havde han fæstet Døden til Brud. Den redte ham Lejet paa smulrende, hvide Rosenblade, redte ham det evige Leje i sin stille, aldrig forstyrrede Hvile.

✂ — Derfor burde der være Roser paa hans Grav af de store, blege hvide, og de burde slynge sig rundt i blomstertungt, duftrigt Mylr, evig friske og unge som Myrtekransen om Brudens Pande.