Vinterlandskab.

✂ Fra den hvide Snemark Solens
røde Rosenbræmme svinder
bort som Blodets sidste Blussen
fra en Dødnings kolde Kinder.

✂ Gennem Vesterledens Skyer,
der sig taarne sorte, vilde,
pibler Lysets gyldne Draaber
tyndt som fra en trussen Kilde.

✂ Dødens Stilhed over Sneens
nøgne, tungsindsvide Stæppe.
Fjærnt kun kredser et Par Krager,
mens de sultenthæse skræppe.

✂ Som en utændt Sove-Ampel
hænger lavt i Østen Maanen;
snart dens røde Kærte tændes
under Himlens Natte-Blaanen.

✂ Aaens Vande rinde sagte
med en klinger Klang af Naale —
Isens stive Spændetrøje
vil endnu de ikke taale.

✂ Under Knag og Knæk den flyder
langsomt ned til Mølleslusen;
mod de lukte Sluseporte
høres Vandets Brum og Brusen.

✂ Ellers Stilhed over Jordens
tungsindsvide Vinterøde,
som al Verdens Savn var stilled’,
alle Livets Stemmer døde ...

✂ Som var Jordens Hjærte stanset,
alle Tanker lagt til Hvile ...
Hen langs Vejen sove tyst de
nøgne, snebelagte Pile.

✂ Ene hen ad Stien stavrer
ved sin Stok en gammel Gubbe
med en Moskrans over Armen —
til den store Høstmarks Stubbe.

✂ Aaen ved hans Side mumler,
under Foden Sneen synger.
Træt et Øjeblik han stanser —
Kransen til de Døde tynger.