Claussen, Sophus ITALIEN

ITALIEN

Jeg kvidred hendes Litani og Noder,
min højlig elskede, saa stolt og streng . . .
men savned fjærnt min Ungdoms grønne Seng
ved Jordens Bryst, vor evig frie Moder.

Blandt Fortidsstæders Støv, berømte Floder,
der svandt i deres altfor brede Seng,
jeg gik og drømte Yppighed og Eng,
de fyldte Have, foraarsgrønne Kloder.

Hun havde givet mig et gyldent Bælte,
spændt mig min Elskovs sølvblaa Rustning om
og bedt mig gaa til Rom som andre Helte.

Jeg bar den trange Brynje helt til Rom;
der krængte jeg den af mig ufortrøden.

Ræk mig igen min Rustning - ræk mig Døden!