Claussen, Sophus AANDSBRØDRE

AANDSBRØDRE

Der sad tre Digtere og en halv:
en Solgud, en Alf, en Nervøs, som skjalv,
og den halve, som spillede Loke,
for han gjorde ikke Epoke.

Saa talte den halve dem til paa Stand:
"Du Solgud, du Alf, du nervøse Mand!
nu har vi hædret hverandre saa tit
for det, som var godt, og det, som var skidt;
hvad om vi i Aften begynder
at haane hverandres Synder?"

Men Solguden vrissede: "lad os i Fred!"
og Alfen blev bleg og blev rød derved,
den nervøse hued det ilde,
dog ikke tav Loke stille:

"Med Ros for Ros har vi frisket vort Mod,
skønt ingen Sind' vi hverandre forstod.
Jeg mener, den Glæde er liden;
vi skal jo dog misunde siden."

"Naa", svared den Solgud, "jeg byder dig Fred,
for dig er der intet at misunde ved."
Da greb ham Loke behænd' ved hans Knap:
"Du Sollys-Herold og Skribent for "de mange",
om hvordan en Solstraale lader sig fange!
Stilen er "Landevej", Solen af Pap."

119

"Haa haa!" og "naa naa!" lo de andre baade,
men Solguden harmedes over al Maade.

Men Loke fôr fort: "Men du, nervøse!
dine Vers, disse malende, melodiøse,
er som et Tempel, et stolt Monument;
paa Indgangen staar med højtideligt Prent:
Her ligger - lad Verden dem aldrig savne -
dødfødte Kongebørn kongeligt begravne!"

"Haa haa!" og "naa naa!" lo de andre to,
men han, som det gjaldt, var lidet fro.
"Og Alf, du vege, vemodige Væsen,
dine odes barbares mig kilrer i Næsen;
dine Vers, som jeg har et uendeligt Grin a',
forsætter mig helt til det indre Kina."

Saa talte man op, saa talte man ned,
man skiftevis lo, blev skiftevis vred!
Loke spotted dem alle sammen,
og én efter én blev de røde i Kammen.

Da tordnede Solguden: "Luk nu dit Gab,
Loke, du troløse, evige Flab!
De Vers, du selv gør, er slet ikke Vers,
din Prosa falder paa kryds og paa tværs.
Nu har du Spot, som kan ætse og bide,
men dine Værker er fjottede blide.
Og derfor med Uret du kom herhen
at haane os, som er bedre Mænd!"

Men ogsaa var der en Maler til Stede,
det voldte ham liden Gammen og Glæde.
Og den Gang Striden tog bedst paa Vej,
han maatte i Gaarden at brække sig.
120 ALLIANCE
Vi har faret paa alskens Omnibus-Tage
Paris ind og ud gennem otte Dage,
har lukket os op med ungdommelig Iver,
hilst Goddag paa en Lygtepæl,
nikket til Urenes hvide Skiver.
Og hun har forstaaet min skønne Sjæl.

En Dag ... hun var delt mellem mig og Sorgen,
har hun opgivet Pligterne mod sit Land,
en Dag, vor første Omfavnelses Morgen,
blev hun Kvinde, og jeg var dobbelt Mand.
Der sad vi paa Vogntaget Side ved Side;
af Solskin og Andagt flød Vejene hvide.

Vi saà - vore Klæder i Solluften bruste -
der var en Tredje maaske, hun knuste.
Hun blegned, den blide, hun vidste ej Raad,
men paa mit Haandtryk sig udgød Rødmen.
Vore Hjærter var vædet af Sødmen,
som gjorde vor Øjerand vaad.

En Aften . . . det mørkned i Luxembourghaven,
vore Hjærter var tyste som Natten og Graven;
paa en Sandsten saà vi en Bronce-Trold
vældig at lude sig over en Grotte,
hvori to Gudebørn tankeløst blotte
laa brudt af Søvn og forelsket Vold.

Alt var os fuldendt... En svulmende Frugt!
og Aftensmaaltidets Spiser og Vine
121 fandt vore Struber af Kærtegn lukt.
Ingen Châblis kan udslukke vor Pine.
Da hvisked hun Ordet, betvungen og mild:
"Vi vil hjem til din Stue, din Ovn og din Ild."

Og Længslen løb foran de snøftende Heste -
Til mit Hus, til min Søvn! ... Saadan ender det bedste.
Men nu er de otte Dage forbi,
da vi laa ved min Ild og skrev Vers i min Aske.
(Var det mig, hun har æret, det tvivlløse, raske
Minut? . .. eller var det en ny Poesi?)

En Nat ved Arnen hun løser sit Haar,
(berust af en Duft i sit lange Haar)
og lader Tankerne selvberust vandre:
"Min Ven, jeg maa tænke paa Fremtiden nu,
Gud ved, om jeg elsker dig mer end de andre .. ."
Hvor plukked hun sælsomt mit Hjærte itu.

I Favntagets Almagt vor Kraft saa skør
har omfavnet Fligen af Guddommens Slør.
Det var to Livshaab, som her stødte sammen,
det var to Sjæle, som strømmede sammen.
- Der er Fred i min Ensomheds gyldne Borge,
og hun er givet tilbage ...