Claussen, Sophus TIL BJØRNSTJERNE BJØRNSON

TIL BJØRNSTJERNE BJØRNSON

"Ikke sandt, dette Norge
med skib og baader,
dybe malmlejer
og fulde sildekorge,
de pokkers sætterveier
og tømmerflaader
og engslaat
og kudraat
og hestedrifter
og smaler og andet smaat,
renjagt og andre bedrifter....
det er nu saa kært, som det er godt..."

(B. Bjørnsons Nytaarsrim til Rektor Sten 1886)

Mel.: Jeg vil værge mit Land

Dette Norge af raat,
som er tømret og godt
med sin Malm, der gi'er Guld,
med sin Sildekurv fuld.
Dette Vikingeslot
med sin Fjæld-Runeskrift,
med sin "Engslaat og Kudraat" og Sangdrot-Bedrift.

Vi har elsket det mer,
end I aner og ser.
Vi er Smaafolk af Krop,
vi maa synge os op.
Har vort Porthunde-Ros
givet Hals af Jer Trods,
maa I huske, at Hundene altid aad os.

74

I fo'r vide om Land:
det laa vinterlig bart,
men med Syvmile-Start
blev en Vaar bragt i Stand.
I har dækket Jert Fjæld
med en Vaar og et Væld,
som om én havde arvet og ej kendte Gæld.

Der, hvor Hundene gøer,
har vi siddet bag Dør.
Der var laaset - med mer -
for vort Syvmils-Humør.
Dog fra Fjældenes Tind
har vi mærket en Vind,
og naar I havde Foraar, saa havde vi Véer.

Dette Danmark af graat,
det blev lagt i en Dal,
hvor dets Havfrue-Slot
nær var slugt af en Hval,
med de strandlave Øer,
hvor som Askepot-Møer
vi saa nøjsomt maa drive med Søkongens Kør.

Der blev ikke holdt Fest.
I den røverske Blæst
har vi ligget bardus
for at frelse en Rest -
for at frelse en Rest
af et Tag paa vort Hus
har vi gjort os saa tunge som Sten og som Grus.

Der skal Mod, der skal Vægt
til at standse en Hest.
Mod en Hofjunker-Slægt
skal der Al-Jords Protest.
75 Det har Askepot haft.
Men gid Saaret var lægt,
som hun skar, da hun sired sin Kæp med et Skaft.

Det er nok, det er nok
til at gøre forstemt.
Man begraved et Land
og begraved i Flok.
Var det gaaet saa nemt,
var nu Askepot gemt,
og Prinsessen fra Fjæld havde faaet en Lok.

I foer vide paa Tog,
mens vi sad i en Krog,
I gned Rust af Jert Skjold,
mens vi pudsed vort Sprog.
Vi har søsterlig Gæld
til Prinsessen fra Fjæld -
mens vi gik her saa kold med vor Sang i Behold.

Vi har elsket Jer Sang,
og for os tog I Sejr,
da vi selv mangled Vejr
til at sejre en Gang.
Vi vil hilse paa ny,
naar trods Fjendernes Gny
liden Askelad her kræver Dronninge-Rang.

Dette Tvillingesprog!
Eders Syvmile-Skridt!
Vi har tænkt det saa tidt:
"At I naaed saa vidt?"
Det skal give os Mod
til at bryde et Aag -
dette Vaarbrud i Bjørnsons og Wergelands Folk.