Claussen, Sophus NYTAAR

NYTAAR

Ens kun ens de Aar, som skifter,
evig samme trætte Sløsen,
intet Haab om ny Bedrifter,
uden Gjenklang hvert et Løsen.

Gamle Vaner, gamle Skranker
stanser hver en frejdig Tunge.
Kvalme, blege Dødning-Tanker
har forkrøblet alt det unge.

Alt det frie er snet inde;
evig Vinter, evigt Øde!
I de sidste Frøkorn finde
gridske Ravne deres Føde.

Men det spirer frem der nede
under Sneens hvide Bælte.
Ved vort stærke Haab, vor hede
Tro det stivnede skal smelte.

Svinde hen skal Isens Byrde,
som det muntre Løb har avet.
- Tusend kaade Kilder styrte
fri og jublende i Havet.