TRÆT AF UGERS SYGELEJE . . .

✂ Træt af Ugers Sygeleje
tærer Don Raviro ensom
paa sin rige Hjærnes Drømme,
paa sit stolte Hjærtes Eje.

✂ Fra de snebelagte Veje
larmer Venner ind i Stuen.
I sin Stol Raviro stille
hilser - Kind og Hænder blege.

✂ I hans Blik et Glimt, som taaler
ingen Vennelarm! En Skygge
paa hans fine Bryn for hvert et
velment Tramp af travle Saaler.

✂ Mens hans Øjne tankefjærne
følger Ovnens Baal, da vinker
han med Haanden sagte Tavshed.
Som i Ætherluft en Stjærne

✂ mærker han sig fra en snæver
Klode kastet ud i Baner
som en Stjærne i sin Æther
og han føler, at han svæver,

✂ bæres trods sit Legems Træthed
over Seinen, over Frankrig
ved en Magt af egen Sødme
med en ukendt Hjærtelethed.

✂ Længe har han hvilt og sovet,
før han fandt saa blaa en Æther,
varm en Morgenglød - med Sneen,
Evighedens, paa sit Hoved!