Claussen, Sophus DEN NY POESI (EN PROLOG)

DEN NY POESI (EN PROLOG)

Træk Dit Sværd fra Skeden, Menneskebarn,
sig dem drøjt, hvor drøjt Du væmmes!
Din gode Tro skal ej beskæmmes:
vær ubeskeden, Menneskebarn!

Gør Dine Viser, sæt dem paa Prænt -
Jægersvend! vær ej for sén i Dit Sigte.
Elsk mig - og lær af et Par Digte,
hvorpaa jeg har anvendt for meget Talent.

Man har kaldt mig en skamløs - Ondskab gør træt...
Det er Kvinder som malede Kirkeruder,
jeg har søgt bag de Borgerbørns Dyrehuder.
Det er Ungdom, som opløfter Versets Korset.

Har jeg sovet en Nat nær Udyrets Favn,
fornedret af Afsky og Sengetæger,
mine Læber har hvisket et elsket Navn,
og jeg har drømt om det blankeste Bæger.

Bliv ved med at elske, bliv ved at forgude!
Det Pak derhjemme gad plukke Dig lidt!
Du skal se Dig en Dag ... i Verden. .. derude . ..
hist, saa Du ærer Dig selv med ét.

Træk Dit Sværd fra Balgen, Menneskebarn.
Det er Mod, som Sjælene sært bevæger.
Du har Ret til at kysse det blankeste Bæger
eller til Galgen - Menneskebarn!