DYVEKE

✂ Danmark har ej bedre Navn
end den Konge, det gik ilde,
han, som tog en hollandsk Frille
for at skabe Kjøbenhavn.

✂ Gamle Spidsgavl-Huse stod
endnu hyllet ind i Skyggen.
Der var morgengraat paa Bryggen.
Dyveke, det unge Blod,

✂ bagved tætte Ruders Bly
nød lidt sent sin Morgendvale.
Saa lad travle Tunger tale!
. . . Dyveke i Kongens By ...!

✂ Er hun hans - den danske Prins,
som har arvet Land og Rige,
elsker han en hollandsk Pige
hjembragt fra en fjærn Provins -

✂ da vil Pigen hvile blødt,
dejlig ubeskedent sove,
Dronning-lad i sin Alkove
drømme dybt og purpurrødt,

✂ vaagne op og straale fin,
uden Frygt, den snilde Due,
som et Glar i Solens Lue,
som et Smykke fra sit Skrin.

✂ Møder denne Due Spot,
slaar hun i de lette Hænder:
Kongens Vagt har Klør og Tænder,
Hellebarder bider godt.

✂ Saadan vil hun, fri til Sinds,
vise sig en Fyrstes Lige,
Dyveke, en hollandsk Pige,
ej beskæmmer hun sin Prins!

✂ Hun er mild, men vredes haardt.
Mange ømme Trubadurer
om den Sødes Fortrin kurer.
Men hun vender Panden bort.

✂ Kend den Skønne paa et Tegn:
Dyveke er Sigbrits Datter.
Og da hendes unge Latter
døde - faldt der blodig Regn.

✂ Har den unge Konge budt
sig til Gæst i hendes Sale,
finder hun hans Grublertale
mere sød end Vers og Luth.

✂ Kysser hun den Læbe smal,
Kamp og Tummel kan hun høre
- mærker i sit fine Øre
Krigens Ringlen af Metal.

✂ Og hun aabner sin Favn.
. . . Det er mange Aar tilbage.
Men hun lever alle Dage
- Dyveke - i Kjøbenhavn.