VIDUNDERLIGE HAV . . .

✂ Vidunderlige Hav, der slutter ind,
der med sin Bølgevuggen ud og ind
beskyller Landet - evigt, evigt skridende
med Havets Døtre paa hver Skumkam ridende.

✂ Jeg fandt der inde megen uberegnet
Modgang, hvor Bonden pløjer langsmed Hegnet.
Havfruer tag mig med, min Sjæl er hærget,
i Bølgeslottet eller Venusbjærget!

✂ Den Fryd, jeg kyssed mellem Hegnets Snerler
jeg kysser nu blandt sære hvide Perler,
I fiskeklamme Mør paa Dybets Veje.

✂ Der inde ærgrer, piner de en Mand,
til han er helt ubrugbar for sit Land.
Saa tager de hans allersidste Eje.