DANSK OG TYSK

✂ Sværdet, det drages og skydes ind
- - - omsider slider det Skeden.
Ingen har Fred, som han selv har Sind.
Tiden forsvinder i Tomhed og Vind
og langsomt fortæres selv Freden.

✂ Tyskland, som vi fra Ungdommen saá
minderigt i vore Drømme,
alle de Steder, store og smaa,
Ælde og Skønhed, umulig at naa,
ved Rhinens og Elbens Strømme.

✂ Gretchen og Käthchen, skøn Loreley,
Rhindøtres guldgule Lokker
henrev os mægtigt ... Vi modstod dem ej,
deres Viol-Øjne krydsed' vor Vej,
i Struberne klang det som Klokker.

✂ "Warum" og "doch" og "der, die, das"
var Mundgodt en spøgefuld Time . . .
Elskovs Sopran og Humors Bas . . .
Særligt i Pagt med et Raadskælderglas
har Dansk med lidt Tysk kunnet rime.

✂ Vi, som har elsket det tyske Sprog,
dets Mestre og Tone-Guder,
skal vi nu se os førte til Bog,
hvis vi ej tæller et Panserskrog
blandt Aandens normanniske Skuder?

✂ Tyskland har byttet sit Guld om i Staal.
Maa med Germaner vi drikke,
stopper vi Øret og tømmer vor Skaal.
Tyskland har sine store Maal,
men Gudernes Tungemaal ikke.

✂ Sproget besidder en Old Syntaks
ej sund for den nordiske Lunge.
Tusinde Aar, eller mer, før Hans Sachs
fødtes af Bølger og ringlende Aks
et Havmaal: den danske Tunge.

✂ Hvor er det henne det stolte Træ,
hvortil vi vort Hjerte kan hælde,
kan I, Germaner ... i Ny og i Næ ...
under Ask Ygdrasil skaffe os Læ,
hvor Visdomskilderne vælde?

✂ En Gaade Jer venter i dette Land,
ej lukket og dog ikke aaben,
se, hvad vi gemmer bag Kaaben.
Vel har I stukket vor Skanse i Brand,
men vi har hegnet og tækket vort Land.

✂ Blomster er alle vore Vaaben.

✂ Altid i Fredstid til Krig parat,
du, som paa Vaabnene stoler!
Er det ej for en djærv Soldat
Morskab at slynge en Haandgranat
ind i en Mark af Violer?

✂ Husk, hvad den mægtige Perser erfo'r,
der satte et Ørige Stævne.
Blomster vil spire, hvor Sværdene fo'r,
Ranker vil skyde i Hærværkets Spor.
Krænk ikke Akset - thi Havet vil hævne.