HØFFDINGS ELEVER

✂ De mødtes til Filosofi, da deres Hjerter kom i Takt,
og vandred som paa græsgrøn Sti med Høffdings Bog i Pagt.
De vidste for hver Strid, som kom,
den skal vi ikke trætte om - uoverlagt,
men tale os tilrette om med Hjertet og Forstandens Magt.

✂ De saas paa Auditorium, de saas ved Lørdagsforedrag,
til Diskussion, til Bal.
De agtede hinanden højt
som Elskende - før de ved bedre - skal.
De maatte nøjes med at se.
Saa skulde det i Snestorm ske . . . paa Gaden Lørdagsnat,
(nu drejes Skæbnens Rat!)
at begge blæste sammen midt i en Drive Sne.

✂ Og ført af én Filosofi de bares rundt af Vindens Magt
omkring en Park i Vinterpragt.

✂ Hun var en Kvinde indsvøbt i Betænksomhed, Psykologi,
med skindgarneret Kjole.
Hun gnistred af mandhaftigt Mod, og han blev sat i Skole!
Da greb han til en ny Logik, hvor Kvinden ej bestod.

✂ Hun vilde ikke kysse ham,
hun paastod ikke, Kys var Skam,
men nægted Kyssenes Værdi med stolt og iskold Teori,
ja svared ham med kølig Fred:
Det er der ikke noget ved!
- Og da han ikke kunde tro hos nogen Jomfru slig en Ro,
hun gav ham nogle Kys til Svar,
219 men stadig lige kæk og klar, hun hævded uden Taagethed:
Det er der ikke noget ved!

✂ Da dog lidt Sødme fulgte med, i Snefog hos en iskold Yppighed!
han fastslog sin Parole:
Det skal vi ikke trætte om, men tale os tilrette om,
det kræver først lidt Skole.
Da løses Knuden uforsagt
ved Vanens milde Magt.

✂ Og hun blev ved, uoverlagt,
til hun tilsidst fik Sødmen smagt.
Mens han blev træt og led og flov,
hun bød ham lystre Vanens Lov
og gentog hans Parole:
Nu skulker du af Skole!
og stod saa logisk skolevant
med Skindbræm om sin Kjolekant.