Claussen, Sophus Sophus Claussens lyrik :

2

Sophus
Claussens

Lyrik

Tekstkritisk og
kommenteret udgave ved
Jørgen Hunosøe

Bind IX:1

Under medvirken af
Knud Bjarne Gjesing

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

3

Sophus
Claussens

ANDRE DIGTE
TRYKTE OG UTRYKTE
Første halvbind. Tekst

Gyldendal

4

Efterskrift og noter © DSL 1984
Bogen er sat med Aldus
og trykt hos Krohns Bogtrykkeri, København
Printed in Denmark 1984

ISBN 87-00-52173-6
ISBN 87-00-42621-0 (kompl.)

Denne udgave er støttet af
Statens humanistiske Forskningsråd,
dette bind desuden af
Jyllands Kreditforenings Fond samt
Institutionen San Cataldo

Tilsyn: Mogens Brøndsted og F. J.Billeskov Jansen

5

INDHOLD

    • UTRYKTE DIGTE

    • Det gamle Systém 13
    • Det unge Danmark 14
    • Ved Løvfald 16
    • Til Ingeborg og Viggo Stuckenberg 18
    • Et Herregaardsliv 20
    • Jeg havde drømt ... 21
    • En lille Vise ... 22
    • Høstmorgnens klamme Taageslør ... 23
    • - Den tavse Cæsar - 25
    • I Morgen ... 28
    • Træt af Ugers Sygeleje ... 29
    • Finis finalis 31
    • Vidunderlige Hav ... 32
    • Jeg er ombølget af dig ... 33
    • Raad til en Kvinde fra det syttende Aarhundrede 34
    • Claras Drømme 35
    • Hun gaar i Sne ... 36
    • Himmelrummet er saa dybt ... 37
    • Ak en sød utugtig Længsel ... 38
    • Parodien 39
    • Til den lærde V. V. 40
    • Børnerim 42
    • Fordreven 43
    • Manke - - - 44
    • Den hvide Huri 45
    • Pegepind 46
    • Den gamle Morskab - - - 48
    • Er jeg bleven ensom ... 49
    • Kinesisk Novelle 50
    • 6
    • Digteren sover ... 51
    • Monolog (i Tiden mellem 1910 og 1920) 52
    • Til Holberg-Samfundet 53
    • Rhytme 54
    • At tro sig af falske Profeter ... 55
    • Henrik Pontoppidan. Silhouet 57
    • Den kunstige Mikkel 58
    • Lys over Landet 59
    • Hendes Bugskind ... 60
    • I et Atelier 61
    • Tusmørket ... 62
    • I en Klit ... 63
    • LEJLIGHEDSTRYK

    • Georg Brandes 67
    • Kantate ved Industri- og Landbrugs-Udstillingen i Nakskov i September 1898 69
    • Til Bjørnstjerne Bjørnson 73
    • Og Veje blev grønne ... 76
    • Digtervise. Ved Festen for Valdemar Rørdam den 5. Decbr. 1922 77
    • Folketidende. 50-Aars Fest 79
    • DIGTE TRYKT I AVISER

    • Nytaar 83
    • Grundlovsfest 84
    • Nogle Nytaarsrim til Horsens Demokrati 85
    • Kunst - Politik 87
    • Literær Genesis 91
    • Non imprimatur 92
    • Bered dig! 93
    • Min lille Guds Engel 94
    • Den ny Poesi 95
    • Mellem Anemoner 96
    • Dyveke 97
    • 7
    • Kong Herodes' Rige 99
    • Han vandred i Øster og Vester ... 101
    • Udvikling 102
    • Dansk og Tysk 103
    • Gustav Wied. Ved hans Død. 1914 105
    • Det danske Lune. Til Olaf Poulsen 106
    • Paafund! 107
    • En Hilsen til Helge Rode 108
    • Det levende Land. Til Nils Collett Vogt 109
    • Foraar igen 111
    • Albert Gottschalk 112
    • Lolland og Falster 113
    • DIGTE TRYKT I TIDSSKRIFTER OG UGEBLADE

    • Kom, min blodvarme Pigelil, ... 117
    • Aandsbrødre 118
    • Alliance 120
    • Envoi de Prince 122
    • Koncerten/Bryllupper og Fester 123
    • Pariserinde 124
    • Din Ungdom var som Natten . . ./ Til Johannes Jørgensen 125
    • Nu kommer Natten . . . /Natten 126
    • Tronprætendent/Sonet til Fabius! 127
    • Den unge Pige i Sommerregnen 128
    • Toscanas Elever 130
    • Hr. Sol og Jomfru Jord 132
    • Sne 134
    • Barbarer 136
    • Vintergæk 137
    • Jeg sad med den vilde Lilian 138
    • Sfinx 140
    • For hans Kraft i Overflod . . . /Til Georg Brandes 142
  • 8
    • DIGTE TRYKT I PROSAVÆRKERNE

    • Fortegnelse over digtenes proveniens 143
    • Tilegnelse 145
    • Foraars-Regntiden 147
    • Til Erik Kølby 148
    • Til Kitty 149
    • Indbydelse til Rejse 150
    • Romansk Verden 152
    • Rimerier under Vejs 153
    • Bryllupper og Fester 155
    • Simplicitas 156
    • Den skønne Propaganda 157
    • Portræt af Foraaret 158
    • Hvide Løgne 159
    • Italien 160
    • Saa vandrer vi over Aarets Bro . . . 161
    • Ekbátana 162
    • Gudinden kom en Formiddag ... 164
    • Jeg skrev en Dag en Petition ... 166
    • Ankomst til Siena 167
    • Maaltider i Siena 169
    • Palmesøndag 172
    • Cento cerini 174
    • Protestantisk Vaar 176
    • Unge udødelige 177
    • Evangelium 179
    • Udflugt i det senesiske Landskab 182
    • Et løst Udkast 187
    • Endnu Siena 190
    • Tizians Roser 193
    • Rom 194
    • Pompeji 199
    • Valfarten til Mont'Allegro 201
    • - Det tabte Paradis - 206
    • Hjemfart 208
    • 9
    • Prolog 209
    • Der vandrer en Pige ... 212
    • Bauta 214
    • Efterspil 216
    • Høffdings Elever 218
    • Til Viola 220
    • UDKAST, FRAGMENTER OG VIGNETSTROFER

      • UTRYKTE

      • Koral, Koral . . . 223
      • I min Ungdom ... 223
      • Kæreste Ingeborg S. ... 223
      • Det huskes, naar Asken er kold ... 224
      • Med Bram drog ... 224
      • Al Hedenskab er død, . . . 224
      • Men jeg har levet, . . . 224
      • Se, en Aftensdæmrings Taage . . . 225
      • Jeg tror paa den Vilje, ... 225
      • Det hændte ved Aarhundredets Slutning . . . 225
      • Jeg er træt af disse himmelvendte Øjne ... 226
      • Nydelig den unge Pige ... 227
      • For sidste Gang . . . 227
      • Kom med Fryd . . . 228
      • I tror, at jeg lever som Ormen . . . 229
      • Hvide Sne -...229
      • Naadegave ... 229
      • Det hele, jeg har gjort, ... 230
      • Tag Billederne bort, ... 230
      • Jeg ønsked at optø ... 230
      • Jeg kan ikke male, ... 230
      • TRYKTE

      • Hvor drypper, siver, nynner ... 231
      • Nu løses Frosten ... 231
      • 10
      • Jeg søger gærne Visdom ... 231
      • En Drøm om Skønhed ... 232
      • Et Billed paa min Væg ... 232
      • De stredes ... 232
      • Ane Kirstine af Aafjord ... 232
    • BIND IX: 2

    • Noter til Andre Digte. Trykte og utrykte 243
    • Fotografier og faksimiler 323
      • Samlet efterskrift 337

      • Indledning. - gift med den sidste Engel 337
      • I En heftig Sommers Blomstring. 1887-1901 340
      • II I Dødens Rige. 1901-1917 352
      • III En moderne Skabens inderligere Pragt. 1917-1931 355
    • Tidstavle 363
    • Register over digttitler 383
    • Register over digtes førstelinier 401
    • Navneregister 419
    • Bibelhenvisninger 441
    • Addenda 443
    • Errata 449
  • Forkortelsesliste og bibliografi 451
11

UTRYKTE DIGTE

12
13

DET GAMLE SYSTEM

Paa Dødsseng du ligger, det lakker mod Slut,
Ej findes den Drik, som dig atter kan kvæge,
Send Bud efter Præsten! - her hjælper ej Læge:
Hver Time er afmaalt og talt hvert Minut.
Du magtsyge Olding! kast bort nu din Brynde!
Du har ikke længere Tid til at synde;
Thi Kraften er brudt.

Du fabler forpint og med vild Fantasi
Om Mennesker onde, som ville dig plage.
Og Ungdommens frihedsbegejstrede Dage
Tit drager dit bristende Øje forbi.
Ja let var at love og let var at drømme.
Da først du fik Tag, lagde selv du i Tømme
Dem du vilde fri.

Paa Dødsseng du ligger, det lakker mod Slut.
Du kaster dig feberhéd i dine Dyner
Og pines af vilde, forvirrede Syner.
Du sér Barrikader, alt lugter du Krudt -
"Skyd ned dem, de Folkeforførere, Jøder!"
- Saa synker du, kun Latter du møder:
Din Livskraft er brudt.

14

DET UNGE DANMARK

Man laa i Isen frossen med Sné paa alle Sider
- da blæstes i Basuner og raabtes: nye Tider!

Den gamle Slægt, som sad der med Gigt og Hæmorider,
fôr op og skreg forfærdet: sé Gletscheren den skrider!

Og stadig voxed Raabet paa Ungdom, modig Færden,
et Navn, "det unge Danmark", blev kastet ind i Verden.

Først var det som en Snébold, men steg til en Lavine;
i Angsten saa' det gamle i den sin Guillotine.

Det saa de gamle Guder nedtrampet af Vandaler
- og alle Helligdommens opskræmte Haner galer.

I Kraft af god og gammel autoriséret Viden
de kaldte Folket sammen til Værn mod Fjældskreds Tiden.

- Og Jøkkel Bruset? - tabte sig som en Flod i Sandet.
Den bragende Lavine var den da ikke andet?

Var dette "unge Danmark" kun tomme Ord og Bulder?
Stod der en Hær ej fylket med Skulder imod Skulder?

Hvad eller solgte Hæren for Freden Kampens Hæder,
og bøjed sig Vandalen for Fjendens tamme Sæder?

Nej! før af Trældoms Lænken du dine Hænder vrider,
jeg tror ej, unge Danmark! paa dine "nye Tider".

15

Før du af Land har jaget den gamle Videns Præster
og svovlet ud de Stinkdyr, som Hulen os forpester -

Før jeg paa Livet sér dig bekæmpe dem, du hader,
før jeg faar sét dig plante et Net af Barrikader -

Og før det gamle Slægtled jeg for din Fod sér ligge
- tilgiv mig, unge Danmark! tilgiv: jeg tror dig ikke.

16

VED LØVFALD

Der hviler tunge Taager
paa Ager, paa Skov og paa Vand.
Der kredser hvide Maager
over den øde Strand.

Over den muldede Jord
staar Løvet forvisket, fortegnet
ved Vejen, som Poppelomhegnet,
opkørt langs Kysten sig snor.

De gule Blade le mod
Luften, der favner dem vaad.
Der er som et Smil gennem Graad
i Taagens blege Vemod.

Der er Kaadhed i Busken, som vrider
mod Himlen de sorte Hænder
over den Kulde, som svider,
det Regndrys, som aldrig ender.
Der er Kaadhed i Havet, som buldrer,
der er Kaadhed i Fuglenes Skrig
og Kaadhed i Løvet, der smuldrer
paa Jorden som fredløse Lig.

Mig undrer den graadfulde Latter,
den leende Sorg, som sig prenter
paa Skove, paa Bakker og Skrænter.

17

Hvorfra den faar Mod, jeg ej fatter,
- den Verden, som ligger og venter
paa Vinterens hvide Rædsel.

18

TIL INGEBORG OG VIGGO STUCKENBERG

Over mig svæver tusinde sprængte
Foraarsknopper i nyfødt Pragt!

Kunde jeg aabne som de det stængte
og faa det skjulte for Dagen tragt
- intet var mig for stort og lyst!
Den bedste Drøm af det reneste Hjærte
jævnt og tyst
burde sendes som Hilsen til dem,
hvem ikke den rygende Præstekærte,
men Tro paa sig selv
gav Mod til at bygge en Kærlighedsrede
og hygge et Hjem.

Intet for lyst, intet for stort!
Ti her blev ingen Altre bygt -
ikke Jehovas, han, som udslynged
Dødsdom mod Adams og Evas Sæd,
saa Mand og Kvinde brødebetynget
knælte og græd
i dødskold Frygt!

Intet Alter! -Ti i eders Sjæle
Frihedens Gud sidder trodsig og stum
og kan ikke knæle.

Men derfor ejer I Verdens Rum,
ejer de endeløst bølgende Sletter,
hvor alt det smaa fyger bort

19

og spredes som Sværme af legende Avner
- hvor Sjæle hinanden favner
i havblaa Dage og syngende Nætter.

Saa vil jeg hilse af Hjærtens Lyst
paa dem, hvis énsomme Stormtid er omme.
De søndrede Nerver skal heles igen.
Med bløde, venlige Hænder
vil Fremtiden komme.

- Se, Foraarets livsglade Maaned
drysser nu Grønt i Vinterens Spor.
Let træder Foden paa Jord;
aldrig grønnes en Vaar forgæves.
Mens Græsset spirer med flygtig Duft,
frit og lyksalig skal Brystet hæves;
og glade, begærlige Læber vil nippe
den kvægende, sølvfine Luft.

20

ET HERREGAARDSLIV

Mine sære Tanker
fôr vild, fôr vild,
over Mure og Skranker
og ind gennem Ild.

Hendes Øjnes Tegning
var krank, saa krank,
al Rejsning og Svejning
var frøkenslank,
mens et vanvittigt Kjolebryst
bugned og sank.

Hun gav mig sin Læbes
vildtsure Most,
den Gang Klokken slog sex.
Ved Midnat da kom hun,
paaskrævs af en Kost,
som en Hex - en Hex.

21

JEG HAVDE DRØMT . . .

Jeg havde drømt, vi blev til Elskov kaaret
med Løvbruds-Urter slynget ind i Haaret,
og hver en frossen Kummer holdt til Søs
ved Landnamsjublen i de første Kys,
at rige vi blev paa Vindens Bølger baaret
og faldt kun blødt som Frugt om Efteraaret
i Løvet fra et knudret Æbletræ . ..
at lunt i Læ mod sin Venindes Knæ
jeg skulde elske, tænke, tro og hade
som i en Duft af fine Valnødblade.

Men det at elske er at langsomt døde
hvert fyrigt Haab fra Hjærtets Morgenrøde,
og det at elske er en Skæbnedom:
at synes rig, er Lykken nok saa tom.
Jeg ved det, vi fordømtes uden Brøde
i Evighed at skulle elske, gløde,
i Evighed at holde Takt og Trit
til et fortvivlet, vildt Parforce-Ridt,
at se vort nære Fald med stærke Nerver
og hugge Panden i de haarde Skærver.

22

EN LILLE VISE

Mit Hjærte var som pure Guld,
en Pige aabned kun dets Skrin
og holdt det flink og omsigtsfuld
saa blankt, som Pigen selv var fin.

Men da mit Skrin i Baglaas smak,
mit Hjærte sig forvirred - ak!
en Gift Metallet overtrak
saa det blev grønt og irret - ak!

Nu findes der ej Hjælp - hvor tungt, -
før man en Dirk faar varlig fat,
før én, som aander varmt og ungt,
vil pudse paa det Dag og Nat

23

HØSTMORGNENS KLAMME TAAGESLØR . . .

Høstmorgnens klamme
Taageslør skjule
Bulevarder, hvis Træer
staa røde og gule.
Halmlæs i Rækker
forbi mig glide,
svævende bort i
det dampende hvide.

Naar Bladene drysses,
naar Stormene buldre,
jeg drømmer om stilfulde
Haver, som smuldre,
drømmer om Marmor:
Eroter, der kysses,
mens Frugt gaar i Trøske
og Bladene drysses.

Naar Træernes Kroner
staa frysende tynde,
jeg drømmer om Sale
af udsøgt Ynde,
jeg drømmer om Tanker
saa glødende fine,
om Ild i Kaminer,
om Druer og Vine.

Jeg drømmer om Ømhed,
hvor Kærtegn ej skiftes,
men skjult i de slyngende
24 Ordstrømme skriftes,
drømmer, mens Bladlig
i Luftbølgen sejle
om smaa bitte Handsker
og Rosennegle.

Nu veksles den viltre
Sommersolbrynde
med efteraarsbroget
farvefin Ynde.
Jeg bytter min Skov
mod en tæppelun Stue,
opgiver Frøknen
og elsker en Frue.

25

- DEN TAVSE CÆSAR -

I Peking blev der forberedt en Fest i gammel Stil -
Tsching la! Hei la!
Det var Trediveaarsdagen for vor Kejsers sidste Smil -
Tsching! Lu! La! Udi Peking!

Han har undertegnet alt, hvad i Kina er sket -
Tsching la! Hei la!
Gjort Mænd til Mandariner, men aldrig har han lét -
Tsching! Lu! La! Udi Peking!

Og med sin Pungdyrmave, krumrygget og skæv -
Tsching la! Hei la!
Kom mangen gammel Rotte, kom mangen listig Ræv -
Tsching! Lu! La! Udi Peking!

De bare deres Hilsen for Kejseren frem -
Tsching la! Hei la!
Med smaa og store Drager benaaded man da dem!
Tsching! Lu! La! Udi Peking!

Kaptejn Tscheng blev befalt at sætte Grænsen i Stand -
Tsching la! Hei la!
Løjtnant Tsung at smide Fjenden i det nærmeste Vand -
Tsching! Lu! La! Udi Peking!

Og alt Oprør blev slukt, hvoraf Landet var betrængt -
Tsching la! Hei la!
Hihn-Ling blev forfremmet, Lang-Huhn blev hængt -
Tsching! Lu! La! Udi Peking!

26

I Peking blev der Brug for mangen Ordenssoldat -
Tsching la! Hei la!
De stod paa Rad helt ud til det franske Konsulat -
Tsching! Lu! La! Udi Peking!

Saadan var Kina fredeligt, i Peking var der Fest -
Tsching la! Hei la!
Da vor Kejser kom til Broen, gav han Ya-u-Yang sin Hest -
Tsching! Lu! La! Udi Peking!

Først kom der et hundred kinesiske Mænd -
Tsching la! Hei la!
Ti Rækker paa ti gik som Heste i Spænd -
Tsching! Lu! La! Udi Peking!

De trak gennem Byen vor Kejsers Karet -
Tsching la! Hei la!
Hans Pande var løftet, hans Mund har ej lét -
Tsching! Lu! La! Udi Peking!

Saa kom der ti Tusind Mongoler i Rend -
Tsching la! Hei la!
Stik Tungerne ind, I kinesiske Mænd! -
Tsching! Lu! La! Udi Peking!

Ved Banketten talte Kantsju: "Vor Kejser har lagt Skjul -
Tsching la! Hei la!
"Paa det Smil, som ikke sømmer sig en Mand, der er gul -
Tsching! Lu! La! Udi Peking!

"I tredve Aar han værged vore Embeders Kraft -
Tsching la! Hei la!
"Vort Kina er en Øxe, og han er Øxens Skaft" -
Tsching! Lu! La! Udi Peking!

27

Af oprigtige Smaafolk blev der ved Mørke fuldt -
Tsching la! Hei la!
Og deres Øjne lyste, skønt Maven skreg af Sult -
Tsching! Lu! La! Udi Peking!

"Vi er den stumme Mængde uden Smil og uden Læ -
Tsching la! Hei la!
"Men Cæsar lider for os - han er vort Himmeltræ -
Tsching! Lu! La! Udi Peking!

"Hans Grene rækker Himlen og de eviges Sted -
Tsching la! Hei la!
"Og saa længe han maa tie, da tier Kina med." -
Tsching! Lu! La! Udi Peking!

28

I MORGEN . . .

I Morgen ud i det vide Land!
Farvel I Drømme kære!
I Morgen Nat over Østersø
saa langt som Skibet vil bære.

Saa langt som en Havn end lugter af Beg,
saa langt som et Dampskib ryger,
sendte jeg gærne mit drømmende Jeg
fra Lavlandets Taager og Byger.

Jeg er dog rank og beredt til Kamp,
den kækkeste Fane jeg følger.
Jeg strækker ej syg min Arm mod en Sol,
som visned bag Kattegats Bølger.

29

TRÆT AF UGERS SYGELEJE . . .

Træt af Ugers Sygeleje
tærer Don Raviro ensom
paa sin rige Hjærnes Drømme,
paa sit stolte Hjærtes Eje.

Fra de snebelagte Veje
larmer Venner ind i Stuen.
I sin Stol Raviro stille
hilser - Kind og Hænder blege.

I hans Blik et Glimt, som taaler
ingen Vennelarm! En Skygge
paa hans fine Bryn for hvert et
velment Tramp af travle Saaler.

Mens hans Øjne tankefjærne
følger Ovnens Baal, da vinker
han med Haanden sagte Tavshed.
Som i Ætherluft en Stjærne

mærker han sig fra en snæver
Klode kastet ud i Baner
som en Stjærne i sin Æther
og han føler, at han svæver,

bæres trods sit Legems Træthed
over Seinen, over Frankrig
ved en Magt af egen Sødme
med en ukendt Hjærtelethed.

30

Længe har han hvilt og sovet,
før han fandt saa blaa en Æther,
varm en Morgenglød - med Sneen,
Evighedens, paa sit Hoved!

31

FINIS FINALIS

Jeg mærker det som Liglugt - aa kom mig ikke nær
med en forfejlet Kvinde, der strækker Gevær.
Lad Manden friste Verden, forgaa af Sult og Frost,
men hun svarer ham sit Nej, og han dør paa sin Post.

Jeg bejled til den Lilje, der drev paa Vaarens Dam,
en lille, stenhaard Vilje drev mig derfra med Skam.
Der er saa faa af Blomster - ak denne Jord er fæl . ..
Men der var ej Tvivl i min og ej Tvivl i hendes Sjæl.

Vi dræbte alle Blomsterne og hver en Drøm om Lilje,
alt, hvad jeg nu kan huske, er en lille stenhaard Vilje.
Jeg har dog kendt en Anden - som hun - der holdt sig brav
og nu er ren som Blomsterne, der gror paa hendes Grav.

32

VIDUNDERLIGE HAV . . .

Vidunderlige Hav, der slutter ind,
der med sin Bølgevuggen ud og ind
beskyller Landet - evigt, evigt skridende
med Havets Døtre paa hver Skumkam ridende.

Jeg fandt der inde megen uberegnet
Modgang, hvor Bonden pløjer langsmed Hegnet.
Havfruer tag mig med, min Sjæl er hærget,
i Bølgeslottet eller Venusbjærget!

Den Fryd, jeg kyssed mellem Hegnets Snerler
jeg kysser nu blandt sære hvide Perler,
I fiskeklamme Mør paa Dybets Veje.

Der inde ærgrer, piner de en Mand,
til han er helt ubrugbar for sit Land.
Saa tager de hans allersidste Eje.

33

JEG ER OMBØLGET AF DIG ...

Jeg er ombølget af dig,
alle mine Veje omslynget af dig,
hvor jeg ser hen, kun dit eneste
dejlige Blik.

Hvor jeg gaar hen, kun
din unge,
dejlige unge Skikkelse,
halvt af Adel og halvt af
guddommelig Ungdom.

Og du er det vidunderligste
Barn, Jorden har skabt.
Og jeg bryder mig ikke om andet
end at være saa nær dig, at
jeg aner
dit Hjærtes fritblussende Pulsslag,
og at se paa den Dagklarhed, der udgaar
fra dine Øjnes Nat.

34

RAAD TIL EN KVINDE
FRA DET SYTTENDE AARHUNDREDE

Græs og Grønsvær, hvor vi træder,
alle ømme Ønsker tændt,
Kærlighed i hvide Klæder
mod et luftblaat Firmament.

Svimlende ved Himlens Porte
vil et altfor jordisk Krav
strække os tilintetgjorte
paa vor unge Elskovs Grav.

Kvinde blues! - ej at skues
taaler Livets skønne Gud.
Ung og vældig - som tilfældig -
hævder skæmtvis han sit Bud

og velsigner vore Fjed,
naar vor Afmagt, mens vi længes,
ganske skjules, gennemtrænges
af en ung Forelskethed.

35

CLARAS DRØMME

Jeg drømte, at Toscanerinden dræbte en Okse.
Vi var alle sammen i Køkkenet:
Du og jeg og hun og Fortunato.
Jeg drømte, at hun stod med en lang Slagterkniv
og skar i Oksens Hals.
Men Oksen laa paa Gulvet og saa
paa mig med et Øje fuld af Medlidenhed
Jeg sagde: lad os aabne Døren; inden vi dræber Dyret;
thi det kunde blive rasende og springe i Vejret.
Og vi gav os alle til at lukke Døren op.
Men Døren var lukket og ingen kunde aabne den.
Vi var lukkede inde med Oksen.
Og som jeg havde sagt sprang Oksen i Vejret,
den sprang lige op til Loftet,
og den begyndte at ødelægge og myrde os alle
baade Toscanerinden og dig og Fortunato,
saa I var helt døde.
Og ogsaa mig stangede den, men
Jeg kunde intet mærke, og den kunde
ikke undlive mig.
Og jeg vaagnede op i Forfærdelse ...

36

HUN GAAR I SNE ...

Hun gaar i Sne den hele lange Dag
igennem hvide Verdner, tætte Driver
og altid støt og ens med lige Iver
- hun gaar i Sne den hele lange Dag.

Der kommer ingen Sol paa nogen Dag
og kysser Rimen bort fra hendes Tanker.
Hun gaar i Sne, der taarner sig til Banker,
men hun er mild den hele lange Dag.

Jeg gaar i Sorg det hele lange Aar
og længes ind bag disse hvide Skranker.
Jeg gaar og er dog glad det lange Aar,
at jeg kan tro paa den, jeg aldrig faar.

37

HIMMELRUMMET ER SAA DYBT . . .

Himmelrummet er saa dybt
og med stærke, lange, lige
Buestrøg fra Jordens Krypt
naar jeg ind i Himmerige.

Hun har bedt mig om et Digt,
hun har bedt mig om en Tone.
Mandens Tale trøsterigt
kan hans Skyld og Armod sone.

Jorden er saa smal, saa smal,
smalle Sjæle alle Vegne,
al vor Rigdom staar for Fald:
Glæden og den grønne Bregne.

Er det smalt og er det trangt,
ræk mig dine smalle Læber.
Hjærtet naar saa langt, saa langt
lever det, kan Verden falde.

Du er som Musiken selv
under hvide Frugtblomst-Flokke,
Violin og Himmelhvælv,
Fløjte, Orgel, Kirkeklokke.

38

AK EN SØD UTUGTIG LÆNGSEL . . .

Ak en sød utugtig Længsel
driver mig imod Isaura
Pigen med de blege Kinder
hun, som altid æder Æther.
Og jeg længes nu at favne
huldt den ømme Englepige,
ak men desto værre vil hun
ikke lystre mine Lyster.
Det jeg føler for Isaura,
er slet ikke værd at nævne,
det er ingen dyb og hellig
Kærlighed, som kan besynges.
Heller ingen vild og vældig
Attraa, som slaar Glas i Stykker,
men en sød utugtig Længsel,
som slet ikke kan besynges.
Men i Fald jeg faar Isaura,
Pigen med de blege Kinder,
vil vi ligge længe sammen,
indtil hendes Hjærte vaagner.
Indtil vore Hjærter vaagner,
og en Guddomsskønhed fødes,
vil vi kysse meget længe,
ak Isaura, lad os mødes!

39

PARODIEN

Pessimist

Alt her i Verden er Parodi
et Vrængværk af Drømmen, som drog forbi.
Det skabende mægtige Ønske forgaar,
men Parodien bestaar.

Hun

Af Jord er jeg kommen. Trods Brud og Skaar
jeg elsker dens Kaar med Hud og Haar -
er ingen Alf, som i Nattens Vind
kan rede min Seng paa et Edderkopspind.

Praktiker

Det er ej nok med en Drømmehelt,
nej tømre skal du og rejse dit Telt,
og blev dine Ønsker til Ting, man ser,
da puster du lidt - og ønsker mer.

Poet

Et Dyrehavstelt, en Markskrigerbod
fornyer atter mit Drømmemod.
Thi hvor kun det første Makværk er gjort,
der kan man begynde at drømme stort.

40

TIL DEN LÆRDE V. V.

Du holder dig til dit Espalier,
det finder jeg meget forstandigt,
der kan man sno sig, tro sig, kro sig
og stige i Højderne mandigt.

Jeg staar som et Træ paa Friland.
Der maa man gøre bred sig
og aldrig gaa mere i Højden,
end man kan faa Stammen med sig.

Jeg skyder vel stundum et Topskud
højt op over alle Grene
i Sol og Fryd - men til næste Aar
staar det tungsindigt og ene.

Du taler hvert Aar paa dit Rækværk
om Himmelens højeste Under,
og Mængden finder din Visdom saa vis,
at de ved ikke, hvor den bunder.

Jeg drømte: under mit første Løv
at rede to Eiskendes Leje,
et Ly for Solen, et Læ for Støv,
et Fristed vel værd at eje.

Jeg drømte: under mit næste Løv
en Træbænk, et Hvil, et Stade,
hvor Mand og Kvinde en Sommerdag
rastede arbejds-glade.

41

Jeg drømte: under mit sidste Løv
et Hvælv, hvor Hjortene springer,
hvor Ungdom og Manddom og Alderdom
med tusinde Bannere svinger.

Det nytter dig ikke, Hr. Espalier,
hvor højt og hvor langt du dig bugter:
i Fald vi skal leve, saa maa du herned
og smage paa mine Frugter.

42

BØRNERIM

Der var en Gang et flittigt Bæst
der kunde alt, og alt fik læst,

han fulgte Pligten tung og trist,
o ve det gik ham godt tilsidst.

Der var en Gang en Dovenlars
han undgik alt, der voldte Mas.

Han drømte om Aladdins Krone,
men Visen fik en anden Tone.

43

FORDREVEN

Og da jeg forlod det gamle Land,
jeg følte mig halvt som landflygtig Mand.
Hvor var nu de Bakker og Ege,
jeg elsked i Sommerens Brand,
saa taagedryppende blege,
saa blege.

Jeg agted at komme en Gang i Høst
som Mand igen til den brune Kyst,
til Idræt og modige Lege.
Men Kysterne syntes saa blege.

Her fødes ej mere en Sang under Ø,
her vækkes kun Livet for langsomt at dø,
men ingen Manddom, som ryster
med solglad Hu disse Kyster.

Og da jeg forlod det gamle Land,
da svandt mine Haab med det rindende Vand.
Og det, jeg har elsket og levet,
- var glemt, var i Bølgerne skrevet.

Og da jeg udgik af Havets Skød,
da var mig al Verden som fremmed og død.
Jeg vandred i udenlandske Stæder.
Ak hvor er mit Hjem og min Hæder?

44

MANKE - - -

Jeg er en stor Poet til Landets Skam, -
hvis Løvemanke trodser Sax og Kam.

Ingen har tæmmet mig,
og ingen har kæmmet mig.
Men min egen Mangfoldigheds
Vildvæxt har hæmmet mig.

45

DEN HVIDE HURI

Den hvide Huri, hun gik til Messe
fin som en østerlandsk Sagn-Prinsesse,

bodfærdig kyssed hun Krucifixet,
i hvide Klæder for Altret hun knixed

hun blegned og ligned en Nonne næsten,
fordi hun elskede .. . elskede Præsten.

Et pynteligt Landsted med lyse Persienner
en Have med Sirtrær, hvor Solen brænder

var Damens Bolig ... hun var saa brun
med kridhvide Kinder - og svøbt i Dun

i Dun og Fjedre - en Sjæl i Nød
med Øjet sort, som hun frygted sin Død.

46

PEGEPIND

En Sky forbinder sig med Træet,
før skimted jeg hvert Blad, hver Gren,
nu ser jeg ikke én,
en Sky har sluttet Pagt med Træet
og truer at forvolde Mén
mod Blomsten, Straaet, Mennesket og Kræet.

Et Solglimt leger over Kvist og Blad,
og dette Flimmer tænder Milliarder
af vimse Føletraade i det Væsen,
hvis Uro gør dig godt og gør dig Skade.

Men gaa kun blind og lige efter Næsen
med aabne Øjne -
da finder du din Tids Professor-Arter.

Og hold dig til Professor-Holdet
tæl alle Blade, alle Kviste,
du fanges dog til sidst med Liste.
Naturen er fortroldet
mer end selv jeg vidste.

Du kan ej udstaa disse øde Mure
og disse Veje, Gaarde, Lader, Skure
og Trær og Hegn, der intet synes sige,
indtil en Dag de allesammen skrige
et og det samme - - hvilke Tanker? hvilke?

47

Du tæller Blomstens Blade, Rosens Stilke.
Men selv har du ej levet, blomstret, foldet
dig ud - - - Du hader alt - - - du er fortroldet.

48

DEN GAMLE MORSKAB - - -

Den gamle Morskab dør ud,
paa Gud tror ingen mer,
end ikke Naturens Gud -
Hvor findes et Hjærte, som ler.

Den store Pan er død
og Skæmt og Elskov lagt øde.
Selv Fromheden mangler Brød,
da Momus og Venus er døde.

Dog gaar jeg i Nødens Stund
i Fromhed og med Liste
til Skæmtens og Skønhedens Lund
og samler Ønskekviste.

49

ER JEG BLEVEN ENSOM . . .

Er jeg bleven ensom - ladt tilbage
ved en Ovn, en Lampe og et bogfyldt Bord.
Se en hvid fornuftig Kat, som sover
paa et Hynde ...
Se en Bisonokses Pels
brun og lun bredt ud i Lænestolen,

hvor en afsat, ubesejret Mester
holder Gæstebud for sine Drømme -
disse Stolerygge, som er mine Gæster,
snoresy'de, gobelinsbetrukne,
spillende i graat og grønt og bronce -
Disse Egeplader, Bord og Skabe -

Jeg er veltilfreds i mine Stuer
mellem Farver, som jeg engang valgte,
stort er Bordet, Værelset en Sal,
skabt til Arbejdsstilhed eller festligt Lag,
Drømmeliv og Skaben Nat og Dag.

50

KINESISK NOVELLE

Jeg har levet i et Kina,
da min Ungdom stod i Flor,
og har troet paa alt,
som en ung Kineser tror.

Pekings Børn og Pekings Blomster
kan jeg inderlig forstaa,
og jeg elsked ydmyg dem,
hvis Øjne mest var skraa.

Jeg har levet i et Kina
i Fornægtelsernes Tid
da saa mangen Blomst blev bleg
af en Kamp om gul og hvid.

I den gule Skønheds Verden
kom den kaade til kort,
og Livet er en Tugt,
hvor Smilet lægges bort.

51

DIGTEREN SOVER . . .

Digteren sover,
hvorfor maa han ikke?
Livets bitre Urt og Naftadrikke
vil han glemme. Hvorfor skal han vaage?
Skal han hades ogsaa naar han sover?

Altid har han kaldt paa Jer
kaldt i ti, i tyve Aar og tredve.
Han har aldrig kunnet vække Jer.
Vil I nu til Gengæld vække ham?

Jeg vil ikke sælge mine Riger,
jeg vil ikke handle mer og købslaa,
noget skal til sidst bestaa i Verden,
som ej Handelsmænd kan faa i Hænde.

52

MONOLOG (i Tiden mellem 1910 og 1920)

"So läuft denn die Zeit immer spurloser ab",
skrev Schopenhauer fortørnet og knap.
- I Gaar var man Yngling. I Dag staar man hældet
og hules, som Pilen, ved Livskildevældet
med møre Tænder og al den Forstand,
som gemmes og gror i en ormædt Tand.

Et Liv er en Krise, som sporløst gaar over,
vor Ungdom er død, og død Schopenhauer.
Og Visdom forgaar om end aldrig saa skrap.
So läuft denn die Zeit immer spurloser ab.

Vi gjorde os Vandringen sur med vor Trods
mod Hulhedens Aand - og nu huler den os.
Og Skønhed og Lyst ud af Hænderne slap.
Men Verden gaar rundt om sin gamle Tap.
Der sidder Monarker paa alle Troner,
i Stambul er Tyrken, i Utah Mormoner,
i Rusland er Knut og i Kina er Krig,
Moralen er sløj og det stinker af Lig.
Hvad er det for Tider? Spørg Knøsen og Pigen:
i Hjærterne Mangel paa festlige Dater
og udadtil "Mangel paa Resultater"!

Naa endelig! dér har vi Verdenskrigen!

53

TIL HOLBERG-SAMFUNDET

Jeg vil ikke hæderkvæles og ligge paa Lur
bag en kinesisk Mur
for Aand og Kultur.
Jeg ønsker mig de Fjender,
som hader mig alene!
eller Venner
saa mange, som en Kirke har Stene.

54

RHYTME

Har jeg nu rejst saa vidt omkring
og ikke funden nogen Verdens Ting?
Jo jeg har funden dig
du alvorsrige
og skæmteglade, datterlige Pige
der ligner ved et Solglimt i min Stue
forstandig, skyggefuld, den mørke Drue
og vækker Fyrstedrømme i mit Rige
naar mest jeg tror at være Ingenting.

55

AT TRO SIG AF FALSKE PROFETER. . .

At tro sig af falske Profeter forledt!
var altid Svaghedens Mærke.
Der er ingen Kraft hos en falsk Profet.
Men Lyset er til for de stærke.
Det straaler fra Evighed stedse paa ny.
Men den, som er ræd for Guds Aasyn, maa fly
til Templer og Helligdomme,
hvor alle oprigtige Fromme
andægtig med Savn og Bod og Bøn
bereder sig paa at fortjene den Løn
at se Frelseren komme.

Et evigt Liv vil de give dig,
de Templets oprigtige Fromme,
i Fald du vil vogte den rene Tro
sagtmodig, til Tiden er omme,
i Fald du vil vente med hellig Hu
som Bruden til Brudgommens Komme.

Men hvorfor gaar du saa sorgfuld din Vej.
Den evige Sandhed og Lykke,
det evige Liv, det findes i dig,
det lever, og kommer til Verden med dig.
Den evige Sandhed og Lykke bor
ogsaa hos mig i hver Længsel, hvert Ord.
Du skal mættes med Brød fra Alkærligheds Bord.

Jeg ved og erkender: - det syntes tit
som om jordbunden Lyst havde ledt mine Skridt.
Thi skønt er Gyset paa Livets Strøm,
56 naar man kan bo i sit Hjærtes Drøm.
Det er dog de himmelske evige Digte,
jeg elsker ... og taber dem aldrig af Sigte.

57

HENRIK PONTOPPIDAN. SILHOUET

Nu hvidnes den sortblaa Pontoppidan,
mod Landevejspopler og Pile
man ser ham i Solrødmen smile.
Paa Himlen staar blegblaa Stjerner i Flor,
før Aftenen fylder den summende Jord,
og Dagen er gaaet til Hvile.

58

DEN KUNSTIGE MIKKEL

Hvor et Menneske dog er forfinet,
bemærked den kunstige Mikkel
og fæsted paa sit Bryst en Aurikel:
Vi forplanter os ganske som Svinet,
vi er født som et Dyr med Testikel,
men har lært os at køre paa Cykle.
Hvor er Menneske dog er forfinet!

59

LYS OVER LANDET

Lys over Landet! kvidrede Gertrude,
da hun polerede sin Vindusrude
og rev sit bedste Bukselin til Klude.

60

HENDES BUGSKIND . . .

Hendes Bugskind stod spændt som en Tromme.
Mager var hun, Paa den hele Rad
næppe nok for en Ravn til Aftensmad.
Venter i Spænding paa Elskerens Komme.

61

I ET ATELIER

Her kunde vi ha skrevet mange Gange mer,
men Pennen gik i Staa som Ploven dybt i Jorden.
En Række blide Farvers tyste Rykken frem
gentog et sejrrigt Slyng, som satte dem i Gang.
Her sidder jeg dog selv med Tvivlen om min Isse.
Det levende er Drøm, og Stilstand er det ganske visse.

Men endnu faar jeg Lyst igen med Krudt og Bøsse
med Dolk og Kniv at lege og jonglere
i farlig Nærhed af den hvide Hud
og se, om du kan holde Gyset ud.

62

TUSMØRKET . . .

Tusmørket sniger sig ind i mit Rige,
Solen blir hedere nu.
Høsten er rød, nu maa Sommeren vige,
Luften bliver sødere, blaa og ru.

Det er smukt, en rødgylden Alle
benad Tusmørkets Tid,
mens September endnu staar frisk
med de grønlige Veje.
Hvorfor taber jeg idelig alt,
hvad jeg helst burde eje.
Det er smukt, en rødgylden Alle
henad Tusmørkets Tid.

63

I EN KLIT ...

I en Klit
langt fra mit og dit
vil vi mødes
vil vi glemme, at vi ødes
og vor Kraft er slidt

i en sandren, sammenføgen
øde Klit.

64
65

LEJLIGHEDSTRYK

66
67

GEORG BRANDES

Mel.: Skov, hvor Bøssen knalder

Nu bør det sig, vi vender
den Tak, som Læben brænder,
til Manden klog og fin,
der bænked os i Huset
og skænked os i Kruset
den allerbedste Vin.

Hallo, hallo, hallo, hallo!
Til Manden klog og fin.

Som dyrked os vor Vænge,
som tømred Lo og Længe
og smykked rigt vort Bo
fra sine Langvejsfarter,
med Skind af Leoparder
og Ulv og Bjørneklo.

Hallo, hallo, hallo, hallo!
han smykked rigt vort Bo.

Ifald i Søvn vi dysses -
en Fyrste som Ulysses,
der flakked bredt og vidt,
han snildt vort Mod fornyer;
han kender mange Byer
fra Moskow til Madrid.

Hallo, hallo, hallo, hallo!
han flakked bredt og vidt.

68

En troende Fornægter,
som efter Skønhed smægter
i Nordens Nat og Sne,
som modigt fremad trænger
trods Blod og friske Flænger
- det sjældneste at se!

Hallo, hallo, hallo, hallo!
i Nordens Nat og Sne.

Og kom fra Vest og Sønder
han hjem, hvor drevne Bønder
har saaet Græs og Korn,
ej tomt han forelæste,
men som en Wojski blæste
han snildrigt paa sit Horn.

Hallo, hallo, hallo, hallo!
imellem Græs og Korn.

Der faldt paa Tidens Alter
saa mangt et Mod i Pjalter
og brast saa mangt et Sværd.
Ej vore Hjærter vakler,
vi løfter vore Fakler
og hilser Lucifer.

Hallo, hallo, hallo, hallo!
vor Lysaand, Lucifer.

69

KANTATE
VED INDUSTRI-OG LANDBRUGS-UDSTILLINGEN I NAKSKOV I SEPTEMBER 1898

I

Rejst er nu Hallen med Bjælker og Tag. Lad bredes det bølgende Banner
og sprede for Vinden med festlige Slag den Fryd, som i Hjærterne lander.
De Tanker, som før laa i Puppe og Svøb, fra Mulmet mod Lyset er fløjne.
Saa giver vi Ønskerne Vinge og Løb saa længe, som nogen vil øjne.

Sprud kun, I Tanker, lys op da, I Smil! - saa Frygten staar ene tilbage.
Vi kender vel Træthed fra Hverdagens Il, den Tvivl, som er Allemands Plage,
men sad den i Skyggen bag Værkstedets Væg og spandt sine Edderkoptraade -
ryst Haaret fra Panden, stryg Støvet af Skæg. For Lykken vil Guderne raade.

II

Derude fra Næsset,
hvor Viben bygger,
hvor skumhvide Maager
flakker over Fjord,
hvor Fiskeren plasker
med Aare og Ror
og sanker i Nettet
en sprællende Høst til vort Bord -

70

Derinde fra Egnen,
hvor Ploven bider
med blankslebne Tænder
Lollands mørke Jord,
mens Pløjeren stemmer
sin Fod i dens Spor -
hvor Landsbye tættes
og Pile ved Vejene gror -

Fra Udby og Plovjord
fra Kyst- og Skovjord
med Vogngny de gæster
Nakskovs kendte Bro.
Og nu skal det prøves,
da Korn er i Lo,
hvad Damphjulet virker,
og hvo der kan Hestene sko.

Se, Købstanden hejser
sit Flag som fordum,
da modige Bymænd
mødte Svenskens Hast.
I Tidernes Stormflod,
naar Digerne brast,
der kendtes en Slægt,
som med Hænder og Tænder holdt fast.

III

Dit Værktøj fat! Dit Værktøj fat! Sæt alle Hjul i Gang.
Det bliver altfor tidlig Nat, var Dagen nok saa lang.
Et Borgerskab med hærdet Hud stod her bag Byens Vold,
og Klokker klemted, der faldt Skud, som gjorde Fjenden kold
Lad Handelsgud fra Byens Tegl nu gaa paa vinget Saal
med Skib, som fører Fragt og Sejl mod unge, gyldne Maal.

71

Bryd Muren ned! Luk Favnen op! Det er den nye Tid,
der nærmer sig fra Land og Sø ad hundred Veje hid.
Den nye Tid - det er en Gæst med Stridbarhed i Sind,
men Vinden, som har blæst den hid, det er en gunstig Vind.
Saa strid, hvor Eders Fædre stred, at denne Plet bestaar
som Kampplads og som Arnested endnu i tusind Aar.

IV

Jeg lover for den Bonde,
der vaagner karsk paa Krop
og pløjer af sin Ager
det grove Rugbrød op.
Jeg lover for Melet i Kværnen,
naar Møllehjulene knager . . .
mens Dugdraaben kysser Solen,
som hele Verden bager.

Jeg lover for den Købstad,
der vaagner vel ved Mod
med tusind travle Hænder
til Dagens Røg og Sod.
Blandt snurrende Axer og Remmer,
der fødes Tanker saa kække,
at man vil dø paa et Hjul
eller vil Solhjulet række.

V

Nu vil vi standse den tonende Strøm og kalde et Billed tilbage:
da Byen laa hen som en Midsommerdrøm med Sol over Stene og Tage.
I Kirkemur-Skyggen gik Børnenes Leg, og Fartøjer skvulped i Havnen,
mens Bølgerne tyst imod Bolværket steg med slumrende Lykke i Favnen.

72

Rigdom her gemmes. Her blunder en Skat. Men hvem kan den hæve og nævne?
Den straaler fra Dybet en maaneklar Nat, hvor frem vi med Baadene stævne.
Og Døgnet var aldrig saa mørkt og forladt - den styrked din Haand og din Evne.
Den dufter fra Kornet, den synger fra Krat, den skinner fra Skyernes Revne.

Sundhed og Lykke - saa hedder en Høst, som voxer trods skiftende Sole.
Den spirer ved Hverdagens rolige Bryst og pryder en tarvelig Kjole.
Lad Storstæder lokke med stærkere Lyst, med Blomster, som hurtig forødes!
I ejer ved Hverdagens graalige Kyst den Ro, hvor det Store kan fødes.

73

TIL BJØRNSTJERNE BJØRNSON

"Ikke sandt, dette Norge
med skib og baader,
dybe malmlejer
og fulde sildekorge,
de pokkers sætterveier
og tømmerflaader
og engslaat
og kudraat
og hestedrifter
og smaler og andet smaat,
renjagt og andre bedrifter....
det er nu saa kært, som det er godt..."

(B. Bjørnsons Nytaarsrim til Rektor Sten 1886)

Mel.: Jeg vil værge mit Land

Dette Norge af raat,
som er tømret og godt
med sin Malm, der gi'er Guld,
med sin Sildekurv fuld.
Dette Vikingeslot
med sin Fjæld-Runeskrift,
med sin "Engslaat og Kudraat" og Sangdrot-Bedrift.

Vi har elsket det mer,
end I aner og ser.
Vi er Smaafolk af Krop,
vi maa synge os op.
Har vort Porthunde-Ros
givet Hals af Jer Trods,
maa I huske, at Hundene altid aad os.

74

I fo'r vide om Land:
det laa vinterlig bart,
men med Syvmile-Start
blev en Vaar bragt i Stand.
I har dækket Jert Fjæld
med en Vaar og et Væld,
som om én havde arvet og ej kendte Gæld.

Der, hvor Hundene gøer,
har vi siddet bag Dør.
Der var laaset - med mer -
for vort Syvmils-Humør.
Dog fra Fjældenes Tind
har vi mærket en Vind,
og naar I havde Foraar, saa havde vi Véer.

Dette Danmark af graat,
det blev lagt i en Dal,
hvor dets Havfrue-Slot
nær var slugt af en Hval,
med de strandlave Øer,
hvor som Askepot-Møer
vi saa nøjsomt maa drive med Søkongens Kør.

Der blev ikke holdt Fest.
I den røverske Blæst
har vi ligget bardus
for at frelse en Rest -
for at frelse en Rest
af et Tag paa vort Hus
har vi gjort os saa tunge som Sten og som Grus.

Der skal Mod, der skal Vægt
til at standse en Hest.
Mod en Hofjunker-Slægt
skal der Al-Jords Protest.
75 Det har Askepot haft.
Men gid Saaret var lægt,
som hun skar, da hun sired sin Kæp med et Skaft.

Det er nok, det er nok
til at gøre forstemt.
Man begraved et Land
og begraved i Flok.
Var det gaaet saa nemt,
var nu Askepot gemt,
og Prinsessen fra Fjæld havde faaet en Lok.

I foer vide paa Tog,
mens vi sad i en Krog,
I gned Rust af Jert Skjold,
mens vi pudsed vort Sprog.
Vi har søsterlig Gæld
til Prinsessen fra Fjæld -
mens vi gik her saa kold med vor Sang i Behold.

Vi har elsket Jer Sang,
og for os tog I Sejr,
da vi selv mangled Vejr
til at sejre en Gang.
Vi vil hilse paa ny,
naar trods Fjendernes Gny
liden Askelad her kræver Dronninge-Rang.

Dette Tvillingesprog!
Eders Syvmile-Skridt!
Vi har tænkt det saa tidt:
"At I naaed saa vidt?"
Det skal give os Mod
til at bryde et Aag -
dette Vaarbrud i Bjørnsons og Wergelands Folk.

76

OG VEJE BLEV GRØNNE . . .

Og Veje blev grønne, og Veje blev gule.
Og Dage tog til, og Dage tog af ...
Der sidder en Løve og stirrer mod Thule
og vilde forsvare Ekbatana.

77

DIGTERVISE

VED FESTEN FOR VALDEMAR RØRDAM DEN 5. DECBR. 1922

Mel.: Dans le jardin de mon père les lilas sont fleuris

: /: Udi min Faders Vænge
et Sangerkuld der bor. : /:
De synger ej for Penge,
nej mest for gode Ord.

Jomfruen i det Grønne
er saa skøn, saa skøn, saa skøn,
vil en Digter lønne
i sin Aftenbøn.

:/: Han synger om en Rede,
han synger ej om Løn. : /:
Han synger Hav og Hede
og Ternen Underskøn.

O hvor det maa ægge
Smags-Herolder slig en Dag
at tilrette-lægge
Sejr og Nederlag.

:/: Han synger om den Landsby
hvor Præstegaarden laa. :/:
Han synger for de Piger
som bor der sønden Aa.

Hovedstadens Muse
har forglemt sin Aftenbøn,
78 kan i Nat ej sove,
for hun er saa skøn.

:/: Hvad skal Poeter gøre?
(de er saa mange Mand) :/:
hvis Kvinder ej vil høre
og flinkt sig strenge an.

Mon du læser Bogen,
som jeg spreder ud ved Jul?
Dybe, friske Rose,
duftende i Skjul!

:/: Den unge elsker Sangen
med Liv og Hjærteblod :/:
og gir den Digter Rangen,
som viser Mandemod.

Landets unge Pige
er saa sund, saa sund, saa sund.
Har han Digterstemme,
ejer hun en Mund.

: /: Det er den rene Alvor
og Skæmt og Skælmeri; :/:
thi naar man blir halvhundred
er megen Tant forbi.

O Nordens Kvinde,
du som rakte os din Mund,
maa dit Navn vi finde
i vort Natteblund!

79

FOLKETIDENDE

50-AARS FEST

Mel.: Å köra vatn å köra ve ...

Der staar et Træ i min Faders Gaard,
som har saa underlige Grene,
der synger Fugle det hele Aar,
og sjælden synger nogen ene.
Der er saa herligt i det skønne Træ,
naar gamle Grene gi'r de nye Læ
og unge Skud
sig folder ud,
og Venner kalder paa hverandre.

Der sidder Skrivere Høst og Vaar
alt under Folkeaskens Grene,
de skriver flittig, mens Dagen gaar,
som kan de leve helt alene.
I, Lollands Døtre, og I, Falsters Sir,
agt paa Skribenten foran sit Papir,
Kvinder og Mø'r,
paa disse Øer,
lad ham ej hundred' Aar alene.

Et Uvejr bryder i Verden løs,
en Stormhaand rusker Lollands Diger,
og Østersøen med Stemmen bøs
gør Larm og kyser Falsters Piger.
Da gav hans travle Pen de Svage Mod.
Godt, at vort Gærde undgik Stormens Flod!
Fred er nu lyst.
"Men jeg blev kyst,"
saa hvisker det med Folkets Stemmer.

80

Naar man har levet paa frejdigt Sæt,
og bliver ufortjent beundret,
det maa vel kaldes for Livets Ret,
naar man har levet et Halvhundred.
Vi hilser hver og en, som har os kær,
og hilser dem, som sidder ene her,
den Kraft, som bær
i vældigt Vejr,
med Sammensang fra Rod til Grene.

81

DIGTE TRYKT I AVISER

82
83

NYTAAR

Ens kun ens de Aar, som skifter,
evig samme trætte Sløsen,
intet Haab om ny Bedrifter,
uden Gjenklang hvert et Løsen.

Gamle Vaner, gamle Skranker
stanser hver en frejdig Tunge.
Kvalme, blege Dødning-Tanker
har forkrøblet alt det unge.

Alt det frie er snet inde;
evig Vinter, evigt Øde!
I de sidste Frøkorn finde
gridske Ravne deres Føde.

Men det spirer frem der nede
under Sneens hvide Bælte.
Ved vort stærke Haab, vor hede
Tro det stivnede skal smelte.

Svinde hen skal Isens Byrde,
som det muntre Løb har avet.
- Tusend kaade Kilder styrte
fri og jublende i Havet.

84

GRUNDLOVSFEST

For Danmarks Grundlov at fejre som bedst
- højlovet dens salige Minde! -
fra Øst og fra Vest
man samles der ude i Skoven til Fest.

Med vajende Faner og klingende Toner
man møder saa pyntelig i Processioner,
mens smilende Solstraaler skinne
paa Bøgenes festklædte Kroner.

Og Taler der holdes mod dem, som fordreje
den Grundlov, som Frederik gav os,
og Sange der synges om Kraften, vi eje,
og Aaget, vi snart ryster af os.

Og Folket staar pakket i tætte Stimer
at give sit Bifald til Kjende.
Begejstringen varer i tvende Timer;
det er, som den aldrig skal ende.

Dog endelig! Hør! Man Forsamlingen hæver;
vor Grundlov et Leve der bringes.
Af tordnende Hurraer Luften den bæver,
med Tusender Hatte der svinges.
Det bruser der ind under Træernes Hvælv,
et mægtigt, betagende: "Fremad!"

Saa samler man sammen sit Tøj og sig selv
og tridser fredsommelig hjemad.

85

NOGLE NYTAARSRIM TIL HORSENS DEMOKRATI

Fremad, fremad - hør Trommen gaar.
Hvor skal vi nu føre Kampen i Aar?

Nogle vil høre en sædelig Messe,
nogle for Smørlove har Interesse;

nogle vil kaldes Parti for Bønder,
nogle for Kræmmer, Filister og Flynder.

Giv nu et Svar, som vi alle forstaar!
og fremad, fremad - hør Trommen gaar.

"Af dumme Spørgsmaal vi ej vil generes,
Smør og Moral det kan omdisputeres.

"Hold Smør og Moral i din egen Kjærne,
medens den store Sag vi værne.

"Vi spør ej om Stand eller Kævl i Aviserne,
træder du Land eller træder du Fliserne -

"Thi alle skal leve - og derfor har vi
gjort os til Friheds- og Fremskridts-Parti."

Saa stiller for Frihed vi frit i Geled os:
"Enhver er vor Ven, som er Kampfælle med os!"

Da kommer vor store Dag en Gang
med Frihed og Lys mod Fordom og Tvang.

86

Og I skal høre til Æresvagten,
fordi I forstod at "passe paa Takten",

fordi I har valgt at fængsles og pantes
og ikke gjort Forskjel paa Bjørnson og Brandes.

87

KUNST - POLITIK

Jeg genfandt København i Støv og Larm.

Jeg kom fra frodigtunge Sommeregne,
hvor Dagen sneg til Skoves Græs sig varm
fra Valmuplettet Korn, som Brombær hegne;
hvor Stranden flød paa alle Sider salt,
og slap man ind fra Markens Kløverdynger
en Duft af Byens Linde fyldte alt
fra Fæstningsgraven til de muntre Klynger
af krumme Gader, der mod Havnen falder,
mens Haand i Haand om Kirken de sig slynger,
hvis Spir til Midnatsklokkens Trolde-Lyd
staar ret mod Himlen som et stenet Spyd.

Hvor Livet lægger til ved Vintersne,
men dobbelt løs og salig Vaaren gryr
med gyldne Knopper, smukke Børn, som le,
med Aaløb under Pile, sølvgraa Skyer
og Hornsignaler som en grøn Armé,
der myldrende fra Voldens Skrænter flyr,
til Solen daler hed og Havnens Vande
blegrøde, blaa og gule tungt sig blande.

Der blæses kl. 10 Retræt - Godnat!
og alle Ruder slukkes, Byen sover.
Taarnurets Klang forkynder Tiden mat
for dem, der har et Rygte, som de vover.
Saa vækkes ved en Støj fra Havnen brat
Genlyd af Fodtrin: Færgen kommer over.
88 Det ringer, og - et Hvin - i Mørke dulgt
Iltoget farer bort som en forfulgt.

Saa nemt for Haanden ligger Vejen bort,
men "Byen fanger" tit en ærlig Fyr.
Man burde hænge paa sin Væg et Kort
med Motto: "Jorden ejer mange Byr."
Tag Rejsetasken, blir det dig for haardt,
sæt her din Smule Vid ej over Styr!
- en By, hvis Ungdom sig til Kroen skynder,
mens Oldinge begaar de unges Synder.

For der er farligt paa en saadan Plet,
der vokser Stemning op af Gadens Stene,
alting er gotisk muret, og saa tæt
sig i hverandre Skæbnerne forgrene.
Hvad som er Storstads-bygt og nyt og let
faar aldrig Magt som denne gamle Scene
med Vildvin over skæve Huses Stolper,
Soldatermarsch og Brag af Bøssekolber.

Hvor saligt bølger Sol og Løv paa "Lunden"
en Søndag, naar ved Frokost eller Vin
en Flok af unge træffes! - Mangen svunden
Vaardag staar blaa i Hjærtets graa Ruin!
Veninders kække Mod! ... hvor man i Grunden
fornam sit "bedre Jeg", saa søndagsfin!
... Ak "kendte Toner" kommer os paa Strængene,
"der var en Gang" ... vi nær var bleven hængende.

- Jeg genfandt København - og Gud ske Tak!
som stort og frit det steg af Morgentaagen.
Og stolt i mange Døgn jeg Lyden drak
af snare Hovslag, drømmende og vaagen.

89

Jeg lo: "Du skal ej møde mere Snak
om Politik - men Kunst og vide Rum
og hurtigt Liv, som glimter, strømmer, taler,
kan vandre, som en Græker med Sandaler,
forelsket i de hvalte Mures "Sum"
og se Dig stor paa Storhed, som husvaler,
der gør din egen lille Storhed stum:
Musæer, Parker, brede Hospitaler!"

En By - forarget, lystig, klog og dum,
hvor der blir præket, lét, skældt ud og snærtet,
hvor man har Glemsel i Revyens Skum
og den Slags Albustød, som gaar til Hjærtet;

hvor Journalister aldrig holder Fred,
hvor Kunstnere, hvor Rigsdagsmænd ej stanser
at raabe om, hvad Gud og hver Mand véd,
og føre Strid for Ting, som ingen sanser;

hvor i vort Folketing blir sagt Besked
- jeg var til Stede - om vort Lands Finanser.
Og det var fine Ord, som rev og sved.
Mod disse snilde Slynger, spidse Lanser
Ministeren stod ganske uden Panser.
Jeg tænkte: Lægger han sit Embed ned!

Men nej ... Ministeren blev næppe vred.
Den næste Dag hans Blade svang ham Røgelse
for sjældent Held og aandelig Besøgelse.

Ah! - tænkte jeg - det er en Spøg ... vi danser!
Kun disse Alvorsmænd og Dumme-Hanser
forstaar det ikke .. . det er Kunst! vi leger!
Da har jeg intet Ansvar, om jeg kranser
mit Haar og fletter ømme Rim og Vers.

90

Skønt selv jeg vilde evig være Neger,
hvis jeg - naar slig Kritik kom mig paa tværs
krøb sorgløst op paa mine Taburetter,
og salig smilende og ganske sværtet
forsikred, mens jeg slog mig bravt for Hjærtet:
"Jeg hører til et Stof, som intet pletter!"

. . . Tilgiv: jeg havde denne Snak behov
(uskyldig i en Tid, da "Intet pletter'').
Saa kan da Statsmænd, Kunstnere faa Lov,
at boltre Penne, Mejsler og Paletter.
Den strænge Alvors Tid er lagt i Aske.
Gærne for mig!

Jeg fandt det sødt at plaske
i Lyd- og Farveindtryk - Kunstens Brød -
Gensyn af Venner, unge Pigers raske
Udbrud og Blik - som kaade Albustød -
Teater, Opera, ny Melodier:
En Kunstens Tid! Og mangler vi Genier,
det er en Fejl - vor Kunst har ingen Nød.

91

LITERÆR GENESIS

I Begyndelsen var Brandes,
Drachmann, J. P. Jacobsen og Schandorph.
Drachmann vandred levende til Himmels,
Jacobsen er død i sine Synder,
medens Schandorph har beholdet Livet.

Endnu lever Georg Brandes.

Kom, I unge! Med et Tog af Fakler,
vil vi, medens alt omkring os vakler,
endnu hædre denne brave Gamle.

Three cheers for the great old Georg Brandes!
92

NON IMPRIMATUR
TIL DR. VALD. VEDEL, SOM TRUER MED AT OFFENLIGGØRE
SIT FOREDRAG OM NYDANNELSER I AANDSLIVET

Deres Foredrags sejge og senede,
ganske tyndbenede
Kamp mod Zola og mod Taines Analyse
kan faa de stærkeste Mænd til at gyse.

Jeg beder saa bønligt, i Fald De vil høre det:
Lad vær' med at offenliggøre det!

Der er én Ting, vi alle finder saa rimeligt,
at De kalder Debat om det Tøj ubetimeligt:
det gør ingen Fremtidsprofet sine Messer paa -
det bliver man allerhøjest Professor paa.

Som Sum af Nydannelsens korte Dispyt:
gaa hjem, kære Vedel, og dan noget nyt!

Men for Deres Foredrag, aa, hold os skaanede.
Hvis Hr. O. M. har Lyst, saa kan han jo laane det.

93

BERED DIG!

Hvem giver for vor Frihed mer en Hægte,
vort Grundlovs Brev i Laser og i Lapper?
Paa Maven nu for alle Bagstrævs-Krabber;
de store Folk - hvad kan mod dem vi mægte?

Paa Maven, Folk! og husk, det ny og ægte
maa slide først de gamle Løgnes Trapper,
til Hoffet smiler og et Landsting klapper
den Sandhed, som saa smukt kan sig fornægte!

Thi bør den unge Jomfru Lighed bole
med Kongegunst og gamle Raadmænds Lyster.
Bered dig, Jomfru! - Landet skal florere . . .

Da faar hun Sønner til de høje Stole,
hun kaldes selv: "Vor Dronning" og "Vor Søster!"
- Og derfor ses kun Løgne at regere.

94

MIN LILLE GUDS ENGEL

Min lille Guds Engel! Deroppe i Himlen
der vandrer smaa Frøkner den udslagne Dag
i Fløj eisrober og fine Laksko,
og spejler sig og er Gud til Behag.
De er saa smukke, saa smaa og saa gode,
at ej de maa tænke den lange Dag.
Her nede paa Jorden, min lille Guds Engel,
blandt Mennesker, er det en anden Sag.

Her stormer vi Landene rundt for at finde
den store Prinsesse en Dag paa vor Færd,
hvis himmeltrodsende Vækst og Tanke
gaar gennem vort Væsen som Ild og Sværd.
Vi higer - hun stiger foran som en Støtte
i Rytmer, vort Inderste rimer sig med -
at opnaa det heldige Træf! . . . Eller møde
en Kugle, som træffer det rette Sted.

Her har man de mange Slags Bøger og Kunster.
Men evig uplettet af Blæk og af Pen
skal hisset man gaa mellem fine, smaa Frøkner.
Farvel, min Guds Engel - vi mødes igen.

95

DEN NY POESI
(EN PROLOG)

Træk Dit Sværd fra Skeden, Menneskebarn,
sig dem drøjt, hvor drøjt Du væmmes!
Din gode Tro skal ej beskæmmes:
vær ubeskeden, Menneskebarn!

Gør Dine Viser, sæt dem paa Prænt -
Jægersvend! vær ej for sén i Dit Sigte.
Elsk mig - og lær af et Par Digte,
hvorpaa jeg har anvendt for meget Talent.

Man har kaldt mig en skamløs - Ondskab gør træt...
Det er Kvinder som malede Kirkeruder,
jeg har søgt bag de Borgerbørns Dyrehuder.
Det er Ungdom, som opløfter Versets Korset.

Har jeg sovet en Nat nær Udyrets Favn,
fornedret af Afsky og Sengetæger,
mine Læber har hvisket et elsket Navn,
og jeg har drømt om det blankeste Bæger.

Bliv ved med at elske, bliv ved at forgude!
Det Pak derhjemme gad plukke Dig lidt!
Du skal se Dig en Dag ... i Verden. .. derude . ..
hist, saa Du ærer Dig selv med ét.

Træk Dit Sværd fra Balgen, Menneskebarn.
Det er Mod, som Sjælene sært bevæger.
Du har Ret til at kysse det blankeste Bæger
eller til Galgen - Menneskebarn!

96

MELLEM ANEMONER

De lyse Grene lukker tyst foroven
om Kildevandets spæde Støj.
Var det en Sky, som for vor Himmel fløj?
Der bliver mindre Sol og mere grønt i Skoven.

En Krage basker tungt bort under Løvet,
mens Dagen daler hed og fjærn.
Snart synger Vandets travle Pludderkværn
med mere mørke Toner som en sødt Bedrøvet.

Hvor fin gør Mørket dig, skønt fin af Lemmer,
det risler Bleghed om din unge Hud -
Vær god, vær taalsom! lad os drømme ud
den gamle Foraarsdrøm, som vi dog aldrig glemmer . ..

97

DYVEKE

Danmark har ej bedre Navn
end den Konge, det gik ilde,
han, som tog en hollandsk Frille
for at skabe Kjøbenhavn.

Gamle Spidsgavl-Huse stod
endnu hyllet ind i Skyggen.
Der var morgengraat paa Bryggen.
Dyveke, det unge Blod,

bagved tætte Ruders Bly
nød lidt sent sin Morgendvale.
Saa lad travle Tunger tale!
. . . Dyveke i Kongens By ...!

Er hun hans - den danske Prins,
som har arvet Land og Rige,
elsker han en hollandsk Pige
hjembragt fra en fjærn Provins -

da vil Pigen hvile blødt,
dejlig ubeskedent sove,
Dronning-lad i sin Alkove
drømme dybt og purpurrødt,

vaagne op og straale fin,
uden Frygt, den snilde Due,
som et Glar i Solens Lue,
som et Smykke fra sit Skrin.

98

Møder denne Due Spot,
slaar hun i de lette Hænder:
Kongens Vagt har Klør og Tænder,
Hellebarder bider godt.

Saadan vil hun, fri til Sinds,
vise sig en Fyrstes Lige,
Dyveke, en hollandsk Pige,
ej beskæmmer hun sin Prins!

Hun er mild, men vredes haardt.
Mange ømme Trubadurer
om den Sødes Fortrin kurer.
Men hun vender Panden bort.

Kend den Skønne paa et Tegn:
Dyveke er Sigbrits Datter.
Og da hendes unge Latter
døde - faldt der blodig Regn.

Har den unge Konge budt
sig til Gæst i hendes Sale,
finder hun hans Grublertale
mere sød end Vers og Luth.

Kysser hun den Læbe smal,
Kamp og Tummel kan hun høre
- mærker i sit fine Øre
Krigens Ringlen af Metal.

Og hun aabner sin Favn.
. . . Det er mange Aar tilbage.
Men hun lever alle Dage
- Dyveke - i Kjøbenhavn.

99

KONG HERODES' RIGE

At Retten forgæves ej bær' sit Sværd,
det ved I. I kender jo Retten.
Tit skjuler den Blikket i Hætten
og gaar som Drabant i Herodes' Hær.

At blive Drabant af Ætten,
dét ligger ej for enhver.
Man kender de Karle paa Hætten.

I Vaande var Kong Herodes stedt,
Blodsyner for Øjnene dryppe:
der har en Jomfru af Davids Æt
en Konge født i en Krybbe.

I Staldens Straa,
hvor Oxerne laa,
der var det, hun fødte og svøbte den Smaa.

Til Bethlehem med lange Spær
drager Herodes' Drabanter.
De spørger paa alle Kanter:
"Er der et Kongebarn her?"

(Retten bær' ej forgæves sit Sværd)
Man slagter de Ondes og Godes
Smaabørn og priser Herodes.

100

Drabanterne af Herodes' Trop,
det er de dummeste Karle,
der nogensinde fik Menneskekrop
og lærte at lyve og prale.

Drabanter af Herodes' Trop,
vi ser dem daglig paa Gaden:
de raader for hele Staden.

Men Herren drev med Herodes Spot.
Den Konge, som han lod føde,
var ikke bestemt til Judæas Drot
og fandtes ej mellem de døde.

Spind, Skønjomfru,
med Blus paa Kind.
Livet er det dyreste Silkespind.

I Bethlehem, i Davids Stad,
en Livstraad til Lyset var hævet,
den sjældneste, Verden har vævet!
en Aand har trodset det hovne Had.

Saa ærer vi alle Dage
Jesus af Davids Stad.
Tilbage, Drabanter! Tilbage!

101

HAN VANDRED I ØSTER OG VESTER . . .

Han vandred i Øster og Vester,
ja selv til Nørrebro.
Og han var træt af Verden
som af to udtraadte Sko.

Han drager helt op til Skagen
og ligger dèr en Nat.
Han kender det sandede Leje
som sin gamle, bulede Hat.

Og atter i Byens Gader
blandt Juleindkøbs-Smil
i Spejlruden ser han sin egen
naive Profil.

102

UDVIKLING

Med tyveaars Ubetænksomhed
jeg sværmede ungt for den evige Fred.
Jeg læste om Valpladsers Rædsler og Skrig
af Ravne, der spiste de blodige Lig.

Med tredveaars Utaalmodighed
jeg lo ad de Mænd med den evige Fred.
Jeg syntes et Aadselgraverkor
sad og regered' den halve Jord,

saa der var Grund nok til Krig og Mord.
Paa Grænsen af Fyrre og de Halvtreds
behagede Krigen min praktiske Sans.
Jeg ordner vort Forsvar til Lands og til Vands
forsvarligt - i Forhold, hvortil vi har Raad ...

Jeg opfinder muligt en Undervandsbaad.

103

DANSK OG TYSK

Sværdet, det drages og skydes ind
- - - omsider slider det Skeden.
Ingen har Fred, som han selv har Sind.
Tiden forsvinder i Tomhed og Vind
og langsomt fortæres selv Freden.

Tyskland, som vi fra Ungdommen saá
minderigt i vore Drømme,
alle de Steder, store og smaa,
Ælde og Skønhed, umulig at naa,
ved Rhinens og Elbens Strømme.

Gretchen og Käthchen, skøn Loreley,
Rhindøtres guldgule Lokker
henrev os mægtigt ... Vi modstod dem ej,
deres Viol-Øjne krydsed' vor Vej,
i Struberne klang det som Klokker.

"Warum" og "doch" og "der, die, das"
var Mundgodt en spøgefuld Time . . .
Elskovs Sopran og Humors Bas . . .
Særligt i Pagt med et Raadskælderglas
har Dansk med lidt Tysk kunnet rime.

Vi, som har elsket det tyske Sprog,
dets Mestre og Tone-Guder,
skal vi nu se os førte til Bog,
hvis vi ej tæller et Panserskrog
blandt Aandens normanniske Skuder?

104

Tyskland har byttet sit Guld om i Staal.
Maa med Germaner vi drikke,
stopper vi Øret og tømmer vor Skaal.
Tyskland har sine store Maal,
men Gudernes Tungemaal ikke.

Sproget besidder en Old Syntaks
ej sund for den nordiske Lunge.
Tusinde Aar, eller mer, før Hans Sachs
fødtes af Bølger og ringlende Aks
et Havmaal: den danske Tunge.

Hvor er det henne det stolte Træ,
hvortil vi vort Hjerte kan hælde,
kan I, Germaner ... i Ny og i Næ ...
under Ask Ygdrasil skaffe os Læ,
hvor Visdomskilderne vælde?

En Gaade Jer venter i dette Land,
ej lukket og dog ikke aaben,
se, hvad vi gemmer bag Kaaben.
Vel har I stukket vor Skanse i Brand,
men vi har hegnet og tækket vort Land.

Blomster er alle vore Vaaben.

Altid i Fredstid til Krig parat,
du, som paa Vaabnene stoler!
Er det ej for en djærv Soldat
Morskab at slynge en Haandgranat
ind i en Mark af Violer?

Husk, hvad den mægtige Perser erfo'r,
der satte et Ørige Stævne.
Blomster vil spire, hvor Sværdene fo'r,
Ranker vil skyde i Hærværkets Spor.
Krænk ikke Akset - thi Havet vil hævne.

105

GUSTAV WIED
VED HANS DØD. 1914

To Gange to lig fem,
det kalder Digteren frem.
Og før han er træt af sin Lire,
er to Gange to bleven fire.

106

DET DANSKE LUNE
TIL OLAF POULSEN

Hvad er der for en Sang og Musik i denne Mand?
fra Erins grønne Ø? fra Eventyrets Land?
Han kommer som en Urlyd af de ældste Folkeslag
og i de ældste Bukser med Klapper for og bag.

Han skælver, og han sveder med Fjæset luerødt
som en Skovtrold, han netop paa Vejen har mødt,
i en lurvet Bondes Tøj, en udslidt Brændehugger,
han gør sig tynd, han hiver efter Vejret - han klukker.

De har gjort ham det for hedt, Degn, Foged og Baron:
Han er baade Spøgefuglen og den tragiske Person!
Han er Skælm i evig Nødstand og maa til Gælden svare,
men han kvæder paa sit Gærde saa snildt for Ræv og Hare
og føler sig i Pagt med alt Ukrudt, som gror
paa denne med Følfod gudvelsignede Jord.

Vi ser en Fortids-Landsby med Ruder, Klud ved Klud,
med Hængemave, Tagskæg, og Bagerovn skudt ud!
Vor Skovtrold ler og lider som paa Jordens ældste Dag -
og i de ældste Bukser med Klapper for og bag.

107

PAAFUND!

("En Kres af unge Poeter lagde Hovederne
paa Siden og forkyndte et nyt digterisk
Gennembrud af Sjæl og Symbol ...... De
unge Digteres nye Paafund smilede han
over ...."

Sven Langes Kronik i Gaar om
Edvard Brandes)

Et Tærningkast, et Paafund, hvis man vil,
har gjort, at vi i Verden bliver til.
Saa taal da med behersket Minespil
det nye Paafund, at vi her er til.

Men kald ej ned til Eders Skyggefest
fra dystre Tiders Nat en Marmorgæst,
der med Kommandostaven stramt holdt Stand,
. . . men blev et Navn, en Vilje og en Mand.

Hvor blev Sven Lange med sit Ungdoms Smil?
Veg, som en Sjæl, der søger sit Symbol
med nye Taarer i den nye Sol -
aah han har altsaa narret os April.

Rid, lille Flok, sid op, gør dygtig Blæst,
som om I ejed Poesiens Land,
paa Eders kjøbenhavnske Gyngehest
med Hale, Blødtot, Øjne og Forstand.

108

EN HILSEN TIL HELGE RODE

Helge Rode,
den af Muserne meget betrode,
ønskes stærke Aar, og gode
fra en digterisk Antipode.

109

DET LEVENDE LAND
TIL NILS COLLETT VOGT
MED HILSEN TIL NORGE
OG DE NORSKE DIGTERE

Jeg søgte fra Aar til Aar
fra Strand til Strand
efter det dybe, levende Land,
hvor den høje Sol og det tavse Siv
var skabt af mit eget dybeste Liv.

Men finder nogen det Land engang,
er hvert et Ord af ham bleven Sang,
og hvis Du ejer det levende Land,
da kan Du gøre, hvad ingen kan.
Det døde er borte, alt vildt bliver vænt,
og Du har det dejlige Land fortjent.

Hvem saa ej, da Ungdom slog op en Port,
at Folket var vaagent og Landet var stort,
men stakket er Tiden for Blomst og Frugt,
og før han saa til, var Landet lukt.

Men Du skal føle i Trængselens Stund,
naar alle er syge, om Du er sund.
Og Du vil se din Besøgelsestid,
da straaler hvert Øje, da rier hver Strid.
Og Sorgen smiler og Glæden er øm
som en Kongedatter i Digterens Drøm.
Og Hjerter og Skæbner og Ønsker og Veer
er i dine Hænder et levende Ler.
Og de, som er blide, naar vildt bliver vænt,
har alle det levende Land fortjent.
110 Da skabes i Skønhed for Gud og for Mand
ved den fjeldhøje Fyr eller Gaarden ved Strand
det dybe, det levende Land.

111

FORAAR IGEN

Der faldt et Lys i denne danske Taage.
Det kom ej af en Graabogs tabte Renter,
Men det sprang ud af unge Øjenkroge.

Og Livet vaagner, spørger, ser og venter.
Paa Vaarens Vej er Stier og Stenter snevre,
Men Haab og Ønsker talende og vævre.

Et Spil af Sanser, Evner, ny Talenter
Gør Mennesket og Myretuen svimmel.
Et Græsstraa bygger Bro fra Jord til Himmel.

Og Jord og Luft en Foraarsrus sig henter,
Og fejrer Elskovsorgier i Forening,
Og Meningsløsheder ... i frugtbar Mening.

Imens begræder Aarets svundne Magter
De før saa brede Veje, store Fagter.
Da rejste de med Lyntog - Luften skælvede -

Nu ager de med Bumletog, til Helvede.

112

ALBERT GOTTSCHALK

Er det Liv, hans Farver har i Sinde?
eller Livets graa Forlis . . .?
Bar han det i Hjertet inde
selv sørgmodig-vis?

Er det Spil af Tanker? Egenskaber?
Kunstens store Eventyr,
ved hvis tændte Lys en Skabe
Drømmens Magt fornyr?

Eller Sang, der spired af hans Tale,
af hans eget Lykkemod,
finder rytmisk Vej i Sale,
danset af hans Fod?

Tidlig Mester, Kunstens unge Lærling,
som en helt udvoksen Riddersvend,
med utøjlet Mod i sine blanke Øjne,
med sin egen Lykkes Sol
i sin Pande, i sin Nakkedrejning, Hæl og Fodblad,
følgende sin Tankes tavse Rytme.

Tidlig udlært som en Mester, dog endnu en Lærling,
staar en helt udvoksen Ungersvend,
prøver paa at lære,
prøver paa at være
det, han er - en Mester!

113

LOLLAND OG FALSTER

Østersøen her i Syd,
hvor de danske Øer fremrinder
gennem tusindaarig Lyd
af vor Oldtids Minder.

Her laa Udgaard paa dens Bund,
før vi lærte Paternostret,
her var Udgaardsloke fostret,
Fenris var hans Lænkehund.

Det er Eddasagnets Jord,
hvor de gamle Sagn fortælle,
at den stærke Asathor
stred med Konen Ælde.

Det blev Fædres Kæmpehøj,
Yduns rige Æblehave,
Møer i Fuglehamme fløj,
Barder kvad paa Fædres Grave.

Det var Verdens Oldtidsdag,
hvormed Thurserne gik under.
Nutids Sprog og Folkeslag
af hin Urtids Kraft udmunder.

Liflig lyder Bølgens Røst
over vaade Rullestene,
Næs og Sund og Land og Kyst
under Træer og høje Grene.

114

Alt, som dyrked her sin Gud,
før det slettes ud og ødes,
vil i gyldne Solskinsskrud
stræbe at genfødes.

Aftryk af en Skaberhaand,
hvorfra Støberanden og den gamle Aand
peger hen paa Jordens Urmodeller.

Hele Verden opstaar her
af Normannerstemmers Malmklang lokket,
hele Verdens Kunst staar endnu flokket
om Normanners Bannere og Sværd.

115

DIGTE TRYKT I TIDSSKRIFTER OG UGEBLADE

116
117

KOM, MIN BLODVARME PIGELIL, . . .

Kom, min blodvarme Pigelil,
kom, min elskede rene!
foran en fablende Mørkningsild
sidder jeg syg og alene.

Kan du ej komme? men kunde jeg blot
i Tanken dit Billed fange!
det gjorde i denne Tomhed saa godt;
jeg føler mig utryg og bange.

Nu bliver det Nat. Mine trætte Laag
hedt over Øjnene glider.
Jeg synes i Drømme, en slimet Snog
efter mit Hjærte bider.

118

AANDSBRØDRE

Der sad tre Digtere og en halv:
en Solgud, en Alf, en Nervøs, som skjalv,
og den halve, som spillede Loke,
for han gjorde ikke Epoke.

Saa talte den halve dem til paa Stand:
"Du Solgud, du Alf, du nervøse Mand!
nu har vi hædret hverandre saa tit
for det, som var godt, og det, som var skidt;
hvad om vi i Aften begynder
at haane hverandres Synder?"

Men Solguden vrissede: "lad os i Fred!"
og Alfen blev bleg og blev rød derved,
den nervøse hued det ilde,
dog ikke tav Loke stille:

"Med Ros for Ros har vi frisket vort Mod,
skønt ingen Sind' vi hverandre forstod.
Jeg mener, den Glæde er liden;
vi skal jo dog misunde siden."

"Naa", svared den Solgud, "jeg byder dig Fred,
for dig er der intet at misunde ved."
Da greb ham Loke behænd' ved hans Knap:
"Du Sollys-Herold og Skribent for "de mange",
om hvordan en Solstraale lader sig fange!
Stilen er "Landevej", Solen af Pap."

119

"Haa haa!" og "naa naa!" lo de andre baade,
men Solguden harmedes over al Maade.

Men Loke fôr fort: "Men du, nervøse!
dine Vers, disse malende, melodiøse,
er som et Tempel, et stolt Monument;
paa Indgangen staar med højtideligt Prent:
Her ligger - lad Verden dem aldrig savne -
dødfødte Kongebørn kongeligt begravne!"

"Haa haa!" og "naa naa!" lo de andre to,
men han, som det gjaldt, var lidet fro.
"Og Alf, du vege, vemodige Væsen,
dine odes barbares mig kilrer i Næsen;
dine Vers, som jeg har et uendeligt Grin a',
forsætter mig helt til det indre Kina."

Saa talte man op, saa talte man ned,
man skiftevis lo, blev skiftevis vred!
Loke spotted dem alle sammen,
og én efter én blev de røde i Kammen.

Da tordnede Solguden: "Luk nu dit Gab,
Loke, du troløse, evige Flab!
De Vers, du selv gør, er slet ikke Vers,
din Prosa falder paa kryds og paa tværs.
Nu har du Spot, som kan ætse og bide,
men dine Værker er fjottede blide.
Og derfor med Uret du kom herhen
at haane os, som er bedre Mænd!"

Men ogsaa var der en Maler til Stede,
det voldte ham liden Gammen og Glæde.
Og den Gang Striden tog bedst paa Vej,
han maatte i Gaarden at brække sig.
120 ALLIANCE
Vi har faret paa alskens Omnibus-Tage
Paris ind og ud gennem otte Dage,
har lukket os op med ungdommelig Iver,
hilst Goddag paa en Lygtepæl,
nikket til Urenes hvide Skiver.
Og hun har forstaaet min skønne Sjæl.

En Dag ... hun var delt mellem mig og Sorgen,
har hun opgivet Pligterne mod sit Land,
en Dag, vor første Omfavnelses Morgen,
blev hun Kvinde, og jeg var dobbelt Mand.
Der sad vi paa Vogntaget Side ved Side;
af Solskin og Andagt flød Vejene hvide.

Vi saà - vore Klæder i Solluften bruste -
der var en Tredje maaske, hun knuste.
Hun blegned, den blide, hun vidste ej Raad,
men paa mit Haandtryk sig udgød Rødmen.
Vore Hjærter var vædet af Sødmen,
som gjorde vor Øjerand vaad.

En Aften . . . det mørkned i Luxembourghaven,
vore Hjærter var tyste som Natten og Graven;
paa en Sandsten saà vi en Bronce-Trold
vældig at lude sig over en Grotte,
hvori to Gudebørn tankeløst blotte
laa brudt af Søvn og forelsket Vold.

Alt var os fuldendt... En svulmende Frugt!
og Aftensmaaltidets Spiser og Vine
121 fandt vore Struber af Kærtegn lukt.
Ingen Châblis kan udslukke vor Pine.
Da hvisked hun Ordet, betvungen og mild:
"Vi vil hjem til din Stue, din Ovn og din Ild."

Og Længslen løb foran de snøftende Heste -
Til mit Hus, til min Søvn! ... Saadan ender det bedste.
Men nu er de otte Dage forbi,
da vi laa ved min Ild og skrev Vers i min Aske.
(Var det mig, hun har æret, det tvivlløse, raske
Minut? . .. eller var det en ny Poesi?)

En Nat ved Arnen hun løser sit Haar,
(berust af en Duft i sit lange Haar)
og lader Tankerne selvberust vandre:
"Min Ven, jeg maa tænke paa Fremtiden nu,
Gud ved, om jeg elsker dig mer end de andre .. ."
Hvor plukked hun sælsomt mit Hjærte itu.

I Favntagets Almagt vor Kraft saa skør
har omfavnet Fligen af Guddommens Slør.
Det var to Livshaab, som her stødte sammen,
det var to Sjæle, som strømmede sammen.
- Der er Fred i min Ensomheds gyldne Borge,
og hun er givet tilbage ...

122

ENVOI DE PRINCE
TIL CHR. X

Det store, dybe Frafalds Tid er inde,
Troskaben rømmer Rige og Provins,
Vejrhanen piber efter alle Vinde,
og hermed gør jeg Knæfald for en Prins.

Hvor Officerer elskes af de Smukke
som Ubefæstethedens Laas og Lukke,
mens knap de vadmelsklædte Bønder mukke,
blev Vang og Vænge til en Kongevugge!

Men alle Blomster, Prins, blev kvalt af Tjørn
i Kongens Land. Gud ved: en smule Sol
belyser først. . . maaske . . . hans Børnebørn.

Et Drømme-Haandslag - grib det som Symbol,
(der følger Sværd med Skede, Haand med Handske)
til Danmarks yngste - fra den yngste Danske.

123

KONCERTEN/BRYLLUPPER OG FESTER

Da denne Dag med Kys og Fryd forgik,
har Skumringsgraaet hyllet Regnfaldsmørke
om Sjæl og Sanser, som omsider tørke.
Nu bringer Aftnen Vin og ny Musik.

Hun kommer til Koncerten med Kusinen,
nyklædt og hed og fin som Violinen.
Jeg ser det Blik, hvis ømme Glød ej døer
og hendes søde Trods i nye Slør.

I hendes Øjne tør jeg dristig se;
men hendes Dragt .. . jeg tør ej komme nær den.
(Man skænker Alt... men dør for en Plissé).

Hun hvisker selv i Trængslen: "Krøl mig ej!
"Rør ej min Stads - den bærer jeg for Verden!
"Men tag min Haand, saa rører du ved mig."

124

PARISERINDE

Af Garderobe har hun ikke mer paa
end Hudens Hvide taaler i et rødt
Livstykke af Flanel. Et Genskin blødt
af hendes sorte Øjne sværter Alt, hun ser paa.

Hvert hendes Bryst har en saa opret Stilling
som for at maales med sin Søster-Tvilling
og dog et Fald: saa Skymulm mig ommørkner
og nærved Kanaans Land forgaar min Sjæl i Ørkner.

Al Ting er fast. Dog: samle til et Hele
de mange kære, kendte Enkeltdele,
det er til sidst en meningsløs Bestilling.

Thi nøgen, i en Haarvæxt mørk og svær,
er denne Skabning vel en Trone værd
og anslaar kun sig selv til nogle Skilling.

125

DIN UNGDOM VAR SOM NATTEN . . .
/TIL JOHANNES JØRGENSEN

Din Ungdom var som Natten og som Sorgen,
der stirrer ud fra skumringsdunkle Porte.
Min Ungdom elsked Natten og det Sorte
og vaagned glad hver frisk Novembermorgen.

En Natte-Gæst med Verdens Vægt paa Ryggen
du sad og lytted til min lyse Tale.
Der bygged i min Ungdoms Hus en Svale,
som bragte Breve langvejs fra om Lykken.

Jeg tog hvert Bud og Brev paa Tro og Love,
indtil den Vinter, alle Svaler døde . . .
Da fandt jeg dine løvfaldsbrune Skove.

Forlang ej andet Tegn til Kunstens Møde
i denne Samtid snart saa sjæleøde,
end denne Fortid, hvoraf vi forbløde.

126

NU KOMMER NATTEN . . ./NATTEN
TIL HERMAN BANG

Nu kommer Natten. Ud af alle Kroge
den gaber. Det er Stunden, da den kloge
i Søvne drejer sig omkring paa Ryggen,
og da den gale vil forsøge Lykken.

Lykken hun er en mørk og blodvarm Pige,
hvis Fodtrin stjaalent paa vor Tærskel snuble.
Hun gaar . . . men lader efter sig et Rige,
hvor man desmere fyrsteligt kan gruble.

Af hendes Fodtrin rødmer Verden vide.
Saa raaber jeg i Natten stolt til Sinds:
"Op alle Svende, vi har langt at ride!

"Snart brunes Jorden, nær er Dagens Gløden;
"Guld dækker Vejen, du Lykke-Prins!
"Og før vi svigter, vil vi kysse Døden!"

127

TRONPRÆTENDENT/SONET TIL FABIUS!

Tre Vintre skrev jeg paa et Værk, et vækkende.
Men de, hvis Visdom er kun skrevne Ord,
kan tabe den en Dag i Foraarsbækkene;
Nej giv mig Jord - saadan en Strækning Jord . . .

Da skal jeg kramme Jer et Rige ud
med tusind Stier, der alle bringer Bud
til Slottet, hvor min Højhed tryg gør Ronder
og taler Ord med vide Horisonter.

Den dybe Sammenhæng, som jeg har sporet,
de dunkle Sympatier - Dug dæk Disk! -
jeg lægger Kongeriget glat paa Bordet.

Men Diskussionen - dette Vand for Vrøvlerne,
jeg bruger kun, imens jeg med en Visk
sagtmodig tørrer Vejens Støv af Støvlerne.

128

DEN UNGE PIGE I SOMMERREGNEN

Det bliver Aften. Regnen
som tusind Kærtegn, vilter, lun,
tæt over Byen og Egnen
drysser sine Draabedun.
Jo mer det mørknes, falde
Draaberne tungt i Gadens Vand.
Alle smaa Byer og Gader om Land,
nu regner det vel i dem alle.

Og vist i mangen Gade
med aabne Vindver staar et Hus
og lytter med mørk Façade
til Vandets Klunk og Regnfalds-Brus.
Og ensom, som jeg, i Karmen
der hviler vel én og lér som jeg
ad de løsslupne Draabers forviltrede Leg -
med bankende Ungdom bag Barmen.

Jeg husker et Hus langt borte,
der bor den Yngling, som kaldte mig sin.
Var Lykkens Stunder kun korte,
vor Elskov var hed og var fin.
Vi leved i Sorgen, som under en Klippe,
og Dagene traf os i Regnfalds-Humør.
Men fandt jeg ham i Nat ved min Dør,
jeg skulde ham aldrig slippe. -

Da drog jeg ham til mig og vilde binde
en Nat af Ømhed omkring ham tæt,
den Gode! kyssende bort hvert Minde,
129 at for hinanden vi to har grædt.
Verden har alle Slags Nykker i Panden,
men Tiden er ude, før nogen véd,
og de, som én Gang har funden hinanden,
bør holde tilsammen og have Fred.

130

TOSCANAS ELEVER

Paa Veje, maanegraa,
under de natlige Pinjer,
holà! der er Folkeliv.
Snart lyder den gammeldags Fløjte,
snart klinger der Zither til Sang.
Piberdrengen fra Florens
og Florentinerpigen.

Langs Gaderne, hvor de gaa,
i Støv staar de gamle Paladser,
Florens . .. Florens er død.
Ingen er bleven tilbage
ved alle de stores Død.
Kun Piberdrengen fra Florens
og Florentinerpigen.

En Dreng, der fløjter sin Takt
for alle de øde Portaler,
en Pige, der tjener sit Brød
den ene Dag med sin Zither,
den anden Dag med sit Skød . . .
Hvor er nu I Mestre fra Florens?

De Broer er gamle og graa,
hvorunder den ældede Arno
gumler paa Fortidens Grus.
Ved Fortidspaladsernes Porte
er lukket hver Laas og hver Slaa .. .
Hvor er nu I Fyrster fra Florens?

131

Men midt paa den gamle Bro
de byder en Sang for en Soldo.
En Soldo betaler en Sang,
som aabner de herskabsløse
Paladser endnu en Gang -
Piberdrengen fra Florens
og Florentinerpigen.

Den aabner os Strozzis Port
og kalder paa Fædrenes Skygger:
"Op, Florentinere, op!
Toscana og Kunsten lever,
Toscana i Finger og Krop -
hos Piberdrengen fra Florens
og Florentinerpigen.

"Vaagn op, Michelangelo!
Og du, vor Sjæl, Benvenuto,
tag dine Disciple i Sold!
Vi har overlevet Toscana
... men Natten er temmelig kold
for Eders Elever i Florens.

"Vort Liv er som herreløst Gods
for fremmede Herrer til Leje,
vi svarer: Som Herren vil!
Men kunde vi tjene Toscana,
vi rejser os: Mester jeg vil!
- Drengen og Pigen i Florens ..."

Ak Piberdrengen var skabt
for Kunst - og for Fyrstepaladser,
og Pigen ... maa tjene sit Brød
den ene Dag med sin Zither,
den anden Dag med sit Skød.
Hvor er nu I Fruer fra Florens?

132

HR. SOL OG JOMFRU JORD

I Gaar gjorde Himlen sig graa og tvær
med Blæst, hvor Skyerne ryger
af Sted med skyllende Byger.
I Byerne hed det et syndigt Vejr,
men Landmanden kaldte det godt;
thi Markerne trængte til vaadt.

I Dag er Skyerne borte
og Vindene vifter saa let.
Hr. Sol med en lyseblaa Skjorte
har ombyttet Gaarsdagens Sæt,
og midt i sin Himmel en gylden Paillet,
- en Edderkop i sit Straalenet -
den gamle Polygamist,
som har disse sære Noder
at holde af alle Kloder,
nu koketterer og blinker
til Jorden, den Jomfru skøn.
Ved Paaske hun blev konfirmeret,
ved Pinse hun klædte sig grøn
og er nu aldeles charmeret
i Solen, i Himmelens Søn,
der skænkede hende den lysgrønne Dragt
og gav den som Vidne og Tegn paa den Pagt,
som her de for Sommeren stifte,
til Bruden han sviger
og fra hende viger,
naar Klædningens Farvespil skifte
og han har falmet og ødelagt
med sine glødende Kys den Pragt,
133 han selv hende fordum har bragt -

naar Løvet gaar derhen, hvorfra det kom,
og Solen har ranet dets Jomfrudom.

Men Jorden hans Troløshed ikke aner;
thi Skarpsind er ikke blandt Jomfruens Vaner.
Hun synker hen i hans Favn,
og stønner ud sine Savn.
Og Lidenskabens Aandedrag
berusende fra hende stige.
Og Luften er en Foraarsdag
som Aande af en livsfrisk Pige

134

SNE

I

Tusind Grene uden Blade!
Skoven - med sin Snevægt - staar
som en ung, forlét Dryade,
der slaar ud sit hvide Haar,
ler med Lyd af sine Klokker,
ler og pudrer sine Lokker,
ler og lokker, hvor jeg gaar.

Som en ung, forlét Dryade
blindet af sit eget Haar.

Aa, hvor slank og ung af Aar
staar hun der og knejser, bryster
sig af Manken, som hun ryster,
og hvis Væld hun om mig slaar
fuld af Medynk som en Søster
i den danseglade Vaar.

I den sangopfyldte Vaar,
naar en Søster læger, trøster
Broderen for Sorg og Saar.

II

Over alt, hvor Sneen falder,
er der Fred,
Skov- og Træstub-Ensomhed.
Kalder du paa een, da kalder
al Ting med.

135

Fjernt derude dynges Marken
hvid og hvid,
Skoven, frisk og sort i Barken,
kuples hvid -
som for Evighed af Tid,
for en skrinlagt Evighed af Tid.

III

Under dette bløde, rene
Snelag paa de tyste Grene
intet Pulsslag mere slaar
af Bekymring fra i Gaar.
Skoven, som et nyfødt Under,
staar med aabent Blik og blunder,
himmelfalden Verden staar
(medens Sol og Dag gaar under)
drømmer nyt for hundred Aar.

136

BARBARER

Jeg hilser dig, du! med den vidtstrakte Linje
i hele dit Væsen, din Vækst, dine Ord,
med Fodbladet spændt mod den sugende Jord,
hvor skummel jeg stod som en Kirkegaards-Pinje.

Jeg hilser dig, du! med dit Øje, som farer,
som flammer og søger i Vest og i Øst,
en højbaaren Glæde for højbarmet Bryst!
Jeg hørte jo selv til de sejge Barbarer,

som ikke vil knæle, som ikke gad trælle
og kysse med Taarer en Forgængers Spor,
men baned i Attraa den Vej, hvor de fór,
og troed, at Kræfterne har ingen Ælde.

Kom, ræk dine Hænder, de slanke og stærke!
der risler som Foraar igennem dit Haar.
Den Kraft kan ej ældes, vi dybest forstaar,
din dristige Linje skal være mit Mærke.

Lad Orme da gnave! Lad Stormene fælde
det bredeste Træ, som beskygged os blødt;
vi strider mod Døden og alt, som er dødt.
De Kræfter, som strider - de har ingen Ælde.

137

VINTERGÆK

For en Vintergæk
spilder Narre Blæk.
Det er bedst at sé den
bag en stille Hæk . . .

Man skal agte paa den,
nøje skal man kende den.
Ingen Magt i Verden
vil formaa at genne den.

Thi den gror saa skjult
under visne Buske,
svær at finde,
siden let at huske.

Jomfrumund skal kysses
under Angst og Skræk,
Gækker skal man søge,
førend Sne gaar væk ...

det er Gækkevisdom
af en gammel Gæk.

138

JEG SAD MED DEN VILDE LILIAN

Jeg sad med den vilde Lilian
en Nat nær den høje Sø.
Hun higed med udstrakte Arme
at gribes af Bølgen og dø.
Vi hviskede hæst og forvildet
en Nat ved den høje Sø.

Jeg stred med den vilde Lilian
en Nat under Havstokkens Larm.
Snart fristed hun mig med Døden
og snart med sin hvide Arm.
Vi hvisked, som frygted vi begge
at afbryde Bølgernes Larm.

Hun var som en brusende Svane,
som Leda, den Svanebrud,
mens hvid paa det nøgne Sandrev
ubændig hun folded sig ud
og ønsked at vække en Stormflod
og slukke Stjærnerne ud.

Hvad ænsed de larmende Bølger
to Menneskeskæbner, der stred?
Da kyssed hun mig saa hæftig,
at Havet blev stille derved,
da kyssed hun mig med en Jubel,
saa at alt - uden hun - fandt Fred.

Det var paa vor særeste Aften
i Overspændthed og Rus,
139 at den rolige Lilian bød mig
til Hvile i Brændingens Brus.
Maaske har en Hvirvel da slugt os
. . . vor Sjæl kom ej mere i Hus.

140

SFINX

Hvem var denne smukke Kvinde
sammen med den tunge Mand?
hun som i den lette Tram tog Sæde
og tilbagelænet bortvendt
trykket tæt til Ruden
stadig stirred ud -

Var hun ikke selve Drømmen
blid og bleg og fuldendt god?
Øjeæblet har i Farvemangel
med en Rest af Nattens Taage
mellem hendes Laage
skabt det store Blik.

Se hvor hun i Rudeglasset
bortvendt hænger ved sin Drøm!
hvilende sin Ynde som en Byrde,
mens fra korslagt Knæ de slængte
Ruskinds Ankler slingrer
under Silkesøm.

Sort er Floret, lyst er Haaret,
Kinden hvid af Nat og Vaar.
Vi er alle Træ af jordisk Tømmer.
Men jeg spørger, og jeg drømmer:
Er det Engle - eller
Furier i Aar?

Engel i den danske Paaske,
gjort af hvidt og graat og sort
141 svøbt i Flor af tynde Silkestoffer
med et Pust af Mulm og Øde -
som et Paaskeoffer
til den nye Vaar.

142

FOR HANS KRAFT I OVERFLOD ...
/ TIL GEORG BRANDES

For hans Kraft i Overflod
og for løvehjærtet Mod
hilser ham en stille Vandrers
Fløjte tro og god:

Jeg blir broget, Mester se!
Mester, du er hvid som Sne.
Aldrig Drømmens Ildkys dør
i Lysets Fest-Allé.

143

DIGTE TRYKT I PROSAVÆRKERNE
FORTEGNELSE OVER DIGTENES PROVENIENS

Fra Frøken Regnvejr:

Tilegnelse

Fra Unge Bander:

Foraars-Regntiden
Til Erik Kølby

Fra Kitty:

Til Kitty

Fra Antonius i Paris

Indbydelse til Rejse
Romansk Verden
Rimerier under Vejs
Bryllupper og Fester
Simplicitas
Den skønne Propaganda
Portræt af Foraaret
Hvide Løgne
Italien

Fra Valfart:

Saa vandrer vi over Aarets Bro . . .
Ekbátana
Gudinden kom en Formiddag
Jeg skrev en Dag en Petition .. .
Ankomst til Siena
Maaltider i Siena
Palmesøndag
Cento cerini
Protestantisk Vaar
Unge Udødelige
Evangelium
144 Udflugt i det senesiske Landskab
Et løst Udkast
Endnu Siena
Tizians Roser
Rom
Pompeji
Valfarten til Mont'Allegro
- Det tabte Paradis -
Hjemfart

Fra Arbejdersken:

Prolog

Fra Mellen to Kyster:

Der vandrer en Pige

Fra Eroter og Fauner:

Bauta

Fra Frøken Regnvejr 1912:

Efterspil

Fra Løvetandsfnug:

Høffdings Elever
Til Viola

145

TILEGNELSE

Nu graaner alle Gader,
Nu mørkner alle Smyger,
Og mere sort de spidse
Skorstenspiber ryger;
Og Nattens Børn de vaagner
Og drømmer nye Glæder,
Tusmørke-store Hjærter
I døreløse Stræder.

Jeg slentrer hjem, mens Aftnen
Sit muntre Lyshav føder,
Og sætter mig at stirre
Ensomt ved Ovnens Gløder.
De dunkelrøde Luer
Med deres hede Slikken,
De farver lunt min Tanke
Som Duren i Musiken.

Jeg drømmer da om Skove
Og viltre Egeknorte,
Om Pan, der holder Thing med
En Bukkebens-Eskorte,
Om Nymfer og om Troldpak,
Om Artemis, den kolde,
Hvis Barm er kysk og dejlig
Som foraarsgrønne Volde.

Det bliver Foraar om mig,
Og hør: en Larm af Lurer
Som iltre Tonehærbud
146 Fra alle Skrænter durer:
Til Huset dybt i Skoven
Med Hjortehorn foroven!
Til Byens vaagne Ungdom
Og Bonden i Alkoven!

Vær hilset, lyse Ungdom,
Du Korn paa Landets Agre!
Se, Glædens Purpurblomster
Om dine Skuldre flagre!
Og som en frisk Fanfare,
Som Græs, der Kornet kanter,
Gør Landets blege Døtre
Sag med de unge Bander.

147

FORFARS-REGNTIDEN

Nu lædskes de grønne Sletter
af Nattens og Duggens Salve,
og Tanker, som brænder og trætter,
nu lytter sig fjærne og halve.
Jeg ligger paa Ryggen alene
i Græs, medens Duggen væder,
og venter paa Lyd i den sene
Aften af Silkeklæder -

paa Skridt, hvor Strømpernes Hvide
ved Skørternes Kast mig blænder,
paa Skuldre, hvis Fløjler glide
som Vinger mod Fruelænder,
naar mørk imod Højlandets Linjer
fra blaanende, teglhængte Mure
hun kommer, hvor Floden blandt Vigner
har slynget sin blinkende Skure.

. . . Din Rus i et Døgn er steget
som Tordenregn efter Tørke;
du har taget mig, løjet og sveget
for min Skyld i Mørke - i Mørke!
Al Nattens Duft kan jeg drikke,
og Græshoppens Sang jeg fornemmer.
Dog det er usundt at ligge
i Duggen med brudte Lemmer.

148

TIL ERIK KØLBY

Endskønt der i din Ungdoms Liv og Meninger
var døde Sider, som i denne Bog,
du troede paa Aandens Magt og slog,
saa du blev udelukt fra Folks Foreninger.

Med Slangens List og Uskyld som en Due
du krydsed en Borgmesters Rænkespil.
Man saa' dig oprejst fly en yppig Frue,
men bly for Frøknen Blikket sænke til.

Du var saa ny, at selv ej Svig var Svig.
Du gav i al din Færd, din lille Krig,
Udkast til lutter nye, danske Dyder

og blev, saa underligt det ogsaa lyder,
Bud om et Danmark, skabt til noget mer,
som omkom under lange Fødselsvér.

149

TIL KITTY

Jeg skylder dig mer, end Fornuften
Og Mennesker tror
(Endskønt du blev Foraarsduften,
Som fylder min Jord) -

Fordi du, foruden at mætte
Mit Væsen med Vaar,
Forunderlig vidste at sætte
De dybeste Saar -

Fordi du - ej blot ved at smærte
En Ven uden Værn,
Men drømmende tro ved mit Hjærte,
Naar jeg var dig fjærn -

Har gjort mig (vi lader nu falde
Hver Spøg og hver Strid)
Den lykkeligste af alle,
Som var i min Tid.

150

INDBYDELSE TIL REJSE

Da Verden var dunklere, videre spredt,
da man rejste, dagvis, i Postkarret,

begyndte, naar Solen om Morgenen lo
og naaed ved Aften, omsider, en Kro -

Da Verden var længere strakt og fordelt,
før nogen endnu kom igennem den helt,

førend Møllerskens Kys som det Korn, hun har malt,
blev et ringere Mel, som er bedre betalt . . .

man beded en Stund i hver By, hvor man kom,
og i hundrede Byr, før man beded i Rom -

Da den stolteste Stad og den snævreste Krog
var et særskilt Blad af Forundringens Bog,

her vildere Bjærge, her yndig Natur,
her Borge, Slotsfrøkner og Hortikultur .. .

man opleved Verden til Vogns og pr. Baad
som en indviklet Fabel med endeløs Traad -

Da Slægten bag tættere Skove forladt
var fattig paa Glæder, men haabede brat -

151

da man vidste, at Døden kan komme hver Stund
og man ofred sit Liv for at dø med en Grund,

da vilde jeg fristet det vovsomme Spil
... i den farlige Fortid, som aldrig var til ...

at elske og vinde min Muse og Mø
i det højeste Taarn bag den dybeste Sø,

for at gemme en Ring, naar hun hviskede: Rejs!
for at vi' hende siden et Vers under Vejs.

I en Verden mer vildsom, men mere beredt
-fra en Nutid med Sindet og Viljerne spredt,

fra en Nutid, mer banet men raadvild af Aand
som en Mø, der vansmægter ved Bejlerens Haand -

i en Verden, hvor intet er Køb eller Salg,
men alt er for den, som er tro i sit Valg -

vil jeg rejse .. . Rejs med og vær trøstig til Sinds!
Alverden er frisk som en gammel Provins.

De vaargrønne Floder vi spejler os i
og gengiver alt med den første Værdi.

152

ROMANSK VERDEN

Blodige Tyrekampe, fine Kvinder,
Flasker med Vin og natlige Supér,
drukne af Vid de fede Harlekiner . . .
Elskoven fødes, Hjærtet ler ej mer.

Ordet ej nævnt og Kvindens Blik forstod!
og hvad der vared Aar forgaar i Timer,
til Kvindens Ejermand paa Porten kimer,
og Ærens Duge tvættes af i Blod.

Hedt som en Kilde hvisker gennem Larmen:
"Jeg elsker, vogt dig" - Tonerne af Carmen,
"hvis du er ren, sæt Livet paa et Kort!"

Og har man drømt, rejst, spillet Lykken bort
og føler intet Guld i Lommen tynge,
da aabnes Brystet: man kan græde, synge.

153

RIMERIER UNDER VEJS

Nær Bois de Boulogne ej Vogn at finde,
ingen Droskelygte i Mørket at se,
intet Bud til Paris! . . . Kun et sjællandsk Minde:

Kun Lys i en pyntelig, landlig Kafé
med Savsmuld paa Gulvet, med Voksdug paa Bænken,
mens den rastløse Husmo'r staar tavs bagved Skænken
og sælger en Gæst efter Vægt lidt Tobak,
hører sagtmodig paa Nabokvindens Snak,
hvis Patteglut gramser begærlig om Brystet
og finder sin Næring, guddommelig trøstet.

Det var i den landlige, tyste Kafé,
hvor jeg blev i den inderste Stue bænket,
min sorte Kaffe i Glasset skænket,
at jeg først fandt mig vel i den fremmede Tunge,
hørte en Moder, som pludred med sin Unge;
mens hvilende trygt som en mødig Helt
jeg saa mig omkring.

Og velkendt som Sproget
fandt jeg i Krostuen øjebliksbroget,
med flygtige Penselsstrøg, Felt ved Felt: -
Vækdekorationer paa Trods af Fornuften,
Teglhængte Tinder, Svaler i Luften,
en Kirketop gemt bag et Rosenstakit!

En Verden i Blegrødt, i Grønt og i Hvidt
som Roskilde-Roser, sjællandske Bøge,
som Duernes Kurren paa Taget i Køge.
154 Det var nær Paris i en Forstads Kafé,
der var slig en nordisk Uskyld at sé:
et skyndsomt Staahej gennem tyve Felter
af Isbjørne, Skibbrud og Bølger, som vælter.
Mod en gulmalet Maane med Ansigt paa
en Kat krummer Ryg paa et Tag i det Blaa,
mens forneden en Pjerrot, hvidklædt og bitter,
piner sin elskovsvemodige Zither.

Fra Felt til Felt, over Sten, over Stok -
en Kunst, som er ung og forfløjen nok!
Men jeg føler i Panden et Værk og en Pine:
disse svimlende Blomster, disse Hvaler med Luffer,
det er som at se sine gamle Skuffer,
hvori man har hengemt en Fortids Rest,
fra den Gang man knælte med værdig Mine,
Cigar i Munden og Mandoline,
da selv man besang sligt et Land og dets Kvinder,
de Roser, de plukker, de Hoser, de binder,
og udvalgte Een som fornemst og bedst:
Mer stram i sit Snørelivs Rosengelænder
end Libanons Taarn, der mod Syrien vender.

Ja de Franskmænd kan le, som ej kender - de Gøge! -
en Rose fra Roskilde, Due fra Køge!
O, hvidklædte Pjerrot, svævende Svaler,
o, graasorte Kat, som med Maanen taler,
o, Klokketaarn med dit Rosenstakit!
I, som sletikke véd, hvordan jeg har stridt
(mit skamfulde Inderste brænder endnu)
med at skabe Fornuft af det Gøgl til en Sou,
jeg vil gi'e Jer til Deling en sjællandsk Rigsdaler,
kan I gøgle saa groft, at I skaffer mig kvit
for at huske min Fortid i Blegrødt og Hvidt
og Skyblaat og Murgraat og alt det ....

155

BRYLLUPPER OG FESTER
(NOPCES & FESTINS)

Det er ej sært, at Fryne (fin af Bryst),
som elsker og har Hænder, kan omarme . . .
men Violinens Skød af Dyretarme
kan sønderrive mig med mere Lyst ...

Ej sært, jeg drømte Festen om igen
rig som en Guddom bag min Sengs Gardiner . ..
men at i Morgnens Festkronik en Pen
tonede mer end Nattens Violiner .. .

Det er ej sært, at Ords og Toners Glød,
Visdom nær Daarskabs kunstfuldkomne Skød,
gør ør ... men at en sortklædt Fe med hvide

smaa, kyske Borter har min Verden gjort
til idel Sort-paa-Hvidt og Hvidt-paa-Sort ...
(i disse smalle Borter gad jeg bide!)

156

SIMPLICITAS
TILEGNET EN NAIV OG NYSGÆRRIG VENINDE

Den hellige Uvidenhed, saa klar
og med et vantro Blik (som midt i Kulden
et isblaat Springvand), mødte mig. Hun bar
sin Kjole hjemmevævet, tæt og ulden.

Skønt noget haansk af Lader, lidt for kantet
og tvær med denne Pande altid ren,
hun ejed baade Hjærte og var plantet
med Kvindetække paa to trygge Ben.

Hun havde ikke Lastens magre Bryster.
Letfærdigheden lo og fandt mig løs.
Uvidenheden, denne barske Søster,

hun saa, det var et Liv med nye Love,
hvorfor jeg havde sat mig selv i Vove,
og rakte mig sit Skørt, den Gang jeg frøs.

157

DEN SKØNNE PROPAGANDA
TILEGNET DR. GEORG BRANDES

Hæve Problemerne til ny Debat,
sige den nye Sandhed alle Vegne,
erstatte Løgnens Ord med Livets egne -
det var det Maal, De havde foresat.

De nye Sandheder kan slides klejne,
men for Ideen løfter jeg min Hat:
hæve Problemerne til ny Debat,
sige den nye Sandhed alle Vegne.

De satte Forsken op mod Drømmespind,
vor Nutid sætter nye Drømme ind . . .
Hvad Forskel? det er samme Fægteskole:

hæve Problemerne til ny Debat,
guddombesjæle, hvad der var forladt,
og siden hen . . . paa Vaabenlykken stole.

158

PORTRÆT AF FORAARET

Snor hun en Sølvtraad om sit tunge Haar
og ryger sød Tobak, der dufter tyrkisk,
hun drømmer strax: ved Bosporus hun gaar,
en Sultans Favorit og afgudsdyrkisk.

Sving hende rundt og udtal: Milde Vaar!
Hun staar, som hun af Vaar og Blomster stjærnes.
Men nævn ej Judith - grusom; thi hun slaar
judæisk blodig strax sin Holofernes.

Hun er det dunkle Gry før Solens Stund,
den visne Bøgeskov med Vaar i Mund,
hvor Bækken mellem Bukar vejvild snubler.

Naar Solen rigtig kommer, bli'r vi glade;
thi der er Pragt i slige Bøgekupler
og yndig Kølighed hos min Dryade.

159

HVIDE LØGNE

Det var det evig samme Hykleri,
den evig samme, lille, hvide Løgn,
som gør, at fjærnt fra dig jeg lever Døgn,
der knap kan taales, naar de er forbi.

Du skulde lukt dit Hjærtes Gitre op,
mit Kongebarn! ja selv om du fordærved
dit unge Liv! (Hvad er vel Hud og Krop,
er der en Sjæl for Himmerig erhværvet -?)

Thi jeg, jeg elsked - vilde vist dig Rom,
aabnet "Italiens hundred Byer" - som
du aldrig mer skal finde dette Syden.

Du blev derhjemme hos din Huskat, Dyden.
Og ene, overladt til Iltogs-Minderne,
fandt jeg Italiens Lig paa alle Skinnerne.

160

ITALIEN

Jeg kvidred hendes Litani og Noder,
min højlig elskede, saa stolt og streng . . .
men savned fjærnt min Ungdoms grønne Seng
ved Jordens Bryst, vor evig frie Moder.

Blandt Fortidsstæders Støv, berømte Floder,
der svandt i deres altfor brede Seng,
jeg gik og drømte Yppighed og Eng,
de fyldte Have, foraarsgrønne Kloder.

Hun havde givet mig et gyldent Bælte,
spændt mig min Elskovs sølvblaa Rustning om
og bedt mig gaa til Rom som andre Helte.

Jeg bar den trange Brynje helt til Rom;
der krængte jeg den af mig ufortrøden.

Ræk mig igen min Rustning - ræk mig Døden!
161

SAA VANDRER VI OVER AARETS BRO . . .

Saa vandrer vi over Aarets Bro
én for én og to og to.
Har du en Ven, da bi ham efter,
stands i Trængslen og bind din Sko.

Forhast dig ikke. Erfaring bekræfter:
Lykken er god mod den, som har Ro
til at binde sit Skobaand, at smile, vente
og omgaas skikkelig sine Bekendte.

162

EKBÁTANA

Jeg husker den Vaar, da mit Hjærte i Kim
undfangede Drømmen og søgte et Rim,
hvis Glans skulde synke, jeg ved ej hvorfra,
som naar Solen gik ned i Ekbátana.

En Spotter gav mig med Lærdom at ane,
at Vægten paa Ordet var Ekbatáne.
Den traurige Tosse, han ved ej da,
at Hjærtet det elsker Ekbátana.

Byen med tusind henslængte Terrasser,
Løngange, svimlende Mure - som passer
der bagest i Persien, hvor Rosen er fra,
begravet i Minder - Ekbátana!

Hin fjærne Vaar, da min Sjæl laa i Kim
og drømte umulige Roser og Rim,
er svunden, skønt Luften var lys ogsaa da,
som den Sol, der forsvandt bag Ekbátana.

Men Drømmen har rejst sig en Vaar i Paris,
da Verden blev dyb og assyrisk og vis,
som blødte den yppigste Oldtid endda . . .
Jeg har levet en Dag i Ekbátana.

Min Sjæl har flydt som en Syrings af Toner,
til Solfaldet farvede Parkernes Kroner
og Hjærtet sov ind i sin Højhed - som fra
en Solnedgang over Ekbátana.

163

Men Folkets Sæder? den stoltes Bedrift?
hvad nyt og sælsomt skal levnes derfra?
En Rædsel, et Vanvid i Kileskrift
paa dit Dronningelegem - Ekbátana.

Men Rosen, det dyreste, Verden har drømt,
al Livets Vellyst - hvad var den da?
Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa Skrømt
ved en kongelig Fest i Ekbátana.

Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt
en dybere Lykke, end nogen har tømt.
Lad Syndflodens Vande mig bære herfra
- jeg har levet en Dag i Ekbátana.

164

GUDINDEN KOM EN FORMIDDAG . . .

Gudinden kom en Formiddag
over Torvet i Firenze,
før nogen skulde ænse,
beskeden og i bedste Mag,
en ufordærvet Formiddag.
Men Hjærtet det har ingen Ro i Firenze.

Og da hun strax faldt i vor Smag,
fandt Smag i os Gudinden.
Hun standsed ikke, inden
hun havde os under sit Tag.
Vi fulgte altsaa Gudinden.
Men Hjærtet det har ingen Ro i Firenze.

Hun skænked os sin Rødvin først
og løste sine Sandaler.
Ej synderlig Ven af Taler
hun havde ej synderlig Tørst.
Gudinden havde ej Tørst.
Men Hjærtet det har ingen Ro i Firenze.

Nu har jeg løst for mine Sko
og for min Ungdomsfylde.
Nu er jeg paa min Hylde,
men Hjærtet det har ingen Ro.
Gudinden var paa sin Hylde.
Men Hjærtet det har ingen Ro i Firenze.

Italien er som et Tryllespejl,
paa alle Kanter Gudinder.
165 Selv Middelhavet skinner
af Skønhed, som gaar under Sejl,
mens Formiddagssolen rinder.
Men Hjærtet det har ingen Ro i Firenze.

166

JEG SKREV EN DAG EN PETITION . . .

Jeg skrev en Dag en Petition,
en Bøn om gunstig Protektion:
jeg vilde ta'e det, som det blev.
Gud give, jeg det aldrig skrev!
Vil du med, saa hæng paa.

Jeg skrev en Gang et Frierbrev,
et Elskovs Evangelium.
Gud give, jeg det aldrig skrev!
Den hovne Tøs blev dobbelt dum.
Vil du med, saa hæng paa.

Den gode Lykke mødte mig.
Hun bad mig at benytte sig.
Jeg gad ej strax; og da jeg skrev
en anden Dag, hun udeblev.
Vil du med, saa hæng paa.

Saa skrev jeg Himlens Gud et Brev.
Og det fortrød jeg ej, jeg skrev.
Thi Brevet blev tilbagesendt
med Svar: Adresse ubekendt!
Vil du med -

167

ANKOMST TIL SIENA

Jeg tænkte mig Siena
som en Bjærgnymfe,
som en Kildenymfe mellem de kølige Bjærge,
vilde Geder og blaa Bjærge som duggede toscanske Druer.

Jeg fandt ingen Bjærge,
men den mest frugtbare Højslette,
der var rødgul - terra di Siena - som en Solnedgang.
Og Byen, som jeg tænkte mig ung mellem de friske Bjærge,
var Toscanas ældste
med tredive Tusind Sjæle
og en mørkerød Borgemur helt omkring
fra Aarhundrede otte, Aarhundrede elleve,
et helt omslyngende, leddelt Bælte
med Porte og Udfaldsbroer og Mure i besynderlige Zigzaglinier,
som paa gammeldags Slagmalerier.
Og ude under de brunrøde Mure:
solvenlige Spaseregange
og oldtidsagtige Vadskerier
for al Byens Vadsk.

Jeg tænkte mig Siena fjældfrisk og med lave Rønner.
Og jeg fandt indenfor Murene
ældgamle Gader, hvide af Februarsol, og med Huse i mange Etager,
Paladser fra Aarhundrede fjorten.
En Universitetsstad og Rede,
hvor Toscanas ældste, forarmede Adel
168 har Hjem og sværmer paa Terrasserne,
der er solfyldte og mægtige som Dantes Vers.

Mellem Paladser, gennem bugtende, lange Gader
belagte med Lavasten
lader jeg min Bagage
bringe til Hotellet, Albergo Toscana.
En tiggeragtig Olding fanger mig i en lille Tværgyde
og fortæller mig under frygtsomme Gebærder
(som en bortjaget Hund),
at han vil anvise mig et Palads,
hvor jeg kan bo til Leje;
og han beder mig altid træffe ham i denne Tværgyde efter Middag;
thi Albergo Toscanas Kelnere prygler ham,
hvis han slikker Solskin for nær Hotellets Porte.
Og jeg ser lidt efter Albergo Toscanas Kelnere
fordrive Tiggeren med Stokke og Stenkast.

169

MAALTIDER I SIENA

Fem Porte som fem svære Jærnlaase
aflukker det herskabelige Siena fra det kvægrige Toscana.
Ad tre smalle Gader, som tre lange Korridorer,
naår man ind til Viktor Emmanuels-Pladsen,
der er hul som en uhyre Østersskal,
og hvor Raadhuset ligger med Sodomas Fresker,
og hvor der findes en berømt, gammel Brønd,
og hvor i Genoprejsningens Dage i Halvtredserne
Viktor Emmanuel
af det enstemmige, toscanske Folk
udvalgtes til Konge af Toscana.

Jeg sidder den hele Dag paa Torvet i Siena
ved Marmorbrønden, en gammel Mesters Arbejde,
og bages af Solen og taler med Kvinderne, som kommer for at hente Vand.

Og Tiggeren fra før kommer til mig
og fører mig hen i det allerældste Palads,
hvor jeg for en naragtig Betaling faar en hel Etage til Leje
og Udsigt over Herskabets Marmorterasse under mine Vinduer
og Haverne, Borgmuren, de fjærne, blaa Bjærge.

Men ved Aftensmaaltiderne paa Albergo Toscana
nyder jeg for en Betaling, som vilde bringe en parisisk Tigger til Latter,
den bedste Suppe, den fyldigste Chianti og fortræffeligt Oxekød
Side om Side med Garnisonens Officerer,
som under Taarer kysser hverandre paa begge Kinder,
170 naar en højere Ordre river dem bort til Florens eller Milano.
Side om Side med veltalende Universitetsprofessorer
fordyber jeg mig hver Aften længe paa fransk
i følelsesfulde Samtaler med en ung Nobile fra Siena,
en brav og fin Adelsmand
uden megen medfødt Rigdom.

Imidlertid passer Dante Neso,
den unge, toscanske Kelner,
Forsyningen.

"Kære nordiske Herre,"
siger den toscanske Adelsmand til mig.
"Hvorfor bliver De ikke længere i Byen?
Jeg vilde indføre Dem hos Grevinden af Luna
og hos Hertuginden Delsole.
Skam Dem ikke ved at tale italiensk til mig.
Ved evig at tale det franske
lærer De jo aldrig Sproget ..."

Vi taler om Kærligheden og Bøgerne.
Han siger til mig:
"Hvad skal Kulturen og Bøgerne?
Er det ikke en Ulykke at tænke?
Naar jeg er hos Hertuginde Delsole
og jeg ser hende selv og ser,
hvad hun gør, hvad der sker i hende, om hende, i hendes Sale,
er det da ikke en Ulykke,
at Kærligheden har lukket mine Øjne op
og lært mig at tænke ?"

Men jeg, som altid vil strides,
siger til ham:
"Ogsaa jeg er en Mand,
som min Elskede har forsmaaet.
Deres Blod er sydlandsk, hæftigt.

171

Jeg er nordisk og flegmatisk,
og jeg tænker:
er det ikke en Lykke, tværtimod,
at Bøgerne har slaaet mine Øjne op paa vid Gab,
at Kærligheden med blodig Haand
har slaaet mit Hjærtes Døre op paa vid Gab
og lært mig at tænke?"

Ude i Gaden begynder et Æsel at skryde.
Et Æsels Skryden er voldsom og dog henaandet,
henaandet og dog paastaaelig,
nærmest som en Pumpe, der slet ikke vil give Vand.
Og Dante, den toscanske Yngling og Opvarter,
hjælper os begge i Overfrakken
og lover en Aften at vise mig Siena.

172

PALMESØNDAG

Herre min Gud, hvor vi alle er fattige!

Mens jeg gaar og længes efter min Elskede,
der har sendt mig til Italien og nu tilmed i to Uger
har glemt at sende mig Breve -
træffer jeg sammen med en Jærnbaneinspektør,
en gammel Ungkarl, som taler et fordringsfuldt og daarligt Fransk
og vandrer med mig i Domkirken,
hvor han foragter alle Arbejder af ham ubekendte Mestre
og kun nikker anerkendende til Michelangelo.

"Est-ce que vous trouvez ça beau?"
siger Jærnbaneinspektøren og standser med Katalogen i Haanden,
"Finder De det smukt? Jeg finder ikke."
Moi, je ne trouve pas.
Og stadig dette sure Spørgsmaal: "Finder De det smukt?''
Intet finder den gamle Ungkarl smukt
uden Kvinderne, som han beundrer
modløst og paa Afstand.
"Thi en Embedsmand i Italien," siger han til mig,
"maa være meget forsigtig og ikke vække Skandale."

Han bad mig vise ham de Kvinder, som jeg ikke selv søgte.
Det var en Palmesøndag . . .
Men hvad vedkommer mig en Embedsmand,
der er bange for Skandalen?
173 Aa det var en Palmesøndag,
og der var meget koldt i Gaderne.
Men jeg gik ind i Kirkerne,
og alle Vegne uddeltes Palmegrene,
smaa, tørre Kviste, med smaat, stedsegrønt Løv.
Og hver Gang jeg husker paa disse Palmer og denne Palmesøndag,
husker jeg paa Siena og de unge Kvinder dér.
Smukt klædte,
alle med en Væxt som Prinsesser og Hertuginder
og med mørke Øjne, fulde af Fare,
knælede de ærbødigt paa Kirkegulvene
og modtog af Præstens Haand
de signede Grene.

Jeg har gemt et Par slige Palmer,
støvede, stedsegrønne og tørre,
og de minder mig om toscansk Ungdom,
om Sienas ranke, kvindelige Ungdom,
der med urolige Øjne, urolige Hjærter
knælede for Religionens stedsegrønne Vidunder.

I Siena var jeg omspændt af Fare,
allermest om Søndagen ved Militærmusiken,
naar Toscanerinder fra Byen og Landet,
Hertuginder af Væxt,
med store, gule Straahatte som en flagrende Glorie
og med stolte Fjed som lutter Døtre af Officerer,
vandrede mig Snesevis forbi.

Musiken! Musiken! ...
men mest dog Løvsalsfesten,
de støvede Grene og Vievandet!

174

CENTO CERINI

Cento cerini, cento cerini, cento cerini!
lød det overalt i Sværmen - i Tusmørket.

Jeg syntes godt om den lurvede Gadesælgers Ansigt
og gik hen og spurgte ham, hvad han raabte.

Han forstod ikke mit daarlige Sprog eller mit simple Spørgsmaal,
begreb ikke, at jeg kun vilde vide Navnet paa den Vare, han solgte;
og strax blev han altfor elskværdig,
trængte ind paa mig med toscansk Beredvillighed,
lovede at være mig til Tjeneste med alt muligt;
jeg skulde kun sige til.
Og da jeg svarede, at jeg intet begærede af ham -
"Jo, Herren bad mig om noget,"
sagde han og holdt mig fast i Kjolefligen som Disciplene Herren.

"Jeg er til Herrens Tjeneste,
sig kun frem - dica pure! -
Vil Herren, at jeg skal vise Vej i Byen?"

Da han langt om længe begreb mig,
blev han forbauset - skuffet ... men sagde tjenstligt:
"Cento cerini!"
Hundrede Tændstikker!

Jeg afkøbte min Toscaner
to hundrede Tændstikker,
175 og jeg lovede at anbefale ham til min Ven, Jærnbaneinspektøren,
en Embedsmand, der frygtede for Skandalen.
Og han saa paa mig med et bedrøvet Blik
og slap mit Frakkeskøde.

Cento cerini! Hundrede Tændstikker!
Armod, Usselhed, Vanære . . .
det stakkels fattige Italien -
en Dag vil det tændes i lys Lue.
Hundrede Tændstikker. Cento cerini!

176

PROTESTANTISK VAAR

Jeg levede en Gang i en evig Palmesøndag
med en stedsegrøn Palme plantet i mit Hjærte.
Derfor røres jeg denne blæstkolde Dag i Siena
a£ Kirketjenesten og Vievandet,
af de støvetgrønne Kviste
og de sirlig klædte Seneserinder.

Det martskolde, tørre Siena
paa Palmesøndagen,
en Haandfuld klingende Kirker
til Guds Ære,
og Sollyset, den barske Blæst
... det bringer mig min Ungdoms
Palmesøndage tilbage:
ud over Bakkerne i Jylland
havde efter de strenge Vintre
Kornet netop begyndt at grønnes.

Og mit protestantiske Hjærte grønnedes for første Gang.

177

UNGE UDØDELIGE

Husker jeg rigtigt,
er det ved den af Sienas Porte, som hedder Porta Camollia,
paa den store Exercerplads, der nu mest bruges til Kvægmarkeder,
at en Fyrste - Frederik den anden - Kongen af Sicilien? -
har efterladt en Marmortavle paa sin Bryllupsrejse,
da han hjemførte en fransk Prinsesse.

Jeg er ikke sikker paa Navnene, men jeg husker den store Plads
- piazza d'armi - de gule Stude og Marmortavlen;
og i en af mine mest pragtfulde Drømme
har jeg ønsket, at det maatte være Frederik den anden,
Kongen af Sicilien,
og hans Brud: en Prinsesse fra Paris.

For denne Drøms Skyld blev Marmortavlen mig dyrebar
og kostelig og sjælden som mit eget Liv og min Skæbne.
Det er mig, som om to kongelige Slægtninge, min Venindes og min Slægt,
allerede i den fejreste Middelalder
havde indgaaet Ægteskab
og de her paa en tilfældig Station af deres Bryllupsrejse
havde rakt hinanden Haanden
over den Kløft, som skiller Mand og Kvinde.

Naar Ørnene parres, da bør Menneskene indridse Begivenheden i Marmor.
Frederik den anden var i hele Kristenheden
den ridderligste Trubadur, den klogeste Kætter, den snildest Fjende af Paven.
178 Ved hans syditalienske Hof
herskede Østerlandsk Prunk og Drømme.
Og dog har jeg aldrig tænkt ham i Guld og Purpur ...
Sorte Slør, Sejl af Silke!
lette, mørke Farver
som et sort Silkesejls Svulmen mod Middelhavsluft.
Hvor bugner det,
Yppighedens og Oprigtighedens Søskendebanner,
den uforgængelige Pragt og den evige Skygge:
den sorte Farve.

Denne Middelhavsfyrste maatte hjemføre
en fransk Kongedatter med hvide Hænder,
den kyskeste Lilje i Frankrig og Navarra,
den stolteste Skønjomfru i det letsindige og stolte Paris.
Denne Tvivler under mørke Cypresser,
Muhamedaner af nordisk Æt
maatte elske og hjemføre til sit Sicilien
fra Nordens prægtige Vintre
Vinterhovedstædernes
mest forkælede Blomst.

Fordi Mesterens Hænder søger Strengelegen,
fordi det uopnaaelig store
vil det stridige og fine,
fordi det uopnaaelige er al Kærligheds Amen.

Aa, min frankiske Kongedatter, Du min Prinsesse fra Paris,
jeg er ikke Frederik af Sicilien, men mit Hjærte elsker Visdom og Skygge
og elsker dine Farver som en Dronning af Burgund.
Og ved denne Mindetavle for to Slægtninge fra Middelalderen,
paa dette Sted fuld af Sol og Støv, hvor nu alle Toscanas
gule og bredhornede Stude forsamles paa Kvægmarkedsdagen,
vilde vi have rakt hinanden Haanden
og smilt som de unge udødelige.

179

EVANGELIUM

I en Stald mellem Oxer og Kvæghyrder
kom Kristus til Verden.
Og alle underfulde Mennesker i Verden
er født i en Stald mellem Skærekistens Havre
og de stumt gumlende Kreaturer.

Paa Billeder af gammelflorentiske Malermestre
ser man,
at det var en almindelig Toscanerinde,
der med Modervé fødte ham
og endnu isnet til sit Livs Kilder
rolig lagde ham til Brystet
og svøbte ham i det grove Linned.

Enhver Toscanerinde,
som behørig kan svøbe sit Barn
efter Almueskik,
kan blive Moder til en Frelser.
Og ethvert Barn, der fødes,
er født til at opofres rolig paa Korset
for Menneskenes fælles Skyld,
at dø paa sin Post og forløse Menneskeheden
ved sin skønne, taalmodige Lidelse.

I en Krybbe mellem Hyrder og Hø og umælende,
nær sin gudbenaadede Moder, en uvidende Toscanerinde,
hørte han første Gang Minutternes Løb og den lange Stilhed,
der giver saa meget at overtænke.

I Fortroligheden med de smaa og ringe Ting,
180 med det Liv, som ikke taler, næppe tænker,
med Duften af Markens alnærede Afgrøde,
Urterne, Kornet,
stumme Vidnesbyrd om Sundhed og Tilblivelse,
opgik Livets Lyd og Livets Fryd for ham i ung Herlighed,
for at denne Sjæl, som var skabt til det højeste,
ikke i sig skulde savne det mindste,
for at hans Væsen skulde mættes med Vellugt.

Siden, da Marias Søn blev stor og meget lærd,
en Rabbi i lange Klæder,
med rolige Øjne
i et skønt, blegt Aasyn,
hvis Læber syntes at bløde -
da hans Moder ikke længer forstod ham,
da græd han midt under Palmerne og Folkets Jubel,
over det uopnaaelige
og over det stakkels uvidende Jerusalem,
de glemsomme Mennesker og de smaa Ting,
der trædes under Fod i Livets Højhed og Blæst.
Og han fyldte Verden med sin Vellugt,
og han sprængte Verden med sin Medlidenhed.

Ja han elskede Livet og Menneskene med en saadan Kærlighed,
at han fandt en Lindring i at nagles paa Hænder og Fødder
og begærede,
at alt det ham fjendtlige i det ufuldkomne Menneskeliv
skulde korsfæste ham.
Han var ét med Verden. Og Verden var ham
som én af hine kunstfærdige Violiner fra Cremona,
der maa briste for at faa den vidunderlige Tone.
Og Mesteren sønderflængede Verden med et Violinstrøg,
og den genlyder af hans Bue til den yderste Dag.

Men skønt Rabbien vidste dette,
tror jeg: han ensom i den kolde Nat paa Korset
181 har sænket sit Hoved og ønsket,
at hans Moder aldrig havde født ham.

182

UDFLUGT I DET SENESISKE LANDSKAB

Naar man drager ud af en af Sienas fem Porte
og det er en Markedsdag,
forstaar man, at Livet er saa billigt
i det kvægrige Toscana.

Paa alle de bugtede og stejle Veje udenfor Murene
møder man toscanske, gule Oxer
med umaadelige Horn, som næsten spærrer Vejen,
og som var ganske livsfarlige
den Formiddag, da jeg paa en Bicyklette
ledsaget af Dante, den toscanske Kelner,
gjorde Udflugt i det senesiske Landskab.

Vi havde passeret Exercerpladsen,
hvor Stude stod i Tusindvis.
Og ud over Landet paa dets tusinde Veje
saa vi over alt de opdukkende Horn af gule, toscanske Oxer,
- en Skov af bredhornede -
som vilde de erobre Siena, Exercerpladsen og Marmortavlen
med Kong Frederiks franske Elskov.

Da vi, til sidst, kom uden om denne umaadelige Kvægdrift,
havde vi meget høje Bakker at bestige,
meget besværlige, høje Bakker,
og saa snart vi naaede den stolte Top, hvor en enlig Pinje
kante sin Skygge til et rødt Bondehus eller Landsted,
slap Dante i Træthed Pedalerne
og suste foran mig, med fuld Fart, ned gennem
en smal, smal Allé med Cypresser.

183

"Dante, Dante," raabte jeg advarende.
Men han hørte ikke.
Og jeg fulgte efter ham og optog hans Exempel.
Og da vi var til Ende med Alléen,
aabnede der sig, paa tværs af den første,
en ny Allé nedad
mellem smalle, smalle Cypresser.
Vi gennemfor den med løsslupne Pedaler
i susende, stedse vildere Fart,
og vi kom til en tredje
Zigzagallé

stadig ned ad Bjærget mellem Cypresser.
Dante jog nu foran som en Djævel,
der har forsaget sin Kristentro
og er glad ved at nedstyrtes til Helvede.
Men ved den fjerde
Omdrejning
blev jeg alt mere betænkelig
og begyndte at bremse.
Hele den fjerde Allé var bedækket med Skærver,
som gav sig til at rulle under Hjulene;
og jeg saa Dantes Cykle vakle som et Skib i Søgang,
og jeg saa ham pludselig styrte med Panden lige i Skærverne.
Og jeg tænkte: "Dante er død."

Saa styrede jeg min Cykle
mod Aabningen mellem to Cypresser
for, tværs over Grøften, at sætte ind paa Markerne
og ikke lemlæste den saarede eller mishandle den døde.
Men skønt en Cypres kun er et godt Kvarter i Bredden
og Aabningen mellem to Cypresser henad tre Alen,
skulde det aldeles ikke lykkes mig at træffe Aabningen,
men Cypressen.
Og jeg styrtede mod Cypressen og tænkte:
Sono morto - "jeg, er død."

184

Den, som ikke har været nærved Undergangen,
ved ikke, hvor Livet smager godt efter Døden.
Han ved ikke heller, hvor vel jeg fandt mig,
da jeg med et lemlæstet Ben og min sønderbrudte Cykle
bragtes op til Bondens Hus under den sorte Pinje.
Den gode Dante havde Lemmerne hele,
og hans Cykle laa der ganske ubeskadiget.
Men mig maatte en Toscanerinde
vadske og salve Benet med den velgørende Olie.
Og da jeg havde nedsvælget Smærten og Dødsfaren,
paakom der mig en umættelig Appetit,
og jeg spiste al Bondens Kød og Ost,
og jeg drak hans kostbareste Vin!
Og mens Dante paa Cykle afsøgte Nabolandsbyen
efter en Vogn til at hjemføre mig og mit ødelagte Kørehjul,
blev jeg alene med Toscanerinden og en stor toscansk Kat,
der sad paa Ovnbænken hos mig foran den kogende Gryde,
olla paterna.
Kære Venner her i Verden,
jeg siger Jer, at Toscona endnu er det rene Etrurien.
Jeg tror, at end ikke Sproget har forandret sig.
Jeg er vis paa, at Sæder og Skikke er helt latinske,
som i Horatses Dage.
Og den latinske Kvinde - Etruskerinden -
hun som lagde Veddet under Gryden,
under olla paterna,
hun var, om ikke helt tyveaarig ung,
en af de Hertuginder, der med Straahatte som en flagrende Glorie
ses i Siena paa Torvedagene
og om Søndagen ved Militærmusiken.
Aa hun var saa fin, saa klog, saa stolt,
hun, som havde salvet mit saarede Knæ,
at jeg, mens den store, toscanske Kat
snurrede og spandt ved Siden af mig,
185 og mens alle mine Fibre efter Dødsangsten fyldtes med Livsmod,
maatte fange hendes to Hænder ind, trykke dem til mig
og saaledes meddele min Lægehjælperske,
at jeg var karsk,
at intet af Hjulene i mit Indre var knust mod Cypresserne,
at mit Hjærte bankede paa ny
i sund, sollys Manddom.

Og hun forstod mig,
hun forstod mig, den sirlige Toscanerinde.
Skønt hun høvisk undveg min Stormen,
gav hun med sine Fingre mine Fingre et belønnende Tryk,
som den fortjener til Opmuntring,
der fra Døden vender tilbage til Livet.
"Lev," sagde dette ømme og dog høviske Haandtryk,
"lev og vær en Mand!"

I hendes Solskin fik mit syge og forfulgte Hjærte Helsebod;
der lærte jeg Barmhjærtighed af et Haandtryk.
Ja jeg drømte om altid at blive hos Latinerinden
i et rødt Bondehus,
i et vildt og smilende Toscana.

Da Dante kom tilbage med Vognen,
fandt han mig endnu paa Ovnbænken
ved Siden af Gryden og den toscanske Kat -
og ude ved Brønden den latinske Kvinde med de solbrune Kinder
rolig syslende med at drage Vand op.
Jeg saa dem samtale, hende og Dante,
jo jævnbyrdige - indfødte Børn af det stolte Toscana -
hvor godt de forstod hinanden!
Hun havde forbundet mit Knæ . . .
men hvor langt venligere hun vilde have forbundet mig,
hvis Saaret var et Knivstik
186 hentet under Udførelsen af en toscansk Hævn!
Hvor godt de forstod hinanden, de to ved Brønden.

Saa vinkede jeg til Dante: "Lad os stige op paa Vognen!
...I Morgen rejser jeg til Rom."

187

ET LØST UDKAST

Enhver Italienerinde er som et Udkast til en Madonna.
Jeg siger: enhver Italienerinde,
men kun faa er det som Etruriens ranke Døtre,
dem, jeg saa i Siena, Palmesøndagen.
De andre Italienerinder
er ofte kun et billigt og løst Udkast.

De er saa stolte, alle Italienerinder,
saa fulde af pyntelig Anstand.
Men de taaler ikke, at Landets umaadelige Sol
beskinner dem to Timer i Træk.

Jeg maatte omsider rive mig løs fra Toscana,
den brune Jord, de gule Oxer, de klingende Kirker.
Da jeg, paa Afskedsmorgenen -
efter at den toscanske Kelner Dante
længe havde trykket mig i Haanden
og bedt mig ikke glemme Dante, skønt en fattig Yngling -
med min Bagage rullede ned gennem Sienas friske Gader
og for sidste Gang vilde trykke denne Belysning til mit Hjærte:
den røde Borgemur, de gulhvide Huse og Terrasser,
saa jeg nær Banegaarden i den unge Morgen
en rejseklædt Italienerinde med Plæd og Taske.
Og jeg tænkte: det er en Enkes kære og eneste Datter.
Hun var iført lyse Farver, slank og gik rask til,
og hendes Fodtrin havde dette ærbare Flik-flak,
de gode Døtres usigelige og usvigelige Kendemærke.

Jeg glemte at tænke - jeg ønskede ubekymret og lige strax:
188 Gid hun ogsaa skulde til Rom!
Og jeg behøvede kun at ønske.

"En Billet anden Klasse. Rom."
Mens jeg betalte, kom hun til Billetlugen:
"Secunda classe. Roma."
Og da Toget peb og Konduktøren smækkede Kupédøren i,
var vi ved en ny Tilfældighed lukket inde sammen.
Enhver Italienerinde er som et Udkast til en Madonna,
saa fuld af Moderhu og barmhjærtig Ynde.
Og mens det langsommelige Tog fra Siena til Rom
i Fodgang spaserede gennem det sollyse Højland
og brugte tre Timer for hver Mil
(Solen bagte stærkere og stærkere paa Rudeglasset),
opofrede, næsten plyndrede den unge Dame sig selv
for at lette sine Medrejsende Besværet.

En toscansk Moder laante hun sin Plæd til Hovedpude
og tog selv et Barn paa Skødet
- paa sit i lyse Farver klædte Skød -
for at stoppe dets Graad med Marzipan.
Mig forærede hun en Flaske Vin og hele sin Frokost,
da jeg var stærkt fastende.
Og hun laante af mig Petrarcas Sonetter
og læste om Lauras dejlige Øjne,
til hun selv fik Øjnene ganske vaade.

Jeg vilde evig have beundret dette Udkast til en Madonna,
hvis ikke Italienerinden havde været altfor barmhjærtig,
altfor rørt af Petrarca,
hvis hun, mens hun spredte Glæde om sig,
selv havde været utilgængelig for Glæde,
hvis hun ikke, da vi skiftede Tog i Chiusi,
sammen med mig havde opsøgt en Kupé,
hvor vi fandt os alene lige til Rom.
Men jeg opdagede i min Madonna
189 en hjærtesyg Tiggerske, der bortødslede sine Slotte og Korthuse
for Øjeblikkets Kobbermønt,
og som i sin Blindhed tog Jorden for Himlen.

Bagefter, da jeg fortalte dette til en Ven i Rom,
blev jeg kaldt for en utaknemlig! en moralsk Nar!
der ikke fortjente, at Italiens Sol skinner paa mig.
Thi ogsaa han havde gjort den lange Dagsrejse
fra Siena til Rom,
uden at der havde vist sig
endog det allerløseste Udkast til en Madonna.

Men jeg blev ubøjelig ved mit:
"De er saa pyntelige som Petrarcas Sonetter," sagde jeg.
"Men de smælter, naar Solen skinner paa dem."

190

ENDNU SIENA

Bjærgene bringer mig ingen Fylde,
men Solen fjærnt ude, som svinder med gulhvide Flager,
forstaar med sommerlig Kunst at forgylde,
mens allerede Tusmørket
slutter sig trygt om hver Busk i de nærmeste Haver.

Jeg elsker Højlandet og mit Stenpalads,
det gamle Siena og Marmorterrassen,
og Herskabets Damer, der vandrer langsomt op og ned
under mine opmærksomme Vinduer.

Som Værtinde ser jeg paa Terrassen
en rødblond Borgfrøken, moden Kvinde.
Udækket Hoved, dejlig sort Silke, Slankhed,
og en hvid Kniplingekrave over de skrøbelige Skuldre.

Der findes to andre
- Gæster, Veninder fra Byen -
i mere spraglede Spaseredragter, mere tilhyllede.
Til dem bringer Tjeneren Blomster.

Skønt deres Hoveder er bedækkede:
én af dem gemmer unge Øjne under Sløret.

Og dem alle forraader en halvvoxen Pige,
som oftere end de andre
vender Blikket opad til mine opmærksomme Vinduer.

Nu bringer den sirlige Tjener
ogsaa et Ringspil til Herskaberne.

191

Og oppe mod Randen af mit aabne Vindu
banker mit Hjærte i Hexameter-Takt;
thi

Foran Paladset nu fløj, og med Latter, det vingede Ringspil,
smidige Kvinder i Silke, bevæbned' med luftlette Træspid!
Lystighed klang paa Terrassen, og Solen gik ned bag Siena.

Jeg gentager, ak! min evige Lovsang og Klage:
O Gud, hvor er den Sol skøn at bade sig i!
ak Gud, hvor trænger vi alle til Sol,
de forladte Kvinder dernede og jeg ensomme fremmede;
se deres vendte Ansigter, pilsnare Øjne,
alle deres Bevægelser!
Hvor de bader sig i min Sol!

... til Solen gaar ned over mig og Siena.
Og jeg husker paa den store Dante og hans guddommelige Komedie.
Det var en saadan adelig Dame fra Siena,
fuld af Letsind og flammende Hævnsyge,
om hvem han fortæller, at hun jublede, da Sienas Tropper blev slagne,
jublede over disse slagne Landsmænd,
"som en lille Drossel for en Smule Solskin",
og formastelig raabte til Gud:
at hun aldrig vilde frygte ham mere.

Der er nu til sidst en Marmorbænk
graa af Ælde
foran mine opmærksomme Vinduer -
hvor de sidder i Tusmørket og samtaler længe.
Snare til Glæde, raske til Hævn,
pyntelige Drosler fra Siena!

I alle de Gader og Gyder,
192 der snor sig Palads ved Palads
rundt om den hulede Plads
i Hjærtet af Siena - der lyder
nu Mands sang til Gylp af en Mandolin
om Bjærgenes Blaa og den mørkrøde Vin.

193

TIZIANS ROSER

Jeg røres af de tørre Toscanerinder,
men røres i Dag mindre af Tizians Venus
med Roser i det fugtige Haar.
Tizians Roser ligner Ræddiker.
En dugget, dansk Kløvermark
dufter indenfor mine Sanser
og synes mig rigere og helligere end Roserne.
Hvilken stor Maler Tizian var bleven,
havde han kendt en dansk Kløvermark!

194

ROM

Le pape est athée.
Paa alle middelalderlige Mure i det ugudelige Paris,
ved alle Kloaker i det forhen katholske Paris,
havde den fløsede, fingernemme Ungdom fra den tredje Republik
med stor Forargelse ridset:
"Paven er Atheist."

Da Staten paa sin Bekostning
har ladet Friheden, Ligheden og Broderskabet
indhugge paa alle Seinebyens Kirker,
er det kun en Selvfølge, at den travle Ungdom
har efterladt sin Haandskrift ved alle Kloakerne:
"Paven er Gudsfornægter."

Jeg forarges ikke paa de unge Mennesker i Paris, der er saa dekorative.
De lever paa en Kvist sammen med deres Pige
og forhaaner Gud og Paven.

Jeg har selv min Elskede i Paris,
og jeg ved, at vilde Pigebarnet elske mig,
vilde hun blusse af Ømhed for mig,
men hun forlangte af mig min evige Salighed
- jeg forhaanede baade Gud og Paven.

Jeg har set hende i pragtfulde Sale,
midt i den forundrede Mængde
stolt og rolig smile mig i Møde,
udsætte Navn og Rygte for min Skyld.

195

Jeg har tænkt: det ender vel en Dag med,
at hun midt i Mængden lader de sidste Omsvøb falde,
at den stolte elsker mig for alles Øjne -
alt imens hun vedblivende nægter mig
den verbale Tilstaaelse af sin Elskov.

Og hvis dette maatte ske - jeg er beredt!
Jeg er beredt til at afsværge
min Salighed - min Himmel - mit Alt . ..
Thi foran hendes gennemsigtige Øjne
er det, som om jeg selv fordobles,
mit Mod, min Manddom, mit Livs Fylde, mine fem Sanser.
De Ord, vi taler til hinanden, er ikke Ord,
og Billederne er ikke Billeder eller Farverne Farver,
men Ordene er selv Ting, der fornemmes,
nogle som fyldigt Læder, nogle som skørt Musselin,
nogle helligmørke som Himlene paa florentiske Malerier
og andre duggrønne, duftende som dansk Kløver.
Hun fordobler mig, naar vi taler til hinanden,
saa jeg holder Jordens Axe og Stjærnelegemerne
i mine faste Hænder.
Og Dagen derefter
er jeg helt smykket med usynlige Myrter.
Hvis hun en Gang vil tilstaa mig sin Elskov
i fuldstændige Ord og dertil i Gærning,
da har jeg opnaaet mit Væsens Hensigt for Evighed,
da kan jeg undvære Guder og Himle,
jeg skaber dem selv nyere og bedre,
jeg er beredt til at afsværge.

Med saadanne Tanker,
og mens jeg med Andagt huskede
min i Paris efterladte Veninde
(som en lille, hvid Kilde imellem Myrtelunde),
kom jeg en Aften til den evige Stad.
I Rom bor Pontifex maximus,
196 Verdens øverste Brobygger.
Og mens jeg nu paa Gaderne i det store stille, sollyse Rom
fra Monte Pincio til Kolossæum,
fra Vatikanet til den spanske Trappe,
mødte mange Kvinder
af Byens skønne, mægtige Race,
mens et langt, lydløst Optog af unge Gejstlige
som en pludselig Skygge fra en usynlig Haand
af og til overskar de sommertørre Torve og Pladser,
tænkte jeg paa den altfor fiffige Gadeungdom i Paris,
som havde indbildt mig, at Paven
- den øverste Brobygger -
var en Gudsbespotter, der ikke troede paa sine egne Madonnaer.

Verdenshovedstædernes Ungdom
er træt af Madonnaer.
Som ethvert Hus i Oldtiden havde sine Penater og Larer
og hver By sin beskyttende Guddom,
saaledes har i den latinske Verden
hver Stad, hver Flække, hver Landsbykirke
og hver Kunstmalermester
sin egen Madonna.
Fra tusinde Lærreder smægter hendes hellige Smil,
og evig dette Barn paa Armen, denne Glorie om Panden,
om hun er fra det yppige Milano eller det havfrie Venedig,
fra det sirlige Toscana eller det søde Neapel
eller fra et Sogn i Paris.
Menneskefornuften vredes paa den idelig gentagne Kvinde med Barnet,
disse Landsby-Madonnaer, Helgeninder fra de naive Provinser,
der synes altid at forudsætte
en Verden af Bønder og Skippere. -
Kun derfor har den opvakte Ungdom
skrevet det langs ad Murene,
at Paven er Fritænker.
197 Men de Smil, som min Veninde havde efterladt i min Erindring,
var her i Rom brudt op paa ny
og brændte mig som tusind, fine Saar og Rifter,
og hendes strænge Bryn forfulgte mig
som en ren, ædel Linie.
Og da jeg nu ogsaa kom til Peterskirken
og satte mig stille paa Trappen
mellem Tiggere og spanske Pilgrimme
for at nyde den kongeligste Udsigt i Verden
over Søjleraderne og de stænkende Springvande
og over Obelisken med den latinske Indskrift:
"For alt ondt i Verden varer Herren sin Almue" -
(den rundeligste Amnesti, hvormed nogen Fyrste paa sin Kroningsdag
betryggede de fuldtro Undersaatter!) -
da gav jeg mig længe til at gruble over St. Peterspladsen,
dens Tegning og Grundrids,
disse omhyggelig dragne Linjer, rent ubetydelige
Skraaninger af Jordsmonnet,
der ved en nøjagtig og videnskabelig Øjenforblændelse
ændrer Perspektivet,
saa man tror at staa foran Jordens mægtigste Plads.

Og jeg tænkte:
"Paven, den øverste Brobygger,
sidder han der bag Peterskirken i Vatikanet
og tror ikke det mindste paa sine egne Løgne?
og med en Foliant, en Passer, en Punkternaal,
nogle Trylleformler, Cirkler og Trekanter
tager han hele den løgnagtige Verden ved Næsen
og drager den ind i sine matematiske Linier?
Eller er ikke netop den klare Linie
en Aabenbaring af den hellige Aand,
det sikre Kendetegn for det Guddommelige
(som min Elskedes strænge Bryn)
198 den rene Linie!"

Naar man kommer tilstrækkelig langt mod Syd,
er der tilsidst intet, man ikke forstaar.
Og jeg tænkte: som jeg har min Madonna, jeg tror paa,
saa tror Paven ogsaa paa sin.

I Pavens egen Kirke,
i det uhyre San Pietro i Rom,
der fandt jeg Pavens Madonna:
i Marmor af Michelangelo - Gudsmoder
med Liget af den Korsfæstede tværs over det moderlige Skød.
Det er ingen florentisk eller umbrisk Landsby-Moder,
en sød Uskyldighed fra Lombardiet eller Sicilien,
men det er Italien, Italienerinden selv,
det er Modersorgen, Kristenheden selv,
som vaager over den ihjælslagne -
stivnet af Vrede, der opløser sig i rolig Omhu.
Verdens fornemste Kvinde.

Paa det fine og mægtige Skød den døde Vægt.
Men jordisk Byrde trætter ikke Kvindens Skød.
Legemet hos den kloge Kvinde lyder nu en ophøjet Vilje.
Og det formørkede, endnu unge Ansigt
stirrer fremad uden Glemsel, uden Forklarelse,
mens hun let løfter Haanden
for evigt - frem gennem Rummet og Tiderne -
at salve den lemlæstede Menneskehed.
Jeg har siden truffet dette Ansigt hos en levende Kvinde,
og hendes Ansigt har overbevist mig,
at med slige Madonnaer
kan man være Pave
og tro paa en Himmel.

199

POMPEJI

Idag brænder jeg paa ny
efter det solviltre, skyggevaade Neapel
og efter det støvede Ricini,
den sporvognsbefærdede Forstad paa Lava fra Oldtiden,
hvor jeg spiste i en Have
og drak den billige Lacrima Christi-Landvin,
men yppede Trætte med Urtegaardsmanden
om Billigheds Krav for Salaten og Hønen.

Og efter Pompeji, det Mur-omfredede,
paa hvis Tærskel en fjortenaars, sortklædt Novice
raslende fremholdt en Fattigbøsse
og modtog min Skærv med en Smilen,
da jeg indvendte (som en naadig Kardinal efter Middag)
at man glemte Fattigdommen over Nonnens allerkæreste Øjne;
- efter Pompeji, det Mur-omfredede,
det muntre og rytmisk ensomme,
hvis Porta Marina, fordum Nedgang til Havet,
ikke mere kysser det raa Hav og de stærkblaa, skyllende Bølger,
men er Nabo til en milebred Slette
og ene bevogtes af brændende, dagrøde Valmuer.

Pompeji, den romersk-antike,
halvt nedsmuldrede, helt afsluttede Søstad,
det bredeste Liv i den trangeste Ramme,
(som et Digt af Ovid om de Eviges Boliger)
de smalle, smalle Stengader med de alenhøje Fortove,
hvor i Oldtiden Slaver alene var Forspand,
200 (thi man taalte ingen Oxe, intet Trækdyr i Byernes renlige Midte) ;
de offenlige Bades Luftighed og Mosaiker
og Væggenes Felter, det dybrøde, venlige Vox:
Fresker i Rigdommens Hal som i Skøgernes Kippe,
og Templerne, og Vinhusene, og Matronens Arne, og Forum.

En Forsamling af Templer!
Tro ikke paa Forgængeligheden!
Døden er kun et Slør, hvorigennem Venus smiler des sejrrigere
og en afdød Neptun, i hvis Skygge jeg plukked en Urt,
saarer mit savnende Hjærte med Treforken,
og jeg støder (med Forfærdelse) foran en afbrudt Portal
paa Jupiter, Tempel-Overøversten.

Ak, Forskningen med dens daglige Slæng af Æseldrivere
besudler nu Helligdommene,
og Vejen hid fra Neapel over det støvede Ricini
er ganske brolagt med de allermoderneste Svindlere
til Udplyndring af en antik Rejsende.
Havet er sunket, Jordsmonnet har hævet sig,
over al Verden kun én Gud og én Telegraf,
og de Evige har forladt de Jordiske Boliger.

Som en Gople, som en eneste Søstjærne efterladt ved Ebbe,
hviler Pompeji i Solen,
en aaben, forstenet Hjærtemuskel
fra den almægtige Oldtid.
Og Porta Marina, fordum Trappe til Havet,
bevogtes af en sortklædt Novice (for ung endnu til Nonne)
og en Flok Valmuer, som smaa, røde Kardinaler.

201

VALFARTEN TIL MONT'ALLEGRO

Straalende oprandt Morgenen,
oprandt af Nattens Dugg og mørkblaa Skygge.
Og med Clara, en stegt Høne og en halmomflettet Fiasco mørkblaa Vin
steg jeg ned ad de femoghalvfems
Marmortrappetrin
i mit høje Hus i Santa Margherita Ligure,
hvorfra jeg saa ud over Bjærgene og Middelhavet.

Med Clara, en Flaske Vin og en Høne,
traadte jeg ned i den gamle Bademesters Jolle,
om Morgenen før fem,
da Bølgerne endnu sov og frøs.
Clara dækkede sin Hals med et gult Silketørklæde.
Men Solen drog langsomt Tæpperne af Jorden som rødmede,
og kyssede med sin blinkende Ildmund
Alverden lige i Hjærtet.

I mit høje Hus mellem Bjærgene
havde jeg udkastet Planen
om at sejle hen over Middelhavet til Rapallo
og besøge den blaanende Bjærgtop,
som jeg hver Morgen saa derborte, Genbo til mine Vinduer,
Mont'Allegro med Madonnas hellige Kilde.

Den gamle Bademester greb altsaa Aarerne.
Han lignede Silén: paa Skægget
og paa de kraftig knudrede Ben.
Med Clara, Hønen og Vinen
gled vi hen over Middelhavet.
202 Klippekysterne, de brungule Gallerier, inddrak Dagslyset;
de fine, fine Bjærge var snart saa morgenfriske og blussende
som Signora Clara, der sidder i Baaden
vittig og yndig oplagt.

Fra Klippehøjderne saa de adelige Røverslotte
fra en hensmuldret Fortid
ned paa os med graa Glemsel,
men de smagløst-optømrede og frækt skrigende
nye Villa-Paladser
vaagnede op til Dagens Reklame og Børssvindel.
Og Fru Clara samtalede fornøjet
med den roende, gamle Bademester
- il vecchio bagnino -
som fortalte hende, hvad han kunde huske
om "det ny Italiens" Tid, Kampen, Genfødelsen,
Garibaldi, Cavour og Viktor Emmanuel.

"Ja, Viktor Emmanuel var den grimmeste Mand i Landet,"
sagde den gamle, rolige Bademester og skar en Grimace,
"og han genfødte Riget og erobrede Italien,
men styg var han, og styg blev han alle sine Dage."
Den gamle Bademester drog paa Aarerne.
"Kun de tyske Damer beundrede Kongen;
de sværmede - siges der - for hans mandige Styrke,
som Grimheden gjorde mere fremtrædende."

Baadføreren tav.
I Morgenkøligheden svøbte Clara Silkeklædet
tættere om sin varme Hals,
og med sin lette Humor, fri som en ung Frue,
spurgte hun den gamle Bademester,
om Viktor Emmanuel ikke havde været
en galant Mand overfor Damerne.

"Sicuro, ch'éra galante!
203 Galant var Kongen. Det er sikkert,"
sagde den gamle Bademester.
"Naar han gik paa Jagt i Bjærgene,
vidste alle, hvad det betød;
en Fjær i Hatten, Gamasker paa Fødderne, Bøssen paa Nakken!
Kongen kunde aldeles ikke skyde,
men han gik om i Bjærgene, bankede paa Dørene,
fortalte, at han var vejvild; og han var stolt af,
at han var Viktor Emmanuel
og turde sove i Bondehytterne om Natten."

"I Tyskland sværmede Damerne for ham,"
gentog vor Baadfører.
"Men hos de italienske Damer hjalp det ham,
at han var Konge og kunde give Anvisning paa Italiens Bank.
Paa en Jagtudflugt traf han en meget klog, ung Kone,
som strax kendte ham, men ikke turde tage mod saa megen Ære,
før hun havde samtalt med sin Ægtefælle.
Kongen lod hende tale med Manden
og forærede ham en Titusind-Francs Vexel.
Manden skrev et Nul til
og gik hen og hævede hundrede Tusind."

Den alvidende, gamle Bademester trak paa Aarerne.
"Det var derfor, at den Lov blev indført," sagde han,
"at Anvisninger kun er gyldige,
naar Pengesummen findes angivet
baade med Tal og skrevne Ord."
Fru Clara saa paa det forbirindende Vand,
gøs en Smule, og hendes nydelige Næse krusede sig
med fin, klerikal Forslagenhed,
og hun smilte som de unge Dronninger
i deres Erfarings første Blomst:
"Han satte et Nul til, og han var ikke narret - Ægteper!
Hvad betyder et Nul, naar Kongen er naadig?"
204 Imidlertid oprandt Solen helt.
Vi havde sejlet næsten en Time
henover det blaa Middelhav,
mens vi samtalede om Verdenshistoriens store Mænd.
Nu løb vi ind paa Bredden ved Rapallo
nær det Hotel, hvor jeg en Gang søgte Beboelse,
men hvis Ejerinde, den unge Enke,
aldrig var kommen overens med mig.
Hun laa netop i Bølgerne foran sit Gæstgiveri
og badede sig i den meget tidlige Morgen,
og hun blev rolig liggende,
men hun stirrede efter mig og efter Fru Clara
med nysgærrige, lange Øjne
som én i sin Havindskæring forstyrret
koldblodig Krabbe.

Fru Clara vinkede Farvel til den gamle Bademester og Middelhavet,
et foreløbigt Farvel,
thi da vi var steget en Time i Højden, med vor Flaske Vin og vor Høne,
begyndte vi atter at skimte det store, brede Blaa.
Og atter skjultes det,
mens vi ad stejle Stier, mellem grønne Haver,
under Oliventrær, der kun gav halv Skygge,
i en Sol, der var altfor pragtfuld ved os,
endnu steg til Vejrs, steg til Vejrs.
Men Middelhavet var hemmelig fulgt efter os.
Just som vi havde naaet Halvvejen,
just som vi mærkede Duften af krydrede Bjærgurter
og segnede om i Skyggen af det første Fyrretræ,
skimtede vi det pludselig, uimodstaaeligt:
Havbugterne, vi havde besejlet,
alt det blaa Middelhav
uden Slør om sine Lemmer, i udrullet Pragt,
205 som havde det ligget paa Lur efter os og nu fangede os
- solophedede, skønhedsforfulgte.

206

- DET TABTE PARADIS -

I

I Tidernes Morgen var Paradiset skabt,
det er uhyre Skade, at det siden gik tabt;
der var Trær og grønne Grene, der var Springvand mellem Stene,
og hver Morgen opgav Herren, hvad enhver skulde mene.

Cikadernes Lyd og Bevidstheden om Dyd,
den lyse Sol og Sneglene, som svedte af Fryd,
Vorherres egen fejlfri og nænsomme Lære,
alt gjorde Havens Skygger og Grønsvær mere kære.

Et Skærsommer-Æventyr; der var skæbnesvangre Dyr:
og saa har en lille Kvinde sat det hele over Styr.
(saa ydermer det Rygte spredtes ud for fire Vinde,
at det Paradis, som spildtes, nu maa skabes ved en Kvinde.)

II

At den Skade skulde ske . . . det var slemt for dig og mig,
du Vandringsmand og Ven, som paa Livets lange Vej
foran alle gyldne Gitre med Ord og Penge beder
Keruben om at aabne for de tabte Herligheder.

Vi har set i Gips og Maling, som vi fandt i Nord og Syd,
en Rest af Paradiset - vi har anet dets Lyd,
hvor de høje Broer hænger, hvor de hvide Baade krænger,
mellem Pinjerne, som svajer, Telegrafernes Stænger.

Vi har læst de tusind Bøger, og tilsidst blev al Ting klart.
207 Ak Vandringsmand og Ven, megen Uro var spart,
hvis trygt og rolig anbragt ved Evighedens Side
vi daglig fik forkyndt, hvad vi behøved at vide.

III

Men Kvindens Tro er frisk: "Mit Paradis, dæk Disk!"
(en Flaske Vin, en Høne og en Ret af Havets Fisk)
Ja, sidder vi med Tryner som ved Troldhexens Taffel,
hun røres af vor Skønhed, saa hun taber Kniv og Gaffel.

Og rent og urent blander hun paa storslaaet Vis,
som da man beded Hjorten i det brede Paradis
og drak den rene Herlighed af guldtunge Skaaler,
og det var idel Himmerig, der hang ved Evas Saaler.

208

HJEMFART

Skibene ligger paa Genovas Rhed;
men Skyerne taarnes til Slotte.
Dagene flyver, September er nær.
Gør Baadene flotte
til nordiske Storme, stridere Vejr!

I Nord, paa den lave Bred,
hvor Tusmørket evig har hjemme,
vil vi drømme en Efteraarsnat under blygraa Skyr.
I de dyndede Byer, som gemme
Vandrotter, Sluser og indfødte Dyr.

Nu svinder i Syden vort Hus,
det høje med Skoddernes Røde,
der laante os sommerlig Skygge og Hvil.
Byger og Bølger vi møde,
Bølger og Byger! Vor Smakke har Il.

Jeg frygter ej Udyr og Slud.
Min Moder vil Lysene tænde,
en tindrende Fest for den hjemkomne Søn.
Og min gode Søster vil kende
en Broder, hvis Vilje har voxet sig skøn.

209

PROLOG

Har du set de dampende Heste,
naar Sporvognen i Forstaden trækkes i Skur,
Kusken, som fløjter i sin egen Dur
og tænker paa sin Frokost og Pigen, han vil gæste?
Der smutter hun bort over Gaardens Bro;
nu lokker hendes Køkken og den landlige Kro.

Lidt Varme er fornøden,
en Plads ved Ovnen og et hyggeligt Bord.
Ak, Verden er vidtløftig og stor,
og man maa tænde Piben, hvor man kan finde Gløden.

Har du hørt Fabrikerne skingre?
Den hele Forstad svarer med tyve for én.
Se Kvinder med arbejdsvante Fingre,
der slippes løs .... de myldrer omkap med Gadens Sten!
som stampet op af Jorden: ustandselige Sværme
med Frokosten under deres Ærme.

Har du set de unges Øjne, der ruller saa frit?
De gaar og lader Hofterne slingre.
Har du set deres Appetit?
Har du set deres arbejdsvante Fingre?
Men Rugbrød og lidt Vand gør Halsen saa tør.
De snildeste skotter til Værtshusets Dør,
om Kusken - til Fornyelse af Kraften -
vil byde en Kop Kaffe, maaske en Akvavit,
og en Fritur med Sporvogn i Aften.

210

De spredes, følg efter og hør dem fortælle,
de bitre og letsindige Ord
om Pengestykkets Magt og Fabriksherrens Vælde
paa disse Forstæders trampede Jord,
hvor en fattig Skønjomfru voxte stor
og smuk - med Udsigt til en Brændenælde.

Jenny og Studenten
er standset, mens Hjærterne stormer,
for at tale om Arbejdersag og Reformer.
Taagen drysser paa begge sin Væde;
intet Ord bringer Jenny Glæde.
Hun husker sit Hjem og den sorte Fabrik.
Han elsker Fabrikspigens trodsige Blik.
O Dyndblomst fra Dybet, du Søde!
dine Kinder er blege, men Læberne gløde.

Jenny og Studenten
er standset paa Broen.
Hun bøjer sig, ryster en Sten ud af Skoen.
Nu banker hans Hjærte, hans Tale faar Vinger:
"Følg mig som Gæst til mit ensomme Rum,
læs mine Bøger! glem og vær stum!"
Men Jenny løfter sin truende Finger:
"Vær nær ved os andre, naar Stormklokken ringer!

"Tro mig, den ringer for os en Gang,
den dybe Klokke med bævende Klang.
Da er det, det gælder; da kommer en Prøve;
da kan du din Elskov til Jenny øve;
da kan du bringe dit Liv i Bod.
Men den, som ikke er med, er imod!"

O Dyndblomst fra Dybet - Engel med Fanen!
din dristige Pande skal graane
211 - i Smudset og Vanen!

Har du set de sindige Heste,
naar Sporvognen i Forstaden trækkes af Skur?
Kusken, som atter begynder sin Tur:
hans Hvil er forbi, der er langt til det næste.
Har du set i en Kant af den store By
de hundrede Skorstene ryge paa ny?
fra alle Veje sig Kvinder forene
i Skarer . . . utalligt som Stenbroens Stene.

Arbejderinden med Hænderne haarde,
hendes Liv er ej vort, hendes Skikke ej vore.
Saa maa hun vel tro paa en Fremtid, som byder
Erstatning for manglende Lykke og Dyder.
Hun høstede Frugten ved Skæbnens Spot
af Kundskabens Træ paa ondt og godt.

212

DER VANDRER EN PIGE . . .

Der vandrer en Pige igennem vor By,
helbredt for alle Vunder.
Hun er som en Jomfru, der fødes paa ny,
Hun kalder Livet et Under.

Hun møder mig med det roligste Blik,
som æsked hun mig Forklaring.
Jeg føler det halvt som et Naalestik
og halvt som en Aabenbaring.

Men kunde vi træffes paa ensom Sti
bag alle de tætte Haver -
snart skulde den Trolddom være forbi,
som nu mig undergraver.

Der vandrer en Jomfru igennem vor Stad,
lægt for de dybeste Vunder.
Hun ønsker paa ny at nævne sig glad,
hun ønsker paa ny at gaa under.

Men Verden har ej den mindste Trøst,
kun Daarskab og Vranghed atter;
man hjælpes i Vest, naar man tigger i Øst,
faar Suk, hvor man haabede Latter.

Sin Sundhed, som hun tilbage fik,
den tramper hun under Hælen.
Nu spørger hun os med sit mørke Blik
om Lægedom for Sjælen.

213

Der gaar en Sværmerske gennem vor By,
hvis Blik sig til Hjærtet lister!
det beder: "Knus mig! og ej skal jeg kny
af Ve for de Strenge, som brister.

"Men lad mig dø for et hæftigt Slag
og blomstrende kastes i Dybet!
Og lad mig ikke Dag for Dag
gives som Næring til Krybet.

"Min Ungdom er moden til Glemselens Kyst.
Men kommer Timen - den sidste -
da spred nogle Blomster paa mit Bryst
og spar dem paa min Kiste."

214

BAUTA

Jeg havde et Kongerige
en Gang nær den høje Sø
med Udsigt til Luft og Dige
paa Landets laveste Ø.
Et højtbaarent Herrevælde
med Hav og Himmel til Dige.
Nu er der kun øde Enge
og Maager igen af mit Rige.

Jeg havde en Elskerinde
et Sted nær den høje Sø,
en sød og fuldmoden Kvinde,
nu er hun forlængst i Frø.
Hun ejed et solfyldt Hjærte,
hun digtede derfor en Gang
et smilende Vers til min Ligsten:
"Han sad alene og sang."

Jeg havde et Kongesæde,
hvor mægtige hængende Sky'r
var slængt som et Kroningsklæde
i Kreds om de lave By'r . . .
Jeg fælded de viseste Domme,
som ingen fuldbyrder mer.
Jeg havde de højeste Drømme,
og ingen drømmer dem mer . . .

Og naar jeg en Gang skal svinde
og naar jeg omsider skal dø,
da vil jeg lægges til Hvile
215 et Sted nær den høje Sø.
Og Bølger og Maagerøster
vil vidne for Strandens Stene
min Lykkes Apotheose:
Han sad og sang alene -

216

EFTERSPIL

Naar Mørket atter vælder og Natten falder paa,
da vaagner mange Tanker, du ej om Dagen saa'.
Det ved vi, at om Dagen er Skyerne saa graa.

Men hvad der end blev splittet af Dagens Rusk og Regn,
det samles, og det heles ved Maanens Himmeltegn.
Og søde Ord forfrisker dig som en sagte Regn.

Naar søde Ord forfrisker dit Hjærte som en Dugg,
du finder, din Veninde er dobbelt ung og smuk
og varm som Sol i Vange og ren som Morgendugg.

Naar Dagen er forsvunden og glemt dens Gøgleværk,
du mærker om dig bunden en Lænke dobbelt stærk.
Hvoraf er den mon tvunden? Hvorfor er den saa stærk?

Men ingen slipper fra den, og ingen naâr forbi;
det er den Elskovslænke, som alle tvindes i,
og Lykken er ej mulig, er man for Lænken fri.

Saa græd kun dine Taarer og lid kun dine Vér,
for Maanen er vi Daarer, og kun ved Nat vi ser.
Og har du lært at elske, saa er der intet mer.

Og fandt du én at elske, saa lærte du vist alt,
saa blev du, og saa stod du, om Skæbnens Lod end faldt,
ja lærte du at elske, saa lærte du vist alt.

Paa denne Klode findes saa megen Sorg og Harm,
som det er ondt at mindes, som gør den rige arm,
217 men som du trygt kan mindes i din Venindes Arm.

Og om de ogsaa kæmped, og om de bittert stred,
saa vandrer Mand og Kvinde fortrolig Fjed for Fjed
en festlig Midnatstime dog til det kendte Sted.

218

HØFFDINGS ELEVER

De mødtes til Filosofi, da deres Hjerter kom i Takt,
og vandred som paa græsgrøn Sti med Høffdings Bog i Pagt.
De vidste for hver Strid, som kom,
den skal vi ikke trætte om - uoverlagt,
men tale os tilrette om med Hjertet og Forstandens Magt.

De saas paa Auditorium, de saas ved Lørdagsforedrag,
til Diskussion, til Bal.
De agtede hinanden højt
som Elskende - før de ved bedre - skal.
De maatte nøjes med at se.
Saa skulde det i Snestorm ske . . . paa Gaden Lørdagsnat,
(nu drejes Skæbnens Rat!)
at begge blæste sammen midt i en Drive Sne.

Og ført af én Filosofi de bares rundt af Vindens Magt
omkring en Park i Vinterpragt.

Hun var en Kvinde indsvøbt i Betænksomhed, Psykologi,
med skindgarneret Kjole.
Hun gnistred af mandhaftigt Mod, og han blev sat i Skole!
Da greb han til en ny Logik, hvor Kvinden ej bestod.

Hun vilde ikke kysse ham,
hun paastod ikke, Kys var Skam,
men nægted Kyssenes Værdi med stolt og iskold Teori,
ja svared ham med kølig Fred:
Det er der ikke noget ved!
- Og da han ikke kunde tro hos nogen Jomfru slig en Ro,
hun gav ham nogle Kys til Svar,
219 men stadig lige kæk og klar, hun hævded uden Taagethed:
Det er der ikke noget ved!

Da dog lidt Sødme fulgte med, i Snefog hos en iskold Yppighed!
han fastslog sin Parole:
Det skal vi ikke trætte om, men tale os tilrette om,
det kræver først lidt Skole.
Da løses Knuden uforsagt
ved Vanens milde Magt.

Og hun blev ved, uoverlagt,
til hun tilsidst fik Sødmen smagt.
Mens han blev træt og led og flov,
hun bød ham lystre Vanens Lov
og gentog hans Parole:
Nu skulker du af Skole!
og stod saa logisk skolevant
med Skindbræm om sin Kjolekant.

220

TIL VIOLA

De tusind smaa Savn i Violernes Bryst
har opfyldt mit Hjerte med kongelig Lyst.

De tusind smaa Stemmer, de tusind smaa Savn
er Bud fra en Verden, der aabner sin Favn,
der aabner i Smerte sit favnende Bryst
og kræver at leve i Digterens Lyst.

Bestrid ham hans Krone, hans Ret, hans Fornuft,
han finder dog Vej ved Violernes Duft,
de aabner hans Aand for de lønlige Saar,
hvoraf hele Verden skal fyldes med Vaar.

Den højeste Sandhed, hvor Verden fandt Trøst,
bli'r udraabt en Vaar af Violernes Røst.

221

UDKAST, FRAGMENTER OG VIGNETSTROFER

222
223

UTRYKTE

Koral, Koral
i mørke Sale
en Væxt af Forstening
i dybe Rum.
Og Taage-Tanker,
som dale, dale,
mens Døden venter
beredt og stum.

Intet spillende Lys, som straalekroner
et Haar, der er lyst som den unge Dag,
en søvnfjærn Larm, og i blaasorte Toner
indtræder Dæmringen drømmevag.

De mange Bøger og Folianter
sorte af Støv, og som aldrig saa Sol.

I min Ungdom Landets Frihed blev forvandlet til Ruin.
Folket knurred, Retten dømte, Trods og Oprør blev til Grin.
Thi det er Vorherres Mening, vi skal ædes op af Svin.

Kæreste Ingeborg S., en Kvinde, som trænger til Ømhed
varm i dit Hjærte selv synes du Verden er kold.
Højst utaknemlige Kvinde, du dræbes, du ængstes, du lider -
og du benævner dig dog som én af de fattige Folk?
ved du da ej, at din Sorg er den Dunst, hvoraf Guddom der skabes,
at du paa ny vil vaagne af Skyggen til Glæde og Kunst
224 himmelklar som en September, hvis Træer, snart grønne, snart gule
kaster sin Rigdom for Vinden og klæder sig nøgne med Fryd,
smilende som en September, du aner bag Parkernes Gitter,
Sommeren gløder endnu i Georginers Peluch.
Kære Veninde, du kommer vel nok bag det lokkende Gitter,
lyser for syge og saare og taler med Gudernes Sprog,
men du vil ønske tilbage de tyngende tærende Dage,
den Gang du længtes og led mellem de Fattige Folk.
Derfor bør ej du misunde en Kunstner hans Markskrigerhjærte
gennemhullet af Kugler og aabent for Sol og Vind.

Det huskes, naar Asken er kold og Lyset slukt,
at sligt et lille borgerligt Grantræ var smukt.
Jeg er ej af dem, der synger Salmer.
Men her et Par Blomster, som hurtig falmer,
til Minde om en Aften, De stod uden Skjul
med Lys paa alle Grene som et Grantræ ved Jul.

Med Bram drog Troens Riddere til Fest.
Fritænkeren var træt af hele Stadsen!
langt før at stige paa den høje Hest
han traved gennem Verden paa et Asen.

Al Hedenskab er død, hvem nægter det vel mer.
Men Pan i Skæget smisker, en ung Sirene ler.

Men jeg har levet, og jeg har troet
paa mer end de fleste.
Jeg havde et Rige, var næsten Konge,
det maa jeg nu miste.

225

Men Marketendersken lugter just ikke
af lutter Lavendler.
Mit Hjærte skælver. Jeg har ikke Mod til
at løse de Bændler.

Se, en Aftendæmrings Taage
slører Jordens Øjenlaage.
Aa de Øjne er saa tomme,
det er Dødens mørke Komme.
Det er Kulden, Vinternøden,
det er Natten, det er Døden.

Men et Skær af mange Flammer
festlig denne Død omrammer,
det er Lyst, som atter fødes,
Stof, som ungdomgennemglødes.
Hvilken Knitren, hvilken Gløden!
rundt om Natten, rundt om Døden.

Nye Knipper, Kvas paa Baalet,
lad det lue over Maalet.
Det vil ske, at denne Gløden
selv skal længes efter Døden.

Jeg tror paa den Vilje, som rækker os Traaden
i Labyrinten og Nøglen til Gaaden.
Jeg tror paa det modige Ønske, som driver
Hjulene rundt (trods vor Vinkelskriver).
Jeg tror paa en Higen som al Tings Moder
langt mer end paa de exakte Metoder.

Det hændte ved Aarhundredets Slutning ...... Brydning,
at Livet med ét blev berøvet enhver alvorlig Betydning,
226 at Livet for ...... og den, der skulde begynde,
stod plukket for hele sin Højtid og afklædt sin skjulteste Ynde.

Og den, som har mistet al Glæde ved Tingenes Orden, han finder
den ikke i ... Bøger og ikke i Vin eller Kvinder.

De finder den ikke i Livet. De tusind fordømte Skeletter,
de søger endnu om en Mening i Dødens de fredløse Nætter.

Jeg er træt af disse himmelvendte Øjne
til jeg vaagned karsk og nøgtern, træt af Løgne.
Jeg har Lyst ved mine Helte at fornemme
at de smager af den Jord, hvor de har hjemme
se den Skipper og Korsar, der overraskes
i et magtfuldt Pavebilled af Velasques.
Denne Pave er ej Helgen, næppe Vismand,
men en Mand i fuldt Ornat, en "Kirkens Stridtmand".
Han er spændig, han er skægget, han er hærdet,
og den senestærke Arm kan føre Sværdet.
Se ham tør og sejg i Kvinde-yppig Kjole
hvilken glansfuld Malerkunst . . . den spanske Skole,
fuld af Sandhed i hvert Træk, hvorom den melder,
fuld af Virkning som en Fægtning med Appeller.
Ingen Ynde hos Madonna har mig daaret
som en Olding af Ribàra, djærv og haaret.
Lad de ringe knæle ned og dyrke
Drømmens Skin - jeg elsker Livets Styrke.
Ingen Judith, som en Guido har trolovet
ved sin Kunst med Holoférnes' Hoved
ejer i sin grumme Skønhed Magten
som en Spanjers Pensel - uden blodig Slagten.

227

Nydelig den unge Pige
i sin Drømmestilling,
med en udstrakt Haand, som svæver,
vogter hun sit Tankespind,
medens Cigarettens Ringe
langsomt væver hende ind.
Røgen skælver blaalig
om de blege Næsefløje,
Grublerhøjtid fylder
Nakkens Runding og det halvtillukte Øje.

For sidste Gang min Søsters Gæst
jeg stod i hendes Stue,
hvor der var stille Blomsterfest
omkring den milde Frue.
Hun bød mig ikke muntert tyst
Goddag - - - Det var et Højtidsskue
hun laa med Blomster paa sit Bryst.

Og ingen Velkomst, intet Blik
fra hendes Øjenfrynser gik
og hilste mig som mangen Gang.
Nej mellem altfor mange Blomster
var redt en Enkeseng saa trang.

Men rundt omkring stod hendes Stuer
urørte som før denne Fest,
med Bord og Stole, Skabe, Gemmer,
og sagde mig med trygge Stemmer,
at jeg endnu var hendes Gæst

og bød mig føle mig som hjemme
og lyde Husets Frues Bud,
som vilde raade og bestemme,
saa længe til hun førtes ud.

228

Kom med Fryd og slaa dig ned
Billed paa Elendighed
efter alle tunge Prøver
tag den Hvile, du behøver.

Kom til os, Veninde - blød,
Skønne ædelbaarne Nød.
Vi vil atter blive trygge
i Elendighedens Skygge.

Sign, imens du tager Hvil
Jorden med dit blege Smil.
Savnet, som vi aldrig favned
se der kommer Savnet
som en længe elsket Brud,
for at vi kan juble ud.

Sæt dig ved min Side ned
i dit Slørs Elendighed.
Lær mig Kærlighed, du blide
Søster, som har lært at lide
i hver Fingerspids, hvert Led
er der Bud om evig Fred.

Aldrig tænkte jeg mig Freden
Søster til Elendigheden.
Krigen, vidste jeg, og Døden
er et Broderpar til Nøden.

Blir man karsk i visse Stunder
ved Elendighedens Vunder
gror der Salighed af Tabet
Lægedom af Naglegabet.
Svøber vi vor Længsels Vaar
om en Benrads Ve og Saar.

229

Kom og sæt dig hos mig ned
Billed paa Elendighed,
og kys, som soner
styrter Herskere og Troner.

I tror, at jeg lever som Ormen i Mørke og Muld,
jeg svømmer paa Daggryets Lysvæld i Strømme af Guld.

Hvide Sne - Lys over Landet
alle mørke Skygger skal fordrives,
nye Farver, friske Hjærter skal vi gives.
Dødens Gifte, som vort Mismod blandet,
fra vort Gæstebud skal fly forbandet.
Nye Dage vil vi nu bebude,
fredlyst inde, fredlyst ude.

Naadegave, mer end anden Lykke,
skabende Talent
ved din Ild et Liv igennem
holdt jeg Faklen tændt.

Lukker Verden for min Sang og Tak
sine Porte i
i mit Hjærte jubler tusind Farver
som jeg gjorde fri.

For min Fjendes Magt at overvinde
skal de staa mig bi -
de skal lønlig over Fjeldets Tinde
vise mig en Sti.

230

Det hele, jeg har gjort,
i Prøven paa at male,
er kun som søde Rim,
et Sammenspil af Former,
en Farvernes Tale,
højhellig og intim.

Tag Billederne bort,
hvori jeg saa længe
har søgt en Forklaring paa min Sjæl.
Nu giv mig atter Ordene - de strenge.

Jeg ønsked at optø bundfrosne Sø'r,
jeg ønsked at rejse i Ørkner af Ild.
Jeg ønsked at svimle engang, før jeg dør,
paa ubestigelige Bjærge.

Jeg ønsked den Visdom, som ingen har set,
den brændende Ungdom, som aldrig dør,
med Vej - af alvidende Lykke beredt -
til ubestigelige Bjærge.

Jeg kan ikke male, Taabe er jeg,
som har drømt at fange dette Pust
af et Liv, som dugger Mundens Vige
i en Høj-Koncert af
Toner uden Lige.

231

TRYKTE

Hvor drypper, siver, nynner Stadsgravens Strøm, og se:
der risler Maaneskin ned i den gamle Allé,
hvor under Kastaniers Tag og kongehøje Linde
Stenbroen pletvis lyser, mens Gravens Vande spinde
en dæmpet fjern Musik til Lysets og Bladenes Spil,
en tropisk Drøm om at dø og fornys, som viljeløst Draaberne vil.

Nu løses Frosten af den milde Regn,
der staar i tætte Byger ind ad Fjorden.
En skumvaad Sønden læsker Land og Egn,
og Bonden sætter atter Plov i Jorden.

Jeg søger gærne Visdom,
især naar Høsten kommer,
men fisker den i Pagt med
en Smule Kvindesommer.

Med Kitty under Sejlet
jeg pløjer Havets Veje;
af klare Øjne spejlet
er her jeg paa mit Eje -

Som en Fisker ved sit Garn,
som en Maler ved sit Lærred,
som en Moder hos sit Barn,
som Juristen i sit Herred.

232

En Drøm om Skønhed var alt mit Liv .. .
Derfor har jeg vandret, derfor har jeg banket,
derfor har man lukket mig ind.

At se det bruse og flagre!
At ventes paa Tærsklen, at mødes i Dansen,
at omslutte Sejren, Beseglingen, Kransen . . .

Skønhed har ynkedes over mig,
Visdom har givet mig Vand af sin Brønd.

Jeg elsker endnu denne Verden af Synd.

Et Billed paa min Væg, en Engel i min Stue,
en Røst, som fylder Rummet, en blussende Drue
paa Bunden af mit Glas, en Glæde ved min Dug,
en Skammel for min Fod - som elsker mig i Smug.

Ja det er det, jeg vilde: paa Ovnen lidt Flamme,
paa Muren et Portræt i sin rolige Ramme,
der sidder ganske fladtrykt og længes, forgaar,
men aabner som et Forhæng sit udslagne Haar.

De stredes paa Skrænten og i Mosen,
om Brændenælden ikke var naturligere end Rosen.

De kivedes paa Bakken og i Dalen,
om Skruptudsen ikke var rimeligere end Nattergalen.

Ane Kirstine af Aafjord
hun bor i en tangtækt Hytte.
Hendes Haar er blegt som det gule Rav,
alt sit Gods bær hun med i et Knytte.
233 Der er langt fra nu og til Paaske.

Ane-Kirstine paa Stranden
en Aften før Solen var nede
har vist mig i Sandet de brogede Sten
og i Græsset Vibernes Rede.

Der er langt fra nu og til Paaske.

234