VED LØVFALD

✂ Der hviler tunge Taager
paa Ager, paa Skov og paa Vand.
Der kredser hvide Maager
over den øde Strand.

✂ Over den muldede Jord
staar Løvet forvisket, fortegnet
ved Vejen, som Poppelomhegnet,
opkørt langs Kysten sig snor.

✂ De gule Blade le mod
Luften, der favner dem vaad.
Der er som et Smil gennem Graad
i Taagens blege Vemod.

✂ Der er Kaadhed i Busken, som vrider
mod Himlen de sorte Hænder
over den Kulde, som svider,
det Regndrys, som aldrig ender.
Der er Kaadhed i Havet, som buldrer,
der er Kaadhed i Fuglenes Skrig
og Kaadhed i Løvet, der smuldrer
paa Jorden som fredløse Lig.

✂ Mig undrer den graadfulde Latter,
den leende Sorg, som sig prenter
paa Skove, paa Bakker og Skrænter.

✂ Hvorfra den faar Mod, jeg ej fatter,
- den Verden, som ligger og venter
paa Vinterens hvide Rædsel.