DEN UNGE PIGE I SOMMERREGNEN

✂ Det bliver Aften. Regnen
som tusind Kærtegn, vilter, lun,
tæt over Byen og Egnen
drysser sine Draabedun.
Jo mer det mørknes, falde
Draaberne tungt i Gadens Vand.
Alle smaa Byer og Gader om Land,
nu regner det vel i dem alle.

✂ Og vist i mangen Gade
med aabne Vindver staar et Hus
og lytter med mørk Façade
til Vandets Klunk og Regnfalds-Brus.
Og ensom, som jeg, i Karmen
der hviler vel én og lér som jeg
ad de løsslupne Draabers forviltrede Leg -
med bankende Ungdom bag Barmen.

✂ Jeg husker et Hus langt borte,
der bor den Yngling, som kaldte mig sin.
Var Lykkens Stunder kun korte,
vor Elskov var hed og var fin.
Vi leved i Sorgen, som under en Klippe,
og Dagene traf os i Regnfalds-Humør.
Men fandt jeg ham i Nat ved min Dør,
jeg skulde ham aldrig slippe. -

✂ Da drog jeg ham til mig og vilde binde
en Nat af Ømhed omkring ham tæt,
den Gode! kyssende bort hvert Minde,
129 at for hinanden vi to har grædt.
Verden har alle Slags Nykker i Panden,
men Tiden er ude, før nogen véd,
og de, som én Gang har funden hinanden,
bør holde tilsammen og have Fred.