Claussen, Sophus BARBARER

BARBARER

Jeg hilser dig, du! med den vidtstrakte Linje
i hele dit Væsen, din Vækst, dine Ord,
med Fodbladet spændt mod den sugende Jord,
hvor skummel jeg stod som en Kirkegaards-Pinje.

Jeg hilser dig, du! med dit Øje, som farer,
som flammer og søger i Vest og i Øst,
en højbaaren Glæde for højbarmet Bryst!
Jeg hørte jo selv til de sejge Barbarer,

som ikke vil knæle, som ikke gad trælle
og kysse med Taarer en Forgængers Spor,
men baned i Attraa den Vej, hvor de fór,
og troed, at Kræfterne har ingen Ælde.

Kom, ræk dine Hænder, de slanke og stærke!
der risler som Foraar igennem dit Haar.
Den Kraft kan ej ældes, vi dybest forstaar,
din dristige Linje skal være mit Mærke.

Lad Orme da gnave! Lad Stormene fælde
det bredeste Træ, som beskygged os blødt;
vi strider mod Døden og alt, som er dødt.
De Kræfter, som strider - de har ingen Ælde.