FORDREVEN

✂ Og da jeg forlod det gamle Land,
jeg følte mig halvt som landflygtig Mand.
Hvor var nu de Bakker og Ege,
jeg elsked i Sommerens Brand,
saa taagedryppende blege,
saa blege.

✂ Jeg agted at komme en Gang i Høst
som Mand igen til den brune Kyst,
til Idræt og modige Lege.
Men Kysterne syntes saa blege.

✂ Her fødes ej mere en Sang under Ø,
her vækkes kun Livet for langsomt at dø,
men ingen Manddom, som ryster
med solglad Hu disse Kyster.

✂ Og da jeg forlod det gamle Land,
da svandt mine Haab med det rindende Vand.
Og det, jeg har elsket og levet,
- var glemt, var i Bølgerne skrevet.

✂ Og da jeg udgik af Havets Skød,
da var mig al Verden som fremmed og død.
Jeg vandred i udenlandske Stæder.
Ak hvor er mit Hjem og min Hæder?