JEG HAVDE DRØMT . . .

✂ Jeg havde drømt, vi blev til Elskov kaaret
med Løvbruds-Urter slynget ind i Haaret,
og hver en frossen Kummer holdt til Søs
ved Landnamsjublen i de første Kys,
at rige vi blev paa Vindens Bølger baaret
og faldt kun blødt som Frugt om Efteraaret
i Løvet fra et knudret Æbletræ . ..
at lunt i Læ mod sin Venindes Knæ
jeg skulde elske, tænke, tro og hade
som i en Duft af fine Valnødblade.

✂ Men det at elske er at langsomt døde
hvert fyrigt Haab fra Hjærtets Morgenrøde,
og det at elske er en Skæbnedom:
at synes rig, er Lykken nok saa tom.
Jeg ved det, vi fordømtes uden Brøde
i Evighed at skulle elske, gløde,
i Evighed at holde Takt og Trit
til et fortvivlet, vildt Parforce-Ridt,
at se vort nære Fald med stærke Nerver
og hugge Panden i de haarde Skærver.