HANS SVÆRMER.
(Ditlev von Liliencron.)

✂ HANS Tøffel elsked skjøn Doris blidt.
Skjøn Doris Hans Tøffel ikke saa lidt.
Hvor andres Elskov var kjæk og kry
var hans elegisk og væk og bly.
Paa Kvisten siger han Digte frem.
Skjøn Doris staar nede med Laagen paa Klem:
"Aa om du nu sprang paa din Fod imod mig,
hvor skulde jeg være god imod dig!"
Men oppe Hans Tøffel kvad Digte.

✂ Og Aftenen efter det samme igjen.
Han læser og læser Timerne hen.
Hun harmes. "Det evige Læseri
det er der dog ingen Mening i!"
Hun sniger sig ud, gaar krænket sin Vej.
Han svælger i Heine, han mærker det ej.
Skjøn Doris staar rød under Lysthuslofte
og ønsked, hun havde hans Arm om sin Hofte.
Men oppe Hans Tøffel kvad Digte.

✂ Den næste Aften gav Huset en Fest,
nær sammenpresset stod Gjæst mod Gjæst.
End ikke i Aften den smaa Poet
har Doris' smægtende Bortgang set,
men Junker Hans Jørgen - han saa det strax,
mens Natten dufted med Lind og Ax.
I Læ af Roser, ved dugget Stente,
behøver Skjøn Doris ej mere at vente,
mens oppe Hans Tøffel gi'r Digte,